close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nautilus' rejse fra land til vand - de sidste skridt

Kære læsere,

Over de sidste par blogs har I fået lov til at opleve Nautilus' høj- og lavpunkter. I den første blog tog vi med på hendes eventyrlige rejse til Bornholm med HEAT1X i 2010. Det var et eventyr, der desværre ikke endte som alle gode eventyr bør,.. og i stedet blev til en historie om en rusten og glemt ubåd parkeret på land. I sidste blog blev I introduceret til den nydannede ubådsgruppe, og så hvordan maskinrummet stille og roligt forvandlede sig fra en tom kasse til et top-tjekket og super effektivt mekanisk system. Denne ombygning har helt klart fyldt en hel del over de sidste tre år,... men den har på ingen måde været vores eneste fokus.

Som vi fik kigget på den udvendige del af Nautilus, var det nemlig tydeligt, at der også her var en del, der skulle gøres. Udover den nødvendige overfladebehandling, havde dykkerventilerne, rorsystemerne og rørføringen brug for en ordentlig omgang vedligeholdelse. I denne sidste blog i følgetonen om Nautilus, får I en gennemgang af dette arbejde. Vi ender med et kort overblik over de resterende ting, der skal til for, at Nautilus kan tage den sidste del af sin rejse fra land til vand...

Nautilus efter hun var vendt hjem fra Bornholm i 2011 (Foto: Jev Olsen)

Når nu det er en ubåd, der er på tale, er dykkerventilerne et meget naturligt sted at starte. Dykkerventilerne er nogle af de mest kritiske komponenter på ubåden, da det er dem, der bliver brugt til at åbne og lukke for trykluft til ballasttankene under ned- og uddykning. Hvis de fejler, kan det betyde, at man bliver efterladt på havets bund. Så det var ikke lige der, vi havde lyst til at sløse...

Systemet består af to butterflyventiler med trækstænger, der aktiveres af en aksel, der går igennem trykskroget og ned til kontrolrummet. I det oprindelige design blev trækstængerne monteret på ventilen med et 3mm fladjern og låst fast med en M3 bolt. Trækstangen løb på ydersiden af skroget gennem nogle svejste bøsninger, og var i sig selv af en meget spinkel konstruktion. Problemet er bare, at så tyndt gods har det med at korrodere – især på en ubåd uden ordentlig overfladebehandling. Og da vi kiggede bøsningerne efter i sømmene, var de godt rustne og kunne på sigt nemt låse sig fast om trækstangen.

Med en række skrækscenarier på nethinden, besluttede vi os for at ændre systemet til et mere hårdført et af slagsen. Det består nu af en Ø45 mm massiv stålstang, der er tilpasset akslen på ventilen. Trækstangen kører nu på indersiden af casingen igennem POM-bøsninger ned til en massiv aksel, der er svejset til casingen, og på den måde fastholder dens position. Designet er lavet så det hele skal monteres sammen med ventilen. Så er vi i hvert fald sikre på, at det ikke falder fra hinanden undervejs. Det er jo fantastisk unikt at få lov til at opleve verden udfolde sig på havets bund,... men det er nu også meget rart at vide, man kan komme op igen.

Prøvemontering af dykkerventil (Foto: Carsten Olsen)

Dybderorerne er også kommet under kærlig behandling. Ligesom siderorets vippen fra side til side ændrer skibets kurs mod styr- og bagbord, er det dybderorenes vippen op og ned, der vinkler kursen under ned- og uddykning. Da det er vigtigt, at begge ror bevæger sig sammen og i samme grad, er de monteret på en tværgående aksel og forbundet med en trækstang via to arme. I det oprindelige design bestod hele systemet af almindeligt stål, og armene var svejst direkte på den tværgående aksel.

Det er problematisk af flere årsager. Den første er, at det skaber problemer for vedligeholdelsen. Man kan nemlig ikke afmontere tværakslen uden at skulle finde både vinkelsliber og svejseapparat frem. Det andet (og mere presserende) problem er korrosion. Hvis svejsningen ikke er lavet korrekt, kan der nemlig komme potentialeforskelle, der øger korrosionen omkring selve svejsesømmen – især i en ubåd med dårlig overfladebehandling. Resultatet er at armen knækker af, og dybderorene er sat ud af funktion. På den sidste forlægning til Bornholm var dybderorene da også blevet afmonteret, fordi de havde sat sig fast på grund af rust.

Vi har derfor ændret designet en del. For det første har vi valgt en mekanisk løsning, så armen ikke længere er svejset direkte på tværakslen, men monteret i nogle fræste spor og fikseret med bolte. På den måde sikrer vi os, at armen ikke kan glide eller rotere på akslen, samtidig med at vi nemt kan skille det hele ad, hvis nogle af enkeltdelene skal repareres. For det andet har vi valgt at erstatte alle de essentielle mekanismer (såsom aksel og arme) med rustfrit stål. Det er selvfølgelig ikke helt uproblematisk. Selve dybderorene, casingen og forbindelsesledet til akslen består jo stadig af almindeligt stål, og potentialeforskellen mellem de to former for stål øger den galvaniske korrosion. Vi har derfor isoleret de to materialer fra hinanden med POM-bøsninger. Polyacetal er generelt et meget stabilt materiale med den nyttige egenskab, at det ikke udvider sig, når det kommer i forbindelse med havvand. Resultatet er et enormt solidt system, der er nemt at vedligeholde.

Dybderor og dykkerventil under casingen i stævnen af Nautilus (Foto: Carsten Olsen)

Sideroret har vi også gjort mere hårdført. I det oprindelige design var det styret igennem to wires, der var monteret på en tværstang inde i maskinrummet. Selvom dette design ekselerede i sin enkelthed, havde det også sine ulemper. Wires har det nemlig med at være ret elastiske, og kan nemt få sideroret til at slå frem og tilbage som halen på en fisk. Det er selvfølgelig et lidt overdrevet billede, men pointen er, at det gør ubåden meget levende og svær at styre. Vi har derfor valgt at erstatte wires'ne med et stift trækstangssystem. Så kan Nautilus glide som en fisk gennem vandet og samtidig være forholdsvis nem at styre.

Rørføringerne er også blevet set til. De udgør de fysiske forbindelsesled mellem kontrolrum, maskinrum og de forskellige tanke og systemer. Det er blandt andet dem, der fører trykluft ud til ballasttankene, når man vil op fra et dyk. Det er også dem, der gør at man kan trimme ubåden under vandet ved at pumpe ballastvand frem og tilbage imellem havet og trimtankene. Alle disse rør løber på ydersiden af ubåden, ude af syne under casingen. Det betyder, at de konstant er udsat for vind, vejr og saltvand. Da vi tog dækspladerne af Nautilus var det da også nogle godt rustne rør, der mødte vores øjne.

Vi besluttede os derfor for at skifte rørene ud. Men da de var svejset fast til casingen, måtte vi have vinkelsliberen frem. De nye rør er nu i sorte svejsefittings og stålrør, så vi er sikre på, at der ikke opstår spændinger eller lokale materialefejl under svejsningen. De er også normeret til 25 bar, så vi på sigt kan sætte trykket i trykluftsystemet op. Og for at gøre dem nemmere at servicere, er der nu svejset gevindmuffer direkte på trykskroget alle steder, og unioner er brugt til at samle rørene, så de nemt kan skrues fri og tages af ubåden.

Rørføringer under casingen agter i Nautilus (Foto: Carsten Olsen)

Udstødningen er et kapitel for sig selv. Det gamle udstødningssystem bestod af et rør, der gik fra maskinrummet og op gennem en lyddæmper i den agterste del af tårnet. Fra forlægningen til Bornholm husker jeg tydeligt ulemperne. Som udkigspost sad man i timevis i tårnet og spejdede udover Østersøen, og selvom sceneriet var ekstremt smuk, var der alligevel hele tiden noget, der afbrød idyllen – i bogstaveligste forstand. Bag mig var der nemlig en konstant dieselhamren, der til tider gjorde det svært at kommunikere med kontrolrummet over radioen. Udover det skulle man hele tiden passe på ikke at læne sig tilbage eller komme til at tage fra det forkerte sted – for så ville man blive godt forbrændt. Når Nautilus sejlede i medvind, fik man ovenikøbet dunsten af udstødningsgas lige i hovedet.

Vi har derfor valgt at lægge udstødningen helt om. Nu bliver røret ført under casingen og ud under vandet nær skruen. Det fører en ekstra bonus med sig. For udover at støjen i tårnet bliver dæmpet mærkbart, bliver Nautilus som helhed også et mere støjsvagt fartøj. For fremtiden vil udkigsposten kunne sidde uforstyret i tårnet og bilde sig selv ind, at vi har nok stealth til at snige os ind på selv den mest årvågne kaptajn :)

Men selvom maskinrummet og alle de udvendige justeringer er essentielle for at få søsat Nautilus i en tilstand, hvor hun ville kunne overleve mange år på havet, stod vi stadig tilbage med den største forhindring af dem alle: den manglende sandblæsning og overfladebehandling. Da der ikke var nok penge på kontoen til at hyre folk ind, havde vi allerede i september 2012 besluttet os for selv at gøre forsøget. Efter en weekends hårdt arbejde fra morgen til aften, måtte vi konstatere, at vi kun havde dækket en brøkdel af ubåden. Udmattede og forslåede måtte vi erkende, at opgaven var for stor til, at vi kunne bære den. Og som efteråret gjorde sit indtog og tog regnen med sig, forvandlede den sandblæste overflade sig igen til rust. Vi var tilbage på nulpunktet – eller sådan føltes det i hvert fald.

I vinteren 2013/14 kom så det store gennembrud! Peter Madsen fik samlet penge ind og lavet en god aftale med et par professionelle sandblæsere og malere, der kom ud på Refshaleøen og ordnede jobbet. Som den ene sæk efter den anden forsvandt ned i bunden af sandpotten, dukkede det fineste blanke metal op nedenunder. Casingen var godt nok lidt arret, men det betød jo ikke noget for Nautilus' sikkerhed på vandet. Selve trykskroget havde heldigvis kun nogle kosmetiske skrammer. Det indvendige fik også en omgang sandblæsning. Både ballasttanke, maskinrum, baderum, tårnrum og -rør, salon og kontrolrum kom under hårdfør behandling.

Det næste skridt var overfladebehandling. Grunden til at Nautilus så hurtigt var rustet efter søsætningen i 2008, var som bekendt på grund af den forkerte maling. Den fejl havde vi ikke tænkt os at begå igen. Heldigvis kom Hempel på banen med både spons og ekspertise. Malerne kunne derfor gå til jobbet med den fineste marinemaling på markedet – og i store mængder. Det blev til tre lag på ydersiden af ubåden, og to indvendigt. Selvom vi gennem årene havde joket om at male ubåden både gul og pink, var der selvfølgelig ingen tvivl om, at den skulle bibeholde sin sorte glans. Indvendigt stod det lidt anderledes til. Selvom den grønne farve havde bidraget til følelsen af et undervandsmiljø, faldt valget på lysegrå. I så snævert et jernrør, er det alligevel meget rart at få fornemmelsen af lys og rummelighed.

Nautilus efter sandblæsning og maling (Foto: Carsten Olsen)

Den dag vi stod ude foran HAB og kiggede på den nymalede Nautilus, var der en sten, der faldt fra vores hjerter. I 2 1/2 år var vi en lille gruppe, der havde stået og arbejdet på Nautilus hver onsdag aften, og det var nogle gange svært at se om der overhovedet var fremgang. Mens jeg stod inde i værkstedet og fik en bedre og bedre forståelse af forskellen på at dreje i POM, almindeligt og rustfrit stål, hobede Pers fantastisk præcise tegninger sig op i en stak ved siden af mig. Det var derfor svært at få tid til at sætte sig ind i, hvad de andre gik og arbejdede på. Jeg kunne bare se Martin ligeså opslugt på fræseren ved siden af mig, og Alan med et stort smil og svejseapparat på arbejdsbordet bag mig. Når jeg ind imellem gik udenfor for at holde en lille pause, kunne jeg se Jesper og Jacob i fuldt sving med vinkelsliber og svejseapparat ovenpå ubåden. Inde fra Nautilus kunne jeg høre Sebastian og Emil banke løs...

Men når man tog et skridt tilbage og kiggede på hende, lignede hun stadig bare et stort rustent rør. Og selvom ubådshjørnet i HAB var fyldt med små kasser med producerede enkeltkomponenter, så var det svært at se, hvordan de kasser kunne omsættes til en sejlbar ubåd. Selvom jeg år for år insisterede på, at "Nautilus kommer i vandet til næste sommer!", var det med tiden med mindre og mindre overbevisning i stemmen. Men som hun nu stod dér helt nymalet og skinnende, kunne man næsten høre bølgerne kalde på hende. Med ny iver kunne vi finde alle kasserne frem og få en fornemmelse for, hvor langt vi alligevel var nået på vores rejse mod kajen. Og med det ombyggede maskinrum, rorsystemer, dykkerventiler og generel rørføring, var der ingen tvivl om, at det ville være en helt ny, og endnu mere effektiv ubåd, der blev søsat.

Det sidste skub...

Der er dog stadig lidt vej, før vi kommer dertil. Selvom meget af arbejdet nu består i at få monteret alle de dele, vi allerede har produceret, kræver det alligevel en del mandetimer. Lad os starte med det indvendige. I maskinrummet skal der for eksempel laves rørføringer, el, udstødningsystemer og monteres lænsepumper – udover installationen af alle maskinerne. I salonen mangler vi at få monteret koøjer, bænke, borde, skabe og vask. Dørkpladerne skal også have en omgang sandblæsning og maling, før vi har noget "gulv" i ubåden. Bagefter kan vi gå i gang med at få installeret kontrolrum, trukket kabler, lavet el, få monteret styringer og aktuatorer. Udvendigt mangler der også en del arbejde. Montering af dykkerventiler, trækstænger, side- og dybderor, rørføringer, kamera og periskop er bare nogle af de ting, der stadig ikke er krydset af på "to do listen".

Og så er der selvfølgelig alle de uforudsete udfordringer, der opstår undervejs. Monteringen af koøjerne er et godt eksempel. Efter maling af koøjerrammerne og nøje afpudsning af koøjerne, havde vi planlagt en arbejdsdag til at få dem monteret igen. Alle havde glædet sig til dagen, da det var et af de områder, der på en meget synlig vis bragte os et stort skridt nærmere vores mål. Desværre fandt vi hurtigt ud af, at rammerne på ubåden ikke var rette. De buede faktisk i sådan en grad, at den 40mm tykke akrylrude skulle tvinges til at bue ca. 0,6-1 mm over diameterens 223 mm, hvis den skulle ligge an mod O-ringen. Denne skævhed var opstået under sammensvejsningen af rammerne og skroget.

Nautilus er som udgangspunkt et utroligt smukt design – og koøjerne en genistreg fra Peter Madsens side. Det er dem, der gør, at man rent faktisk får lov til at opleve verden under havets overflade. Ellers kunne man næsten ligeså godt sætte sig ind i et lidt fugtigt metalrør til lands. Men de udgør også de mest sårbare områder på hele trykskroget – især fordi de er monteret på indersiden af skroget.

Indtil videre har det ikke været noget problem,... men Nautilus har også kun været på 20-25 meters dybde. Vi vil jo gerne endnu længere ned – gerne på 50 meter! Men dér er trykket på koøjerne jo også tilsvarende større. Vi ved selvfølgelig ikke, hvor langt vi vil kunne strække den, før vandet ville begynde at sive ind i siderne (eller fosse ind, hvis ruden knækker),... men det er heller ikke en risiko, vi har lyst til at løbe. Vi besluttede os derfor for, at det var nødvendigt at afrette rammerne på trykskroget. Problemet er bare, at man jo ikke lige kan smide ubåden op i en fræser og fikse det på den måde. Derfor er vi nu i gang med at fremstille en lille maskine, der kan gøre jobbet sikkert og præcist - hvilket er lidt af en opgave i sig selv.

Afmontering af stage før afretning af koøjerammerne (Foto: Carsten Olsen)

Vi leder derfor efter nogle flere kræfter, der kan hjælpe os med at give Nautilus det sidste skub før vi igen kan tage på eventyr under vandet. Man behøver ikke at have en masse faglige kompetencer, så længe man har tiden og lysten til at tage fat!

Så hvis du har en lille ubådsenthusiast gemt i maven og savner at få arbejdshandskerne på, så kom ud og snak med os til Åbent Hus. Andre nysgerrige sjæle er selvfølgelig også velkommen. Det finder sted udenfor HAB2 på Refshalevej 183a nu på onsdag d. 10. september kl 17-19. Dér vil du kunne udforske ubåden på egen hånd, møde ubådsgruppen og høre røverhistorier fra "de gode gamle dage".

Vi ses på øen!

Nautilus' fremtid :) (Foto: Morten Olsen)

Kommentarer (30)

..... er det lige at Nautilus står så langt fra Sønderborg?

Ville godt give en hånd med, men det er desværre lidt langt væk.

/Henning

  • 4
  • 0

Du er rigtig god til skrive Lili :-)

Har i overvejet at lime vinduerne i koøjerne istedet for tætning med O-ringe ?.
Sikaflex har en PUR-fugemasse (Sikaflex 291 så vidt jeg husker) med fantastisk vedhæftning og beregnet til maritimt brug.

  • 3
  • 1