Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Bæredygtighedskaravanen bloghoved

Partnerskaber og bæredygtighed – fra suboptimering til totaloptimering

Sidste onsdag var IDA med til at organisere en konference på Christiansborg under overskriften ”Kan partnerskaber løse FN’s verdensmål?” Programmet, som både inkluderede debat mellem politikere og oplæg fra virksomheder, stillede skarpt på alt fra offentlige indkøb til gode eksempler inden for vand- og affaldssektoren.

Ledelsesprofessor fra CBS Steen Hildebrandt lagde ud med at slå fast, at vores nuværende organisatoriske strukturer er utilstrækkelige, hvis vi skal løfte den opgave, som ligger bag verdensmålene. Det grundlæggende problem er, at de nuværende strukturer er skabt under helt andre forhold inden for både teknologi og vores samfund som helhed. Vi står derfor i en tid, som er indledningen til en ny form for organisationer, der ikke er konstrueret som separate siloer.

Måske er der allerede tegn på disse nye former, for IDA’s formand Thomas Damkjær Petersen indledte konferencen med at afsløre, at det foretrukne udbud inden for offentlige-private partnerskaber faktisk er innovationspartnerskaber – ifølge en undersøgelse fra IDA.

State of art versus best of art?

Anne Dorte Josiassen fra CLEAN fortalte om et projekt omkring sortering af plastaffald, hvor der fra starten havde været en klar ambition om ikke bare at være ”state of the art”, men at være ”best of the art”. I dette udbud havde man benyttet sig af en såkaldt konkurrencepræget dialog, og CLEAN havde et par råd med på vejen til andre, som vil arbejde i partnerskaber. Det gælder om at læse incitamenterne hos sine stakeholders, og man skal hele tiden være et skridt foran. Derudover skal man arbejde i netværkskonstruktioner og bringe folk sammen.

Eksemplets magt vinder altid

Netop det at bringe folk sammen fremhævede Henrik Riisgaard fra Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (AVV) også. Ifølge AVV kan 25% af den elektronik, vi smider ud, bruges igen og organisationen er en del af et projekt, hvor de årligt håndterer 1000 tons affald, som bliver genanvendt. Det inkluderer både hvidevarer, møbler, byggematerialer og tøj. Det har dog ikke være let, men Henrik Riisgaard står fast på, at man er nødt til at have en dialog med nogle, som tænker anderledes end en selv – og det har været en succes.

Kommunen driver nemlig nu en lokal genbrugsbutik, hvor der hver dag står op mod 100 mennesker i kø, når de åbner. For AVV har det også været vigtigt at have et socialt fokus, og projektet har skabt jobs til folk på kanten af arbejdsmarkedet. Derfor er der ifølge Henrik Riisgaard en klar kobling til Verdensmål nr. 8 omkring anstændige jobs til AVV’s projekt. Dog ønsker AVV bedre politiske rammer og henviste til flere eksempler fra andre EU-lande, hvor den sociale bundlinje vægtes højere, og der gives skattefradrag på fx reparationer.

Hvilken form for politisk lederskab, der er behov for i den grønne omstilling blev også diskuteret heftigt af et panel bestående af Ida Auken (B), Torsten Schack Pedersen (V), Lars Weiss (S), Lisbeth Bech Poulsen (F) og Pia Adelsteen (O). Især var der fokus på offentlige udbud og infrastruktur til den næste generation af biler. Det blev foreslået, at det offentlige bør udbyde et problem og ikke en løsning for på den måde at åbne op for mere innovation og skabe bredere rammer.

Vi er ikke i mål, før alle er i mål

Ifølge Steen Hildebrandt handler det ikke bare om at gå foran, men at gå foran på nye måder. Bæredygtighed handler om det lange og brede sigte, mens der i dag generelt er et fokus på det korte og snævre sigte. Ledelsesprofessoren understregede, at ”verdensmålene ikke er et væddeløb mellem landene” og at ”vi er ikke i mål, før alle er i mål”.

Derfor var han også kritisk over for Regeringens rapport om Danmarks implementering af verdensmålene, som hævder, at vi her i landet næsten er i mål. Han mener, dette bygger på en fundamental misforståelse, fordi verdensmålene ikke kan opnås hvert land for sig, men netop bygger på solidaritet og en indbyrdes afhængighed – da ingen alene kan få alt det, som man kan få gennem et partnerskab.

En bæredygtig verden handler altså om totaloptimering og ikke suboptimering, ifølge Hildebrandt. Netop de indbyrdes afhængigheder gør partnerskaber til et vigtigt værktøj, når vi skal løse samfundet store udfordringer ift. en bæredygtig omstilling. Virksomhedernes forståelse for totaloptimering blev også tydeliggjort gennem de cases på partnerskaber, der blev præsenteret til konferencen.

GATE 21, som er et offentligt-privat partnerskab med fokus på at accelerere den grønne omstilling afsluttede konferencen med en formaning fra Direktør Poul Erik Lauridsen ”At Danmark ligger nr. 2 i forhold til at indfri verdensmålene siger mere om, hvor langt de andre lande er fra målene, end hvor gode vi selv er”.

Hvorvidt Danmark – og verden som helhed – formår at indfri verdensmålene må tiden vise. Imens fortsætter bæredygtighedskaravanen sin færd rundt i landet, hvor vi i februar kommer forbi hos Egetæpper i Herning, AquaGlobe i Skanderborg og Gladsaxe Kommune.

Dette indlæg er skrevet af Christina Skjolding Hjelm - frivillig i gruppen Stemmer fra Fremtiden og suppleant i Bæredygtighedskaravanens styregruppe.

Illustration: MI Grafik

This document has been produced with the financial assistance of the European Union. The contents of this document are the sole responsibility of The Sustainability Caravan and can under no circumstances be regarded as reflecting the position of the European Union.

Katrine Vestergaard Petersen er er medlem af IDAs Bæredygtighedskaravane, som har denne hjemmeside: https://universe.ida.dk/baeredygtighedskaravanen/
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten