close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Om køb af Hi Fi - spræng budgettet!

Hvad gør man, når man skal købe nyt anlæg?

En af mine kolleger vil have mig til på denne blog at kloge mig på hvordan man vælger anlæg.

Et problematisk projekt, i og med at vi bevæger os i et stærkt subjektivt grænseland mellem teknik, personlig smag og prioriteringer. Og da mange komponenter skal spille sammen, er et kvalificeret valg bestemt en udfordring. Men jeg kan da i hvert fald lægge frem, hvad jeg selv tænker om det. Jeg forudsætter, at det er alvor. Vi forsøger at stile efter et velovervejet og kvalificeret valg - mindst et par niveauer over et impulskøb i Bilkas elektronikhjørne.

Desuden går vi ud fra, at lyden er en alvorlig del af sagen. Polemisk sagt: at den hjemlige designchef ikke har bestemt, at der skal lyttes med øjnene og indkøbes alene efter udseendet.

Det nemmeste råd er nok det sværeste at følge:

Spræng budgettet.

Det er min erfaring at folk færrest aner, HVOR godt ordentligt udstyr kan lyde og hvor meget ekstra kvalitet en flok ekstra tusser kan betyde. Og HVOR megen spontan glæde det kan afstedkomme få meter foran højttalerne. Fordi den ekstra kvalitet omsættes direkte til uforfalsket glæde, medleven, begejstring.

For nogle år siden blev jeg ringet op af gamle bekendte fra Fyn, et akademikerægtepar. De skulle udskifte det anlæg, jeg havde skaffet dem 20 år tidligere. Deres budget var 25.000 kr.

Vel vidende HVOR meget de to holder af musik, stillede jeg to spørgsmål:

1)Hvor megen tid tilbringer I bag rattet i jeres bil(er)? 2)Hvor mange timers glæde er der i et musikanlægs fulde levetid, sammenlignet med f.eks. en skiferie eller to? Kort sagt: Overvej jeres prioritering.

Overbevist af denne tvingende logik blev vi hurtigt enige om at øge budgettet til 70.000, som indgik på min konto få dage senere.

Har de fortrudt det? Nej. De lyser stadig af glæde, når talen falder på deres anlæg - som bliver flittigt brugt.

Ovenstående solstrålehistorie - de lod mig suverænt råde over pengene og hørte først deres grej, da jeg efter tilspilning hjemme hos mig selv havde stillet det op i deres stue - er usædvanlig. Hvorfor egentlig?

Glæden ved kvalitet holder meget længere end glæden ved at have sparet lidt. Og selv om "the law of diminishing return" bestemt også gælder Hi Fi, så er der megen glæde at hente ved at svinge sig et par niveauer op over konfirmandkvaliteten. Også uden at bruge 70 K på sagen. Selv om det er herfra det begynder at blive rigtig sjovt.

Der skal være orden i prioriteringerne. Så lidt input til proportionsberegningerne: Hvor mange timer tilbringer man i badekarret eller under bruseren i luksusbadeværelset, i "samtale"køkkenet, på løjpen eller foran rattet af bilen? For nu at nævne noget af det, der er kastet rigtig megen friværdi efter de senere år. Uden at tøve brænder mange 2-3.000 kr. om måneden af på afskrivning af et kø- køretøj/rullende skattebidrag, men får et anfald ved tanken om at afsætte et sammenligneligt beløb til Hi Fi. Et anlæg af god kvalitet holder normalt nemt 10-20 år. Så hvad er lige problemet?

Hvad der er et passende beløb, kan kun den enkelte afgøre. Jeg siger kun: und dig selv at opleve hvad du kan få, INDEN du (fra)vælger. De færreste ved, hvad de går glip af.

Ole Thomsen
Kommentarer (14)

Jeg vil give dig fuldstændig ret i at det ofte ikke er ret mange flere penge der skal til, før lydoplevelsen stiger markant.

Men er man lidt kyndig er der et fornuftigt brugtmarked indenfor HIFI, og her kan man spare mange penge i forhold til nyt.

  • 0
  • 0

Hvis en familie kan affyre 70.000 for et uprøvet anlæg, da ville jeg ændre projektet.

A. En cirkelstjerne af teak nedfældet i gulvet, 7 diameter (snedkerkunst).

B. 4 styk omtrent mandshøje skulpturelle søjler af teak (reelt fritstående højttalere, der peger imod cirkelstjernen.

C. Diverse aerobicsudstyr (til døtre og mor).

D. Et felt af spejl i en væg, med et forhæng af allerbedste gardinkunst (til at dække, når spejlene ikke bliver brugt).

E. Nogle skulpturelle lænestole og en ditto sofa og et bordtennisbord, alle på skånsomme hjul, lette at bringe til cirkelstjernen, og bort igen.

F. En pæn stor fladskærm, eventuelt på hjul.

G. En stor samling dansemusik.

H. Ditto klassisk musik.

I. Ditto film.

J. To ekstra gode karaoke mikrofoner, samt diverse spotlights skjult i loft.

K. Tæpper fra visse kongelige byer syd-sydøst for Teheran, af ægte silke, i form af gobeliner, til lyddæmpning på vægge og eventuelt også i loft.

L. Et lydløst aircondition anlæg.

M. Nedfældede bittesmå perforerede cylindre af platin i cirkelstjernen af teak, til at udspy kondenståge fra et tøris-anlæg i kælderen.

N. En eller anden forstærker til at drive musikken, se efter et godt tilbud i Netto.

  • 0
  • 0