Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
ekspedition plastik plastic bloghoved

Nallerne væk fra mine Moules frites!

Jeg elsker fisk, særligt muslinger, som jeg lærte at skrabe langs stenene i Ballen Havn på Samsø og siden koge I en stor ti-liters gryde i sommerhuset. Gratis, velsmagende og nærende som bare pokker. Vi spiser masser af fisk, og det skal der ikke pilles ved, og dog… det bliver der pillet ved i disse år, for mere og mere fisk indtages nu med plastik. Faktisk har vi et fødevaresikkerhedsproblem og et kommende ressourceproblem, hvis vi ikke får sat en prop i plastiktilstrømningen til vores have. Det viser et nyt omfattende studie af fisk og deres indhold af plastic og som noget særligt: vores vaskemaskiner kan være en hovedforklaring!

Ved at studere fisk, rigtig mange fisk fra 11-12 arter, indkøbt på markeder på den amerikanske vestkyst og i Asien fandt forskerne én markant forskel: Der er primært fibre, formentlig fra syntetiske tekstiler, i fiskene fra USA’s vestkyst modsat de indonesiske fisk, der primært indeholdt nedbrudt plastic fra produkter, der er endt som skrald ved kysterne. I USA er der en infrastruktur til at tage hånd om en stor del af plastikaffaldet og samtidig et udbygget system med indsamling af spildevand i rensningsanlæg. Blot kan disse ikke tilbageholde de mikroskopiske fibre, der ofte er mindre end en millimeter. Men hvad med Danmark?

Illustration: Privatfoto

Plastik i danske sild og hvilling

DTU har undersøgt, hvordan det ser ud med sild og hvilling herhjemme. Hver tredje sild indeholder plastik,

Og hvordan så med muslingerne? Et Belgisk studie af kommercielt dyrkede muslinger viste, at vi skaldyrselskere kan udsættes for 11.000 stykker mikroplastik hvert år. Konsekvensen kan vi kun gætte på. Hvor meget plastik-kemi i form af blødgørere og Bisphenol, der frigives i fordøjelsesprocessen, forbliver gætværk, indtil det er undersøgt ordentligt. Ét er sikkert. Vi skal til at se meget mere på kilderne til problemet, for det er ikke godt nok, at vi ikke bare kan nyde vores frugter fra havet.

Studiet af fisk fra USA og Indonesien peger på, at vi skal se specifikt på vores rensningsanlæg. Hvilke former for plastik ender der, og hvordan fordeler det sig mellem vand og slam. Slam der bringes ud på markerne og derved ender op i vandmiljøet, når det skylles ud med overfladevandet til de nærliggende vandløb. Dem har vi 60.000 kilometer af i Danmark. Nok til at komme halvanden gang rundt om jorden. Når vi har fat i det, skal vi se på kilderne og på, om vi har teknologien til at skyde en løsning ind. Kilderne kan være lige foran øjnene på os, uden at vi bemærker det. Det kan være karkluden med tyve procent polypropylen, det kan være skuresvampen, skurebørsten og tandbørsten. Alle sammen plastikprodukter vi anvender hele tiden overalt i vores husholdning, og som skiftes ud, efterhånden som de slides ned – og ud, langt ud i havet. Det skal vi vide, så vi kan handle på det.

Med den viden kan vi tage diskussionen på et oplyst grundlag. Skal vi som i det hollandske “Mermaid project” udvikle filter til vores vaskemaskiner? Skal vi teste og måske anvende membranteknologi, så vi kan fange plastikken fra de utallige kilder, der kan være, eller skal vi helhjertet fokusere på substitution, materialeudvikling? Ét er at fjerne plastikken ved rensningsanlægget, men meget af plasten slides af og bliver luftbåret, så vi kan finde det i honning og øl. Bierne kan ikke gå på pollen- og nektarjagt, uden at de tager en omgang fibre med hjem til bi-stadet. Gad vide, hvad det betyder for populationerne der? Dette taler for at fjerne plastikken ved kilderne, der hvor det praktisk er muligt.

Det er en stor udfordring, og det gælder om at starte det rigtige sted. Vi skal have styr på kilderne og spore plastikken på sin vej fra produkt til det omgivende miljø. Det eneste, der er helt sikkert, er, at vi allerede om ti år vil have fordoblet havenes mængde af plastik, så der er et ton plastik for hver tre tons fisk. Med mindre vi tager os gevaldigt sammen, definerer problemerne nærmere og ser potentialet i at udvikle den nye generation af grønne produkter, der er bæredygtige fra vugge til grav. Det er formentlig også der, nye markeder ligger og venter – i den grønne omstilling.

Jeg, der sådan holder af Moules Frites!

Henrik Beha Pedersen er miljøbiolog med speciale i kemikaliers cocktaileffekter og grundlægger af Plastic Change. På bloggen fortæller han om den danske ekspedition til verdenshavenes plastøer og de mange kilder til havenes plastforurening - og søger løsningerne!
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I muslinger er den formentlig i den spiselige del, da man spiser hele dyret bortset fra skallen, men hvordan forholder det sig med fisk? Er der plast i kødet eller kun i tarmsystemet (og måske gællerne)?

  • 0
  • 0

Tak Philip og god ide med at gense Madmagasinet for det var et grundigt indslag og DR lagde sig i selen for at undersøge problemet ordentligt. Resultatet runger stadig og kalder på svar fra politikerne. Ledelsen på BIOFOS er jo helt åbne for at undersøge hvor vidt der strømmer mikroplastik ud fra deres anlæg, men de har en pointe i, at så længe der ikke er krav fra politikerne om at det skal testes og reguleres, så sker der ikke noget. Miljøministeren og miljøordførerne fra partierne har mikro plastik bolden..

  • 4
  • 0

Er der plast i kødet eller kun i tarmsystemet

Tilsyneladende kun/mest i tarmsystemet:
"In California they sampled 76 fish from 12 species and one shellfish species, and in Indonesia 76 fish from 11 species. All had been caught nearby. The animals were dissected and their guts treated chemically to dissolve body tissue and reveal any plastic and fibre debris they contained."

"The authors say the fish may still be OK to eat as long as we avoid their guts – though they don’t exclude the possibility that some of the chemicals could move from the plastic into the flesh"

https://www.newscientist.com/article/dn282...

  • 1
  • 0

Jeg forstår virkelig godt bekymringen over om plastik i vores mad har direkte effekter og jeg er enig i at miljøområdet langt fra prioriteres med rette, simpelthen på grund af kortsigtede politikker fra skiftende regeringer.
Baggrunden er, at vi først nu er begyndt for alvor at interessere os for at plastik udgør et egentligt miljøproblem. For et par år siden snakkede ingen om plastik i miljøet i Danmark, udover som et skraldeproblem, et etisk problem. Resten af debatten gik på "øerne af plastik" på de store verdenshave. Problemet er present, det er her hvor vi bor. det er spredt med spildevandsslam på vores marker hvor vi dyrker vores mad og det er i stigende grad i vores fisk, vores skaldyr, det spisekammer i havet som ernærer 800 millioner mennesker verden over. For dem er havets protein den vigtigste proteinkilde.
Plastik i sandorme og fisk passerer formentlig primært igennem fordøjelsesystemet. DTU forsker i hvordan kemikalier som bromerede flammehæmmere kan optages i fisk der spiser plastik med denne kemi tilsat. Studier verden over vil i de kommende år sætte fokus på netop dette spørgsmål; om den kemi der følger med at vi producerer plastik, overføres til fiskens kød og dermed os mennesker. Andre forsøg skal så vise om vi optager kemikalierne.
Idag ved vi allerde, at vi mennesker udsættes for en række hormonforstyrrende kemikalier i hverdagen. Det er kemi vi udsættes for i indeklimaet hvor vi bor og på arbejdet. Vi skal ikke derhen hvor denne belastning øges med kosten fra havet. Vi ved at vores føde fra havet er en essentiel kilde til gode olier og gode proteiner. Sådan skal det forblive og derfor skal vi have begrænset alle kilder til kemikalier i vores havkost. Jeg synes vi skal agere ud fra et forsigtighedsprincip, så vi imens vi afventer forskernes kausale beviser på sammenhæng mellem plastikkemi og plastik i vores kost fra havet, går igang med at regulere de mest oplagte steder. For eksempel et forbud imod at bruge plastik i kosmetik produkter som skrubbecremer og tandpasta. Det anbefaler også plastindustriens brancheorganisation. Det paradoksale er, at det gør danske politikere ikke. I EU arbejder fem lande, heriblandt Sverige og Benelux landene på at få tilsætning af plastik til kosmetik produkter forbudt. Danske regeringer er tavse og det er et godt eksempel på, at vi kan regulere nu ud fra et forsigtighedsprincip.
Eller hvad mener i, skal vi starte med at regulere nu eller afvente forskernes dom?

  • 3
  • 0

Jeg smider ikke plast eller skrald i naturen. Heller ikke i mit toilet (minirensen kan ikke lide det).

Den anden dag så jeg et svensk naturprogram, (Ude i Naturen eller Midt i Naturen), hvor de i et fuglebeskyttelsesområde pillede 10-30 ton affald op om året på nogle få klippeeøer/skær- (herunder kuriøst: billedrørstv, 2 vaskemaskiner- og to fosforgranater (som militæret sprængte)- og de samler kun det op, der driver i land.

Det mest deprimerende var Smögen havn, hvor bunden nørmest bestod af øldåser. Denne havn betragtes som værende en naturperle!

Altså man kan tabe ting i havnen- men "tabe" så meget skrald. (Pant på dåseøller NU!).

Jeg har aldrig forstået at naturen skal bruges, somom den er en losseplads..!

Mvh
Tine- moules frites- er det ikke friterede (stegte) fremfor kogte muslinger? Nå, jeg kan ikke spise de kræ (kun abelonemuslinger).

  • 3
  • 0

Hej Tine, tak for kommentaren. Jeg foretrækker dem kogte, men muslinger i ovnen med persille og hvidløg er også godt!

Læg nu kogekunsten til side.

Mange smider ikke plastik i naturen, men alligevel er den danske natur også præget af plastik. I tættere befolkede områder er grøfter, jernbanestrækninger med videre oplagringspladser for henkastet affald og den bygger sig op der, eller udvaskes efterhånden som den nedbrydes.

Du nævner pant og det er en glimrende måde vi kan regulere på, sammen med afgifter. En egentlig plastpolitik skal fange de mange anvendelser af engangsplastik, der ender galt. Vi mangler mere grundige analyser af, hvor det går galt med vores adfærd. Dem der har lyst til at bidrage med kortlægningen af hvilken plastik der ender i naturen, kan bruge Det Europæiske Miljøagenturs app "Marine LitterWatch". Alle kan hente den ned og udpege det stykke strand, som de vil rense og lægge de indsamlede data op på app'en. På den måde bidrager alle der deltager direkte til at politikerne får et bedre reguleringsgrundlag. Alle data samles og der lavet statistik over hvilke plasttyper der optræder oftest. Kig her:

http://www.eea.europa.eu/highlights/new-mo...

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten