Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

Nautilus' rejse fra land til vand - de sidste skridt

Kære læsere,

Over de sidste par blogs har I fået lov til at opleve Nautilus' høj- og lavpunkter. I den første blog tog vi med på hendes eventyrlige rejse til Bornholm med HEAT1X i 2010. Det var et eventyr, der desværre ikke endte som alle gode eventyr bør,.. og i stedet blev til en historie om en rusten og glemt ubåd parkeret på land. I sidste blog blev I introduceret til den nydannede ubådsgruppe, og så hvordan maskinrummet stille og roligt forvandlede sig fra en tom kasse til et top-tjekket og super effektivt mekanisk system. Denne ombygning har helt klart fyldt en hel del over de sidste tre år,... men den har på ingen måde været vores eneste fokus.

Som vi fik kigget på den udvendige del af Nautilus, var det nemlig tydeligt, at der også her var en del, der skulle gøres. Udover den nødvendige overfladebehandling, havde dykkerventilerne, rorsystemerne og rørføringen brug for en ordentlig omgang vedligeholdelse. I denne sidste blog i følgetonen om Nautilus, får I en gennemgang af dette arbejde. Vi ender med et kort overblik over de resterende ting, der skal til for, at Nautilus kan tage den sidste del af sin rejse fra land til vand...

Illustration: CS

Nautilus efter hun var vendt hjem fra Bornholm i 2011 (Foto: Jev Olsen)

Når nu det er en ubåd, der er på tale, er dykkerventilerne et meget naturligt sted at starte. Dykkerventilerne er nogle af de mest kritiske komponenter på ubåden, da det er dem, der bliver brugt til at åbne og lukke for trykluft til ballasttankene under ned- og uddykning. Hvis de fejler, kan det betyde, at man bliver efterladt på havets bund. Så det var ikke lige der, vi havde lyst til at sløse...

Systemet består af to butterflyventiler med trækstænger, der aktiveres af en aksel, der går igennem trykskroget og ned til kontrolrummet. I det oprindelige design blev trækstængerne monteret på ventilen med et 3mm fladjern og låst fast med en M3 bolt. Trækstangen løb på ydersiden af skroget gennem nogle svejste bøsninger, og var i sig selv af en meget spinkel konstruktion. Problemet er bare, at så tyndt gods har det med at korrodere – især på en ubåd uden ordentlig overfladebehandling. Og da vi kiggede bøsningerne efter i sømmene, var de godt rustne og kunne på sigt nemt låse sig fast om trækstangen.

Med en række skrækscenarier på nethinden, besluttede vi os for at ændre systemet til et mere hårdført et af slagsen. Det består nu af en Ø45 mm massiv stålstang, der er tilpasset akslen på ventilen. Trækstangen kører nu på indersiden af casingen igennem POM-bøsninger ned til en massiv aksel, der er svejset til casingen, og på den måde fastholder dens position. Designet er lavet så det hele skal monteres sammen med ventilen. Så er vi i hvert fald sikre på, at det ikke falder fra hinanden undervejs. Det er jo fantastisk unikt at få lov til at opleve verden udfolde sig på havets bund,... men det er nu også meget rart at vide, man kan komme op igen.

Prøvemontering af dykkerventil (Foto: Carsten Olsen)

Dybderorerne er også kommet under kærlig behandling. Ligesom siderorets vippen fra side til side ændrer skibets kurs mod styr- og bagbord, er det dybderorenes vippen op og ned, der vinkler kursen under ned- og uddykning. Da det er vigtigt, at begge ror bevæger sig sammen og i samme grad, er de monteret på en tværgående aksel og forbundet med en trækstang via to arme. I det oprindelige design bestod hele systemet af almindeligt stål, og armene var svejst direkte på den tværgående aksel.

Det er problematisk af flere årsager. Den første er, at det skaber problemer for vedligeholdelsen. Man kan nemlig ikke afmontere tværakslen uden at skulle finde både vinkelsliber og svejseapparat frem. Det andet (og mere presserende) problem er korrosion. Hvis svejsningen ikke er lavet korrekt, kan der nemlig komme potentialeforskelle, der øger korrosionen omkring selve svejsesømmen – især i en ubåd med dårlig overfladebehandling. Resultatet er at armen knækker af, og dybderorene er sat ud af funktion. På den sidste forlægning til Bornholm var dybderorene da også blevet afmonteret, fordi de havde sat sig fast på grund af rust.

Vi har derfor ændret designet en del. For det første har vi valgt en mekanisk løsning, så armen ikke længere er svejset direkte på tværakslen, men monteret i nogle fræste spor og fikseret med bolte. På den måde sikrer vi os, at armen ikke kan glide eller rotere på akslen, samtidig med at vi nemt kan skille det hele ad, hvis nogle af enkeltdelene skal repareres. For det andet har vi valgt at erstatte alle de essentielle mekanismer (såsom aksel og arme) med rustfrit stål. Det er selvfølgelig ikke helt uproblematisk. Selve dybderorene, casingen og forbindelsesledet til akslen består jo stadig af almindeligt stål, og potentialeforskellen mellem de to former for stål øger den galvaniske korrosion. Vi har derfor isoleret de to materialer fra hinanden med POM-bøsninger. Polyacetal er generelt et meget stabilt materiale med den nyttige egenskab, at det ikke udvider sig, når det kommer i forbindelse med havvand. Resultatet er et enormt solidt system, der er nemt at vedligeholde.

Dybderor og dykkerventil under casingen i stævnen af Nautilus (Foto: Carsten Olsen)

Sideroret har vi også gjort mere hårdført. I det oprindelige design var det styret igennem to wires, der var monteret på en tværstang inde i maskinrummet. Selvom dette design ekselerede i sin enkelthed, havde det også sine ulemper. Wires har det nemlig med at være ret elastiske, og kan nemt få sideroret til at slå frem og tilbage som halen på en fisk. Det er selvfølgelig et lidt overdrevet billede, men pointen er, at det gør ubåden meget levende og svær at styre. Vi har derfor valgt at erstatte wires'ne med et stift trækstangssystem. Så kan Nautilus glide som en fisk gennem vandet og samtidig være forholdsvis nem at styre.

Rørføringerne er også blevet set til. De udgør de fysiske forbindelsesled mellem kontrolrum, maskinrum og de forskellige tanke og systemer. Det er blandt andet dem, der fører trykluft ud til ballasttankene, når man vil op fra et dyk. Det er også dem, der gør at man kan trimme ubåden under vandet ved at pumpe ballastvand frem og tilbage imellem havet og trimtankene. Alle disse rør løber på ydersiden af ubåden, ude af syne under casingen. Det betyder, at de konstant er udsat for vind, vejr og saltvand. Da vi tog dækspladerne af Nautilus var det da også nogle godt rustne rør, der mødte vores øjne.

Vi besluttede os derfor for at skifte rørene ud. Men da de var svejset fast til casingen, måtte vi have vinkelsliberen frem. De nye rør er nu i sorte svejsefittings og stålrør, så vi er sikre på, at der ikke opstår spændinger eller lokale materialefejl under svejsningen. De er også normeret til 25 bar, så vi på sigt kan sætte trykket i trykluftsystemet op. Og for at gøre dem nemmere at servicere, er der nu svejset gevindmuffer direkte på trykskroget alle steder, og unioner er brugt til at samle rørene, så de nemt kan skrues fri og tages af ubåden.

Rørføringer under casingen agter i Nautilus (Foto: Carsten Olsen)

Udstødningen er et kapitel for sig selv. Det gamle udstødningssystem bestod af et rør, der gik fra maskinrummet og op gennem en lyddæmper i den agterste del af tårnet. Fra forlægningen til Bornholm husker jeg tydeligt ulemperne. Som udkigspost sad man i timevis i tårnet og spejdede udover Østersøen, og selvom sceneriet var ekstremt smuk, var der alligevel hele tiden noget, der afbrød idyllen – i bogstaveligste forstand. Bag mig var der nemlig en konstant dieselhamren, der til tider gjorde det svært at kommunikere med kontrolrummet over radioen. Udover det skulle man hele tiden passe på ikke at læne sig tilbage eller komme til at tage fra det forkerte sted – for så ville man blive godt forbrændt. Når Nautilus sejlede i medvind, fik man ovenikøbet dunsten af udstødningsgas lige i hovedet.

Vi har derfor valgt at lægge udstødningen helt om. Nu bliver røret ført under casingen og ud under vandet nær skruen. Det fører en ekstra bonus med sig. For udover at støjen i tårnet bliver dæmpet mærkbart, bliver Nautilus som helhed også et mere støjsvagt fartøj. For fremtiden vil udkigsposten kunne sidde uforstyret i tårnet og bilde sig selv ind, at vi har nok stealth til at snige os ind på selv den mest årvågne kaptajn :)

Men selvom maskinrummet og alle de udvendige justeringer er essentielle for at få søsat Nautilus i en tilstand, hvor hun ville kunne overleve mange år på havet, stod vi stadig tilbage med den største forhindring af dem alle: den manglende sandblæsning og overfladebehandling. Da der ikke var nok penge på kontoen til at hyre folk ind, havde vi allerede i september 2012 besluttet os for selv at gøre forsøget. Efter en weekends hårdt arbejde fra morgen til aften, måtte vi konstatere, at vi kun havde dækket en brøkdel af ubåden. Udmattede og forslåede måtte vi erkende, at opgaven var for stor til, at vi kunne bære den. Og som efteråret gjorde sit indtog og tog regnen med sig, forvandlede den sandblæste overflade sig igen til rust. Vi var tilbage på nulpunktet – eller sådan føltes det i hvert fald.

I vinteren 2013/14 kom så det store gennembrud! Peter Madsen fik samlet penge ind og lavet en god aftale med et par professionelle sandblæsere og malere, der kom ud på Refshaleøen og ordnede jobbet. Som den ene sæk efter den anden forsvandt ned i bunden af sandpotten, dukkede det fineste blanke metal op nedenunder. Casingen var godt nok lidt arret, men det betød jo ikke noget for Nautilus' sikkerhed på vandet. Selve trykskroget havde heldigvis kun nogle kosmetiske skrammer. Det indvendige fik også en omgang sandblæsning. Både ballasttanke, maskinrum, baderum, tårnrum og -rør, salon og kontrolrum kom under hårdfør behandling.

Det næste skridt var overfladebehandling. Grunden til at Nautilus så hurtigt var rustet efter søsætningen i 2008, var som bekendt på grund af den forkerte maling. Den fejl havde vi ikke tænkt os at begå igen. Heldigvis kom Hempel på banen med både spons og ekspertise. Malerne kunne derfor gå til jobbet med den fineste marinemaling på markedet – og i store mængder. Det blev til tre lag på ydersiden af ubåden, og to indvendigt. Selvom vi gennem årene havde joket om at male ubåden både gul og pink, var der selvfølgelig ingen tvivl om, at den skulle bibeholde sin sorte glans. Indvendigt stod det lidt anderledes til. Selvom den grønne farve havde bidraget til følelsen af et undervandsmiljø, faldt valget på lysegrå. I så snævert et jernrør, er det alligevel meget rart at få fornemmelsen af lys og rummelighed.

Nautilus efter sandblæsning og maling (Foto: Carsten Olsen)

Den dag vi stod ude foran HAB og kiggede på den nymalede Nautilus, var der en sten, der faldt fra vores hjerter. I 2 1/2 år var vi en lille gruppe, der havde stået og arbejdet på Nautilus hver onsdag aften, og det var nogle gange svært at se om der overhovedet var fremgang. Mens jeg stod inde i værkstedet og fik en bedre og bedre forståelse af forskellen på at dreje i POM, almindeligt og rustfrit stål, hobede Pers fantastisk præcise tegninger sig op i en stak ved siden af mig. Det var derfor svært at få tid til at sætte sig ind i, hvad de andre gik og arbejdede på. Jeg kunne bare se Martin ligeså opslugt på fræseren ved siden af mig, og Alan med et stort smil og svejseapparat på arbejdsbordet bag mig. Når jeg ind imellem gik udenfor for at holde en lille pause, kunne jeg se Jesper og Jacob i fuldt sving med vinkelsliber og svejseapparat ovenpå ubåden. Inde fra Nautilus kunne jeg høre Sebastian og Emil banke løs...

Men når man tog et skridt tilbage og kiggede på hende, lignede hun stadig bare et stort rustent rør. Og selvom ubådshjørnet i HAB var fyldt med små kasser med producerede enkeltkomponenter, så var det svært at se, hvordan de kasser kunne omsættes til en sejlbar ubåd. Selvom jeg år for år insisterede på, at "Nautilus kommer i vandet til næste sommer!", var det med tiden med mindre og mindre overbevisning i stemmen. Men som hun nu stod dér helt nymalet og skinnende, kunne man næsten høre bølgerne kalde på hende. Med ny iver kunne vi finde alle kasserne frem og få en fornemmelse for, hvor langt vi alligevel var nået på vores rejse mod kajen. Og med det ombyggede maskinrum, rorsystemer, dykkerventiler og generel rørføring, var der ingen tvivl om, at det ville være en helt ny, og endnu mere effektiv ubåd, der blev søsat.

Det sidste skub...

Der er dog stadig lidt vej, før vi kommer dertil. Selvom meget af arbejdet nu består i at få monteret alle de dele, vi allerede har produceret, kræver det alligevel en del mandetimer. Lad os starte med det indvendige. I maskinrummet skal der for eksempel laves rørføringer, el, udstødningsystemer og monteres lænsepumper – udover installationen af alle maskinerne. I salonen mangler vi at få monteret koøjer, bænke, borde, skabe og vask. Dørkpladerne skal også have en omgang sandblæsning og maling, før vi har noget "gulv" i ubåden. Bagefter kan vi gå i gang med at få installeret kontrolrum, trukket kabler, lavet el, få monteret styringer og aktuatorer. Udvendigt mangler der også en del arbejde. Montering af dykkerventiler, trækstænger, side- og dybderor, rørføringer, kamera og periskop er bare nogle af de ting, der stadig ikke er krydset af på "to do listen".

Og så er der selvfølgelig alle de uforudsete udfordringer, der opstår undervejs. Monteringen af koøjerne er et godt eksempel. Efter maling af koøjerrammerne og nøje afpudsning af koøjerne, havde vi planlagt en arbejdsdag til at få dem monteret igen. Alle havde glædet sig til dagen, da det var et af de områder, der på en meget synlig vis bragte os et stort skridt nærmere vores mål. Desværre fandt vi hurtigt ud af, at rammerne på ubåden ikke var rette. De buede faktisk i sådan en grad, at den 40mm tykke akrylrude skulle tvinges til at bue ca. 0,6-1 mm over diameterens 223 mm, hvis den skulle ligge an mod O-ringen. Denne skævhed var opstået under sammensvejsningen af rammerne og skroget.

Nautilus er som udgangspunkt et utroligt smukt design – og koøjerne en genistreg fra Peter Madsens side. Det er dem, der gør, at man rent faktisk får lov til at opleve verden under havets overflade. Ellers kunne man næsten ligeså godt sætte sig ind i et lidt fugtigt metalrør til lands. Men de udgør også de mest sårbare områder på hele trykskroget – især fordi de er monteret på indersiden af skroget.

Indtil videre har det ikke været noget problem,... men Nautilus har også kun været på 20-25 meters dybde. Vi vil jo gerne endnu længere ned – gerne på 50 meter! Men dér er trykket på koøjerne jo også tilsvarende større. Vi ved selvfølgelig ikke, hvor langt vi vil kunne strække den, før vandet ville begynde at sive ind i siderne (eller fosse ind, hvis ruden knækker),... men det er heller ikke en risiko, vi har lyst til at løbe. Vi besluttede os derfor for, at det var nødvendigt at afrette rammerne på trykskroget. Problemet er bare, at man jo ikke lige kan smide ubåden op i en fræser og fikse det på den måde. Derfor er vi nu i gang med at fremstille en lille maskine, der kan gøre jobbet sikkert og præcist - hvilket er lidt af en opgave i sig selv.

Afmontering af stage før afretning af koøjerammerne (Foto: Carsten Olsen)

Vi leder derfor efter nogle flere kræfter, der kan hjælpe os med at give Nautilus det sidste skub før vi igen kan tage på eventyr under vandet. Man behøver ikke at have en masse faglige kompetencer, så længe man har tiden og lysten til at tage fat!

Så hvis du har en lille ubådsenthusiast gemt i maven og savner at få arbejdshandskerne på, så kom ud og snak med os til Åbent Hus. Andre nysgerrige sjæle er selvfølgelig også velkommen. Det finder sted udenfor HAB2 på Refshalevej 183a nu på onsdag d. 10. september kl 17-19. Dér vil du kunne udforske ubåden på egen hånd, møde ubådsgruppen og høre røverhistorier fra "de gode gamle dage".

Vi ses på øen!

Nautilus' fremtid :) (Foto: Morten Olsen)

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

..... er det lige at Nautilus står så langt fra Sønderborg?

Ville godt give en hånd med, men det er desværre lidt langt væk.

/Henning

  • 4
  • 0

Du er rigtig god til skrive Lili :-)

Har i overvejet at lime vinduerne i koøjerne istedet for tætning med O-ringe ?.
Sikaflex har en PUR-fugemasse (Sikaflex 291 så vidt jeg husker) med fantastisk vedhæftning og beregnet til maritimt brug.

  • 3
  • 1

Hej Ole

Vi har diskuteret om der skulle lægges en fuge på ydersiden (i kanten mellem koøjet og rammen) for at minimere risikoen for spaltekorrosion, men vi har ikke taget en endelig beslutning om det endnu.

Derimod er jeg lidt mere i tvivl om det kan lade sig gøre som designet er nu. De små koøjer har et areal (som er udsat for tryk) på ca 38.000 mm^2 og ved 50 bar (500 m dybde) svarer det til et "kraft" på ca 193 T som limen skal holde til. Det er nok lige lovligt meget for in tynd (ca 10 mm) ring af lim.
Desuden ville det (hvis den kunne holde) være ret svær at afmontere igen. Og vores mantra (en af dem :-) ) var at alt så vidt muligt skulle kunne skilles ad og samles med normalt håndværktøj.

Men det var da en interessant idé som man lige skal overveje. :-)

/Martin
(UC3 Nautilus)

  • 3
  • 0

Jeg kan lige tilføje at acrylruderne er monteret indefra og ligger an mod en O-ring. selve ruden er trukket an af en flange som er monteret med 12 stk. M10 bolte. Det er reelt set dem som optager trykket udefra. Udover O-ringen bruger vi også silikone tætningsmasse - men det er mere for at holde O-ringen på plads mens vi monterer ruden.

Årsagen til at ruderne er monteret indvendigt skyldtes primært at de sidder mindre udsat der - feks. i forbindelse med kollision mod boltværk eller lign.

Mvh Per

  • 6
  • 0

Min tanke var ikke Sikaflex i kanten, men på begge sider af acryl-pladen inden denne spændes fast i koøje-rammen. Selvfølgelig kræver det nye vinduer ved udskiftning - men hvad koster en 40 mm x Ø223 mm acryl-plade ?.

  • 0
  • 0

Hej Carsten

Du har naturligvis ret. Jeg fik tastet det ind på min lommeregner som 50 MPa og ikke 5 MPa (50 bar).
Godt der er nogle der er vågne. :-)

/Martin

  • 3
  • 0

Hej Ole,
Der er teknisk set ikke noget i vejen for at bruge den anbefalede Sikaflex som alternativ til O-ringe men umiddelbart giver det ikke nogen fordele.
Problemet er ikke tætning mellem ramme og PMMA rude men den deformation vi påfører ruden når vi spænder ruden an mod rammen som pt. er skæv og det forhold vil være de samme uanset om pakningen er en O-ring eller en tætningsmasse som feks. Sikaflex.

Jeg kender ikke den eksakte pris med jeg ved at de vandstråle skårede PMMA ruder var rasende dyre

Mvh Per

  • 3
  • 0

Hej Ole,
Der er teknisk set ikke noget i vejen for at bruge den anbefalede Sikaflex som alternativ til O-ringe men umiddelbart giver det ikke nogen fordele.
Problemet er ikke tætning mellem ramme og PMMA rude men den deformation vi påfører ruden når vi spænder ruden an mod rammen som pt. er skæv og det forhold vil være de samme uanset om pakningen er en O-ring eller en tætningsmasse som feks. Sikaflex.

Jeg kender ikke den eksakte pris med jeg ved at de vandstråle skårede PMMA ruder var rasende dyre

Mvh Per

  • 1
  • 0

Hej Ole

Så tror jeg at jeg misforstod dig først, men når man nu har O-ringssporet så kan man vel ligeså godt bruge det istedet for at lave acryl-ruderne om til engangskomponeneter.

Ikke dermed sagt at man ikke kan "lime" koøjet i, men som nævnt tidligere så går det lidt mod vores "principper". :-)

Og nej, en acryl-plade koster nok ikke alverden, men hvis man kan bruge de penge på noget som vi faktisk står og mangler gør vi nok hellere det. Vi har begrensede midler, hvilket også er en af grundene til at det har taget længere tid at få Nautilus i vandet end vi fra starten havde troet.

/Martin

  • 2
  • 0

Det er lidt spøjst at læse om at de to største problemer ved at renovere en u-båd af ganske anstændig størrelse er at skaffe penge til maling og få sandblæst noget rusten jern. ;-) Så Henning W. det er bare om at gå i gang med at bygge Jeres egen.

Der står ganske meget i ovenstående. Kunne det skæres op i nogle mindre bidder, lidt flere detaljer om de tekniske løsninger der i første omgang gjorde det til en "en-gangs-ubåd" til Jeres løsninger (og ambition om at lave en ny udgave der holder lige så længe som Fregatten Jylland), lidt flere billeder og nogle arbejdstegninger og upload det til jeres hjemmeside?
Jeg sidder i øjeblikket og læser om en u-båd på en blog der hedder "Rumfart på den anden måde"!! Jeg er med på de historiske og organisatoriske grunde til at det er sådan. Men for min skyld må I godt vifte lidt mere med Jeres flag.
Der må da være nogle i Kbh eller omegn der er gode til at fortælle historier og som gerne vi fortælle Jeres.
Lav noget mere PR mm.

Overskriften (Sælgende ingeniør) har jeg fra en gåde stillet af en ingeniør:
Spørgsmål: Der sidder en nisse, en blondine og en sælgende ingeniør omkring et bord med en kage. Hvordan bliver kagen delt?
Svar: Blondinen får det hele for der findes hverken nisser eller sælgende ingeniører

Så find nogle der kan "sælge" det I laver. Både det tekniske, det organitatoriske og det man kan opleve når i igen sejler.

Fx: Det tog Raket-Madsen ca. 3-4 år at bygge u-båden. (ok i 3. iteration) I bruger 3-4 år på at gennemrenovere u-båden. Så hvis andre vil stå på skulderne af Nautilus og bygge deres egen u-båd på 3-4 år kunne de hjælpes på vej af inspiration, gejst, arbejdstegninger mm.

  • 5
  • 1

Hvis nogen fra starten af Nautilus histrorie havde vidst det ville tage 2005 - 2010 før den sejlede neddykket, styrede på dybderor, kunne snorkle ect...og yderligere en næsten lige så lang anden omgang...så var det projekt med 100 % sikkerhed aldrig blevet startet.

Så hun er kun opstået fordi ingen anede helt hvor voldsomt stort et projekt det er.

( Gælder det ikke også ofte for det projekt det er at få børn, meget apropos ? )

Vejen til samme kapacitet som i 2010, men lækrere - er også stadig lang. Specielt de elektriske systemer vil tage megen tid.

Nautilus force er at tiden kan strækkes. Dermed kan man godt få kvaliteten op. Det er ikke liv eller død om hun sejler igen i 2014, 15 eller 16.

Men jeg tror på 2015...

I øvrigt siger årstal ingenting. Vi ved ikke noget om hvor mange mande timer der er gået i hhv. fase et eller to. Jeg ville være ret stolt hvis det var et design der kan laves på relativt få timer, og det er det faktisk. Nautilus er en - relativt - meget enkel undervandsbåd.

Peter Madsen

  • 4
  • 2

på udstødssystemet i øvrigt.

Det oprindelige system havde de af Lili beskrevne ulemper. Men for en årsag.

Ubådsdiesler er speciel byggede så de bedre kan tåle at have et vidst modtryk i udstøds systemet. Nautilus
to kubota motorer er standardmotorer, som får problemer hvis der er for stort modtryk.

Når en undervandsbåd snorker - og det er Nautilus designet til - så ønsker man udstødsgassen ud højst muligt oppe. Nu længere nede på skroget der udstødes, nu ringere fungerer motorerne. En standardmotor
mister ydelse ved blot en halv til en hel meter vandsøjle over udstødningen.

Som eksempel kan nævnes ubådene af Tumlerens klassen. Sådan en kan se på Holmen i dag. HDMS Sælen har sin udstødning helt oppe i tårnest øverste kant. Mange små huller for at reducere ubådens termiske signatur under snorkling ved køling med havvandet - men stadig højt oppe trods ovenstående taktiske hensyn.

Så Madsen førte udstødningen op i masten ( det hedder alt det ragelse der stikker ovenud af et ubådstårn ) for faktisk at kunne snorkle helt uden udstødsmodstand.

Når udstødningen er under vand, for man yderligere et problem. Hvis af en eller anden grund motoren stopper, løber vandet under vandtryk retur ind i den varme motor, og ud gennem luftfilteret.

Det er et mindre helvede at komme tilbage i drift med en vandfuldt motor, og husk et motorskifte er ikke bare en ny motor, men hul i trykskroget m.m.

Kontra ventiler virker kun på skrivebordet - i udstødssystemer med sod og korrosion.

Med udstødningen flyttet ud agter - tre meter under vandlinjen ved snorkling - kan en standardmotor ikke arbejde effektivt, og går den ud, står vandet ind i stråler.

Snorkling er en vigtig egenskab, da den giver mulighed for at sejle under dårligt vejr. Nautilus er, som andre undervandsbåde...ikke et særligt rart overfaldeskib - så noget skal gøres.

Man kan sætte et T led så man kan vælge hhv. "overfaldemode" eller "snorklemode"

Desuden skal det laveste punkt på systemet være ret højt for at der ikke trænger vand i motoren ved almindelige liggen stille i havn.

Der er nok at gøre !

Peter Madsen

  • 5
  • 1

Nogle spiller brigde onsdag aften, andre er fodboldtrænere, er spejdere, også er der nogle der bygger modeljernbaner, ubåde og raketter.

Da Sebastian havde lavet "skatteøen" færdig (skrevet, organiseret cremen af dansk rock mmm) udtalte han også at hvis han vidste hvor stort et arbejde der var med det var han aldrig gået i gang. Også fortsatte han med at lave musicals!
Jeg kender mennesker der har brugt 14 år af deres liv bygge deres egen båd. Jeg kender folk der køber et faldefærdigt hus sætter det i stand, sælger det, for at købet et nyt faldefærdigt hus.

Efter at have bygget 3 u-både går du i gang med at bygge raketter, selvom du vel vidste at opgaven mindst ville tage lige så lang tid som ubådene.

Så hvis man kan samle den rigtige flok og fortælle dem at om 5 år kan de lave den brede udgave af Jacques-Yves Cousteau så kan det også lade sig gøre i Sønderborg.

  • 4
  • 0

Hej Lili,

Må desværre også slutte mig til koret om at der er lidt for langt fra Silkeborg til KBH for en onsdag aften på ubåden. Skal da lige love for at det er noget, der taler til en næsten udlært automatiktekniker. Håber at I kan finde nogle hjælpende hænder, igen ærgerligt med den lange afstand, ellers stod jeg der hver Onsdag.

Martin

  • 2
  • 0

Jeg tilslutter mig PM og må sige at udstødning under vandet, som beskrevet, ikke er en god løsning.
Snorkling vil slet ikke fungere - Motoren vil sode, hvis den overhovedet vil gå.

Her er et link til en instruktion for en typisk marinemotor - Det samme gør sig grundlæggende gældende for alle motorer der anvendes med modtryk i udstødningen.

Se side 96 og frem:

http://www.powertechengines.com/IvecoMarin...

Jeg er ret sikker på at i kan finde tallene for jeres Kubota motor også.

  • 0
  • 0

Kære Flemming,
Det er da dejligt at høre, at du mener Nautilus-historien er god nok til, at den fortjener noget mere eksponering - og endnu bedre hvis folk føler sig inspireret til selv at gå i gang!

Jeg er helt enig i, at vi i ubådsgruppen måske har gemt os lige lovligt meget. Det er også en af grundene til, at jeg gik i kast med denne blog. Jesper fra ubådsgruppen har også lagt en del timer i at få vores hjemmeside uc3nautilus.dk op at stå. Og tanken er lige netop at få skrevet en masse wikis om alle de forskellige dele, vi har arbejdet på.

Problemet er bare at alt tager tid. Og dataindsamling og formidling er ingen undtagelse. Det er derfor hele tiden en afvejning af, hvordan vi udnytter kræfterne på den mest effektive måde. Vi er en forholdsvis lille gruppe, der allesammen har travlt med vores liv ved siden af Nautilus. Og hvis onsdagsaftenerne skal bruges på at lave PR, kommer der til at gå endnu længere tid før vi får Nautilus i vandet igen. PR er godt - men det skal have et specifikt formål. I denne her blog er det hovedsageligt at skaffe nye kræfter, der rent faktisk kan arbejde på ubåden.

Nautilus er helt klart en god "historie",... men den skulle helst have en lykkelig ende. Jeg glæder mig til at kunne skrive historien om, hvordan en glemt og rusten ubåd kom ud og dykke igen :)

Venligst,
Lili

  • 4
  • 0

Du skulle være så evigt velkommen! Men jo, Silkeborg ligger lige lovligt langt fra Nautilus... Du må kigge ud en dag, hvor du er på besøg i København :)

  • 2
  • 0

Hej Aksel,
Tak for fremsendte - Det er bestemt viden vi kan bruge og ja det fremgår tydeligt ud af skriften at et for stort modtryk vil påvirke motoren negativt. Overophedning, ringe effekt og tilsodning er beskrevet som faktuelle problemer.
Der er derfor ingen tvivl om at vi kommer til at forholde os til udstødningssystemet på ny og med mere kritiske øjne.

Euronaut - en tilsvarende hjemmebygget ubåd hjemmehørende i Tyskland er dog bygget med udstødning gående ud i vandlinjen og vi er i gang med at tage kontakt til ham for at høre om deres umiddelbare erfaringer.

Der er fordele og ulemper ved begge løsninger og vi er derfor nødt til at afveje disse forhold og samtidig se på løsnings alternativer før vi vælger en endelig løsning.

Mvh Per

  • 3
  • 0

Jeg har ikke en brik forstand på motorer under vand, men kunne man ikke overveje flere udstødningssystemer med en håndbetjent ventil, der skifter mellem systemerne afhænging af omstændighederne - neddykket / snorkling / overflade / til kaj / helt lukket - eller bare de to vigtigste ?

  • 3
  • 0

Hej Rolf,

Det du foreslår kunne sagtens være en løsning.
En håndbetjent ventil er netop nogle af de muligheder som er i spil for øjeblikket - men inden vi går videre med af den vej, vil vi gennemføre en lille forsøgsopstilling hvor vi udsætter motorens udstødning for et modtryk på + 0,3 - 0,5 bar mens vi kører med den. Der er en sandsynlighed for at det vil påvirke motoren i en sådan grad at vi kommer til at forkaste den nuværende løsning og vende blikket ,mod den løsning som du netop foreslår.

Det lille forsøg vil dog give os det endegyldige beslutningsgrundlag og det bliver faktisk lidt sjovt at se hvordan motoren vil blive påvirket.

Mvh Per

  • 3
  • 1

Hej Rolf,

Det du foreslår kunne sagtens være en løsning.
En håndbetjent ventil er netop nogle af de muligheder som er i spil for øjeblikket - men inden vi går videre med af den vej, vil vi gennemføre en lille forsøgsopstilling hvor vi udsætter motorens udstødning for et modtryk på + 0,3 - 0,5 bar mens vi kører med den. Der er en sandsynlighed for at det vil påvirke motoren i en sådan grad at vi kommer til at forkaste den nuværende løsning og vende blikket ,mod den løsning som du netop foreslår.

Det lille forsøg vil dog give os det endegyldige beslutningsgrundlag og det bliver faktisk lidt sjovt at se hvordan motoren vil blive påvirket.

Mvh Per

  • 0
  • 0

.... og ja det fremgår tydeligt ud af skriften at et for stort modtryk vil påvirke motoren negativt. Overophedning, ringe effekt og tilsodning er beskrevet som faktuelle problemer.

Den totalt kugleskøre idé, som jeg ikke vil garantere for virker, kunne være at foretage en impedanstilpasning mellem motorens lave udstødningsimpedans (lille tryk, høj flowhastighed) og vandets meget højere impedans (højt tryk, lille flowhastighed). Det kunne gøres ved at lade udstødningsrøret gradvist få en større diameter på nøjagtig samme måde som udgangsrøret på en centrifugalpumpe, hvor man har nøjagtig samme problem - se Peters brandpumper, som han ville forbinde med sin turbine. På denne måde vil motoren ikke se et nær så stort modtryk.

  • 2
  • 1

Ubådsdiesler er speciel byggede så de bedre kan tåle at have et vidst modtryk i udstøds systemet. Nautilus
to kubota motorer er standardmotorer, som får problemer hvis der er for stort modtryk.

Kunne man saette udsugning paa udstoedningen saa motoren ikke foeler den bliver kvalt? Vi kunne kalde det for en "obrut lader" :-). Den skulle kompensere for modtrykket og holde trykket i udstoedningen lige efter motoren paa eller lige under almindeligt atmosfaeretryk.

  • 0
  • 0

Euronaut kan slet ikke snorkle. Kaptajnløjtnant Standfuss er nødt til at ride alt af på overfladen, og har af samme grund heller ikke noget periskob.

Det er lidt med hvilken ubåds skole man tilhører.

Hvorfor ikke bare de to ventiler, så der kan sejles bolble og gurlende på overfalden for der der kan lide våd udstødning, og brumburmbrumbrum for der der fortrækker at have skorstenen over vandet.

Personligt tror jeg aldrig Queen Mary var helt det samme hvis de tre skorstene havde mundet ud under vandet, eller hvert tiende sekund gurlet 30 tons kølevand ud over den smukke liners teakdæk.

:o) :o) :o)

Peter Madsen

  • 1
  • 0

Hej Peter,
Som tidligere nævnt kan løsningen sagtens ende med et par håndbetjente ventiler men ud fra almen nysgerrighed er vi nødt til at undersøge sagen til bunds.
Jeg kender ikke ventiloverlappet på Kubota motorene som i min optik umiddelbart er det eneste forhold der kan have en effekt på modtryksforholdet i afgangssiden. Derfor kunne det være lidt sjovt at prøve det af i en lille test.
Som sagt - er der en mærkbar negativ effekt at konstatere under testen, slutter den vej og vi kommer til at gå efter løsningen med ventiler for omskiftning.

Hej Oluf,
Det er sikkert en teknisk mulig løsning at kompensere men vores overordnede strategi er at holde teknikken så ukompliceret og så tilgængeligt som muligt så det er ikke en vej vi kan gå.

Mvh Per

  • 2
  • 0

@lili
Min pointe med "sælgende ingeniører" var jo netop at Jer der bygger på u-båden ikke har som spidskompetence at formidle. Det I brænder for er at bygge. Vi mangler tid til formidling=Det er ikke det vi brænder for.
Derfor skal I finde nogle der ikke har en bjælde forstand på jern og trykberegninger. Nogle der på en gang synes at det er fantastisk at være en del af Jeres forening og samtidig brænder for formidling.
Prøv at smide nogle "Jobopslag" om jeres forening til filmskolen, på film- og medievidenskab, på forfatterskolen, i skolelærenes blad "Folkeskolen" eller ....! Evt sammen med "raketterne".

  • 2
  • 0