DTU sat blog hoved

Nedtælling til torsdag, fredag og 2014

I denne uge skal jeg til hele to launchs events (opsendelsesbegivenheder). Henholdsvis torsdag og fredag. Fredag er det de store missioners dag, Swarm satellitterne skal sendes op og dermed ud på deres mission: At måle jordens magnetfelt med hidtil uset nøjagtighed. Så nøjagtigt at havstrømmenes indflydelse kan ses og sikkert meget mere. Det er et prestige projekt for ESA og så sandelig også Danmark og DTU Space, der har spillet en afgørende rolle med fremstilling af magnetometre og stjernekameraer. Som det sig hør og bør skal den slags fejres med ministerbesøg, taler, live transmissioner o.lign. Dagen før om torsdagen er begivenheden i omfang noget mere beskeden. Den kommer formentlig til at bestå af kun to personer - undertegnede og en gymnasieelev (Daniel) jeg har på besøg. Selve "fejringen" kommer til at foregå på en mark eller et tag med godt udsyn til horisonten og vil bestå i at teste DTUsat-2 LEOP kittet, iført det "festligste" vintertøj:

Illustration: Privatfoto

(billede fra dmi.dk)

LEOP Kittet

Kittet er lavet til gymnasier og sendt rundt til udvalgte sådanne i kongeriget fra Nakskov til Sisimiut. Ideen med kittet er at give gymnasieelever en mulighed for at være med i DTUsat-2 ved at give dem udstyr til at lytte efter vores beacon. Samtidig får vi hjælp til at pin-pointe DTUsat-2, når den engang (om forhåbentlig ikke længe) skal op. Jeg har for længe siden testet, at det er muligt at hånd-tracke en satellit med udstyret. Det Daniel skal teste er om vejledningen til betjening af udstyret er til at forstå og hvad der i givet fald skal gøres klarere. Skulle der være en gymnasielærer med et LEOP kit, der læser dette må I hjertens gerne være med på torsdag. I så fald er der infomation om satellittens TLE'er og beacon her. Der er blot en lille antennemæssig udfordring idet First-MOVE sender på 145MHz og der er kun en 430MHz og en S-bånds antenne med i kittet (en af de andre satellitter HiNCube sender på 437,3MHz).

First-MOVE

At "fejringen" bliver mindre i omfang end fredagens gør bestemt ikke begivenheden mindre vigtig, der er nemlig tale om opsendelsen af First-MOVE fra TUM (og så 12 andre cubesats samt 4-6 større satellitter). Hvorfor er den vigtig? First-MOVE er udstyret med en solsensor som oprindeligt blev udviklet til DTUsat(1) af undertegnede og 2 studerende. Vi lavede den af nød fordi man dengang ikke kunne få en sensor, der var lille nok til at passe på en CubeSat. Andre studentersatellitprojekter rundt om i verdenen fik nys om at vi havde en meget lille solsensor og de stod med samme problem som os. Et af dem var First-MOVE og i 2008 fik jeg besøg af en tysk udvekslingsstuderende, Thomas fra TUM. Hans projekt gik på at lave et solsensorsystem til First-MOVE. Efter at Thomas rejste hjem tænkte jeg jævnligt på om ikke First-MOVE var ved at være klar? Men efter fem år stod den ikke længere øverst på lystavlen og så pludselig i fredags så jeg dens navn på listen over CubeSats der skal op med Dnepr.

2014

First-MOVE og DTUsat-2 projekterne ligner hinanden, de er begge studentersatellitter som har været længe undervejs. At det er lykkedes for det tyske hold at nå frem til en opsendelse er derfor en god nyhed. Det kan lade sig gøre bare man er stædig nok. Set over projektets tidsskala er DTUsat-2 også tæt på en opsendelse - vi skal bare lige over den sidste hurdle: entrebilletten til firmamentet. Den forjættende tur svæver illusorisk foran os i begyndelsen af næste år og lokker med perfekte arbejdsvilkår for satellitten - so close yet so far.

René Fleron er civilingeniør på DTU Space og leder af DTUsat-projektet.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten