Open Source-firmware rokker mp3-afspiller

Jeg har skrevet om Rockbox-projektet før. Det var tilbage i midten af december måned sidste år. Rockbox er et Open Source-baseret projekt, som laver ny og forbedret firmware til mp3-afspillere. Primært af fabrikatet Archos.

Men for knap syv måneder siden, kom der for alvor skred i en portering af den fine firmware til min allerede dengang aldrende iRiver H120-harddiskrecorders firmware.

Det der især gjorde mig interesseret i den alternative firmware var, at modellen var på vej til at udgå, og følgelig var det koreanske firma iRiver meget lidt interesseret i at release nye udgaver af deres temmelig fejlbehæftede firmware.

iRiver begik en klassisk brøler: På de officielle debatfora på firmaets website undskyldte de den dårlige firmware og satte cirkadato på en opdatering, som skulle løse de fleste problemer.

Brugerne brølede i kor, da firmaet ikke leverede varen men med mere end en måneds forsinkelse frigav firmware, der ikke rummede meget andet end få kosmetiske lapperier.

Mens brugerforummet svømmede over med forbandelser, fik jeg øjnene op for det mere fremadrettede Rockbox-projekt.

Og en sand fornøjelse har det været at kigge forbi www.rockbox.org for at følge med i udviklingen.

Hver eneste dag, har der ligget en ny "build"-af firmwaren til download og gennem brugerfora, har jeg kunnet følge andre brugeres oplevelser og de hyppige rapporter fra den drivende programmørkraft Linus Nielsen Feltzing og andre flittige og engagerede programmører.

For et par uger tog jeg mig sammen og downloadede den forbedrede men uoriginale firmware. Og opdagede, at den var ganske god. Selve bootproceduren er simpel. Et lille program modificerer den originale firmware til at tillade en slags dual-boot.

Tænder man normalt for mp3'en booter Rockbox-firmwaren, som ligger i roden på harddisken, men holder man "REC"-knappen nede under boot, er det den originale firmware, der starter . Det er elegant.

Samtidig kan jeg nu selv tilpasse mine skærmmenuer via såkaldte WPS-filer og afspille musik, der er enkodet med de tabsfri Wavpack og Flac-algoritmer foruden understøttelse af mp3- og Ogg Vorbis-formaterne.

Firmwaren er beta og langtfra alle features fungerer. Således virker radiodelen endnu ikke, og harddiskoptageren er helt rudimentær.

Alligevel er det intet mindre end imponerende hvad Linus og hans kolleger fra det lille svenske firma www.haxx.se har været i stand til at udvikle sammen med andre frivillige.

Selve funktionaliteten er nemlig udbygget. Nu kan man f.eks både spille pong eller bruger afspilleren som lommeregner.

Og samtidig er det faktisk sjovt at downloade de daglige builds og lægge dem på sin afspiller for at se, hvilke nye spil og hvilken forbedret eller udbygget funkrtionalitet, der nu er.

Nok sjov til at jeg allerede har sendt min håndgribelige tak som en lille Paypal-transaktion.

Tak Linus og alle andre, som arbejder på at skabe firmware, der giver hardwarefabrikanternes udviklingsafdelinger baghjul til glæde for os brugere.

Hardware-producenter burde tage ved lære af den udvikling og enten selv skubbe til innovationen ved at frigive kildekoden til deres (ofte forældedede) firmware, støtte Open Source-udviklingsprojekter økonomisk og med hardware-donationer.

I sidste ende ville det gavne deres eget salg af hardware og gøre livet meget sjovere for brugere, der ikke stiller sig tilfreds med lukkede og proprietære produkter som eksempelvis Apples lækre iPods,

Kender du andre projekter (Linux til iPod?) eller har du andre kommentarer, så del dem her.

/kurt

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Linux til iPod er nem: http://www.ipodlinux.org/ Men så vidt jeg kan se er projektet ikke modent på alle punkter endnu.

http://www.handhelds.org har generelt informationer om brug af Free Software/Open Source på håndholdte enheder, men har specifikt en "How to Run Linux on iPAQ Handhelds" på http://www.handhelds.org/handhelds-faq/han..., det ser dog ud som det projekt er ved at flytte over på http://www.ipaqlinux.com/.

God fornøjelse ;)

Mikkel,

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten