Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
metascience blog

Postfaktuelt demokrati 2

Det postfaktuelle demokrati er landet her i kongeriget, og det har desværre allerede været i brug og gjort sit til at etablere fortællinger og betvivle kendsgerninger, når det har været opportunt for en bestemt politisk dagsorden. Et eksempel er forløbet omkring Ungdomskommissionen, nedsat af den daværende VK-regering i 2007. Den fik som mandat at gennemgå indsatsen mod ungdomskriminalitet og blev sammensat af såvel eksperter som faglige repræsentanter for organisationer med ekspertise på området.

Efter et par års arbejde offentliggjorde kommissionen en 700 sider lang udredning. Rapporten var både saglig og evidensbaseret, men det gjorde ikke lysten til at betvivle kendsgerningerne mindre. Allerede inden rapporten blev afleveret, begyndte forskellige politikere at anfægte dens resultater. Blandt disse postfaktuelle politikere var daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Ungdomskommissionens rapport kunne desværre ikke demonstrere, at en nedsættelse af den kriminelle lavalder igen ville styrke indsatsen mod ungdomskriminalitet. Det var et andet resultat, end den daværende regering havde regnet med. Forhenværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) nåede til den interessante postfaktuelle konklusion, at det videnskabeligt korrekte i sig selv var politisk, og at det politisk rigtige måtte være det folkeligt rigtige: mere straf til flere mennesker.

I stedet for at vedkende sig sine holdninger og det folkelige mandat, på hvilket han var valgt, fandt Brian Mikkelsen på en anden strategi. Han besluttede at mobilisere konkurrerende ekspertudsagn, der skulle sætte Ungdomskommissionens anbefalinger i et relativt, og hermed ugunstigt, lys. I oktober 2009 oversendte han således et notat til Folketingets Retsudvalg om, at FN anbefalede en sænkning af den kriminelle lavalder. Det er siden dokumenteret, at notatet var vildledende. Det var ikke FN's anbefaling. Tværtimod.

At Ungdomskommissionens resultater var inopportune for den daværende regerings politiske dagsorden forhindrede heller ikke Lars Løkke Rasmussen i forsøgsvis etablering af et argument i åbningstalen til Folketinget i 2009, der lader noget tilbage at ønske, når det handler om logisk gyldighed: »Vi skal have fat i kraven på de unge, som er på afveje. Vi skal vise dem, at det samfund, de vender ryggen, ikke har opgivet dem. Det gør vi ikke ved at lægge hovedet på skrå og se bekymrede ud. Det gør vi gennem konsekvent handling. Derfor foreslår vi en sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år.«

At udvise konsekvent handling og få fat i kraven på de unge - i modsætning til at lægge hovedet på skrå og se bekymrede ud - betyder angiveligt at nedsætte den kriminelle lavalder til 14 år. Men på den præmis ville det imidlertid være lige så konsekvent at fjerne den kriminelle lavalder helt og aldeles, sætte den til 5 2/3 år eller til op til 98 2/5. Konklusionen følger alligevel ikke af præmisserne og i særdeleshed heller ikke med henvisning til Ungdomskommissionens rapport.

Politikere kan have legitime grunde til at henvise til deres politiske interesser som grundlag for demokratiske beslutninger. Men også det danske demokrati fratages et væsentligt grundlag at drøfte ud fra, hvis kendsgerninger antastes eller beskyldes for at være politik med andre midler, og ligegyldigheder anvendes som gyldige argumenter. Det gælder for både højre og venstre side af Folketingssalen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Interessant læsning, men det beskrevne fremstår mere, som et eksempel på god gammeldags propaganda.

Det postfaktuelle demokrati kendetegnes vel af, at propagandistiske påstande medieres ukritisk? Og konsumeres ukritisk, når det passer med modtagerens verdensbillede?

  • 0
  • 0

Jamen så har du sikkert ret.

Jeg tænkte jo på Walther Lippmann, James Ettema & Theodore Glaser, Carl Bybee og aktuelt Jay Rosens forståelse af det post-faktuelle (Selv om Rosen kalder det for Post Truth). Men det handler jo om journalistikkens og mediernes kritiske stræben efter objektivitet.

Og det er jo fjollet.

Men jeg var så osse faldet for Carl Bybees gennemgang af Walther Lippmanns syn på sagen (1925), som værende dækkende for det post-faktuelle felt: "Lippmann understood that simple bias was not all that would trouble the modern press. The problem went beyond bias, to the very questioning of the existence of facts. In short he saw the post-factual world and feared it. The absence of facts and the primacy of subjective perceptions meant for Lippmann, a world paralyzed by relativity."

  • 0
  • 0

Nej, det postfaktuelle demokrati kendetegnes først og fremmest ved politikere, der ikke nøjes med sine egne holdninger, men insisterer på at ville have sine egne kendsgerninger.

Stringent set nej. Det handler ikke om egenskaber ved personer, men ved det samlede system. Det er kendetegnet ved et postfaktuelt DEMOKRATI at udsagns objektive gyldighed er blevet irrelevante i debatten. Politikere har altid kunnet komme med påstande hvis sandhedsværdi har været mere eller mindre korrekt, ideen med det postfaktuelle samfund er, at det ikke mere ses som særligt relevant i debatten.

Der er masser af eksempler på netop denne tendens og artiklen rammer overordnet præcist ved netop at bruge kriminalitetsdebatten som eksempel. Malet med den brede pensel hjælper straf ikke (med tre store undtagelser: 1) ved totalt eller næsten-total fravær af straf, 2) white collar crime med bedst mulighed for nøgtern cost benefit analyse af gevinst, opdagelsesrisiko og straf og 3) MÅSKE en meget indirekte ved en generelpræventiv effekt) og “retsfølelsen” er lig med eller mildere end lovgivningen, når der er kendskab til sagers fulde detaljer. De fakta modsiges alt for ofte af politikere i retsdebatter.

Men desværre er artiklens sidste citat IKKE et eksempel på dette. LLRs udtalelse siger ikke noget om virkningen af lovændringen. Faktisk mener jeg at det er en helt igennem gyldig argumentation, som bygger på andre mål end kriminalitetsreduktion, nemlig et ønske om at vise konsekvens, hvilket selvfølgelig er et helt legitimt politisk mål (selvfølgelig kun så længe man ikke siger at hårdere konsekvens er i overensstemmelse med det ikke-eksisterende ønske om strengere straffe i befolkningen. Argumentation ud fra politikerens EGET ønske om strengere straffe er selvfølgelig 100% i orden). Politikeren skal så selvfølgelig være villig til at stå på mål i en debat imellem tre hensyn: Sit ønske om konsekvens, virkning på kriminalitetsraten og forbrug af midler: Han skal kunne forsvare at bruge midler på fængselsvæsenet, uanset at det ikke nedsætter kriminalitetsraten og at midlerne brugt anderledes faktisk VILLE kunne nedsætte Fru Andersens risiko for at blive slået ned på sin aftentur med Pjevs.

  • 0
  • 0

Tillad mig - som et apropos til folketingspolitikernes rolle i problemstillingen - at henvise til et tankevækkende indlæg, som for nylig blev bragt i videnskab.dk:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/forsker...

Det er en interessant debat og der er mange bekymrende grænser imellem de tre magter i Danmark, især imellem den udøvende og dømmende. Dommerne er stadig i alt for stor grad opdraget af justitsministeriet. Dog foretrækker jeg det nuværende system med “buffer” imellem vælgerne og den udøvende og udøvende magt end end skarp opdeling helt efter Montesquieus principper, som dels nedsætter lovgivningseffektiviteten, dels riskerer en dømmende magt, som ikke er valgt på faglige kvalifikationer.

  • 0
  • 0

Jamen..., politik har da altid været præget af påstande og søgen efter egne kendsgerninger. Spørgsmålet er om de mange mange eksperter og undersøgelser i "samfundsvidenskab" giver gode muligheder for at politikerne altid kan finde egnede kendsgerninger.?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten