close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Musikkens besynderlige indflydelse

Få kan være i tvivl om, at musik er et kraftigt kommunikationsmiddel. Musik påvirker og påkalder sig følelser og billeder, skaber eller ændrer stemninger osv. osv. Bevidst eller ubevidst styrer musik eller bruges til at styre jf. f.eks. marchmusik og muzak.

Hvad der er mere gådefuldt er, præcist hvad det er for et sprog, der er musikkens, hvad "ordene" er og hvordan deres betydning fortolkes af os?

Fra det helt personlige plan kan f.eks. nævnes at bestemte Billie Holiday-hits påvirker undertegnede ganske kraftigt og at denne skade går langt tilbage. Den flot komponerede og sentimentale kærlighedssang "You go to my head", den optimistiske "Mandy is two", den boblende glade "Now they call it swing". Alle tre og mange flere er billeddannende og i hvert fald personligt så stærke, at de aktivt kan bruges til at iscenesætte et bestemt humør.

En ny bog The Music Instinct skrevet af den fremragende britiske videnskabsjournalist Phillip Ball lover svar på hvad der foregår, og det er rammen omkring denne bog, som resten af denne artikel drejer sig om.

Men først et par eksempler mere: Tag Claude Debussys klaverstykker, som med deres moderne tonalitet var med til at trække den klassiske musik ind i en helt ny æra. Oplevet meget direkte ved en klaverrecital på Det Kgl. Danske Musikonservatorium sidste november, hvor pianisten udstillede stykkernes kraft ved at spille dem i kontrast til nogle Haydn-kompositioner. Debussy skaber for nogen billeder, og for andre ingenting eller måske direkte en form for lede.

Et tredje personligt eksempel kunne være en koncertoptagelse med den ekvilibristiske sigøjner-jazzguitarist Bireli Lagrene, som med nogle få toner nogle sekunder inde i en sang transformerer sangens egentlig rene dur-fornemmelse (maj7-skala) til melankoli alene gennem en lidt vibrerende intonation.

Der er et slags sprog her. Det interessante er, at dette sprog selv blandt meget garvede musikere ikke er særlig godt beskrevet. Undertegnede har haft fornøjelsen at diskutere "sproget" med højt uddannede og dybt professionelle musikere indenfor både rytmisk og klassisk musik, og der kommer ofte et punkt i samtalen, hvor vores sædvanlige sprog slet ikke rækker. Mange musikere kan ganske enkelt ikke med danske eller udenlandske ord forklare, hvad de gør.

Musikerne taler noget upræcist om "kommunikation" mellem dem og publikum. Den ligeledes fremragende jazzpianist Carsten Dahl illustrerede kommunikationen helt konkret ved en koncert sidste år med en lille joke. Han knipsede tempoet til næste melodi for trioens øvrige medlemmer. Han kiggede så ud på publikum, knipsede videre. Sænkede beatet en anelse med kommentaren "alle rum har deres tempo", og publikum sitrede og swingede med ned i tempo.

Man kunne fortsætte i det uendelige med eksempler - f.eks. fra ny og ældre pop, hvor der er uendelige mængder at hente. Eller fra den hårdere ende af discomusikken - house - hvor man hører timelange mix, som suggestivt bygger stadig videre på et rytmisk grundudtryk, hele tiden med et nyt lille twist.

Sådan et utroligt sprog må være en lækkerbisken at forstå og kortlægge, og en, der har gjort et forsøg på dette, er blæseinstrumentalisten Peter Bastian, som i 1987 udgav bogen "Ind i musikken", hvor han beskriver forskellen mellem teknisk dygtige musikere og musikere, som "kan følelserne". Noget mange lyttere vil kunne nikke genkendende til, når man sammenligner et stykke musik spillet mekanisk og firkantet, præcist som noteret på bladet, kontra det samme stykke musik spillet af en kunstner, som behersker følelserne.

"Ind i musikken" er et hovedværk lød dommen fra en fremragende saxofonist under en af ovennævnte diskussioner. Og alligevel er denne bog ikke særlig god, når det drejer sig om at forstå og begribe musikkens sprog. Den starter godt, med stærke eksempler, men man går let sukkerkold undervejs i Peter Bastians iblandede spirituelle udredninger.

Her kommer vi frem til klummens foreløbige pointe. For nogle måneder siden var undertegnede nået frem til, at der er behov for en helt ny musiksemantisk forskning, da jeg tilfældigvis igen kom til at diskutere emnet, denne gang med kollega Robin Engelhardt. Robin havde et es i ærmet. Den britiske freelance videnskabsjournalist Phillip Ball, som blandt andet slår sine folder på Nature, har nemlig begået en bog, som ser ud til at være det perfekte supplement - eller formentlig noget endnu stærkere - til Peter Bastians gamle hovedværk.

Bogens titel er The Music Instinct og udkom tidligere i år. Phillip Ball skriver videre om musikken og havde emnet oppe igen forleden på sin blog under overskriften "Music on the brain", hvor det konstateres med et genbrugt gammelt citat, at "musik lyder sådan som følelser føles".

The Music Instinct læser jeg nu på og er nået gennem fremragende redegørelser for den gamle græske harmonilære koblet med nogle musik-udviklingshistoriske iagttagelser. Lige nu dvæler jeg ved en redegørelse for hjernens faktisk temmelig magiske evne til at klappe et instruments sammensurium af dannede overtoner plus den enkelte grundtone sammen til oplevelsen af en enkelt tone med en genkendelig "klangfarve" hørende til instrumentet. Vi snyder os selv; det er et trick. Der er jo mange toner!

Det giver rigeligt med blod på tanden til at fortsætte læsningen.

Om jeg nogensinde får svar og kommer ind i musikkens sprog, det ved jeg ikke. Ball's bog giver et vist håb. Til gengæld ved jeg for mig personligt, at der på godt og ondt kun er en vej ud!

Philip Ball

The Music Instinct: How Music Works and Why We Can't Do without it

452 sider, OUP, 2010

Anmeldelser:

The Guardian

The Daily Telegraph

Wired

The Wall Street Journal

Kommentarer (19)

Al stor kunst rammer noget gådefuldt i underbevidstheden. Billedkunst, litteratur, digte osv.
Romaner og noveller er nok nemmest at sætte ord på, for ordene er tildels givet på forhånd af forfatteren. Digte er mere svævende, og rammer 'noget' i underbevidstheden. Et sammenstød af, eller en genvej til nogle følelser.
De rigtigt store malere kan det samme.
I megen nutids-billedkunst, koncept- og andre beslægtede genrer, drejer det sig tilsyneladende om at det kunstneriske indhold skal forklares med ord, ofte uden at det lyder som andet end postulater eller svulstig gymnasiefilosofi. Her går der nok for meget cross-over i det, det blir for konstrueret, underbevidstheden kobles af og magien tabes på gulvet.
Ang. musik er der en herlig sætning i en WoodyAllen-film, husker ikke hvilken, hvor han fyrer denne one-liner af (min oversættelse efter hukommelsen):
"Når jeg hører Wagner, får jeg altid sådan en ubændig lyst til at invadere Polen".

Nå, dette er bare ment som en skæv kommentar til artiklen...

  • 0
  • 0

Tråden her kunne give indtryk af at musik dybest set er et mysterium, hvilket ikke er tilfældet.
Vi har dog 4 forskellige holdepunkter at gå ud fra: Melodi - harmoni - rytme - effekter.

I melodien har vi en usamtidighed af toner.
I harmonien har vi en samtidighed af toner.
I rytmen har vi mulighed for at tidsvariere melodi og harmoni, i forhold til en grundrytme (der er mere eller mere metronomisk).
I effekten kan musikken farves med en bred palet af muligheder.
Al musik synes at kunne rummes inden for disse 4 elementer.

  • 0
  • 0

Bastians bog er ikke god, enig. Samme Bastian læste vist oprindelig fysik på KU.

  • 0
  • 0