ETF engineer the future

Nysgerrighed kvæles når den systematiseres

Hvis dette indlæg skulle skrives lige efter bogen, så skulle jeg lægge ud med en konfliktoptrapning. Jeg skulle belyse alle de problemer, der, ifølge en lang række både nationale og internationale undersøgelser, er i det danske skolesystem. Jeg skulle skrive om hvordan Danmark bliver overhalet af en række asiatiske lande når det gælder matematik og naturvidenskab. Jeg skulle smække nogle tal på bordet; sådan som økonomer og politikere er bedst til. Men jeg er ikke hverken økonom eller politiker, og tør derfor godt sige, at de ting jeg skriver er mine egne holdninger. Men jeg er heller ikke bare samfundsdebattør. Nej, faktisk hader jeg at skulle sætte mig selv i bås for at folk ved, hvem jeg er. Jeg vil betegne mig selv som noget andet.

Ingeniør af natur – ikke af profession

Rent personligt står jeg med det ene ben på vej ud af en uddannelse på DTU og ind i en anden verden, hvor mine mere pædagogiske evner bliver testet. Det betyder at jeg ikke kommer til at have direkte berøringsflade med ingeniørfaget i noget tid. Til trods for det, vil jeg altid betegne mig selv som ingeniør. Jeg er ikke ingeniør fordi det fremover er den etikette der skal sættes på mig når jeg ytrer mig. Jeg er ikke ingeniør ud fra et beskæftigelsesperspektiv. Jeg er ingeniør som en del af noget dybere i mig. At være ingeniør er et dybt personlighedstræk, der er med til at skabe den person jeg er. Jeg er ingeniør fordi jeg kan lide at skabe, fordi jeg kan lide tal, fordi jeg elsker udfordringer og sidst, men absolut ikke mindst; fordi jeg er nysgerrig. Jeg er nysgerrig på hvordan ting virker, hvordan samfundet virker, hvordan naturen virker og hvordan de alle virker sammen; det er dét, der gør mig til ingeniør. Jeg er nysgerrig – har altid været det, og vil altid være det.

Børn fødes nysgerrige, men mister pusten

Jeg tror egentlig, at alle børn er født nysgerrige, og at langt de fleste forbliver nysgerrige mange år frem. Men der sker noget når børnene vokser op. I skolen bliver børnenes nysgerrighed kanaliseret, så den helst skal handle om de ting, der står på skemaet. De bliver opdraget til at deres nysgerrighed skal systematiseres, og de lærer at stille nye spørgsmål på nye måder. Det er som om, at noget af den dybe medfødte nysgerrighed kvæles i det nuværende uddannelsessystem – simpelthen fordi der ikke er plads til at stille sine egne spørgsmål. Det er umiddelbart svært for mig at svare konkret på, hvorfor, men det er uomtvisteligt den følelse jeg har, når jeg møder eleverne på gymnasialt niveau. Der er sket en forandring fra den gang de var små. Eleverne er ikke nysgerrige længere. De vil gerne have svarene, men opfinder ikke selv spørgsmålene. I mine øjne hænger nysgerrighed enormt meget sammen med, at man selv stiller spørgsmålene man gerne vil have svar på. Når børnene vokser op bliver de dog vant til, at spørgsmålene er stillet på forhånd. Det virker ikke som om de har et synderligt behov for at kende årsagen til disse spørgsmål. Denne tilgang til at leve og lære, er i mine øjne blandt de allerstørste udfordringer for de naturvidenskabelige fag.

Det handler om en generel holdning

I de naturvidenskabelige fag er det ikke nok blot at kunne redegøre. Man skal ikke blot kunne agere regnemaskine. Man skal også opdrages til at stille spørgsmål. Der er imidlertid utroligt lidt fokus på evnen til at kunne stille disse spørgsmål. Årsagen er, at der ikke er den fornødne ro til at rumme nysgerrigheden. Uddannelse er blevet et spørgsmål om at kunne redegøre og vise evner til at mestre en række metoder til denne redegørelse. Vi skal kunne bestå en række tests – svare på spørgsmål, men ikke stille spørgsmålstegn ved dem.

Det er vigtigt for mig, at understrege, at dette ikke er folkeskolens skyld. Faktisk synes jeg mange lærere er gode til at holde fast i nysgerrigheden. Skolen er blot underlagt nogle retningslinjer, der gives fra højere instans. Det er en generel samfundsmentalitet, der skaber elever med denne holdning. Det er nemlig ikke sådan, at eleverne slet ikke stiller spørgsmål; de stiller bare nogle andre typer spørgsmål. De stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor de overhovedet skal lære om de åndsvage fag. De forstår ikke, hvorfor de skal lære matematik – der er jo mange andre måder at tjene penge på end at arbejde med matematik. Det er med andre ord slut med at lave noget i skolen, bare fordi det er udviklende; eller måske kan give svar på nogle spørgsmål man har fordi man er nysgerrig.

Jeg synes det må være på tide, at finde plads til nysgerrigheden i uddannelsessystemet igen. Og så er det iøvrigt ikke kun i folkeskolen jeg mener - også gymnasierne og universiteterne skal have plads til at man kan prøve sig frem efter sin nysgerrighed. Jeg finder mange af de nuværende faglige problemer i uddannelsessystemet utroligt banale; primært fordi de handler om nogle simple menneskelige ting, der kort sagt ikke er plads til. Jeg vil i de næste par blogindlæg rette mit fokus mod nogle af disse relativt banale problemer som de naturvidenskabelige fag står overfor. Jeg vil desuden forsøge, at give mine bud på, hvordan man løser disse problemer.

Jeg er glad for, at min skolegang har givet mig plads til at være barn, givet mig plads til at være nysgerrig – givet mig plads til at være ingeniør!

Emner : Uddannelse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg har også prøvet at foreslå i min folkeskole, at nu hvor de har den nye skolereform og dermed kan bestemme hvor meget tid lærerne skal bruge osv. - så har de f.ex. mulighed for at have én lærer i et "opsamlingslokale" - hvor de elever der har lavet deres lektier og opgaver før deres timer er færdig (de har jo oftest matematik/dansk i et par timer i træk) og så desværre endda oftest forstyrrer - kunne få lov at komme til dette opsamlingslokale og eksperimentere/lege med fysik, raspberry pi's, lego mindstorm osv.

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten