sundhedsinnovation bloghoved

Opfordring til de nye studerende: Husk at komme i praktik

I nat fik de mange håbefulde ansøgere svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse. Mit råd til dem er: husk at komme i praktik i løbet af jeres uddannelse. Og gerne på min arbejdsplads.

Når jeg møder på kontoret om morgenen, har jeg fornøjelsen af at hilse på en masse dygtige kolleger, og blandt dem er der i reglen også en praktikant. I løbet af det sidste år har vi i min afdeling i staben på Sjællands Universitetshospital haft tre praktikanter, som har været ansat fra tre til seks måneder, alt efter hvad de studerer. Og lad mig sige det med det samme – der er plads til de fleste faggrupper på et hospital, ikke kun dem, man normalt kategoriserer som ”varme hænder”. Vores tre praktikanter har været studerende på så forskellige studier som laboratorieteknologi, multimediedesign og litteraturvidenskab, og fælles for dem er, at de har kunnet gøre rigtig god brug af deres faglighed, samtidig med at de har fået et solidt indblik i innovation og forskning på sundhedsområdet. De har naturligvis også lært sundhedsvæsenet at kende, og den erfaring tager de med sig som god bagage, når de er færdige med studiet og søger arbejde.

Fordele ved et praktikforløb

Der er mange positive ting at fremhæve ved et praktikforløb, og jeg vil tillade mig at nævne et par enkelte. En studerende i praktik hos os – og på landets andre hospitaler – kommer til at omsætte sin viden til praksis. Vores tidligere praktikant og nuværende studentermedhjælper studerer laboratorieteknologi, og hun er i gang med at teste brugervenligheden af et blodprøveapparat, som indgår i et studie om, at kræftpatienter skal kunne tage blodprøver hjemme hos sig selv. Det skrev jeg om her. En anden praktikant fra litteraturvidenskab har brugt sin erfaring med at organisere events til at formidle forskningen på hospitalet kreativt og visuelt. Til gengæld bringer praktikanterne et frisk pust og nyt syn på sagerne med sig.

Og især for ingeniørstuderende er der gode muligheder for at afprøve sin nyerhvervede viden af i praksis – man kan være med til at teste nye løsninger, optimere komplicerede processer og bidrage til at forbedre eksisterende løsninger.

Praktikparadis?

Men med alt det positive jeg fremhæver, så må vi da vælte os i potentielle praktikanter, som står i alenlange køer for at få den eftertragtede praktikplads? Nej. Sådan er det desværre ikke, og jeg tror, der er plads til forbedring fra vores side. Vi har for eksempel endnu ikke haft en henvendelse fra en ingeniørstuderende, selvom vi som afdelinger beskæftiger os med innovation og nye teknologiske løsninger. Måske kunne vi blive bedre til at understrege, at der er rigtig gode muligheder for at skrive bachelorprojekt eller speciale hos os. Hvad fokuserer de kommende praktikanter på, når de vælger praktiksted? Er det arbejdspladsens ry opbygget gennem mange år, god markedsføring eller arbejdspladsens relationer til studiestedet? Hvordan formidler I, at jeres arbejdsplads er et praktikparadis?

Vores mål er ikke at få kørt flest mulig praktikanter igennem bare for at kunne bryste os af at være en arbejdsplads, der er populær blandt praktikanterne, men at få flere praktikanter af samme kaliber som dem, vi hidtil har haft – og hvis de ikke kommer til os i Køge, så forhåbentlig til et af landets andre hospitaler. For den viden og erfaring, vores praktikanter tager med sig, er guld værd, ikke kun for dem selv, men for samfundet som helhed.

Søren Tvilsted, ingeniør på Sjællands Universitetshospital, blogger om innovation og forskning i sundhedsvæsnet.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg er fuldstændigt enig og har af den grund bevidst valgt at starte min civilingeniør ved først at tage en diplomingeniør hvor 5-6 måneders praktik er obligatorisk. Hvilket gav rigtigt meget på flere punkter og jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Eller ihvertfald søge orlov i løbet af bacheloren eller kandidaten. Før jeg startede havde jeg nemlig hørt om flere kandidat studerende fra flere universiteter som ikke havde været i praktik eller relevant studie job og derfor egentligt ikke vidste hvad der ventede dem på den anden side. Der hvor jeg kunne forestille mig at problemet ligger er at uddannelses institutionerne gerne vil have deres studerende igennem systemet så hurtigt så muligt, idet det kun er antallet af bestået studerende der giver penge i kassen, og derfor ikke oplyser så meget om mulighederne for praktik på uddannelser hvor det ikke er obligatorisk. Derudover er der også en masse uddannelser som kun har sommerstart, hvor det derfor er svært kun at tage et halvt års orlov. Det er et interessant og vigtigt emne. Det kan hjælpe de studerende til at be Eller afkræfte om de har valgt den rigtige retning. Og virksomhederne idet de studerende bedre vil forstå hvordan det er at være i en virksomhed, frem for skole bænken.

  • 1
  • 0

Hej Steffen, tak for dit indspark! Og dejligt at høre, at du også har gode erfaringer med praktikforløb. Jeg tænker også, at det er en super måde at finde ud af, hvad der venter en efter endt uddannelse. Vh. Søren

  • 0
  • 0

Jeg har ikke selv erfaring med egentlig studiepraktik, men lavede undervejs i mit eget studie flere projekter og specialkurser på DTU - dvs. ikke hos en virksomhed. Men de kan passende laves hos eller i samarbejde med en virksomhed, hvor det er relevant og muligt.

I TICRA har vi løbende haft projektstuderende, som har lavet sådanne specialkurser - der kan erstatte traditionalle kurser og/eller være forberedelse til et større projekt, f.eks. kandidatprojektet. På den måde indgår denne "praktik" i en virksomhed på lige fod med almindelig undervisning og kurser, og man behøver således ikke tage orlov eller forsinke studiet. Og samtidig arbejder man på noget "rigtigt" i en virksomhed og får lidt smag for, hvad der foregår og efterspørges uden for universitetet.

  • 0
  • 0

Jeres ordning hos TICRA lyder som om den er givende for de studerende. Hvordan har I fået en sådan ordning på plads? Og kan du give et eksempel på typen af kursus i har skruet sammen?

  • 0
  • 0

Hej Søren,

Det er ikke, mig bekendt, en fast ordning. Det er i vid udstrækning båret af netværk - tidligere undervisere og kolleger fra universitetet - som der har været kontakt til, og sammen med hvem aftaler om projekter med studerende er kommet i stand.

Det har ikke været egentlige kurser, men snarere projekter - hvor en studerende har arbejdet på en opgave, som både havde en forbindelse til uddannelsen, og som på en eller anden måde havde interesse for TICRA. På DTU, hvor de fleste studerende er kommet fra, kan man erstatte traditionelle kurser med såkaldte specialkurser - dvs. man laver noget andet, f.eks. et specielt designet kursus eller et projekt, og får nogle ECTS-point for dette.

Mvh Jakob

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten