Om en uge starter de nye studerende. 1819 studerende, en 6% stigning i 1. prioritetsansøgninger. På Humanistisk-Teknologisk Bachelor og Naturvidenskabelig International Bachelor optages der 12% flere end sidste år. Spændende er det.
Mindre spændende er de nye studerendes muligheder for at forfølge interesser, opdagelser, drømme, iværksætteri og entreprenørship.
Der er sket rigtig mange tiltag siden jeg læste, som begrænser de nystartedes studerendes mulighed for selv at sammensætte meningsfyldte forløb efter passion. Der er en 4-5 ting i forening som alle trækker i samme retning.
Den første, måske med mindst offentlig diskussion, og efter min mening mest problematisk, er at man længe ikke har måttet tage flere kurser end man som minimum behøves. Man må ikke forfølge viden for videns skyld. Når man først har opnået det antal ECTS point der skal til, må man ikke tage et ekstra kursus eller studieaktivitet. Dengang jeg læste, var det en selvfølge, at man kunne og måtte forfølge lærdom. Selv tog jeg et PhD niveau kursus mens jeg kun var to semestre ind i Datalogi. Man fik ikke mere SU, det var ens egen problem. Man fik måske lidt lavere karakter hvis man læste flere kurser samtidig end det egentlig var meningen, men det var ens egen problem. Man fik måske lidt lavere karakter end man ellers havde fået, hvis man tog aktiviteter på et højere og mere udfordrende niveau, men det var ens eget valg. Nu er det hele meget mere styret og ligner mere gymnasiet. Man er ikke på universitetet for selv med ansvar for egen læring at tilegne sig viden, men skal igennem et relativt styret studieforløb. Det kan være fornuftigt nok for mange - men det gør det alt for nemt at komme i klemme i systemet hvis man vitterlig gerne vil prøve det ekstra kursus eller udlandsophold eller afprøve at starte firma - eller gud forbyde, som 21-årig finder ud af at det man brænder for er noget lidt andet end man troede da man var 19.
Så skal man helst starte inden 2 år - det lokker en karakterbonus til. Mens det kan være positivt nok at ikke holde mange sabbatår, så er der ingen tvivl i mit sind om at folk som starter på universitetet som mere modne, får mere ud af deres tid på universitetet. Det er uklart, om det er taget med i beregningerne.
Så er der fremdriftsreformen, som på forskellige måder søger at piske de studerende hurtigt igennem. Mest udskældt var tvangstilmelding til eksamen - meningen var at alle skulle tvinges til eksamen efter et kursus, men resultatet blev i for høj grad spild af administrative ressourcer og at censorer og eksaminatorer sad forgæves. Den del af reformen blev ophævet, mens andre dele består.
Så er der uddannelsesloftet. Hvor det er meningen, at folk med en uddannelse ikke må tage en anden uddannelse på tilsvarende niveau. Så er der en masse undtagelser, som så skal administreres - hvis der er gået et antal år, eller hvis din uddannelse er uanvendelig. Men igen er der en utilsigtet bieffekt: studerende, som læser til B, men drømmer om A, stopper deres studier på B lige inden de får bachelorbeviset. For bachelorbeviset er ikke en lykke, men en lukket dør i forhold til at måtte forfølge deres drøm. Og det har jo også en samfundsmæssig omkostning. Der findes desværre endnu ikke statistik for hvor stort dette problem er.
Som bl.a. DTU har fremført, så er de beregnede samfundsøkonomiske fordele ved nogle af disse tiltag så små, at de bliver negative hvis frafaldet stiger blot få procentpoint.
Helikopterblikket - det siges, at en meget betydelig del af de studerende vil komme til at beskæftige sig med jobs, brancher og teknologier, som endnu ikke er opfundet. Så kan det måske virke lidt omsonst at prøve at detaljestyre deres uddannelser, men ville være bedre at lære folk at tænke, analysere, skabe - og så anse en universitetsuddannelse, en uddannelse i at tænke, som en værdi i sig selv, som et plus i alle fremtidige jobfunktioner - men ikke som jobtræning som sådan.
Naturligvis skal vi ikke tilbage til en tid hvor det ikke var usædvanligt at læse i 10 år. Men jeg frygter at barnet ryger ud med badevandet. At en borger tidligere får vellønnet fuldtidsbeskæftigelse er naturligvis en stor fordel for statskassen, og gevinsten er nogenlunde til at regne på. Men værdier som hvor samfundsgavnligt det er at de unge mennesker er ustressede, helstøbte, at de har leveret velkvalificeret billig arbejdskraft som studentermedhjælpere - de er sværere at regne på. Derfor frygter man at de går tabt i regnedrengenes DREAM model i Finansministeriet o.l. Risikoen for at den næste stor opfinder ikke får lavet et firma, men "fornuftigt" gør som politikerne og samfundet siger, og gør sin uddannelse færdig - den er vel helt umuligt at regne på. Hvor meget koster det samfundet hvis den næste Novo ikke stiftes?
Vi har haft grupper studerende i Fablabbet, som overvejede om de skulle prøve at lave firma, men som i sidste ende valgte at gøre studierne færdig til tiden i stedet.
Nu er der måske håb - fra Socialdemokratiet til Liberal Alliance taler man om at sløjfe uddannelsesloftet, og Forskningsminister Tommy Ahlers taler om et opgør med nulfejlskulturen. Det er i hvert fald nemmere at opfinde hvis man fejrer det at turde fejle.
