Moder Jord som patient

Oceanograf Niels Kristian Højerslev fra Københavns Universitet befinder sig lige nu om bord på Vædderen. Højerslev er en flittig debattør i Ingeniørens papirudgave. Her fortæller detaljeret han om nogle af de faste havmålinger, der sker langs ekspeditionens rute. Vædderen befinder sig nu i Atlanterhavet på Moder Jord. Overgangen fra Stillehavet til Atlanterhavet henover den kun 50 km smalle Panamatange var slående, fordi vind og vejr skiftede markan: fra næsten havblik og vindstille til bølger og kuling. Vejret i skrivende stund minder om en rigtig god sommerdag på havet i Danmark med et par vigtige undtagelser: Vi kan hverken se land eller andre skibe, og det vender jeg tilbage til. Der en en tendens til at se på Moder Jord som en febril patient, man løbende bør tage temperaturen på. Den globale middeltemperaturkurve viser stigende temperaturer på knapt en grad - dvs. ti streger - henover 100 år. Moder Jord er som bekendt bedækket af 70,9% hav, så ingeniører med kendskab til brøkregning vil straks kunne beregne, at man kommer sandheden nærmest ved at hævde, at 3/4 af jorden er dækket af vand og ikke 2/3, som vankundige mennesker alt for ofte disker op med. Moder Jord burde derfor med rette kaldes for Moder Vand, men den er der nok ikke mange, som køber. I klimamæssig forstand er der derfor god og sund fornuft i at måle havets overfladetemperatur. Det lyder nemt, men det er svært, og det gælder for temperaturmålinger af alle patienter. På Vædderen måler skibslægen patienternes temperatur i anus. Målinger sker i et par centimeters dybde et veldefineret sted. Stikker man termometret længere op, så stiger temperaturen, og man slipper for at arbejde. Det trick kender lægen, for han ved, at temperaturen ændrer sig med dybden. Ombord benytter lægen ikke at måle temperaturen i armhulen eller i munden, for her er målestedet netop ikke veldefineret. Desuden er det ikke velset ombord, at benytte det samme termometer flere forskellige steder på kroppen. Lægen anser temperaturmålinger med strålingstermometer som nyttige til screeningsbrug, specielt når han har meget at se til. Men som lægen siger: Her er der tale om en ikke helt 100% pålidelig måling, men den giver til gengæld et vældig godt skøn over fx hele besætningens sundhedstilstand.

Færgeboksen tager temperaturen

Moder Jord anses efterhånden for at være en patient vi skal tage temperaturen på. Her på Vædderen måler vi havets overfladetemperaturer på en række forskellige måder, selv om man har droppet den gode gamle metode med at hive en pøs overbord for at tage en vandprøves temperatur. ØV. Vi måler i stedet overfladetemperaturen løbende fra den meteorologiske vejrstation og den såkaldte færgeboks. På vejrstationen måles overfladetemperaturen på indersiden af bovpropeltunnelen midt i skibet, mens færgeboksen pumper vand op på dækket til et målekammer, hvor temperaturen måles sammen med temperaturen ved ved vandindtagningshullet på 5 m dybde. Det er to forskellige målinger, så de giver helt forventelig da også forskellige resultater. Vædderen medbringer også en stor CTD ( conductivity, temperature and depth ), der måler temperaraturer inden for 1/100 grads nøjagtighed. En tilsvarende CTD findes på Vædderens slæbefisk Triaxus. Problemet med disse målinger er derfor ikke målenøjagtigheden, men samplingsfrekvensen. Sagt lige ud så er Vædderens bidrag til at fastlægge Moder Jords globale middeltemperatur yderst beskedent bedømt udfra de vandbaserede målinger. Omvendt så har vi været det eneste fartøj i miles omkreds, så arbejdet har bestemt ikke været unyttigt set i nogle andre proportioner med andre briller.

På Vædderen findes der endelig et radiometer monteret 6 m over havet, og det måler strålingstemperaturen løbende under hele Vædderens verdensomsejling. Når vædderen ligger i havn eller på red, og folk er i land, så fortsætter radiometeret med at måle, hvad vi kalder SST (skin surface temperatur). Derved får vi et jordomspændende kalibreringsspor langs hele Vædderens sejlrute.

Satellittens øje

Dette bringer mig over til at tale om projektet Satellite Eye, der har Charlotte Hasager som projektleder og bl. a. undertegnede som menigt medlem af gruppen (detaljer finder man under www.satelliteeye.dk ). Med bevægende ord, store armbevægelser samt økonomisk velvillighed fra Egmont Fonden kom Satellite Eye op at stå. Vi benytter satelliter til måling af SST foruden havis, overfladeklorofylkoncentrationer og overfladevind.

Data i form af digitale satellitbilleder eller overfladekort sendes hjem til Satellite Eye og herfra ud til Vædderen, der benytter kortene til at planlægge de kommende dages feltmålinger. Målinger af SST fra henholdsvis Vædderen og satelliter sammenholdes løbende, fordi et hovedproblem ved radiometermålinger fra satellit er signalstøjen fra hele atmosfæren, som satelitten befinder sig over.

Den helt oplagte fordel ved SST satellitmålinger er, at de operer dag og nat uden ophør, uden vedligeholdelse og hele tiden, dvs før, under og efter Vædderens jordomsejling. Måledækningsgraden er formidabel, fordi den i praksis er global med en meget høj samplingsfrekvens. Der ligger et stort og måske det eneste potentiale i remote sensing SST målinger, hvis man vil stile efter af bestemme øgningen i den globale middeltemperatur - et begreb alle bruger men egentlig ikke kender meget til.

Med et slag på tasken så er den globale overfaldemiddeltemperatur steget med 0,8 grader med en fejlmargin på omkring +/- 0,4 grader for Verdenshavets vedkommende. Herfter kan enhver alt efter fagligt temperament eller politisk overbevisning drage deres egne konklusioner.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten