projekt globalt bloghoved

Ny global aftale om verdens natur indgået i Japan

To ugers forhandlinger i den japanske by Nagoya endte kl. 18.30 fredag aften (dansk tid) med vedtagelsen af en ny international aftale, der skal sikre genoprettelsen af klodens biodiversitet (biologisk mangfoldighed).

Over 100 miljøministre har i Japan vedtaget en global aftale, der består af tre hovedelementer: 1) En juridisk bindende aftale der skal stoppe biopirateri 2) Køreplan for den fremtidige globale indsats for biodiversiteten 3) En aftale om de ressourcer der skal gå til indsatsen  

Der er tale om en juridisk bindende aftale (en protokol), som i fremtiden skal regulere den globale udnyttelse af genetiske ressourcer, også kaldet en Access and Benefit-Sharing protokol (ABS). Dette kan forhåbentligt blive et vigtigt instrument for at komme biopirateri til livs. Til gavn for både for ulandene og for ansvarlige firmaer som Novo.

-Den nye protokol skal sikre, at virksomheder fra vestlige lande ikke henter materiale fra naturen i ulandene uden tilladelse og uden en klar aftale om, hvordan udbyttet skal deles, hvis materialet udnyttes kommercielt, siger Tove Maria Ryding fra Greenpeace, som har fulgt disse forhandlinger i mange år. Hun fortsætter:

  • Denne aftale vil også betyde, at vestlige forskere og virksomheder får bedre muligheder for at udvikle produkter fra f.eks. regnskovene, fordi ulandene ikke behøver at frygte, at deres ressourcer bliver stjålet, og dermed vil være mere åbne.

Vedtaget handlingsplan til 2020

Det er vedtaget, at der skal iværksættes en handlingsplan med henblik på at sikre, at verdens økosystemer er stabile og modstandsdygtige senest i 2020. 17 % af landjorden, og 10 % af havet, være beskyttede senest i 2020.

Aftalen i Japan kommer efter, at tidligere mål for at mindske tabet af biologisk mangfoldighed senest i 2010 ikke er blevet opfyldt (se denne blog). Miljøminister Karen Ellemann (V) kalder FN's aftalen for et vendepunkt i forsøget på at bevare og beskytte klodens artsrigdomme både for os selv og de kommende generationer.

  • Med denne aftale har verdenssamfundet taget et vigtigt skridt til at vende den nuværende tilbagegang i naturens rigdom. Jeg håber, dagen i dag vil blive husket som et afgørende vendepunkt for beskyttelsen af naturen og den biologiske mangfoldighed, siger Karen Ellemann til Ritzau.

Der meldes også om tilfredshed med resultatet fra deltagerne fra Danmarks Naturfredningsforening og Greenpeace. De fortæller, at dette FN møde i Japan har været noget fuldstændig andet end COP 15 i København i december. Det japanske formandskab har optrådt tillidsfuldt, og alle regeringerne har vist en stor vilje til samarbejde.

-Vi håber på, at de nye globale mål betyder, at regeringerne har skiftet holdning og vil gribe til handling, for det er ikke nok at aftale, hvordan man vil dele udbyttet fra naturen, hvis man samtidig ikke formår at standse de massive naturødelæggelser, vi ser i disse år, siger Tove Maria Ryding fra Greenpeace.

Meget at tage fat på i Danmark

Miljøminister Karen Ellemann skal vise helt andre takter, end vi har set fra regeringens side i de sidste 10 år. Undersøgelser viser, at 20 procent af alle undersøgte planter er truede. På markerne er stort set alt vildt planteliv udryddet med sprøjtegifte og intensiv drift.

  • I Danmark forsvinder den vilde flora med forfærdende hast uden, at vi gør noget ved det. Udover de levende og højt besungne kulturskatte, vi mister, så fjerner vi også vores eget livsgrundlag fordi, planterne er rygraden i de ydelser, vi får fra naturen, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, biolog og præsident i Danmarks Naturfredningsforening, der har deltaget i FN mødet i Japan.
Hans Peter er rådgivende ingeniør med speciale i udviklingslande og skriver om globaliseringen og dens konkrete betydning for udviklingen.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

På markerne er stort set alt vildt planteliv udryddet med sprøjtegifte og intensiv drift, hvilket betyder, at heller ikke insekter og jordens små kryb kan overleve.

Det kan godt være, Hans Peter Dejgaard er ulandsekspert (hvad det så end betyder), men noget tyder på, at det kniber med jordforbindelsen, og at han mest af alt er ude på at mistænkeliggøre den borgerlige regering og fremme venstrefløjens slet skjulte dagsordener.

Ella Maria Bisschop-Larsens svulstige bavl om naturens forfald har vi hørt på i årtier, og selv hvis det var sandt, hvad så – når man samtidig støtter en politik, som til syvende og sidst går ud på at få drevet folk ind til det usunde liv i byerne: venstrefløjens højborge, landskabets kræftsvulster.

I Danmark er stort set alt familieliv, som med rette kunne kaldes økologisk, umuliggjort, hvilket samtidig har betydet farvel til den form for børnepasning, som med rette kunne kaldes økologisk. Favoriseringen af intensiv drift har betydet, at heller ikke familielandbrugene og disses sunde produkter har kunnet overleve.

Det paradoksale er, at de samme venstreorienterede hyklere, som flæber over uddøende arter i naturen, har været helt i front, når det gælder udryddelse af truede arter som småbønder og hjemmearbejdende husmødre.

Som sædvanlig er venstrefløjens tale om mangfoldighed ikke andet end demagogi, tomme floskler og gement hykleri, for i praksis har man kun ét i hovedet: ensretning.

  • 0
  • 0

Tak til Ernst for en sober og oplysende kommentar. Jeg er en af dem der mener at det er vigtigt at beskytte mangfoldigheden. Men som så mange andre steder synes jeg der mangler en vigtig detalje:

Nemlig at vi alle, som forvaltere af vores jord, (haveejere, virksomheder, land-, skov- og havbrugere), hver især må tage et personligt ansvar for at gøre det bedre.

Slut f.eks med afbrænding og bortkørsel af haveaffald, selv en lille kvas- eller kompostbunke i et hjørne af haven, kan give et mylder af liv.

  • 0
  • 0

Der er virkelig brug for at politikkerne og ikke mindst befolkningen forstår alvoren - desværre er der mange som eksempelvis Ernst Kroager fra græshoppe generationen som vil fortsætte i samme ubegavede spor.

Det skal dog ikke afholde os andre fra at at handle og bruge jordens ressourcer med omtanke. Personligt tro jeg på, at det kan lades sig gøre uden at vi går væsentlig ned i levestanddart. Vi skal investere vores olieindtægter ubeskåret i udvikling af helt rene energikilder. På fødevareområdet er det eneste fornuftige at reducere kødforbruget - en omlægning af afgifterne så miljø belastende kød bliver dyrere vil være en vigtigt første skridt.

  • 0
  • 0

[quote]...selv en lille kvas- eller kompostbunke i et hjørne af haven, kan give et mylder af liv.

  • javist så! Af [b]dræbersnegle[/b] fx.! :)[/quote]

Det vil nok være en dårlig ide at forsøge at få has på dræbersnegle ved at udrydde andre arter. Man kan håbe at netop et rigt liv i haven vil få fugle og andet til at vænne sig til smagen af de små bæster.

Og så findes der jo andre metoder mod snegle, feks et krus øl gravet ned i haven.

  • 0
  • 0

Amazonas får en ny art hver tredje dag

  • endda 'helt af sig selv'!

Du plejer ellers at være en hund efter dårlige formuleringer Hans. Og så misser din skarpe øjne fuldstændig denne bommert.

Eller kunne du bare i står for fristelsen for at udbrede lidt misinformation? Er du måske ligefrem afhængig?

Mvh Søren

  • 0
  • 0

Eller kunne du bare i står for fristelsen for at udbrede lidt misinformation?

  • jeg citerer jo blot vor 'videnskabsportal'!? Hvis du mener, den misinformerer, bør du da bringe kritikken dér! :)
  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten