Perseverance og patenter

Ligesom så mange andre sad jeg for en god måneds tid siden og holdt vejret, imens NASAs Perseverence nærmede sig Mars’ overflade i svimlende fart.

Rumteknologi er på mange måder et perfekt billede af videnskabelig ekstravagans. Top-optimeret teknologi med minimal margin for fejl (eller i hvert fald mange redundanssystemer), der er produktet af utallige forskeres slid, som bliver kylet ud i verdensrummet med risiko for, at det hele går tabt – alt sammen for at lære noget nyt.

Det er svært ikke at blive begejstret over den slags videbegær.

Alligevel er et helt rimeligt spørgsmål, om ikke det ville være lige så godt, hvis ikke bedre at investere i noget, der kunne bruges her på jorden. Svaret er heldigvis, at det slet ikke er ”enten eller”. Arbejdet med Perseverence (ligesom andre rummissioner), giver også masser af teknologisk afkast, der kan bruges her på vores blå planet.

Patenter som delmål

Der er vist lige så mange holdninger til at betale skat, og hvad pengene skal bruges til, som der er mennesker. Gennemsnitligt er USA's borgere dog ikke kendt for at være glade for statsstyring og skatter, og NASA har gennem tiden kæmpet med at være et nationalt laboratorie og har ligesom så mange andre forskningsinstitutioner kæmpet med funding lige siden deres statstilskud toppede tilbage i 1996.

Patentering af teknologien, der udvikles for NASA bliver en måde både at vise fremdrift og til at skabe en indtægt.

Rumudforskning er langsigtede projekter, og der kan gå årevis imellem, man har de store landvindinger at vise frem – såsom at man kan sende noget af sted til Mars. Alle der har været med i lange forsknings- og udviklingsprojekter ved, at der er ledelses- og bevillingsafdelinger, der gerne vil se, at der sker fremdrift. At kunne fremvise patenter på forskellige teknologier og komponenter, der skal anvendes på den næste sonde eller rover, bliver en måde at kunne kvantificere og fremvise fremdriften i projektet.

Patenter for profit og reklame

Men patenter giver jo eneret på produktion, salg og kommerciel brug, og så vidt jeg ved, er NASA ikke i gang med at producere og distribuere deres forskellige delopfindelser til et alment marked. Så hvad skal de med patenterne?

NASA har samarbejder med en del spinouts, og de er meget åbne overfor samarbejder baseret på deres rumteknologi. Faktisk har de et licensprogram og en database over deres patenter, opdelt i forskellige kategorier for at gøre det nemt at overskue. Herfra opfordrer de så folk til at kontakte dem om licensaftaler, så teknologien kan komme i brug vidt omkring, og de selv kan skabe indtægt.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har forsøgt at gå i dybden med NASAs budgetter, så jeg har ikke nogen fornemmelse af, hvor vigtig den forretning er for dem økonomisk. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at det har positiv betydning for deres ry, at de kan vise, at deres arbejde er brugbart i vores eget lille hjørne af galaksen også.

De gør I hvert fald, hvad de kan for at fortælle om det, for eksempel ved denne gennemgang af nogle af de projekter Perseverence-missionen har kastet af sig. Det spænder fra sutur, der er særligt velegnet til hjertekirurgi, og til at få bobler i øl.

Jordnær rumteknologi

Produkter er selvsagt ikke bedre, bare fordi de er baseret på teknologi, der er udviklet med henblik på rummet. Alligevel er det svært ikke, at synes det er lidt sejt, når der står ”Certified space technology” på ens ting.

Det er jo som regel ikke fordi de produkter, man har her på jorden, faktisk ville være brugbare i rummet. Jeg tror for eksempel næppe, at der er brug for en rullemadras på et rumskib. Alligevel er det nemt at komme til (måske fejlagtigt) at tænke på det som et kvalitetsstempel. Der er ikke plads til store fejl i det, man sender ud i rummet. Så hvis en rullemadras reklamerer med, at den kan holde en stabil temperatur, når man ligger på den, og de siger, at det er udviklet for at sikre, at astronauter ikke bliver overophedet – ja så er jeg mere tilbøjelig til at tro på, at det virker. For det er lidt vigtigere, at en astronaut ikke bliver for varm i sin dragt, end at man ikke har det for lunt i sin seng, så jeg tror NASA har gjort sig endnu mere umage end en madrasproducent ville, hvis de havde udviklet det på egen hånd.

Fri vidensdeling

Hvis man gerne vil kaste sig ud i at bruge rumteknologi, er det ikke kun via licensaftaler, der er mulighed for det. NASA har også en database over frigivne patenter, som man må bruge uden yderligere aftale eller kontakt.

Det er jo et klassisk problem at patenter, som man ikke bruger til noget, bare er en udgift. Jeg ved, at en del universiteter også bokser med, hvad man stiller op med, og hvor meget man skal opretholde patenter, som ikke med det samme kom i brug efter planen.

Ofte vil udviklerne af teknologien jo gerne se den i brug, også selvom de måske selv har opgivet planerne om at starte virksomhed. I sådanne tilfælde kan en mere målrettet database – eller bare det at det er knyttet til en pålidelig institution – måske øge sandsynligheden for, at teknologien kommer ud og bliver brugt, frem for hvis den bare ligger i en af de samlede officielle databaser. Det er jo i hvert fald ikke altid lige til at regne ud, hvordan man finder rundt i dem eller om man trygt kan anvende den teknologi eller om den netop af afskåret.

Rumdesign

Da jeg undersøgte lidt nærmere, hvad der er af IP-beskyttelse i forbindelse med NASA-teknologi faldt jeg også over andet end tekniske patenter.

Til min overraskelse opdagede jeg, at det amerikanske universitet CalTech som samarbejder med NASA har taget designbeskyttelse for en Mars rover – altså det overraskende nuttede køretøj, der indsamler information fra Mars’ overflade.

Det giver jo egentlig mening at få det særligt genkendelige udseende beskyttet. Måske kan det bruges til logoer eller legetøj eller bare til at sørge for, at konkurrerende rumcentre må få deres udstyr til at se anderledes ud. Jeg var bare så opslugt af teknologien, at jeg helt glemte at tænke over, at det ikke er det eneste, der er tænkt over i udviklingsarbejdet.

Bemærk at det kun er de fuldt optegnede streger, der faktisk er en del af det beskyttede design. De stiplede linjer er kun for kontekst, og det er ikke krævet, at de er som vist. Der er ret meget, der er stiplet her, formentlig fordi hvordan det i sidste ende kommer til at se ud vil ændre sig undervejs, som de forskellige komponenter blev færdigudviklet. Desuden gør det, at de beskyttede dele kan ”genbruges” i fremtidige versioner med anden teknologi og netop stadig virke velkendt.

Hvilken rumteknologi ville I gerne se i brug på jorden?