close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nautilus' sidste rejse - tur retur til Bornholm i 2010

Kære læsere,

Onsdag d. 10 september kl 17-19 inviterer vi til Åbent Hus på ubåden UC3 Nautilus udenfor HAB2 på Refshalevej 183a. Det gør vi for at fejre, at vi nu har fungeret som en selvstændig forening i et halvt år; fordi Nautilus står og skinner som aldrig før, og fordi at vi endelig er kommet så langt i genopbygningen, at vi er parate til at montere alle de producerede dele inde i ubåden. Men vi gør det også i håb om at finde nogle nye og nyttige hænder, der har lyst til at hjælpe med at give Nautilus det sidste skub fra land til vand.

I den anledning får I her en personlig beretning om turen til Bornholm i 2010. En tur der blev Nautilus' længste og mest eventyrlige forlægning,... men også den sidste. Indtil videre. I de næste par blogs får I en fortælling om, hvordan forsøget på at redde hende fra en rusten skæbne på land, blev til en mission om at lave en helt ny og endnu bedre UC3 Nautilus vers. 2.0.

Foto: Mathias Vejerslev

Nautilus og Sputnik lige før afgang til Bornholm i 2010 (Foto: Mathias Vejerslev)

I september 2010 drog Nautilus ud på sin hidtid længste forlægning. Copenhagen Suborbitals første raket, HEAT1X, var lige blevet bygget færdig og stod og prydede den dertil byggede affyringsplatform, Sputnik. Problemet var bare, hvordan man fik den afsted til Bornholm. Sputnik havde endnu ingen motorer, og i CS's spæde dage var der simpelthen ikke nok penge på kontoen til at finansiere et slæb. Heldigvis lå CS jo inde med sit eget fartøj: den 19 meter lange og 40 tons tunge ubåd UC3 Nautilus, som Peter Madsen, Claus Nørgaard og andre havde bygget og søsat i 2008. Så med en husbåd spændt foran Sputnik og Nautilus i agter, drog CS til Bornholm i bedste Tintin-stil. Det var en sejltur, der skulle vare hele 32 timer. Men hvilke 32 timer!

Med en besætning på omkring 5 mand (m/k) ombord, var der nok at tage sig til. Nautilus var stadig ikke udstyret med det kostbare, men meget nyttige AIS navigationssystem, så styrmanden måtte sætte sin lid til et hjemmelavet et af slagsen: en lille bærbar med nogle affotograferede søkort, hvor der var lagt et open source GPS-program ind over. I bedste CS-stil var der selvfølgelig lavet nogle modifikationer: markøren var formet som en ubåd :) Det fungerede egentlig udemærket, men som en ekstra sikkerhedsforanstaltning valgte vi også at have en mand til at holde styr på ruten på god gammeldags vis med blyant og søkort i papir. Da Nautilus aldrig havde været på så lang en forlægning, var der med jævne mellemrum en mand i maskinrummet for at sikre sig om nu motoren kunne klare mosten.

I kontrolrummet med det hjemmelavede navigationssystem på lårerne. (Foto: Jev Olsen)

Og så var der selvfølgelig udkigsposten. Selvom Nautilus havde kameraer monteret, så man havde udsyn til alle sider fra kontrolrummet, var opløsnigen ikke altid optimal – især i de sene aftentimer. Derfor skulle der hele tiden være en udkigspost i tårnet med radiokommunikation til kontrolrummet. Og hvilken post! Time efter time sad jeg og spejdede udover den spejlblanke Østersø med et eneste permanent fixpunkt: HEAT1X, der svajede let fra side til side på platformen foran os. Og gang på gang måtte jeg nive mig selv i armen for at være sikker på, at sådan et eventyr ikke kun hørte drømmenes verden til. Men den var god nok. Vi sad simpelthen på en ubåd på vej til Bornholm for at fyre den første amatørbyggede rumraket af fra havet!

Morgenvagtens udsigt fra tårnet af Nautilus (Foto: Lili Badawi)

Fra snuden af Nautilus kunne man hoppe over på Sputnik og se til raketten. HEAT1X var monteret på sin skinne, og spændt fast med ekstra wires. Men uden den helt store erfaring i oprejst rakettransport til søs, var vi selvfølgelig bekymrede for om det var godt nok. Heldigvis så den ud til at klare det. Og hvis man kravlede 8-9 meter op i servicetårnet, kunne man sidde i den øverste kurv ved siden af dummy-atronauten Randi og se Bornholm nærme sig i det fjerne.

Nautilus set fra den øverste kurv i servicetårnet (Foto: Lili Badawi)

Undervejs havde vi muligheden for at komme over på husbåden til et ordentligt måltid, et bad, og en seng at ligge i. Alligevel var der et par stykker af os, der nægtede at forlade Nautilus, for “hvornår får man lige mulighed for at sejle i en ubåd i så lang tid af gangen?!” Til gengæld stod det småt til med sovepladser. Nautilus har kun to bænke i “salonen”, hvoraf den ene blev brugt til opbevaring og siddepladser til besætningen. Reelt set var der altså kun én soveplads ombord – hvis man ikke tæller gulvet af maskinrummet med, hvor Peter Madsen (udstyret med høreværn) lagde sig til at sove “for at mærke om motorens rytme forblev intakt”. Kl 2 om natten endte min aften-tørn ved roret, og det var nu min tur til at få lidt søvn, før min tjans som udkigspost startede kl 5. Men som jeg lå der og gyngede i takt med ubåden, var det alligevel svært at falde i søvn. Det var ikke den konstante mekaniske summen fra maskinrummet eller de øvrige besætningsmedlemmers rumsteren, der holdt mig vågen. Som jeg lå der på bænken, kunne jeg se lige ud gennem et af koøjerne. Der kunne jeg se bølgernes brusen nedefra, og havet der langsomt og roligt gled forbi foran mig...

Udsigten fra koøjerne (Foto: Lili Badawi)

Da vi ankom til Nexø havn, var vi godt trætte, men ret så ekstatiske over den problemfrie forlægning. Humøret var højt hos CS'erne, og der blev talt om, at Nautilus skulle være mission control til den næste affyring. Efter lidt søvn kunne Sputnik gøres parat til affyringen, og forventningsfulde drog alle nu afsted til ESD139 i hård sø. Men det store klimaks udeblev som bekendt. I stedet for et kæmpe brag, endte nedtællingen med... stilhed. En stilhed, der varede ved, som vi skuffede og forslåede satte kursen tilbage mod Nexø – stadig med raketten ombord på Sputnik. Alligevel tænker alle tilbage på 2010 med en vis nostalgi – over dengang vi alle var nye og grønne og fyldte med intentioner om at trodse selv de mest umulige af alle udfordringer. Vi kom tilbage med en lang liste over vigtige ting, vi skulle få styr på,... men også med en stædig vilje til at bevise, at selv det umulige ikke var for stort til os. I hvert fald næste gang!

Et af de øverste punkter på listen var organisation. Hvis 2010 havde lært os noget var det, at sådan en stor operation til søs på ingen måde var noget man kunne improvisere sig frem til. Den manglende organisation havde også direkte konsekvenser for Nautilus. Al planlægningen havde været fokuseret på tiden op til skuddet, og ingen havde tænkt over, hvad der skulle ske bagefter. Nautilus og Sputnik blev derfor forladt i Nexø havn, mens CS tog tilbage til København for at lægge planer for fremtiden. Efter en måned fik vi nys om, hvad der lignede et indbrud på ubåden. En lille gruppe tog straks til Nexø for at inspicere nærmere og fandt rigtig nok, at tårnlugen var brudt åben på ret så brutal en vis. Glaslågen på microbølgeovnen var også blevet smadret. Det mærkelige var bare, at der ikke så ud til at mangle noget. Med et lidt nærmere kig på maskinrummet blev det dog tydeligt, at der havde været en brinteksplosion ombord. Under vedligeholdelsesopladningen af batterierne havde en "knaldgas" bredt sig i ubåden. Under normale omstændigheder ville det ikke have været noget problem, da vores brug af ubåden automatisk ville sørge for den fornødne udluftning. Men efter en måneds "alenetid" på Bornholm havde brintgasserne ophobet sig i sådan en grad, at der ikke skulle mere end en gnist fra et relæ til for at sende en eksplosion hele vejen igennem ubåden. Det var en eksplosion, der var stærk nok til at sprænge den 50-60kg tunge tårnluge op nedefra, selvom den var låst fast med en 32mm tyk låsearm og en massiv kædelås.

Nautilus var allerede i en ret ussel tilstand på grund af mangel på ordentlig overfladebehandling før søsætningen i 2008. Med batterieksplosionen oven i hatten blev det tydeligt, at Nautilus ikke ville komme ud og sejle ved egen kraft lige foreløbigt – og idéen om at bruge Nautilus som mission control den følgende sommer, blev hurtigt proppet i glemmebogen. I januar 2011 blev hun så slæbt hjem til København og placeret på land udenfor HAB1 – og glemt i al iveren efter at få HEAT1X til at flyve den følgende sommer. Der lå hun så i over et halvt år indtil flere af os, der havde kastet vores kærlighed over hende begyndte at brokke os i krogene, for “Nautilus skal altså i vandet igen, og ikke stå der og ruste på land!” Efter et fint blog-indlæg fra Peter Madsens side, fik vi samlet en lille flok sammen til at arbejde på Nautilus. Fra da af blev “onsdag aften til ubådsaften”.

I de næste par blogs vil I kunne følge med I, hvad der er kommet ud af de mange onsdagsaftener siden dengang...

Agterudsigten fra tårnet af Nautilus (Foto: Lili Badawi)

Kommentarer (8)

arbejdet omkring Nautilus og er rigtigt godt gennem glad for alt det der er sket. Vi måtte hyre professionelle ind for at få hende sandblæst og malet, men med 300 my hempadur kan hun så tilgengæld funkle i mange år. Hvorfor hun ikke fik den behandling til en start er ikke mærkeligt. Det kostede rundt regnet det dobbelte som alle materialerne til trykskroget.

Der blev gjort en opdagelse ved at gå fra miniubåde som Freya og Kraka, der grundlæggede kan sejles af en person, til en ubåd af Nautilus dimensioner.

Jeg kunne godt slippe af sted med at få hende bygget. Det krævede bare et enkelt design, og for det meste kunne jeg selv bakse delene rundt, og svejse det op. Ofte kom f.eks. Nørregaard eller Jens Falkenberg forbi og gav en hånd. De hun skulle males var det faktisk et større hold i gang.

Opdagelsen var bare at et er at bygge en ubåd, noget andet at bygge en besætning til den.

Fordi ingen havde gået rigtigt op i projektet og kastet så meget hjerteblod i det som den nye Nautilusgruppe har gjort - så var der ingen der havde nok interesse for den færdige båd til at en besætning af erfarne kunne opbygges.

Jo, man kan sagtens få en eller anden til lige at tage en tur med - men oplevelsen af at være helt alene om bord, med fem eller otte mennesker...sidder stadig i mig. Det er så neder, og rettede sig kun gradvist efterhånden som b.la. K. Elof Sørensen og Lily tog stadig mere del.

Før det havde vi fyldt motoren med havvand adskillige gange, på grund af helt unødvendige fejl operationer af ventiler, og listen over andre små dumme fejl er lang. Dumme fejl kommer ganske enkelt af manglende erfaring og rutine.

Men nu ser Nautilus verden helt anderledes ud.

Målet med at reaktivere Nautilus i hendes nye forening er mindst lige så meget at bygge en besætning, som at renovere fartøjet. Når det besætningsmedlem der skal operere maskinen selv har bygget en god del af den, så er forståelsen af funktionen på et helt andet plan.

De her mennesker har virkelig gået ind i det på et plan, som gør det muligt. Vi er også heldige at have en enkelt med professionel erfaring fra søværnets undervandsbåde om bord, og det er simpelthen en glæde at have den kompetence med. Men - aller vigtigts - vedholdenheden i arbejdsgruppen er utrolig.

Jeg glæder mig utroligt meget til igen at sejle undervandsbåd - med alle dem der har lagt så meget kærlighed og så mange timer i hende.

Nautilus opereres af sin egen forening i dag, som er uafhængig af CS og RML.

Jeg vil selv være om bord til åbent skib arrangementet - og håber der kommer mange og ser hende.

Åhh, hvor jeg glæder mig til hun vugger i sit rette element igen.

Peter Madsen

  • 31
  • 0

Tak for en rigtig dejlig historie, Lili, med skønne fotos.

Jeg kan især godt lide billedet
"I kontrolrummet med det hjemmelavede navigationssystem på lårerne".

Du passer da ind i det cockpit som om du var skabt til det. Her går teknik og biologi virkelig op i en højere enhed. Smukke instrumenter og et smukt menneske.

  • 7
  • 1

Henrik Nordlys:

Jeg kan især godt lide billedet
"I kontrolrummet med det hjemmelavede navigationssystem på lårene".

Ja. Der er nu noget sexet over navigationssystemer.

  • 9
  • 3