close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
motorbloggen

Olli på ambassaden

Mandag aften var Motorbloggen inviteret på besøg i den amerikanske ambassadebolig i Charlottenlund. Det var den amerikanske virksomhed Local Motors, som viste deres selvkørende bus Olli frem. Der blev trakteret med miniburgere (vi er jo teknisk set i USA) og Peter Sorgenfrei, der er administrerende direktør i Autonomus Mobility, som står bag importen af Olli til Danmark, holdt et oplæg, hvor tidsrammen for udrulningen af den selvkørende bus blev præsenteret.

Den var som følger:

1. Bussen kører på en fast rute med faste stoppesteder i et afgrænset område - Det er det den første ansøgning lægger op til. Autonomus Mobility håber at få den godkendt nu til sommer.

2. Næste fase bliver, at bussen kører en fast rute, men at passagererne kan bede den om at hente dem et vilkårligt sted på ruten og tilsvarende stå af når de vil. Kommunikationen med bussen kan for eksempel foregå via en app eller på en skærm i bussen. Dette skulle gerne være på plads i sommeren 2019.

3. Tredje fase bliver, at bussen har kortlagt et geografisk afgrænset område og være i stand til at gøre alt hvad den gjorde i fase to. Altså: hente passagerer et vilkårligt sted og sætte dem af der, hvor de gerne vil. Det skulle gerne være på plads i slutningen af 2019 eller begyndelsen af 2020.

Man kan nærmest mærke hvordan folkene bag Autonomus Mobility tripper at komme i gang. For mens Olli venter på at myndigheder og politikere giver lov, så tusser den rundt ude på DTU på et lukket område med maks 25 km/t. Det må være lidt deprimerende og sætte nogle grå hår i hovedet initiativtagerne. For hvorfor er myndighederne så langsommelige?

Hvad venter vi egentlig på? Kom nu i gang. Få afprøvet den bus. Lad prøve at køre i den på offentlig vej og se hvilke udfordringer det giver.

Peter Sorgenfrei havde slet ikke lyst til at udtale sig til Motorbloggen om muligheden for, at tidsplanen endnu en gang skrider.

Han ville til gengæld gerne fortælle, hvorfor Semler-gruppen, som står bag Autonomus Mobility, nu går ind for selvkørende offentlig trafik. Grundtanken er, at der over de næste 20 år vil blive solgt færre og færre biler som vi kender det i dag. Unge holder op med at tage kørekort og trængslen og manglen på parkeringspladser i byerne, vil få os andre til at overveje om en delebil, en elcykel eller et rejsekort måske ikke var en bedre løsning.

Det var desværre ikke prøvekørsel i Ollie på ambassadeboligens lukkede parkeringsplads, men efter hvad der har været vist i en del tv-programmer, skulle det heller ikke være nogen sindsoprivende oplevelse.

Illustration: Bjørn Godske
Bjørn Godske
er journalist på Ingeniøren og uddannet ingeniør fra DTU. På Motorbloggen vender han store og små emner inden for biler - både dem med traditionelle brændsler og de alternative.