true cousins

Mosten Race Day - optakt med "udfordringer"

Illustration: Privatfoto

Go get yourself some cheap sunglasses

For fjerde år i træk vil vi forsøge at komme til tops ved Mosten Race Day, som køres fredag d. 27/8 (kvalifikation) og lørdag d. 28/8 (finaler). Som sædvanlig har det være super hektisk og i år blev det hele krydret af en række "udfordringer" - som er et udtryk jeg virkelig er træt af - så lad os bare kalde det uheld og problemer.

De sidste par dage

I lørdags ved 17-tiden tog jeg en tur på TC2 Quicksilver ud for at overvære et foto-shoot med TC-X på Flyvestation Værløse (herom senere). På vejen derud sagde det pludselig "puf" og så forsvandt al trækkraft og dermed alle chancer for at komme derud. I stedet blev konen tilkaldt med trailer og så gik det hjem igen. Den gamle, solide serie-motor havde tabt et stykke vinding (pga. et nok lidt for højt omdrejningstal), der havde kortsluttet motoren og sandsynligvis taget motor-controlleren med sig i graven - surt og ikke noget vi lige kan fikse.

Næste dag, ud og spille fodbold, lækkert vejr...og så lidt inde i 2. halvleg, fibersprængning i læggen, aaargh og aaavvvv. Jeg kunne dårligt gå der fra og det tog 10 min. bare at krydse banen. Men jeg havde masser jeg skulle nå med at pakke og skrue dragbike, nu bare i slæb-benet-efter-mig-tempo.

En serie nye billeder, Niki fra Pro-Street.dk på pletten

Mandag kom Glenn så forbi for at gøre klar til langsom kørsel med de to motorer på dragbiken. Dette gøres for at optimere kontakten mellem overfladerne på kullene og kommutatoren, der først slibes let med smergellærred. Opstillingen kræver en del adskillelse og det hele skal køre i mindst 24 timer - og det kom så også til.

Tirsdag efter arbejde skal jeg op og låne stor lukket trailer hos min ven og sponsor Jan Krohn (Hyperpro affjedring/styrdæmper). Alt går godt og vi tror begge at traileren er sat ordentlig fast på kuglen. En lidt forræderisk låsepal, der ser ud til at sidde rigtigt, men som ikke gør det og efter 200 m kørsel går det galt. Traileren hopper af kuglen, heldigvis ved lav hastighed, men river stikket til lyset i stykker. Jan kommer mig til undsætning og vi kører tilbage til ham. Det ligner et 10 min. job, da det ødelagte stik indeholder alle ledninger med de rigtige farver og tilsyneladende ser originalt ud. Men nej, intet virker og Jan opdager at hele ledningsnettet er noget fusk fra tidligere ejer, så det er HELT forfra, da alle farverne er byttet om. Det hele samles igen og bør virke, men nej, stel-ledningen er placeret forkert. Men NU må det virke. Men nej, for flere af pærerne har løse forbindelser og to af dem er gået. Ved hjælp af 12 V batteri og et voltmeter kommer alt lyset langsomt men sikkert til at virke igen - lige på nær de sædvanlige løse forbindelser. Job done = 2½ time forsinkelse.

Jeg har i forvejen travlt - skal jo hjem og pakke og først lige samle dragbiken efter at have fjernet omtalte opstilling. Jeg når hjem til kl 20.30, spiser og går straks i gang med at samle dragbiken. kl. 23.30 står jeg så med konen samt 265 kg dragbike, der ligesom har sat sig fast på rampen til traileren, Jeg trækker i styret inde i traileren, mens hun skubber bagpå. Så spørger hun retorisk: "Hvorfor er det altid mig, der havner i de her situationer?". Jeg vælger under omstændighederne klogeligt at skifte emne og siger at vi kan klare den ved, at vi bytter plads, hvor jeg så lige løfter bagerst i rampen, mens hun holder styret foran sig og trækker (hun har ved siden af dårlig ryg) - en noget satset løsning, men jeg ved det virker sammen med Glenn.

Og lige DER kommer vendepunktet, for jeg kommer i tanke om, at med denne trailer er det bare et spørgsmål om at trække til, fremad. Så det prøver jeg og BUM, så er den fri og alt er godt. Onsdag går ALT efter planen og lidt til og jeg er nu helt klar og meget spændt på de næste dage.

Seneste nyt - Mosten Race Day

Der er nu 14 tilmeldte i Super Comp Bike klassen, foruden danske deltagere også tyskere, svenskere og en nordmand. Der køres 3 kvalifikationsløb om fredagen (hvis vejret holder) og de 8 bedste (tidligere 5) går videre til om lørdagen. I første runde går de 4 hurtigste af de 8 videre. Næste runde går 2 af 4 videre og derefter finale mellem de to hurtigste. Der er pokaler og penge til 1, 2 og 3. Vi håber at kunne opnå et godt resultat, men med denne konkurrenceform bliver det meget svært - tidligere var finalerne blot 3 nye kørsler, hvor man sammenlignede alle tiderne og ud fra dette gav rangeringen. Og desuden kan regn ødelægge meget - sidste år kørte vi én gang, forrige år to gange...

Motornissen (Klaus Nissen) vil sandsynligvis forsøge at sætte en ny NEDRA record i Street-klassen for 180 V og hans foreløbige tider tyder da også på at det kan lykkes.

Hvis nogen vil komme forbi til Danmarks suverænt bedste og største drag racing arrangement, så er der link til billetter her: Mosten Race Day billetter Husk der er også mange fede biler, herunder vores ven Jan Kisling og hans vilde Ford HotRod "Goldrush", der er dobblet vinder fra DHB og SAMTIDIG vinder af 3-4 priser ved Scandinavian Custom Show - sjældent at en så hurtig bil også kan vinde præmier for udseende.

Motornissen og Kisling (fede navne, ikk?)

Vi holder jer opdateret via Facebook: True Cousins , da bloggen her er mere vanskelig til det formål.

Herunder sidste nye video fra Malmø:

Ikke nogen god generalprøve før Mosten, men bedre end ingenting - og vi kan se at vi i hvert fald har kraften nu. Det ses i det sidste løb i videoen, hvor jeg (pga. noget nyt slinger v høj hastighed) slipper ampere-håndtaget ca. 40 meter fra mål og "coaster" ind over stregen med 180 km/h og en tid i 5,57 sek (!) - nok til at have vundet Super Comp.-klassen på Mosten med de seneste 3 år...(break-out tiden er 5,50 og må ikke underskrides)

Fra pitten i Malmø

Kombineret hjelm OG støttefod

Hans-Henrik Thomsen, True Cousins fortæller sammen med sin fætter Glenn E. Nielsen om arbejdet med at udvikle og bygge deres lynhurtige el-motorcykler og -biler.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu er jeg novice ud i reglerne, så derfor spørger jeg. Hvad betyder "break-out tiden er 5,50 og må ikke underskrides"?

Bliver man disket hvis man kører for hurtigt?

@johnny

  • 0
  • 0

Tak for svaret Hans-Henrik, det gør det jo endnu svære at vinde. Det er ikke nok at have det hurtigste køretøj, hvis man ikke får sluppet gassen i tide. Må man have noget on-board måleudstyr med der styrer harten så man kan ramme tiden lige på pletten?

@johnny

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten