sundhedsinnovation bloghoved

Patienten skal føre teknologien ind i fremtidens hospitaler

Teknologiske løsninger åbner for en verden af muligheder for sundhedsvæsenet og kan bidrage til billigere og bedre behandling. Ja, teknologi kan være løsningen på mange af sundhedsvæsenets udfordringer, men implementeringen af både eksisterende og ny teknologi som behandlingstilbud er en kompliceret proces. En ting er sikkert; patienten skal tages med på råd og være med til at designe løsningen. Når teknologien bliver bragt ind som en løsning, er succesraten nemlig ikke givet på forhånd.

Det er en af de vigtige pointer, der blev synlige i det store tre-årige forskningsprojekt, jeg har været med til at igangsætte: Et dansk-tysk samarbejde med fokus på mobile teknologier og digitale løsninger. Projektet, NorDigHealth med 29 partnere, rundede år 2021 godt af med opskriften på et succesfuldt samarbejde – hvor et netværk af hospitalsafdelinger, universiteter og virksomheder spillede sammen med borgere for at finde løsninger på konkrete sundhedsproblematikker. Denne slags videnskabelige samarbejder viser vejen for udviklingen af ny sundhedsteknologi. For der skal være et innovativt fokus og et implementeringsspor i projektet, der gør det muligt at udvikle den rette teknologi og gøre den nyttig i sundhedsvæsenet som et tilbud til os borgere. Læs historier om projektet og de gode samarbejder i brochuren: NorDigHealth brochure

Der skal efter min mening flere studier til af denne slags. Samarbejder mellem den offentlig og den private sektor samt borgerne er en nødvendighed igennem de her fælles missioner for at finde nye og bedre løsninger for sundhed og velfærd med forskningsbaseret innovation. Her spiller patienterne en stor rolle. For det kræver mange studier og samtaler med patienter, før teknologierne kan indføres som en del af behandlingen.

Teknologien i sig selv løser ikke udfordringerne

Teknologi har et kæmpe potentiale til at løse sundhedsudfordringer. For sundhedsvæsenet står over for store udfordringer med aldrende befolkning, livsstilssygdomme og multikronikere samtidig med, at der skal findes økonomiske besparelser. Når det er sagt, er der stor forskel på, om man tester teknologier udviklet til at løse konkrete sundhedsproblemer, eller man tager mere eksperimentelle kombinationer af teknologier i brug. Et eksempel på førstnævnte kan være test af appen ”Mit Forløb”, der blev udviklet specifikt til gravide, som allerede er et teknologivant segment. Her blev den eksisterende teknologi optimeret. Den mere eksperimentelle udgave er, når forskere for eksempel undersøger, om man med data fra tre forskellige teknologier kan kortlægge forekomst af epileptiske anfald, så man på den baggrund kan målrette behandlingen af epilepsi bedre for den enkelte patient.

Feedback fra patienten er guld værd

Både når patienten selv skal betjene teknologien eller passivt skal lægge krop til, så er dialogen med patienten essentiel. Projektet har været et tydelig bevis på, at brugerinvolvering giver virksomhederne værdifuld indsigt, så de kan udvikle produkter, der passer ind i patientens hverdag. Selvom en sundhedsteknologi fungerer udmærket i et laboratorie, når forskerne selv tester den, kan den være fuldstændig ubrugelig ude i borgernes hjem eller i klinikken. Derfor skal vi huske at stille de rigtige spørgsmål undervejs. Her er de kvalitative undersøgelser uundværlige, fordi forståelsen af patientens hverdag spiller en afgørende rolle for, om den teknologi, man tester, ender med at blive en del af det fremtidige behandlingstilbud. Teknologien skal passe ind i den kontekst, patienten er i og ikke omvendt. Derfor spiller patienten en stor rolle i teknologidesign.

Sundhedsteknologi skal være funktionel og bæredygtig. Indsigten i brugernes perspektiv og hverdagsliv er derfor en grundlæggende forudsætning for, at den virker i virkeligheden.

Søren Tvilsted, ingeniør på Sjællands Universitetshospital, blogger om innovation og forskning i sundhedsvæsnet.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten