Fin artikel - ROS
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Når og ikke hvis COVID-19 for alvor invaderer de fattigste lande i verden - steder, der allerede kæmper med hungersnød, ekstrem fattigdom, krige og konflikter - vil denne globale pandemi være ødelæggende i en grad, de fleste i vores del af verden ikke kan forestille sig.
I den humanitære sektor rykker vi alle lige nu så hurtigt, vi kan, for at forberede de mest sårbare mennesker på det kommende udbrud.
Verdens mest udsatte vil typisk være de sidste, der modtager hjælp til at håndtere en global sundhedskatastrofe af den her kaliber, når den i den grad, som nu, har invaderet vores egen del af verden.
Lande, der allerede beskæftiger sig med humanitære og flygtningekriser, står overfor en kamp uden mage for at finde ressourcer til at håndtere COVID-19, når den for alvor når dem.
Frygt for smitte, mangel på tests og forsyninger kan betyde flygtninge, og dem, der er fanget i kriser og nød, bliver ladt i stikken.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) sagde i sidste uge, at 'Afrika skal vågne op' til truslen om COVID-19.
Beskyttelsesudstyr og ressourcer til testning er allerede et problem i vores egen del af verden, men en tredje bølge kan efterlade udviklingslande, med i forvejen svækkede sundhedssystemer, i en endnu mere fatal situation – også selvom de fleste ulande i øjeblikket angiveligt har et relativt lavt antal smittede, men det stiger fra time til time.
Vi ved fra tidligere sundhedskatastrofer i humanitære sammenhænge, at det er helt afgørende, at det internationale samfund påbegynder samarbejdet så tidligt som muligt for at undgå kaos og katastrofale omkostninger.
Tænk blot på, hvor svært et land som Italien har haft ved at håndtere COVID-19. De fleste sundhedssystemer i ulande kommer ikke i nærheden af sundhedssystemet i Italien. Det siger ikke så lidt om de mulige konsekvenser, ulandene vil stå overfor, når COVID-19 for alvor tager fart i den del af verden.
'En tikkende bombe'. Sådan beskriver flere forskere i internationale medier bekymringen for spredning af COVID-19 til det globale syd.
En bekymring, der i sidste uge blev bakket op af den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, med udtalelsen: »Aldrig før i demokratiets historie er vi blevet konfronteret med en så alvorlig situation,« hvorpå han annoncerede en række foranstaltninger til at begrænse spredning.
Indtil videre synes de officielle tal at antyde, at Afrika syd for Sahara, hvor der bor mere end 1 milliard mennesker, har været heldige. Det interaktive globale kort over rapporterede COVID-19 smittede fra Johns Hopkins University viser røde pletter næsten overalt i verden undtagen Afrika syd for Sahara.
Men nu stiger antallet, og det stiger hurtigt. Berørte afrikanske lande var, sidst jeg kiggede, ca. 25, men det stiger minut for minut. Ligeledes er Afghanistan, Syrien, Bangladesh, Nord Korea, Irak, Libyen og Yemen mm. påvirket. Lande, der som bekendt er ramt af konflikter, krige eller huser store antal flygtninge.
Nogle forskere mener, at COVID-19 cirkulerer lydløst i andre lande. Selvom Afrikas håndtering (eller mangel på samme) af epidemien hidtil har fået ringe global opmærksomhed, bekymrer vi os i den humanitære sektor for, hvor ødelæggende COVID-19 spredning til den del af verden kan blive:
Lande med mere eller mindre ikkeeksisterende eller meget svage sundhedssystemer, og en befolkning der er uforholdsmæssigt meget påvirket af hiv, tuberkulose og andre infektionssygdomme oven i underernæring, fejlernæring og en fattigdom, som de færreste i vores del af verden har fantasi til at forestille sig.
»Vi har ingen idé om, hvordan COVID-19 vil opføre sig i Afrika.«
Sådan lød udmeldingen fra præsidenten for det sydafrikanske forskningsråd for medicin i sidste uge. Afrika syd for Sahara har dog en stor fordel, når det kommer til COVID-19. Den gennemsnitlige alder er den laveste i verden.
Børn bliver sjældent syge af COVID-19, og de fleste unge ser ud til at have milde symptomer. Ældre har en markant højere risiko for alvorlig sygdom og død. Kun 3% af befolkningen i Afrika syd for Sahara er ældre end 65 år.
Nogle forskere mener også, at de høje temperaturer i mange afrikanske lande kan gøre livet sværere for den virus, der forårsager COVID-19. Men mange afrikanske lande har også koldere sæsoner, og så er det fortsat uklart hvor meget temperatur spiller ind.
Mange andre faktorer kan forværre epidemien i Afrika. Det vil være svært at anvende samme interventioner, der har bremset spredningen i Kina, og som har hjulpet Sydkorea med at holde epidemien mere eller mindre i skak.
Flere afrikanske lande har allerede indført regler for at minimere spredning; Men 'Social distancing' vil være så godt som umuligt på et kontinent med overfyldte byer og slumområder. Derudover er det også svært ar vide hvordan isolation ville fungere i afrikanske sammenhænge, hvor mange bor under samme tag.
Hvordan beskytter man de ældre, hvordan sikrer man, at landsbybeboere vasker hænder, når der er mangel på vand, eller bruger gel når de ikke har penge til mad?
Det kan ende i kaos, hvis ikke disse lande og de humanitære organisationer får tildelt de fornødne ressourcer nu. Mange afrikanske lande har ganske enkelt ikke den sundhedsmæssige kapacitet til at håndtere denne udfordring.
Den høje andel af andre sygdomme kan komplicere hele håndteringen yderligere.
Sidste uge advarede det Sydafrikanske Videnskabelige Akademi om, at mennesker, der lever med hiv, har otte gange større sandsynlighed end den generelle befolkning for at blive indlagt på hospitalet med lungebetændelse forårsaget af influenzavirus og er tre gange mere tilbøjelige til at dø af det.
Hvis spredningen fortsætter i Afrika, er sydafrikanske forskere klar til at eksperimentere med innovative behandlinger. Landet har et væld af ekspertise indenfor hiv-, malaria og tuberkulosemedicin og -vacciner.
For nylig godkendte FDA den første hurtige diagnostiske test, der kan påvise COVID-19 på cirka 45 minutter. Et centralt gennembrud, der kan hjælpe sundhedssystemer overalt i verden med at koncentrere indsatsen om de hårdest ramte patienter.
Ligeså er vaccineudvikling undervejs med de første forsøg i USA i sidste uge. Men som bekendt tager den slags typisk tid, og her skal vi nok ikke regne med, at ulandene er de første i køen.
I CARE trækker vi lige nu, udover at engagere os i innovation og nye teknologiske initiativer, på tidligere innovation og erfaring med at bekæmpe sygdomme som ebola, SARS og kolera og fokuserer på en præventiv indsats, hvor adgang til rent vand, hygiejne og undervisning er helt afgørende.
COVID-19's globale epidemi påvirker os alle, men indtil videre har den stort set været begrænset til den udviklede verden. Men når corona lige om lidt for alvor spreder sig til fattigste lande og overvælder svage sundhedssystemer, må vi stå i solidaritet med de mest sårbare.
Det mest effektive - og muligvis den eneste (forebyggende) chance, vi har lige nu - er at haste med levering af forsyninger og ekspertise. Efterhånden som epidemien peaker, bliver det meget vanskeligere at nå de mest berørte.
Vi bevæger os hurtigt for at hjælpe med at forberede de mest sårbare til det kommende udbrud. Men merfinansiering er kritisk og helt nødvendig, hvis vi skal redde liv. Både i forhold til det helt basale her og nu og i forhold til at støtte op om nye løsninger på den længere bane, da det her kan få vidtrækkende konsekvenser langt ud over at være en sundhedskatastrofe.
CAREs konkrete respons på COVID-19 handler om at sikre forsyninger af sæbe, desinfektionsmidler, rent vand, opbevaringsbeholdere og håndvaskestationer. Vi uddanner og styrker sundhedspersonale og oplyser om god hygiejne og forebygger misforståelser og rygter.
I CARE har vi også i vores respons et særligt fokus på kvinder. Erfaringen og data viser nemlig, at kvinder på grund af deres roller som plejere for familien og deres arbejde i sundhedssektoren er særligt udsatte for smitte.
Som med al anden innovation er man nogle gange nødt til at kigge tilbage på lignende udfordringer for at knække koden eller bygge videre på eksisterende viden for at skabe nye bæredygtige løsninger.
På rekordtid har COVID-19 udviklet sig eksponentielt på hele kloden.
Det er nu, der skal findes eksponentielle løsninger på en eksponentiel udfordring.
Det er nu, vores solidaritet overfor verdens fattigste og mest sårbare mennesker, der i forvejen kæmper en ubarmhjertig og nådesløs kamp for at at overleve, for alvor skal stå sin prøve.
