Ph.d.-afhandlingen: Fryd eller fængsel?

Når afslutningen af ens ph.d.-projekt nærmer sig, nærmer en næsten mytisk frygtet del af projektet sig også: At skrive ph.d.-afhandlingen.

Når man snakker med ph.d.-studerende, er der ingen tvivl i deres sind om, at det bliver en forfærdelig og ulidelig oplevelse at skrive afhandlingen. En periode, hvor man ikke har tid til andet end at skrive fra tidlig morgen til sen aften, uden tid til familie og venner, uden overskud til at holde fri og have det sjovt. Kort sagt, som et videnskabeligt fængselsophold.

Når man snakker med tidligere ph.d.-studerende, f.eks. i form af nuværende universitetsforskere, bekræftes billedet: "Puha, så er du også nået dertil? Hang in there, du skal nok komme ud på den anden side - på et tidspunkt...".

Kigger man på sin foretrukne ph.d.-tegneserie, bekræftes billedet ligeledes.

("Piled Higher and Deeper" by Jorge Cham, www.phdcomics.com)

Jeg nåede selv for et års tid siden til at skulle i gang med min ph.d.-afhandling.

Jeg gik ind til skrivningen af min afhandling med blandede følelser: På den ene side glædede jeg mig til at skulle skrive tre års arbejde sammen til ét sammenhængende dokument - på den anden side frygtede jeg den af alle de årsager, som kolleger, tegneserier og blogs havde fortalt mig om.

Læs også: Staldtips til (ph.d.-)afhandlings-ramte - Part 1

Processen viste sig at blive krævende, men også sjov og positiv.

Krævende, fordi der - som en af de ganske få gange i løbet af ph.d.-projektet - var en skarp og hård deadline; den dato, hvor den færdige afhandling skulle afsendes til opponenterne. Dette var i det meste af skriveprocessen et stressmoment, for når jeg at blive færdig med alle kapitlerne til denne dag? Og hvad med appendikserne og referencerne og korrekturlæsningen?

Sjov og positiv, fordi det slet ikke var det videnskabelige fængsel, jeg frygtede og forventede. Det var i det meste af processen - knap tre ud af tre en halv måneds skrivning - "bare" en almindelig arbejdsdag med koncentreret skrivning hver hverdag. Og så fri om aftenenen og i weekenderne.

Sjov og positiv ligeledes, fordi der var tale om en fokuseret proces med et klart mål: En færdig ph.d.-afhandling til en bestemt dato. Der skulle naturligvis undervejs træffes nogle valg - hvilket kapitler skal med? Hvordan skal disse kapitler struktureres? Hvilket resultater og figurer? - men når disse var truffet, var det blot et spørgsmål om at eksekvere disse beslutninger.

Sjov og positiv endelig også, fordi det var en tid til at se de store sammenhænge i projektet. Tid til at trække næsen op af detaljerne og kigge på tre års arbejde i fugleperspektiv. Hvordan hænger kapitel to sammen med kapitel syv? Hvis jeg har det her resultat og det her andet resultat, hvad betyder det så?

Jeg endte med at bruge denne del af skriveprocessen til - relativt hurtigt - at opnå resultater, der blev til en artikel, som jeg ikke på forhånd havde tænkt på. Og som jeg sikkert aldrig ville have skrevet, hvis jeg ikke havde været midt i processen med at se det større perspektiv i og skrive om mit ph.d.-projekt.

En kollega mindede mig, mens jeg skrev min afhandling, om at huske at nyde processen. Man skriver kun én ph.d.-afhandling, og man får aldrig skriveprocessen igen. Med skrivning af min egen ph.d.-afhandling lidt på afstand kan jeg kun gentage det råd: Nyd rejsen, væv dit arbejde flot sammen, husk at holde fri, og giv den en ekstra skalle de sidste par uger!

Er processen med at skrive ph.d.-afhandlingen således mest fryd eller mest fængsel? En lille smule fængsel, men helt klart mest fryd.