phloggen

Mit naturgasfyr forstår mig ikke

Dengang jeg købte mit hus var naturgassen lukket, for den forrige ejer havde ikke betalt sin regning på 64.000 kr til DONG. Gasfyret måtte jeg skifte ud hurtigt efter overtagelsen, det var slidt op.

Mit nye gasfyr blev et Vaillant ecoTec (type 276 vist nok) - den type de skiftede pakninger og aftræk på for ikke så lang tid siden.

Men det med de 64.000 kr lå jo i baghovedet, så jeg anskaffede også et windowsprogram der hedder "vrDialog" der kunne talet med fyret over dets serielport. Det tog mig kun en aften at aflure protokollen så jeg kunne slippe for windows98.

Jeg monterede også nogle Dallas/Maxim 1-wire temperatursensorer strategiske steder på rørsystemet og lod også computeren holde øje med gasmåleren.

Til at starte med kom der slet ikke varme på: fyret startede og stoppede igen, længe inden radiatorene fik en chance for at varme rummene op.

Jeg fandt ud af at de fem overlevende store gamle pladejernsradiatorer fra det oprindelige selvcirkulerende oliefyrs tid var de skyldige: det varme vand rendte lige igennem og tilbage til fyret, som konkluderede at der ikke var brug for mere varme.

Efter en masse forsøg med de mange, men stort set udokumenterede parametre på gasfyret, lykkedes det dog efterhånden at få systemet til at virke nogenlunde.

Når først rummene var varmet op og termostaterne stod og finjustrede virkede det helt fint, men hvis temperaturen faldt for meget og termostaterne åbnede helt, gik der som regel kuk i det en halv dags tid.

Det siger sig selv at jeg har gået og grublet over en forbedring af systemet i de seneste pår år. Da konen besluttede sig for at tage ned og se Berlin med ungerne her i efterårsferien bød chancen sig og de sidste tre dage har derfor gået med at skifte de gamle radiatorer ud.

Jeg har samtidig lavet et experiment med at isolere væggen bag radiatorene, det projekt kommer jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

Men lige nu, sidder jeg så igen og forhandler med mit naturgasfyr om hvordan det skal opføre sig med de nye radiatorer og igen må jeg notere mig at manualen til fyret kun er til en ringe hjælp, for mit naturgasfyr forstår mig tydeligvis ikke.

Jeg vil tro at hvis man kaster en sådan keddel ind i et moderne velisoleret nybyggeri, så kører det fint med fabriksindstillingen, men i en underlig gammel kasse som mit hus duer standardindstillingen tydeligvis ikke.

Manualen er ikke til meget hjælp. Den fortæller hvad indstillingerne hedder, f.eks "reguleringsart" og at hvad de legale værdier er (fremløb/returløb) men ikke nogen forklaring på hvad det i praksis vil sige.

Det skal ikke opfattes som en kritik af min gasmontør, han er kompetent og har givet mig mange gode råd, men i sidste ende er det jo mig og ikke ham der bor her og kan observere hvad der sker i frostvejr eller vestenstorm.

Mens jeg sidder her og data-miner mit datalogningssystem, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er et generelt problem i den gamle bogligmasse og om der er andre, der som den forrige ejer af dette hus, får enorme gasregninger, fordi deres naturgasfyr ikke forstår dem.

phk

PS: Jeg har googlet emnet og det er forbavsende tydeligt at nørder ikke roder med indstillingerne på deres naturgasfyr, det overrasker mig egentlig.

Poul-Henning Kamp er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

P-H..der er kun en løsning...lad dit lokale kraftværk brænde gassen af. Derefter sender de halvdelen af kalorierne ud til dig i form af el som du så mangedobler med din varmepumpe der vel giver 80% solenergi lige ind i hytten. ;-)

Du og samfundet kunne på denne måde spare gasledninger ud til hver villa, gasfyr i hver villa der talentløst brænder gassen af uden at producere el, støbejerns radiatorer i hele hytten.

  • 0
  • 0

Måske man så blot skal betragte Danmarks satsning på naturgas til hver mand som en fejl satsning, for derefter rationelt at droppe naturgasnettet og alle de private naturgasfyr.

Har du regnet på hvordan regnskabet ser ud efter 10 år hvis du opgiver gas anlægget og erstatter det med et par gode og billige luft/luft varmepumper eller måske et af de mere avancerede luft-jord-vand varmepumpe anlæg?

Klasse A-varmepumper kan hos Harald fås for under 4000dkk plus montering....selvfølgelig er de ikke helt så gode som en luft/luft varmepumpe til 20.000dkk, men de er meget hurtigt tjent hjem igen...måske allerede det første år.

  • 0
  • 0

For det første hører jeg ikke til typen der køber noget hos Harald Nyborg, hvis jeg skal bruge det ud over garantiperioden, for det andet har jeg ikke have nok til at jordvarmeanlæg og for det tredje er et luft/luft anlæg ikke realistisk i et hus der ikke er i et plan.

Så nej, det har jeg ikke regnet på.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Normalt burde det ikke være noget stort problem at få moderne gaskedler til at spille i gamle huse. Det burde også kunne fungere selvom man har gammeldags radiatorer. Jeg tror der er noget i din installation, som driller dit gasfyr.

Måske har du en shuntventil siddende fra den gamle installation eller måske er der simpelthen noget, som er lavet forkert.

  • 0
  • 0

Hej Jørgen,

Jeg er selv ved at nå til samme konklusion. Der er kun en shunt og det er den interne i gasfyret og den ser ud til at virke OK umiddelbart.

Men jeg er begyndt at mistænke 3-vejsventilen i fyret for at hænge og desuden har jeg opdaget at der muligvis er byttet om på frem/returløb til spiralen i solvarmebeholderen.

Efter at have sat både varmtvands og radiator temperaturen til det samme kører det nu noget mere fornuftigt.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

"Mit naturgasfyr forstår mig ikke" Det forstår jeg godt, dine problem fremgår også af flere gamle indlæg.

Mit forslag bygger på danske erfaringer: 1. Forstå dit hus, om ikke andet gennem erfaring også fra andre. 2. Forstå dit varmesystem, om ikke andet gennem erfaring. 3. Beregn dit hus, varme og ventilation. 4. Gennemregn dit varmeanlæg, og glem ikke de store ledninger måske til og med udenfor det egentlige varmebehov.

Med et elforbrug > 20 MW*h pr år er en løsning med luft/luft varmepumpe måske ikke helt forkert? Også med tanke på behov af køling.

Findes der naturgasdrevne varmepumper til villaer?

Mvh Tyge

  • 0
  • 0

Findes der naturgasdrevne varmepumper til villaer?

Jeg forstår udemærket hvordan både mit hus og mit varmesystem fungere Tyge, det er derfor jeg med sikkerhed kan sige, at det er mit naturgasfyr der ikke forstår hvad der foregår :-)

Ja, der findes faktisk naturgasdrevne varmepumper, jeg har set dem i Californien, brugt som A/C. Desværre var de bygget på den helt elementære måde: ottomotor + kompressor. Larmen var helt uudholdelig.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Hos Bilka, Islev så jeg i denne uge luft/luft varmepumpe DS 22 med to inde dele, desværre helt uden fabrikat mm. Prisen ca 20000 Da Kr. Effekt - varme 2,5 kW pr del Effekt - køle 2,6 kW pr del

Mvh Tyge

  • 0
  • 0

Og købte du det ?

10000 Kr per år synes mig en høj pris at betale, for du forventer vel ikke at det holder mere end den lovpligtige garantiperiode når det er sådan noget kina-ware ?

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Nej, jeg købte ingen varmepumpe på Bilka! Og jeg tør heller ikke udtale mig om holdbarheden.

Det glæder mig, at du forstår dit varmesystem. Det er ikke alle forundede, at ha forståelsen af samspillet mellem naturlig og påtvungen konvektion i om- og sammenbyggede vandvarmesystemer.

Hvilke forventninger har du i så tilfælde på denne tråd?

Vi går nok ikke glip af noget, når vi ikke har forventninger på californiske varmepumper.

Mvh Tyge

  • 0
  • 0

Jeg har også haft mine problemer med Vaillant EcoTec kondenserende gasfyr installeret oktober 2000. Huset er fra år 1900, med massive mure stue og kælder og hulmur 1.ste og anden sal. Der er støbejerns- og pladejern radiatorer i mix og Danfoss termostater bortset fra på nogle få(pga montageproblemer med mærkværdige langevind i systemet) Der er også flere forskellige store rørdiametre. Det første der måtte gøres var at ændre fabriksindstiilingen af pumpen fra pulserende til at køre permanent. ellers kom er ikke varme til alle de fjerne radiatorer fx. på 2.den sal og flere i kælderen. Når den ændring er foretaget så fordeles varmen. Jeg synes også fyret har for stort tomgangstab på sommerdrift. det sender lidt varme ud i centralvarmesystemet . Efter de første 2 års fejlfri drift vi har lige siden haft tilbagevendende kondensvand der fosser ned genem fyret. Importøren kan ikke fixe det, og nu er den gal for fjerde gang, trods en 10 års kontrakt vi tegnede med producenten. Gasfyr indebærer større risiko for ulykker end oliefyr og jeg havde derfor ikke forventet, at det var lovligt at prakke forbugerne så usikre konstruktioner på. Jeg må dog rose fyret/insatallatøren for at have sparet os energiforbrug trods valg af største varmtvandsbeholder (tidl. gl. oliekedel) og med extra radiatorer i kælderen ingen fodkulde. Mit råd er kig på cirkulationspumpen og halvåbne afspærringsventiler og lign.

  • 0
  • 0

Richard,

Den med pumpen der skal køre konstant fandt jeg også hurtigt ud af. Så vidt jeg kan måle tager det typisk 90 sekunder for vandet at tage en tur rundt igennem mit anlæg og pumpen starter slet ikke tidligt nok til at have fået cirkulationen igang inden brænderen tænder.

Om det er en mandagsmodel jeg har kan jeg ikke afgøre endnu, mens hvis 3-vejs ventilen nu skal skiftes ud, så kan det godt være at jeg begynder at synes det.

Poul-Henning

  • 0
  • 0

Hej PHK,

Nu har jeg jo lidt luret hver gang jeg har set dig snakke om dit naturgasanlæg... og da jeg flyttede for et års tid siden så kom jeg til et dejligt hus med en Vali(um|ant) kedel.. og jo - vi har også været turen igennem med pakning og aftræk.. Det må bringe mig til at konkluderer om du måske har lidt informationer så andre nørder kunne lege med ?

Mvh. Nicolai Petri

  • 0
  • 0

drop alle de andres forslag de snakke og r...

du start med at stille D0 til 0

D77 skal så stilles ned til 16-18 kw

reste skal stilles som fabrik for skrivere

jeg garatere dig varme på alle radiator samt et mindre gas forbrug mindre slide

Problemet er de VVS installatør sætte alt for stor kedel op

50 W pr K2m nybyg 25 w pr K2m

Ksk@allg.dk

  • 0
  • 0

Hej Karsten

D-koderne er åbenbart ikke ens for alle Vaillant fyr, så kan du ikke lige fortælle hvad D0 og D77 står for?

Med venlig hilsen Klaus

  • 0
  • 0

jo jo d koder er de sammen

do står for ydelse på CV anlæg

d77 for beholder ydelse /varmtvand KsK

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten