Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
opfinderbloggen blog

Nu bliver børnene ikke låst inde mere

Illustration: Privatfoto

Baby Dan A/S har lavet licensaftale med idehaveren Martin Schwartz Wiig, der har udviklet en anordning til nøgler, så børn ikke låser sig inde eller ude af badeværelser og andre rum i boligen. Det startede med, at han ikke var helt tilfreds med sin søsters løsning på nøgleproblemet.

Ingeniør Martin Schwartz Wiig fra Viby J. har fundet en løsning, som befrier børnefamilier for bekymringen for, at deres små børn låser sig inde på badeværelser eller åbner døre med stejle trapper ned til mørke kældre. Hans løsning på låseproblemet har måske også potentiale på plejehjem, hvor demente beboere kan komme i lignende situationer.

KeyGuard, som produktet bliver kaldt, er en hætte, du kan sætte din nøgle i, og så tager den ikke fat i låsemekanismen, før du gør noget ekstra. Hvis du intet gør, kører hætten blot rundt uden at tage fat. For at låse i eller låse op skal du først trykke ind på hætten og derefter dreje rundt.

Den løsning faldt efter et par halvlege i så god smag hos børneudstyrs-virksomheden Baby Dan i Låsby, at det er blevet til en licensaftale med idehaveren.

Sådan kom han i gang med produktet

”Mange fjerner nøglen fra deres badeværelsesdør for at undgå, at børnene låser sig inde og ikke kan komme ud. Eller de gemmer nøglen,” siger Martin Schwartz Wiig. Hans bud på den nye løsning opstod i påsken 2010, da han var på besøg hos sin søster. Hun havde to små børn og havde valgt at hænge nøglen til badeværelset i en snor, børnene ikke kunne nå. Det prikkede til Martins opfindergen.

”Snore og børn kan være noget farligt noget”, som han siger. Han tænkte, at der måtte være andre løsninger på problemet. Martin kiggede rundt i produkt-landskabet på, hvad andre har gjort, og læner sig i sin løsning op ad princippet fra eksempelvis terpentin-flasker, hvor du først skal trykke hætten ned, før du kan dreje den rundt. Keyguard består af en fast del og en roterende del plus en trykfjeder, der sørger for at holde afstanden mellem de to. Fjederen fjerner muligheden for, at de to dele går i indgreb med hinanden.

”Børn vil typisk bare stå og snurre den roterende del rundt”, siger han.

Prototypen - sådan blev den til

For at tydeliggøre pointen satte han sin søsters dreng på fire år til at prøve at låse op og i på Martins prototype og filmede det imens.

”Jeg købte en dør gennem Den Blå Avis og skar håndtag/lås ud og fastgjorde den til en plade, hvor jeg satte prototypen af Keyguard på og testede den på min 4-årige nevø. Han sad og rodede med det, uden at det lykkedes at få den op. Han er ellers en ret kvik fyr,” siger Martin Schwartz Wiig.

Det var en fuldt funktionel prototype lavet i SLA-emner på 3d-printer.

Virksomhedskontakt til Baby Dan

Martin har tidligere været i dialog med Baby Dan om meder til en barnevognslift, så den kunne omdannes til en vugge. Den prøvede han at afsætte til Baby Dan. Men det lykkedes ikke, fordi virksomheden vurderede, at det skandinaviske marked ville være for småt. Men da han kom med sit bud på den nye sikre lås, var de mere lydhøre.

Virksomheden testede blandt andet konceptet på deres Top 3-kunder inden for Sikkerheds-småting uden, at de helt faldt ned af stolen af begejstring. Det blev i første omgang en afvisning. Der gik nogle måneder, før ingeniøren fra Viby J. forsøgte sig med en aftale med en tysk virksomhed. Uden held. Martin gav dog ikke op, og kom i reel dialog med en anden dansk virksomhed, der har særlig ekspertise inden for låse. For at holde alle døre åbne fortalte han om den fornyede interesse til Baby Dan. Og det skulle vise sig at være en god idé. Barneudstyrs-virksomheden var nemlig igen interesseret i at gå i dialog om en aftale med ham.

”Det er et godt produkt, hvor innovationen er til stede. Det er ikke kun nyt eller smart. Produktet dækker et reelt behov, hvilket er let forståeligt for forældrene og kunderne”, siger Søren Pjengaard, der er salgsdirektør i Baby Dan.

Han fortæller, at der har været kigget på forskellige forretningsmodeller for samarbejdet med Martin Schwartz Wiig. Baby Dan tilbød blandt andet at lave en aftale med Martin, hvor han selv var underleverandør til Baby Dan, som kunne sælge produktet videre til deres kunder rundt om i verden.

Det endte med en licensaftale

”Jeg opsøgte Opfinderrådgivningen for at få hjælp til spørgsmål omkring, hvem der skulle stå med produktansvaret, indkøb af værktøj, etc. Baby Dan havde lagt ud med, at jeg skulle være underleverandør på produktet. Det var jeg ikke interesseret i. De accepterede, at vi i stedet indgik en licensaftale med royalty-betaling. Det fremsendte udkast til aftalen vendte jeg med opfinderrådgiver Rasmus Offersen, som ændrede formuleringer om, hvem der havde ansvaret, og han lavede præciseringer omkring det juridiske, så det stod helt klart,” fortæller Martin Schwartz Wiig.

Baby Dan kunne godt se, at det var en stor mundfuld for Martin selv at blive producent af Keyguard.

”Men vi syntes stadig, at det var et godt nyt produkt, og vi valgte at investere i det og lave licensaftalen med ham”, siger salgsdirektøren, der anerkender opfinderens gode forarbejde med konceptbeskrivelse, tegninger, prototype og en testvideo med søsterens søn, der bakser med prototypen.

Martin har i forløbet fået lavet en nyhedsundersøgelse på Keyguard hos Patent- og Varemærkestyrelsen og selv skrevet patentansøgningen. Det har han kvalifikationer til på grund af sin fortid som produktudvikler i den midtjyske virksomhed Pressalit, hvor han samarbejdede med patentagent-virksomheden Patrade omkring beskyttelsen af nye produkter.

Det skal med, at Baby Dan tilbød en lavere licensaftale end forventet, på grund af omstændighederne med finanskrisen. Det accepterede Martin Schwartz Wiig.

Det er vigtigt med realitetssansen

”Det er en svær ting med idéhaverens opfattelse på et plan og markedet på et helt andet plan. Det er en af de grundlæggende udfordringer vi har, når vi får henvendelser fra folk med gode ideer. Deres produkt skal ud på et marked med x antal andre produkter, og vil kunderne så købe det? Det kræver en realitets-sans. Vi oplever, at en del idéhavere ikke har tålmodighed nok, eller tror de skal have mere for det og går til andre virksomheder. Idéhavere er gode til at få produktideer, men de har sjældent tænkt over, hvor meget kostprisen skal ganges med for at nå til den endelige udsalgspris i butikkerne.”, siger Søren Pjengaard.

Han nævner, at Baby Dan bliver præsenteret for en ny idé cirka én gang om ugen. Det er meget få henvendelser, der virkelig har kommercielt potentiale. Men der kom Martin Schwartz Wiig helskindet igennem det smalle nåleøje.

”Martin har både udvist stort gåpåmod, vilje og tålmodighed til at samarbejde med os på den lange bane, hvor mange andre nok ville have opgivet undervejs”, siger Søren Pjengaard. Ifølge salgsdirektøren har Keyguard også den kvalitet, at den ikke koster så meget i handel. ”Vi lever ikke i en verden, hvor et genialt produkt kan sælges, hvis det er 25 procent dyrere end andre af samme type. Der er skåret ind til benet.”

Keyguard er lige kommet ud i butikkerne. Søren Pjengaard skyder potentialet til at ligge på et salg på 10.000 til 100.000 styk. Låseanordningen kommer potentielt til salg i op mod 30 lande i Europa plus i USA og Østen. Baby Dans eksport er over 90 procent.

Martin har i øvrigt prøvet det før

Det er ikke det første produkt, Martin Schwartz Wiig udvikler som privatperson. Han har i samarbejde med designvirksomheden Aida udviklet et silikonelåg til køkkenskåle, og i forbindelse med det designet en skål af melamin og en af rustfrit stål, som en samlet produktserie, der har været på markedet i over fem år.

”Jeg lever af at realisere gode ideer, opfindelser og at være kreativ og løse gordiske knuder, når jeg er på arbejde, og jeg kan ikke helt holde op med det, når jeg kommer hjem”, siger Martin Schwartz Wiig. Keyguard-navnet er i øvrigt brugt til flere andre produkter. Blandt andet en boks til at opbevare nøgler i, som hænger på husmuren.

Navnet er ikke beskyttet, fordi det er en sammentrækning af to navne, og så kan det ikke mønsterbeskyttes.

Dette er Opfinderrådgivningens blog som ordningen bruger til at formidle historier og budskaber omkring opfindere, opfindelser, idéudvikling og opfinderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det skal nu nok lykkes på et tidspunkt at få låst døren - men sandsynligheden for at barnet i den situation så kan låse op igen er lav - medmindre dimsen altid kan låse op igen uden at man skal gøre "tricket"?
Det er som på kemikalier.. man kan godt skrue proppen på uden at trykke ned..

-Thomas

  • 0
  • 0

Den skal nok virke på demente, men børn skal nok finde en løsning...

Min far lavede nogle ret avancerede lukkemekanismer på vores havelåge da dagplejebørn og andre barnlige sjæle ellers kunne finde på at gå på opdagelse... Men enkelte børn fandt hurtigt løsningen og så var det mere til besvær for de voksne når de skulle bruge lågen...

Næste generation er sikkert med en app til smartphone, så man lige skal aktiverer "lås-op-ikonet" for at komme ud fra toilettet... Bare surt hvis telefonen smutter og ender i kummen :)

  • 1
  • 0

er løsningen simpel: Skær en rille i bagenden af nøglen. Så kan den drejes med en skruetrækker fra modsatte side. Det kan knibe med at låse op på den måde; men nøglen kan ialtfald drejes og skubbes ud, og så kan man låse op med en anden nøgle.

  • 3
  • 1

Husker I da man begyndte af få stikkontakter med såkaldte "børnesikringer? Altså den model hvor man skal trykke begge stikben ind samtidigt og med samme kraft for at en lille plastdims ikke blokerer for begge ben.

Jeg tror ikke jeg var meget mere end 4-5 år gammel før jeg første gang måtte hjælpe et "voksent" familiemedlem med at sætte et eller andet elektrisk apparat i en sådan stikkontakt.

Damen havde stået og fumlet med den nymodens opfindelse længe, var blevet noget konfus og irriteret på teknikken, hun gav til sidst op og spurgte om ikke jeg kunne løse opgaven.

Det kunne jeg godt, "entreprisen" blev udført på sekunder. Jeg mener det var hendes strygejern der skulle sluttes til en stikkontakt i "børnehøjde"

;-)

  • 0
  • 0

Hvordan sikrer man at døren kan låses op, hvis det lykkes barnet at låse?
Eller en person der bliver syg og falder om efter at have låst døren?

Rillen i nøglen virker meget nedre, evt. med en ring omkring nøglen under låseblikket, så nøglen ikke falder ud, når man drejer den med en skruetrækker.

Ekstranøglen er en halv løsniing, da vekommende, der skal åbne døren, måske ikke ved eller kan huske, hvor den er.

  • 0
  • 0

Der er en masse kommentarer til hvor tåbeligt et produkt det er.
Har nogen overvejet at rose opfinderen og sige godt gået.

Hvis alle blot sad på deres hænder og intet foretog sig, hvor ville innovationen så være?

Ps.
Hvis man læste artiklen lidt grundigere ville man finde ud af at Keygguard også forhindrer børn i at låse døre op. eks. hoveddøre, kælderdøre, eller døren til storebror;)

  • 0
  • 0

.....kan fås for mindre end 300 kr. med låsekasse og spændebeslag til hængslerne.

Hvor tit låser børn sig inde i virkeligheden?

Jeg og mine tre brødre har aldrig gjort det og jeg har ikke hørt om tilfælde i familien og mine egne to børn har heller ikke gjort det

Hvis det er vigtigt at komme ind til ungen, kan man da bare sparke døren ind og købe en ny dør, for derefter gøre de ting som ovenstående indlæg fortæller om. File et et hak i nøgle og sikre at den ikke falder ud, med en ring. Det skulle da være "a piece of cake" for enhver ingeniør. Hængsler ig håndtag kan genbruges. Hvor svært kan det være?

En låsesmeds besøg koster da mere end det dobbelte af prisen på to døre plus karm :)

  • 0
  • 0

Opfinderen skulle altså ikke ha' gjort sig den ulejlighed at opfinde noget og skabe arbejdspladser til Danmark, når man nu kan file en kærv i en nøgle?
Janteloven længe leve.

P.s.
Jeg prøver lige igen. Keyguard forhindrer også børn i at låse hoveddøren op, det gør en kærv altså ikke.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten