Ministerstyring af universitets-ledelserne er skadelig

Hvem skal udpege medlemmerne til universiteternes bestyrelser? Det spørgsmål er blevet en varm kartoffel, efter at Weekendavisen har beskrevet konkrete og detaljerede planer i Uddannelses- og Forskningsministeriet om en omfattende centralisering. Hvis planerne føres ud i livet, vil den til enhver tid siddende minister enten udpege bestyrelsesmedlemmerne eller have vetoret.

Planerne er ifølge Weekendavisen blevet fremlagt på et møde mellem departementschef Agnete Gersing og universiteternes ledelser. Siden har den ansvarlige minister Ulla Tørnæs i et interview med Altinget trukket i land, og det er ifølge Magisterbladet uklart, om der er politisk flertal for ideen.

Men ideen lever – og det er en af de dårligste ideer, jeg har hørt om meget længe.

Problemet er ikke kun, at universiteternes forskningsfrihed anfægtes af muligheden for politisk styring. Problemet er i lige så høj grad, at det vil være begyndelsen til enden for det tætte samarbejde mellem erhvervsliv og universiteter, som er bygget op siden den seneste reform af universitetsloven i 2003.

Der er travlt i virksomhederne, men ledere og specialister fra de store og teknologiintensive virksomheder vil, som det er nu, gerne bruge tid på bestyrelsesarbejdet på et universitet. Universiteterne får på denne måde direkte input fra deres vigtigste aftagere. Og de dygtige erhvervsfolk har gennem deres arbejde i universiteternes bestyrelser vist, at de ikke prioriterer egne særinteresser, men at de bidrager til en positiv udvikling af vores universiteter. De har forskning i verdensklasse, uddanner gode kandidater og udfører vigtig myndighedsbetjening. Alle dele skal have fokus, og det får det i bestyrelserne, som de virker i dag.

Ser man på bestyrelsernes sammensætning, kan man se, hvordan nogle af de dygtigste forsknings- og teknologiledere fra vores førende virksomheder i dag er valgt ind. Det er udtryk for en klar prioritering: Man vil gerne være med til at skabe fremtidens teknologibaserede samfund.

Hvis erhvervslivet derimod oplever, at man bliver gummistempel for beslutninger truffet af andre, så vil man ikke prioritere bestyrelsesarbejdet. Det er, hvad jeg har hørt flere steder i mit netværk – især på virksomhedssiden – og det er en logisk holdning. Hvorfor tage medansvar for beslutninger, man ikke har reel indflydelse på?

Med central styring og minimal indflydelse vil de samme dygtige folk (og deres arbejdsgivere) vælge at bruge tiden andre steder. Det kan for eksempel være ved at lægge kræfterne hos udenlandske universiteter, hvor man insisterer på uafhængighed og forskningsfrihed.

Formanden for Danske Universiteter, DTU-rektor Anders Bjarklev, slår endvidere fast, at universiteternes internationale samarbejde risikerer at lide under en ministeriel styring. I de internationale forskermiljøer er det de videnskabelige resultater og excellent forskning, der tæller. Med andre ord vil blot mistanken om politisk indblanding svække troværdigheden af dansk forskning.

Når alle disse ting er sagt, må jeg også tilføje, at det selvfølgelig er helt i orden at underkaste universiteterne et serviceeftersyn. Kvalitetsudvalgets rapport pegede på uddannelser, hvor kvaliteten ikke var i orden. Og der er generelt brug for, at flere unge uddanner sig inden for de fag, hvor jobmulighederne er bedst, herunder ikke mindst inden for de tekniske og naturvidenskabelige områder. Det er universitetsledelsernes, herunder bestyrelsernes, ansvar, at udfordringerne løses.

Men jeg undrer mig over, hvorfor der overhovedet tales om en overgang fra selvstyre til ministerstyre. Universiteterne er i forvejen underlagt detaljeret lovgivning, og de skal leve op til treårige resultatkontrakter. Så de politiske pejlemærker er allerede udstukket, som systemet er i dag. Vi har brug for dygtige erhvervsfolk i universiteternes bestyrelser. Derfor håber jeg inderligt, at man dropper forslaget om politisk indblanding og i stedet holder fast i armslængdeprincippet. Dette vil være til størst gavn for det virke, universiteterne udfører - til gavn for os alle.

Lia Lefflands billede
Lia Leffland
er akademidirektør i ATV. Hun skriver om de store samfundsudfordringer og hvordan teknologi, naturvidenskab og teknisk videnskab kan bistå med løsninger, og spørger, hvilke rammer giver vi innovation, forskning, vidensspredning, produktionserhverv og uddannelser i Danmark.

Kommentarer (2)

Jeg er nok ikke den eneste, der kan fornemme, at hele systemet er ved at "skvatte sammen", og at vi bare skal smække fødderne op og afvente lidt endnu. Der er snart "Full House" mht ødelæggelsen af offentlige tjenester, se engang herunder div. omtale i pressen af mangelsymptomer i offentlige linefunktioner.

Hospitaler
- Mangler jordemødre – Fødende køres rundt blandt hospitaler.
- Lægemangel – Ventetider, fejlbehandling.
Universiteter
- For få undervisere – Kvalitetssænkning.
Politi
- Mangel på motorsagkyndige – Ventetid på køreprøver.
- Mangel på betjente – Store overarbejdspukler, mindre lovhåndhævelse.
Folkeskolen
- Lærermangel – Stigende antal ”analfabeter”.
Skattevæsnet
- Mangler sagsbehandlere – Skandaløse indkrævningsforhold.
Ældreplejen
- Mangler hjemmeplejere – Dårlig hygiejne hos de ældre.
Psykiatrien
- Personalemangel – mere vold og dødsfald.
Daginstitutioner
- Mangler pædagoger – Dårlig indskoling.
Folkekirken
- For få præster – Præster søger psykologhjælp.
Beredskabsstyrelsen
- For få folk ”i marken” – stres – sygemeldinger.
Arbejdstilsynet
- For få folk (fyringer)-stres – sygemeldinger – folk siger op.

  • 2
  • 0