Politiken med tam Microsoft-historie

Af Lars Jensen

I dag gjorde jeg noget, forholdsvis, sjældent: jeg købte en avis, en vaskeægte gammeldags avis, trykt på papir. Avisen jeg købte, var Politiken, og det gjorde jeg fordi Politiken på sin internetavis havde reklameret for, at man kunne læse en artikel i den trykte avis om Microsofts fremtid.

Artiklen var nævnt som den øverste i listen over artikler fra den trykte avis, der bliver "flashet" på forsiden, yderst til højre.Der blev lokket med:

Krampetrækning. Microsoft Vista kan blive softvarekæmpens sidste guldæg.

Det lød spændende, tænkte jeg. Så jeg røg fluks af sted og købte avisen. På forsiden var historien ikke nævnt, så jeg blev i tvivl om, hvorvidt det nu var avisen for i dag, de reklamerede for på internetsiden. Men jeg købte den alligevel.

På side 13, under erhverv, fandt jeg så historien. "Lakker Windows mod enden?" hed overskriften og underrubrikken lød: »Med flere års forsinkelse kommer Vista på markedet i januar. Det kan blive Microsofts sidste software-guldæg.«

Ufarlige spørgsmål

Som fast læser af The Economist glædede jeg mig nu til at læse en analyserede artikel af Microsofts fremtid efter Vista. At historien var skrevet af Steve Lohr fra New York Times gjorde, at jeg endnu mere troede på dén overbevisning.

Men ak, jeg tog fejl. For der var blot tale om et fuldstændig ufarligt interview med Microsofts topboss, Steve Ballmer. I interviewet prøver Lohr at komme ind på forsinkelsen af Vista, problemerne i Europa og Xbox. Men alt mislykkes, og Steve Ballmer kan alt for nemt undvige spørgsmålene. Spørgsmålene i artiklen er:

Hvilke erfaringer har I høstet efter arbejdet med Windows Vista? Det var jo ikke ligefrem meningen, at det skulle på markedet mere end fem år efter Windows XP.

Er Vista det sidste styresystem i denne it-æra? Det vil sige det sidste styresystem, der kan betragtes som et monolitisk software-produkt? Giver internettet ikke mulighed for et Windows 'a la carte'? Der findes jo allrede forskellige versioner af Windows til pc'er, mobiltelefoner og håndholdte. (Bemærk lige de tre spørgsmål i ét, og som prikkerne over i'erne i "dårlig journalistik" er alle spørgsmålene lukkede.)

Lad os tale lidt om Europa […] den tilsyneladende fortsatte strid - diskussionerne, straffeforanstaltningerne, bøderne - om, hvordan Microsoft designer Windows, hvilke funktioner styresystemet forsynes med. Er der en løsning på problemet? (Og i Ballmers svar snakker han pludselig om "Alta Vista", mon ikke der skulle have stået Vista?)

Nu hvor Bill Gates stille og roligt er på vej ud af den daglige ledelse i Microsoft, hvad er så den største udfordring for dig? (Må næsten være et af drømmespørgsmålene for Ballmer.)

Flere af de områder, Microsoft satser på for at sikre fremtidig vækst - Xbox, Zune og reklamefinanseret websoftware og webtjenester, er på forbrugermarkedet. Hvordan tror du, forbrugerne oplever Microsoft? (til dette spørgsmål svarer Baller: »Alle vores undersøgelser viser, at folk synes, Microsoft er fantastisk.« (Den sætning kan man have sin egen mening om, men uanset hvad, er det spøjst, at Ballmer fortsætter: »Da vi skulle finde et navn til Xbox, var der et stort hold mennesker, der gerne ville have Microsoft og/eller Windows til at stå tydeligt frem. De fik ikke deres vilje. Og det var et klogt valg. Ikke fordi Microsoft er dårligt. Men det ville ikke have fået den betydning, det skulle have, for målgruppen.« Måske er der nogen, der ikke er så glade for Microsoft, som deres undersøgelser viser?)

Hvor ser du de største forandringer i folks brug af software?

Man behøver næsten ikke læse Ballmers svar på spørgsmålene, for at se, hvordan artiklen er.

Den lever i hvert fald ikke op til, hvad overskrift og underrubrik lover, og det er en skam, for det ville jeg hellere have læst end et interview med Ballmer om, hvordan han tror, fremtiden ser ud.

Jeg ved ikke, hvad Politiken har betalt for artiklen, men det må da være muligt at få en bedre Vista-historie for pengene?

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Så samme teaser og røg fluks ind på Infomedia (under verdens måske kedeligste økonomiforelæsning). Første skuffelse var dog, at det var præcis det samme interview , jeg læste på New York Times hjemmeside for 4 dage siden - helt gratis, hvis bare man er oprettet som bruger.Helt igennem faldt og kedeligt interview, hvor det er sådan set kun er overskriften, som er spændende. 

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten