Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

Os og verden...

Den 28 januar 1986 steg rumfærgen op fra LC 39 på Kennedy Space Center. 72 sekunder senere sluttede missionen med tab af skib og besætning.

Challengers forlis er interessant på rigtigt mange måder - ikke bare fordi det var en rumfarts katastrofe - men også fordi det viste at man kan presse en ellers sund organisation ud i groft uforsvarlige praksis - ved at kræve det umulige af den og true den på livet.

Det var godt nok en o-rings pakning der gjorde det af med Challenger - men hovedårsagen var en organisation som lod sig presse af omgivelsernes ( ikke mindst pressens ) skyhøje forventninger til et genbrugeligt Space transporation System.

Hverken kongressen eller journalisterne fatter et kuk af teknikken bag - de kræver bare det hele på den halve tid, til den kvarte pris - og får naturligvis hvad der er betalt for - syv døde astronauter.

Et studie af det forløb der fører til Challengers forlis kunne være yderst lærerigt for mange der arbejder med teknisk betonede projekter.

På det mikroskopiske plan tænker jeg ofte - både når jeg bygger og sejler undervandsbåde - men også i høj grad i projektet denne blog handler om - på Challenger. Det er en meget vigtig disciplin for mig aldrig at lade mig presse ud i noget farligt pga. af publikums, pressen eller for den sags skyld sponsorers forventninger. Jeg ved von Bengtson har det på samme måde.

Uanset hvad man må få ud af pressens dækning - så er de ting vi laver faktisk meget velovervejede. Idealet for os er at være dybt kendelige. Ideelt ville vi ikke løfte et øjebryn fordi en motor virker eller en faldskærm folder sig ud. Ideelt går det nøjagtigt som planlagt - og vi lander eller dykker ud uden noget drama.

For os ligger tilfredsstillelsen i at begive os ud på en rejse i kosmos ( ! ) uden at være bange for teknikken - men med fuldt overskud til at nyde turen. Maskinen er kun et værktøj - det er oplevelsen af at forlade jorden og se den udefra der er vores mål. At gøre det med vores egne hænder og ideer.

Pressen har det modsatte ønske - de vil helst se drama, død og ødelæggelse. Det ville være super med en eksploderede raket, gerne med en rigtigt flot ildkugle - og grædende sønderknuste teknikere bag efter. Udebliver katastrofen vil pressen enten opfinde en kunstigt eller lave drama ud af ligegyldige små problemer.

Alternativt en skandale vinkel om at det tager for længe eller koster for meget.

Vi har valgt ikke at oplyse hvornår vi sender nogen op. Naturligvis - vi kan jo slet ikke vide hvor mange test det vil tage - eller hvor heldige vi er med sponsorer - tilladelser og andet. Som det ser ud går det meget fornuftigt - vi har nu gang i en hel masse konstruktions opgaver - der samlet set ender med en infrastruktur der kan opsende en HEAT ca. hvert halve år. Det når vi nok i løbet af nogle år vil jeg tro - men hvor længe det derefter tager før systemet har overbevist os om dets stabilitet og vi kan sætte nogen op i det - det ved jeg ikke.

Jeg tror nu ikke det bliver så længe.

Den 14. juni tester vi igen - hvis vi er 100 % klar, hvis vejret er godt, hvis alt falder på plads...og vi er helt ligeglade med forventninger hos pressen - og andre, som jo i øvrigt nok også er ligeglade med en test no. 2.

Safety First.

Peter Madsen

Det er beundringsværdigt at I på den måde til dels kan ignorere "presset fra pressen" - men der må da alligevel ligge en form for konflikt i, at I samtidig skal skabe markedsføringsværdi til sponsorer. Hvordan gør I det?

  • 0
  • 0

Challengers forlis er interessant på rigtigt mange måder

Hvad [i]er[/i] der nu den bog hedder?
- Den som slutter med beskrivelser af baggrunden for "Hans Hedtofts" forlis!?

  • 0
  • 0

Hej Lars, tak for dit indlæg !

De der som virksomeheder eller privatpersoner har sponsoreret os er - som jeg har oplevet det - 100 % på linje med Lars Hastrup. Det er et ønske om at medvirke til noget dristigt og nyskabende - der er bevæggrunden for vores sponsorer. Det vi oplever er kun hjælpsomhed og positivt engergement.

Der kommer en dag hvor vi skal beslutte om vi er klar - til et sende en person op - og der er det vigtigt at holde hovedet koldt.

Det øver vi os på.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Jeg ved ikke om, det er "bogen"- men Søren Mørch "Den sidste Danmarkshistorie" omtaler forliset og dets forudsætninger.

Det er en god bog- jeg bliver slået af hans beskrivelse af kvalitet (i indledningen) hver gang, at vi har tabt den byggebranchen og i andre faggrupper.

Den er i sig selv kun et kort rids af den nyere tid.
Men nok en bog enhver ingengiør med respekt for sig selv kunne have glæde af- om ikke andet i hvertfald det første afsnit.

Det er vel kun "newage" tresseroverlevende som jeg selv, der også har læst "Zen og kunsten at vedlige en motorcykel"- men forfatteren har en pointe i sin diskussion af kvalitetsbegrebet. Jeg synes, det er en uhyggelig bog ellers. Men det med at kvalietet ikke kan defineres implicit er korrekt.

Nå- nu røg jeg vist ud af tangenten- igen. ;-D
Jeg læser meget og interesser mig for mangt og meget. Det med "Hans Hedtoft" har jeg bare læst om hos Søren Mørch.

Mvh
Tine- der higer og søger- i bøger. :-)

  • 0
  • 0

Grunden til at SRB'erne overhovedet er sat sammen med o-ringe, er rent politisk. De skulle absolut fremstilles et bestemt sted langt fra Cape Canaveral, for at skaffe arbejdspladser (politisk kompromis). Og da de i samlet tilstand var for lange til at blive transporteret på en jernbanevogn, delte man dem op i 3 stykker. Og jep, så har vi baladen. Ingen fornuftig person ville finde på at bygge dem i 3 stykker, af andre årsager.

  • 0
  • 0

Det er ganske rigtigt at feltsamlingerne er resultatet af valget af Morton Thiocol i Utah som producent. En anden producent, Aerojet, havde testet en meget større faststof motor af "monolith" design - i et koncept hvor støbningen af satsen foregik på rampen - hvorfor den maksimale størrelse af den voksede betydeligt. Disse test var i forbindelse med overvejelser om strab on boostere til Saturn V.

Aerojet var også tilbudsgiver i forbindelse med SRBérne, men fik ikke ordren af de ovennævnte politiske grunde.

En af rumfærge designets mange uheldige egenskaber er at "stakken" er parallel. SRB erne sidder kolds op af den store LH2 / LOX tank, så gennembrændninger af dem er potentielt katastrofale.

Alt dette er dog teknikaliteter. Rumfærgen fungerede, og systemet var rimeligt modstandsdygtigt mod fejl. På mindst syv opsendelser før Challengers forlis sås beskadede o-ringe så systemet "fortalte" også sine operatører at her var noget der skulle ordnes. Det blev det bare ikke p.g.a. et arbejdspres som var alt for stort og en organisation som opfordrede sine folk til at holde kaje med problemer.

Det er vigtigt at have en virksomhedskultur hvor det er tilladt at fejle, og hvor man melder ud hvis der er et problem man ikke kan løse. Man skal trygt kunne melde ud at at der er et problem uden at blive straffet for det.

NASA var også under finansielt pres, - til sammenligning er det jo dejligt at vi kan lave vores uden at på noget tidspunkt skulle producere et givet antal flyvninger for at få nye bevillinger. Potentielt har vi derfor muligheden for at skabe et super dejligt miljø at arbejde i.

Jeg har senest være meget stresset af mine egne ambitioner om at opgradere Nautilus - ubåden - og samtidig nå at arbejde med projektet - så man kan godt gå i stress selv om men ikke har en boss. Det er dog ovre nu - og tiden er inde til at lege og få HATV en klar til den 14. juni.

Peter Madsen

  • 0
  • 0

He he ... jeg husker også "Zen, og kunsten ...". Den kom faktisk på banen, da Bøje Larsen lærte mig Quality Management på Handelshøjskolen (CBS) engang i 80'erne - før ISO 9000 var opfundet. Og jeg har adskillige gange brugt dette kvalitetsbegreb i min omskiftelige karriere bl.a. som kvalitetschef. Kan man skrive en ISO 9000 standard for en Mozart-koncert? Nej, men alligevel er nedskrevne standarder og gennemregninger og FMEA jo guld værd ... men det starter altså med 'mave-følelsen'

  • 0
  • 0