supermaterialer bloghoved

Ny rapport: nanopartikler i danske produkter deklareres ikke

Det typiske nanoprodukt er tysk, købt på nettet og er en væske med et eller andet "nano" i.

Det typiske nanoprodukt ser sådan ud: - en væske der bruges til bilen, badeværelset eller bumserne. - det er købt i en netbutik, er fremstillet i Tyskland, og hældt på flasker i Danmark - det koster en del mere end tilsvarende ikke-nanoprodukter - du kan ikke få at vide hvad for noget "nano" der er i, for stofmængden er så lille at producenten ikke behøver at oplyse om det - du kan ikke få at vide om det er sundhedsfarligt, for ingen ved det.

"Kortlægning af produkter der indeholder nanopartikler eller er baseret på nanoteknologi" er en forholdsvis klar og ædruelig rapport, der kortlægger hvad findes der er nanoprodukter i Danmark og hvem sælger dem. Rapporten er udarbejdet af DHI Vand Miljø Sundhed sammen med Institut for Miljø og Ressourcer på DTU i løbet af 2006, og er netop offentliggjort fra Miljøministeriet. Projektgruppen og styregruppen ser solid ud, og rapporten er let at læse, fornuftigt struktureret og dejlig kort. Rapporten kan læses her.

"Magic nano" satte fokus på risici

Baggrunden er selvfølgelig den snak der har været i medierne om nanopartikler, og hvorvidt de er farlige, hvilket kulminerede da Magic Nano skandalen rullede i Tyskland med over 100 indlæggelser af et nanoprodukt, som viste sig ikke at indeholde en dyt nanopartikler. Dansk Folkeparti nåede lige at få sagt at nanoteknologi måske burde forbydes, inden andre og vigtigere ting fik deres tørklæder til at blafre. Det gode ved historien var at der kom fokus på nanopartikler, og at det måske er en god ide at finde ud af hvilke risici der kan være...

Første skridt i retning af en fornuftig regulering og kontrol af nanoteknologi er en kortlægning, så rapporten hilses velkommen herfra. Vægten i rapporten er lagt på produkter som indeholder nanopartikler, og hvor der er en chance for at man kan komme i berøring med dem. Vi taler altså ikke om computerchips. selvom det er langt det største og vigtigste nanoteknologiske marked.

243 nanoprodukter i Danmark

Arbejdsgruppen har gennem søgninger i produktdatabaser og mere bredspektret tumlen rundt på nettet fundet 243 produkter baseret på nanomaterialer på det danske marked. Hele to trediedele er overfladebehandlinger, såsom Nanocovers berømte anti-Ribena tekstil coating. Det helt store nano-hit er pleje af især biler, badeværelser og bumser. For biler er det forsegling og antidugmidler (25 produkter), i hus/have kategorien er der hele 65 nano-rengøringsmidler. Ligeledes er det sagen at blande nanopartikler i kosmetikprodukter (42 produkter). Hvor der i Danmark ikke er ret mange nano-fabrikanter, stammer de fleste produkter fra andre lande i Europa (Tyskland) eller USA. De bliver så typisk blandet op eller efterbehandlet af den danske "producent". Flere firmaer har seriøs udvikling af nanopartikelprodukter, som for eksempel Haldor Topsøe og SCF nanotechnologies, som dog ikke laver produkter direkte til forbrugerne.

Det skal De slet ikke bekymre dem om, frue

Meget bemærkelsesværdigt er at det kun i 41 tilfælde er lykkes projektgruppen at identificere den kemiske sammensætning af nanomaterialet. Der er kun i få tilfælde oplysninger om indholdet, men projektgruppen antager at det ofte sådan noget som zinkoxid (farvestof) eller titaniumoxid (solfilter) som af EU anses som ufarligt selv i ret store mængder, uanset partikelstørrelse (hmmm). Sølv (slår bakterier ihjel, læs artikel) er p.t. under risikovurdering i EU, idet overdreven brug , skaber resistente superbakterier der ikke påvirkes af antibiotika... hvilket er katastrofalt for en brandsårsafdeling, hvor sølvplastre forhindrer infektioner i brandsår. Ikke desto mindre er der 10 produkter med sølvpartikler... af de 43 produkter projektgruppen kunne skaffe oplysninger om.

Er du eksponeret?

Langt de fleste produkter er partikler i væsker. Der er ikke et eneste hvor nanopartiklerne er i fri luft (godt det samme!), men mange af væskerne er til at smøre på huden, og somme tider er nanopartikler (eller kapsler) netop det der gør at produktet trænger meget dybere ind i huden, hvilket ikke er ubetinget beroligende. Projektgruppen kigger lidt nærmere på den humane eksponering af fire "typiske", generiske produkter: en solcreme, et flydende produkt til udendørs overfladebehandling, og et sprayprodukt til indendørs brug og en ansigtscreme. Overvejelserne og modellen er lidt overfladiske (undskyld), men rimeligt i forhold til den begrænsede man har om nanopartikel-indhold, og er vist iøvrigt en standard approach til risikoanalyse af forbrugerprodukter som bruges i EU. Her kan man for eksempel læse at et typisk årsforbrug af bodylotion er 5.5 kg. Hm!

Hvorfor kan du så ikke få at vide hvad der er i?

Jo, ifølge aktørene (brancheorganisationer og firmaer), bruges nanopartiklerne i så små mængder at det ikke kræver klassificering, mærkning eller oplysning om det kemiske stofs navn. HOV. Var det ikke lige netop pointen at når man deler en lille mængde stof op i nanopartikler får det et kæmpe overfladeareal og bliver meget mere kemisk reaktivt? Så man har noget der markant ændrer produktets egenskaber (ellers er det jo fup), men er tilført i en så lille mængde at man ikke engang behøver at sige hvad der er i? Undtagelsen er kulstofnanorør og andre fullerener (f.eks. C60 molekyler), som betragtes som et "nyt stof" af EU, og derfor er under strengere kontrol. For kosmetik skal man dog fortælle hvilke stoffer der er i, men ikke om det er på nanoform. Det gør pokker til forskel. Så er der de nanopartikler der har været der hele tiden. Carbon black er kulstof partikler der kan være helt ned til 20 nm, og som bruges som farvestof i sort maling. Der er registreret 9500 produkter der indeholder Carbon Black og 15500 produkter der indeholder silicium dioxid nanopartikler (glaspartikler som bl.a. bruges som fortykning af maling). Disse to har været anvendt i en årrække, men er først for nyligt blevet klassificeret som nanomaterialer. Heller ikke her kan man få oplyst hvor store partiklerne er, blot at der bliver brugt over 1000 tons af de to typer nanopartikler årligt (på verdensplan tror jeg). Carbon black og silica omhandles ellers ikke af rapporten.

Hvem ved noget? Ingen endnu.

Rapporten er fornuftig, neutral og hurtigt læst, og informativ for så vidt at det har været muligt at fremskaffe informationer. Jeg synes især det er betænkeligt at man på den ene side kan sælge et produkt som er LANGT bedre end konkurrenternes i kraft af nanopartikel indholdet, og fordi stofmængden er lille ikke behøver at oplyse hvad der er i. "Det skal du ikke bekymre dig om lille frue, der er nano i, det garanterer vi". Et minimum må sgu da være at firmaerne ved hvad de propper i det, vi andre propper på huden, og lige husker at proppe en klar og forståelig deklaration af indholdet på produktet. »Forbrugerne er nødt til at stole på, at producenterne kender de stoffer, de putter i produkter, og at de er i orden. Forbrugerne har selv et valg, når de køber produkter. Jeg synes, at man skal undersøge potentialet ved denne teknologi, før man fastlægger, om der er en fare eller ej. Vi skal ikke bare gå ud og råbe ulven kommer, uden vi ved, om der er noget om det.« siger funktionsleder i Kemikalier i Miljøstyrelsen, Lea Frimann Hansen fra Miljøstyrelsen, se Thomas Lemkes artikel her.

Ikke nok viden - men det bliver bedre

Jeg tror da personligt at brugen af nanopartikler i produkter som ovenstående i langt de fleste tilfælde er uproblematiske... men hvem ved det? Firmaerne? Borgerne? Ministeriet? Forskerne? Næ. Ikke endnu.

Men det ser i det mindste ud til at der nu bevilges penge og ressourcer herhjemme til at vurdere risici: i slutningen af 2006 gav det strategiske forskningsråd f.eks. små 8 millioner af til et projekt ved Københavns Universitet om nanopartikel risikoanalyser. Universiteterne rundt omkring er kommet meget mere på banen de sidste par år - så må vi se om der kommer check på tingene. Det ville være dejligt. Til at begynde med kunne man forlange at producenterne skrev hvad de putter i deres produkter, og liiige husker at skrive partikelstørrelse også.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fakta sælger nanoprodukter!!! Viskositeten af billig (flydende) håndsæbe tunes vha. "self-assembling" nanomaterialer. Man konstruerer sæbemolekyler der, afhængig af konfiguration, assemblerer til korte eller længere kæder (hhv. tyndere og tykkere sæbe) Så "skidtet" er over allerede over os ;-)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten