cirkulær økonomi bloghoved stor

Øget EU-fokus på bæredygtige produkter og ret til reparation

Lige inden Corona-krisen for alvor tog fart, kom EU’s nye cirkulær økonomi pakke (”Circular Economy Action Plan - For a cleaner and more competitive Europe”).

Planen peger på ressourceforbrugets betydning for både klimabelastning og tab af biodiversitet og dermed cirkulær økonomi’s relevans som miljøkoncept: ”A circular economy reduces pressure on natural resources, and is a precondition for achieving the climate-neutrality target by 2050 and halting biodiversity loss. Half of total greenhouse gas emissions and more than 90% of biodiversity loss and water stress come from resource extraction and processing.”

Denne formulering antyder, at EU-kommissionen I sin fremtidige miljøregulering ikke kun vil have fokus på klimabelastning knyttet til energiforbrug i produkters brugsfase, men også på den såkaldt indlejrede energi i produkterne i form af energi, der er anvendt til materialeudvinding og -forarbejdning og fremstilling af komponenter, som indgår i produkterne.

Nyt med fokus på produktlevetid

Mens genanvendelse af affald og forsyning af Europas industri med genanvendte ressourcer har haft størst fokus i EU’s tidligere udspil om cirkulær økonomi, har længere produktlevetid og forbrugernes ret til at kunne få repareret produkter en stærkere rolle i det nye udspil. Det er tydeligt med formuleringer om ”sustainable products as norm” og et løfte om kommende EU-regulering: ”The Commission will propose legislation on Sustainable Product Policy, to ensure that products placed on the EU market are designed to last longer, are easier to reuse, repair and recycle, and incorporate as much as possible recycled material instead of primary raw material.”

Udspillet nævner - som en kort evaluering af hidtidig produktregulering i EU - at den hidtidige EU-produktpolitik har haft en begrænset effekt på grund af det store fokus på frivillige initiativer – i modsætning til lovgivning med obligatoriske krav. EU’s seneste udspil lægger op til, at der kommer sådan lovgivning i fremtiden: “In order to ….. ensure that the performance of front-runners in sustainability progressively becomes the norm, the Commission will propose a sustainable product policy legislative initiative.”

Der er dog i dag EU-miljøregulering med obligatoriske produktkrav. Et eksempel er Ecodesign-direktivets krav til enkelte produktgrupper – f.eks. kravet om maksimal motorkapacitet på støvsugere, som gradvist er blevet sat ned. Disse krav gælder alle produkter, der produceres – i modsætning til de frivillige miljømærkeordninger og deres kriterier.

Et eksempel på kommende EU-regulering med obligatoriske produktkrav er de vedtagne krav til bl.a. opvaskemaskiner, køleskabe og fjernsyn om, at visse reservedele skal være til rådighed i en periode for at muliggøre reparation og dermed – ideelt set – forhindre, at produkter kasseres som følge af manglende adgang til reservedele. Mere herom senere i indlægget.

Løfte om styrkelse af forbrugerrettigheder

Styrkelse af forbrugernes rettigheder fremhæves i udspillet under overskriften ”Empower consumers”: “Consumers will have access to reliable information on issues such as the reparability and durability of products to help them make environmentally sustainable choices. Consumers will benefit from a true ‘Right to Repair'.”

Udspillet lægger blandt andet op til en revision af forbrugerlovgivningen med henblik på at sikre forbrugerne “troværdig og relevant” information om forventet produktlevetid og muligheder for adgang til reparation og reservedele: “Commission will propose a revision of EU consumer law to ensure that consumers receive trustworthy and relevant information on products at the point of sale, including on their lifespan and on the availability of repair services, spare parts and repair manuals.”

I forlængelse heraf lægger udspillet op til ny regulering, som skal sikre forbrugernes ret til reparation: “Legislative and non-legislative measures establishing a new “right to repair””, ligesom der også nævnes en ret til at få opdateret software.

Bredere produktfokus i fremtiden

Udspillet lægger op til et EU Circular Electronics Initiative, der vil fortsætte brugen af Ecodesign-direktivet for energirelaterede produkter til at sikre, at produkter designes med fokus på blandt andet holdbarhed og reparérbarhed.

Det ser ud til, at direktivets fokus på produktlevetid kommer til at omfatte flere produktgrupper, idet der specifikt nævnes produktgrupper, som ikke hidtil har været omfattet af obligatoriske krav til miljødesign: ”mobile phones, tablets and laptops”. Der lægges også op til, at direktivet fremover vil komme til at omfatte andet end energirelaterede produkter. EU-spillet nævner således, at det skal være let at få repareret tøj gennem adgang til reparationsservices. Udspillet nævner ikke detaljer, men henviser til en kommende Ecodesign Working Plan.

Politiske kontroverser i forhandlinger om Ecodesign-direktivet

Forhandlingerne og forskellige aktørers lobbyarbejde i relation til EU-Kommissionens seneste forordninger om krav til miljøvenligt design af forskellige former for energirelaterede produkter som opvaskemaskiner, køleskabe og fjernsyn viser, at centrale problemstillinger blandt andet er:

  • om der skal være krav til reparérbarhed og/eller krav til genanvendelse

  • hvilke reservedele, der skal være til rådighed for hvem og i hvor lang tid

Reglerne, der blev vedtaget i 2019 og gælder fra 2021, synes at være udformet således, at reservedele der kræver, at en vaskemaskine eller et fjernsyn ”åbnes” og der bliver adgang til strømførende dele, kun skal være til rådighed for såkaldt ”professionelle reparatører”. Derimod skal slutbrugere kun skal have adgang til det man kan kalde mere ”perifert udstyr”. Et eksempel: For opvaskemaskiner skal kun professionelle reparatører have adgang til motorer og cirkulations- og drænpumper (i syv år). Derimod skal både professionelle reparatører og slutbrugere have adgang til ”et minimum af reservedele (dørhængsler og -tætningslister, andre tætningslister, spulearme, afløbsfiltre, hylder og periferiudstyr i plast såsom kurve og låg) i en periode på mindst ti år efter omsætning af den sidste enhed af en model.”

Forordningen nævner endvidere, at de pågældende reservedele let skal kunne udskiftes og uden at ødelægge udstyret: ”Producenter, importører eller bemyndigede repræsentanter skal sikre, at de ….. nævnte reservedele kan udskiftes ved hjælp af værktøj, der kan købes i almindelig handel, og uden at gøre permanent skade på apparatet”.

Sikrer udspillet længere produktlevetid?

Læst med optimistiske briller, så kunne EU’s forstærkede fokus på længere produktlevetid blive opnået med nogle af de mulige virkemidler, der nævnes i udspillet:

  • Øget national myndighedskontrol af at produkter, der markedsføres I EU-lande, faktisk lever til EU-reguleringen

  • Øget fokus på hvad produktgaranti kan betyde for at sikre ”more circular products” – uden at der dog nævnes krav om længere garantiperioder

  • Belønning af mere bæredygtige produkter gennem kobling til incitamenter - uden at der dog nævnes f.eks. differentiering af afgifter ud fra produkters levetid og reparationsmuligheder, som f.eks. er en mangel i den nuværende danske implementering af WEEE-direktivet

Hvad indebærer ”ret til reparation”?

Det er problematisk, at udspillet ikke diskuterer hvad det skal koste af få produkter repareret. Ingeniørforeningens undersøgelse i 2017 af danskernes reparationsbehov og erfaringer af større forbrugsgoder som hårde hvidevarer, viste således at det først og fremmest er forholdet mellem prisen på en reparation og prisen på at købe et tilsvarende nyt produkt, som afgør om danskere får et produkt repareret. 25-30% af reparationer af større forbrugsgoder opgives af borgerne – hovedsageligt fordi det er for dyrt at få et produkt repareret sammenlignet med hvad det koster at købe et nyt produkt.

Det er således meget afgørende, at den kommende EU-regulering på dette område også fokuserer på, hvad der vil være en rimelig pris for reparationer. Det er ikke tilstrækkeligt at kræve tilgængelighed af reservedele. Ingeniørforeningens undersøgelse fra 2017 viste, at det kun i begrænset omfang er manglende adgang til reservedele, der får en forbruger til at opgive en reparation af forbrugsgoder som hårde hvidevarer.

Fra EU-regulering til dansk regulering

De nævnte kontroverser i forhandlingerne om Ecodesign-kravene til reparérbarhed viser, at er der lang vej fra en EU-handlingsplan med hensigter til vedtagelse af et EU-direktiv eller en EU-forordning og til den efterfølgende faktiske nationale implementering. Ved et direktiv - som direktiver om affald, emballage og elektronikaffald - skal der efterfølgende forhandles udmøntning i national lovgivning. Et eksempel på sådan national lovgivning i forlængelse af et EU-direktiv var høringen i december 2019 af regeringens ”Lovforslag om ændring af lov om miljøbeskyttelse”, der blandt andet skal muliggøre implementering af Affaldsdirektivets nye minimumskrav til udvidede producentansvarsordninger (se f.eks. Høringsnotatet).

Det er interessant, at en del af dette lovforslag havde fokus på EU’s nye minimumskrav til producentansvarsordninger. Disse ordninger skal i fremtiden ”give producenterne incitament til at tage bedre hensyn til genanvendelighed, genbrugelighed og reparerbarhed ved at indføre graduerede bidrag, når producenterne løfter deres udvidede producentansvar kollektivt igennem en kollektiv ordning.”

Vigtige danske forhandlinger - mens vi venter på EU

Mens vi venter på, hvordan EU forhandler en udmøntning af hensigterne i den seneste EU’s nye cirkulær økonomi pakke om forlænget produktlevetid og ret til reparation, er det vigtigt med en offentlig diskussion i Danmark i en bred kreds af aktører om hvordan en graduering af bidrag til de kollektive ordninger for blandt andet elektriske og elektroniske produkter skal se ud. Hidtil har der i Danmark kun været en graduering efter vægt i Danmark uden nogen form for tilskyndelse til miljødesign.

Hvis de nye regler for disse producentansvarsordninger i Danmark skal forebygge affald gennem forlænget produktlevetid gennem den nævnte form for incitamenter, er det afgørende med væsentlige forskelle i gradueringens niveauer. Kun på den måde kan det forventes, at disse ordninger fører til ændring i 1) de produkter, som forhandlerne sætter til salg, og 2) i de ordninger for reparation, som leverandører og forhandlere tilbyder.

Fra forberedelse til genbrug til reel forebyggelse

Desværre antyder høringssvarene i forbindelse med ovennævnte lovforslag, at slagsmålet mere kunne komme til at stå om hvem der har ret til de produkter, der er kasseret, og hvad de pågældende aktører må gøre med affaldet (forberedelse til genbrug eller genanvendelse). Reel forebyggelse handler imidlertid ikke om hvad der skal ske med hårde hvidevarer, der er kasseret af forbrugere, som har købt en nyt produkt på grund af frygten for en for dyr reparation af det gamle produkt.

Reparationsinitiativer med fokus på sådanne kasserede produkter er miljømæssigt bedre end genanvendelse, men er økonomisk baseret på, at forbrugerne ”følelsesmæssigt” har nedskrevet værdien af deres hidtidige produkt til nul. Reel forebyggelse kræver, at leverandører og forhandlere tilbyder reparationer til en lavere og mere rimelig pris end i dag. En sådan ændret praksis vil kræve, at virksomhederne begynder at se adgang til brugte produkter - og dermed viden om hvorfor og hvordan produkter har behov for reparation - som en strategisk og konkurrencemæssig vigtig viden!

En væsentlig graduering i afgiftsniveauerne med henblik på en sådan reel forebyggelse af elektronikaffald kan samtidig forberede dansk erhvervsliv på kommende, endnu strengere krav fra EU - og dermed være en fremadrettet kickstarter for et erhvervsliv, der er under pres!

Michael Søgaard Jørgensen er civilingeniør i kemi, ph.d. i teknologivurdering og arbejder som lektor i miljøinnovation og bæredygtig omstilling ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet på campussen i København. Desuden er han medlem af bestyrelsen i IDA Grøn Teknologi og IDA Teknologivurdering og er IDA's talsperson inden for miljøinnovation.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der var engang, at der fulgte et diagram med til et fjernsyn. Den slags kunne man også stille krav til. Feks. havde jeg en opvaskemaskine, som havde en utæt føler. Om føleren målte saltindhold, vandets hårdhed, eller noget andet ved jeg ikke, og leverandøren nægtede at svare. Deres løsning var et komplet vandbehandlingsanlæg til kr. 2700 + moms. Jeg gav op og købte en ny, selvom bare en lille ting var gået i stykker. Trist.

  • 5
  • 0

Jeg læste dette indlæg fra Linak: https://ing.dk/linak-kompliceret-haandbetj...

Blandt mange andre lidt mærkværdige designkriterier, lagde jeg mærke til, at man ikke måtte kunne se batteridækslet. Hvordan skal man så finde ud af hvordan man skifter batteri?

Svarer lidt til at man ikke må kunne se hvordan man tager et hjul af bilen. Det er åbenbart blevet en trend, at kunden ikke må kunne se hvordan man skiller produktet ad, ikke engang for almindeligt vedligehold af komponenter der skal skiftes af og til.

Måske jeg er gammeldags, men der er også en vis kvalitet i at man kan se hvordan et prodult er samlet.

  • 7
  • 0

Vi ældre, der kunne skifte et rør, hvis fjernsynet ikke virkede, kan begræde udviklingen, men et diagram ville ikke hjælpe. Det ville være en flok IC'er med en masse ledninger imellem og nogle få diskrete komponenter.

Der er en del eksempler på at udskiftningen af en kondensator, kan redde et moderne fjernsyn.

Min kommentar var nu også ment mere generelt.

"Service-venlighed" er gået fra at være en salgsparameter, til at være noget fabrikanter forsøger at undgå.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten