close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Toxblog bloghoved

Min personlige forgiftning i Indien

Den står 1-0 til Indien! Jeg sidder i skrivende stund i Mumbai og kigger ud over det Indiske Ocean og overvejer stillingen. På trods af mit nye indiske kaldenavn "Dr. Snake" har jeg ikke forgiftet Indien een eneste gang. Men det er alligevel lykkedes Indien at forgifte mig. Prognosen tyder dog på, at jeg overlever.

Jeg var af min indiske ven, Aneesh, inviteret til at være "Best Viking" til hans bryllup i Keralaprovinsen. Dette tilbud var ganske fristende, og jeg tog kort efter juledagene direkte videre til Indien for at fejre min vens bryllup henover Nytår og for at rejse en smule rundt i landet. Jeg var blevet godt og grundigt advaret omkring fødevarehygiejnen (eller nærmere fraværet af denne), og jeg har taget stort set alle forholdsregler med undtagelse af at tage mine egne militærrationer med. Det lykkedes også den første dag i Fort Kochi at undvige en reel chicken sushi forklædt som karryret, der uden tvivl ville have frataget enhver charme fra mine tarme og bragt dem i en stærkt vandafvisende tilstand... omend med den kollaterale skade, at jeg måtte gå sulten i seng.

Undertegnede iført bryllupstøj fra Keralaprovinsen for at udføre min dont som Best Viking.

Min frygt for bakterielle toksiner har indtil videre resulteret i et meget begrænset indtag af buffeter. Taget ved lære af en kraftig bakteriel toksininfektion efter min nedstigning fra Kilimanjaro tilbage i 2011, som resulterede i timer med pandelampe om natten i et mørkt skur med et hul i gulvet, 40 i feber og rysteture var jeg villig til at gå på gastronomisk kompromis for at skåne min mikrobiota. En tyk mand kan nemlig godt have tynd mave. En tynd mand ligeså!

Alligevel lykkedes det dog senere den første uge en (formentligt selvdød) ged at undvige min antibakterielle radar og snige sig ind på fjendtligt område via en ellers gennemkogt karryret med det taktiske mål at hævne sig for Englands imperialistiske kolonitid ved at kolonisere min kolon. Lidt uretfærdigt, når nu man er dansker og ikke englænder. De kliniske manifestationer inkluderede den klassiske Delhi Belly, som der er meget lidt "deli" over. Men jeg var også så uheldig at få lungeødemer (vand i lungerne) som sidevogn, fordi der gik grundigt ged i de regulatoriske mekanismer for at styre den fysiologiske likviditet i en meget presset viking. For de heldigt uvidende kan det oplyses, at lungeødemer mærkes lidt ligesom et blive dolket i brystet hele tiden - ganske træls.

Den flotte udsigt fra mit værelse i Munnar, Indien, som modvægt til indlæggets mindre appetitlige tema.

For nu at bevæge mig lidt væk fra de mere udflydende beskrivelser til noget med mere (akademisk) substans, kunne jeg stille spørgsmålet: "Hvad er pointen egentligt med, at man skal have det så skidt, når man får en maveforgiftning?". Set med mavens egne øjne skyldes det, at den så hurtigt som muligt gerne vil af med de dårlige bakterier, som producerer toksiner. Men hvorfor gør bakterierne egentligt dette? Ville det ikke være smartere, hvis de holdt lav profil, så de ikke blev smidt ud af den ringmuskulære dørmand? Svaret er formentligt nej. Som jeg engang har fået det forklaret, så er infektionsgivende bakterier og vira rent faktisk interesserede i at blive evakuerede via host, spyt eller en eskremental marchordre, således at de helst på så dramatisk og ukontrollerbar vis som muligt kan sprede sig og skabe nye infektioner/kolonitider i nye værter. Hvis ikke de gør dette, vil den oprindelige værts immunsystem nemlig efter nogen uger opbygge et stærkt immunrespons, som kan slå bakterierne ihjel. Det gælder derfor for dem, at de efter en kortere inkuberingstid skal genere værten, så han/hun ufrivilligt spreder dem til andre. Og dette gør bakterierne bl.a. ved at producere toksiner. Skidesmart!

Humøret er heldigvis det eneste som er strålende pt., al spruttelwasser er af den slags, som kommer på flaske, og den indiske kolonitid er ovre. Selvom jeg havde foretrukket en noget mere tør og teoretisk gennemgang af dette emne, har min tur til Indien givet mig endnu en erfaring inden for toksinologi.

Andreas Laustsen
er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia and VenomAb). For tiden arbejder Andreas som Postdoctoral Fellow på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.

I 1982, netop færdig uddannet som skibsingeniør hørte jeg en radioudsendelse om en cykelrytter, der fortalte, at når de kørte Tour de France i 50erne, spiste man ALTID gorgonzola for at undgå maveinfektioner.... Der var vel så mange bakterier i osten, at maven var i kampberedskab, når den fik besøg af Bombay mave infektionen.
En senere kollega fik en Bombay mave, på en forretningsrejse til Indien, og lå 2 uger på Rigets epidimi afdeling ( Et isoleret hus ude i gården ) han tabte ialt 20 kg på en lille måned.....
Da jeg selv var nytilflyttet til Dubai nød jeg at drikkke appelsin juice kold købt i de små gade shops, indtil jeg opdagede at isterningerne, var lavet af det vand, som airconditionen producerede...
Så man kan aldrig være for forsigtig med maveinfektioner........

  • 5
  • 0

Interessant udvikling i dine toksinologiske studier: først slangebid i alskens former, dernæst druebid - og nu tallerkenbid. Alt afhængig af bidtypen ville jeg nu foreslå at du overvejer hvilke af bidtyperne du selv vil lægge krop til.

God bedring!

;-) Klaus

  • 2
  • 0