close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Messerschmidt: Konservatisme, klima og kongemageri

Blandt Dansk Folkepartis ideologiske kuglestøbere kender de fleste til den konservative fløj som eksemplificeres ved Langballe- og Krarup-klanerne, der ud over Søren Krarup og Jesper Langballe også består af døtrene Marie Krarup og Katrine Winkel Holm (som repræsenterer partiets interesser i Danmarks Radios bestyrelse), og sønnen Christian Langballe. Mindre kendt er det måske, at partiet også huser en utilitaristisk-liberalistisk fløj, som tydeliggjort i den tidligere socialdemokrat Mogens Camre, økonom og cand.polit., der på trods af tunge poster i Socialdemokratiet skiftede til Dansk Folkeparti i 1999. Mange kender i dag Camre for hans ideologiske udtalelser om, at "muslimer skal bo i muslimland - og det er ikke her", at muslimer "er 5. kolonne" og at "fjenden er midt iblandt os." Men oprindeligt var Camres modvilje mod den mellemøstlige indvandring pure utilitaristisk: Camre var simpelthen fjendtligt indstillet, fordi ikke-vestlig indvandring er en underskudsforretning for Danmark. Fordi indvandrerne koster statskassen penge.

Et sted i mellem disse to lejre finder vi Dansk Folkepartis måske mest interessante skikkelse, cand.jur. Morten Messerschmidt (f. 1980), der har stået i lære som troldmandens lærling hos Camre, og som i udgangspunktet tilhører den utilitaristisk-liberale fløj, men som ikke desto mindre også har et vist tilhørsforhold til den konservative fløj. En ny portrætbog stiller nu skarpt på Messerschmidt og serverer os for en gennemgang af episoderne helt fra deltagelsen i Big Brother-reality-showet i 2003 og §266b-dommen for forhånelse af etniske minoriteter i 2002, såvel som altså omgangen med Mogens Camre og den konservative Krarup-Langballe-fløj, som satte Messerschmidt til at læse Pontoppidan og gå i folkekirke for at styrke hans forhold til den nationale arv. Vi hører også om den ødelæggende og opslidende Hitler-sag fra Grøften i Tivoli, hvor vidner endnu i dag er uenige om, hvorvidt den stærkt berusede Messerschmidt heilede eller ej. Sagen endte dog med dagbøder til B.T., der havde været bannerfører på historien, da Messerschmidt ifølge sagens kronvidne heilede med den ene hånd, men lavede et lille overskæg med to fingre fra den anden hånd, hvilket fik retten til at konkludere, at den unge Messerschmidt hånede snarere end hyldede Hitler.

Klima: Sortere end Lomborg

Med særlig interesse for videnskabeligt interesserede læsere fokuserer vi dog her på Messerschmidts holdninger til energi- og klimapolitikken, der også dækkes i bogen. Messerschmidt havde egentlig tænkt sig, at han skulle være it-ordfører eller lignende, og som han siger: "Jeg har ikke deltaget i en udlændingedebat i flere år." Som nybagt klima- og energiordfører oparbejdede Messerschmidt hurtigt et rygte for selvstændigt og dygtigt at tilegne sig viden, der lå uden for den politiske mainstream, og politiske modstandere er i bogen citeret for, at Messerschmidts selvstudier på området har "højnet det faglige niveau" i Christiansborg-politikernes diskussioner. Alt for mange klimaordførere, berettes det, kan ikke selv overskue feltet og følger derfor blot briefingerne blindt. De tør ikke andet. Der nævnes ingen navne, men mon ikke der bl.a. tænkes på miljøminister Ida Auken (SF), såvel som på Messerschmidts ærkerival i Europa-Parlamentet, socialdemokraten Dan Jørgensen? Messerschmidts holdninger gengives i bogen som "kulsorte", og det vil sige sortere end Bjørn Lomborgs: Hvor Lomborg i løbet af sin karriere er gået fra at benægte, at klimaforandringerne er menneskeskabte, til nu at mene, at nok er de menneskeskabte, men at måden, vi tackler udfordringerne på politisk, er irrationel, så citeres Messerschmidt for følgende i bogen: "Jeg gjorde fra starten min holdning til den globale opvarmning klar, nemlig at jeg ikke tror på, at den er menneskeskabt. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være alene på Christiansborg med mine synspunkter - som jeg mener, er de eneste logiske og fornuftsbårne."

Med sin egenrådige tilgang til klimaproblematikken har Messerschmidt nærmest gjort det til en disciplin i sig selv, at tale FN's klimapanel midt imod. At der foregår ting i FN's klimapanel, der ikke spiller efter bedste videnskabelig standard, kan der næppe herske tvivl om. Og som Messerschmidt påpeger, så er sagen "blevet politisk, og handler slet ikke længere om videnskab eller om at gøre det rigtige, men er blevet en politisk kamp for eller imod vindmøller." Var venstrefløjen virkelig seriøs omkring sin klimadagsorden, citeres Messerschmidt, så ville den i stedet gå i brechen for en "øjeblikkelig overgang til kernekraft".

Strasbourg - Europas absurde teater

Ud over at være klimapolitisk ordfører og at deltage i møderne på Christiansborg, så sidder Messerschmidt som bekendt også i Europaparlamentet for Dansk Folkeparti. Her arbejder partiet tæt sammen med den euroskeptiske gruppe og den karismatiske Nigel Farage, hvis dundertaler mod de antidemokratiske elementer af EU cirkulerer som kultmateriale på nettet. Både Messerschmidt og Farage beretter med skuldertræk og skæve smil, hvordan EU-skeptiske talere får afbrudt deres mikrofoner midt i taletiden, og hvordan Farage blev idømt en bøde for at fornærme EU-præsidenten Herman Van Rompuy, som Farage bl.a. sammenlignede med en badeklud og en bankelev.

Så hvad stiller man op som kritisk opposition mod et tårnende overnationalt foretagende, hvis tilhængere åbent indrømmer, at de er fast besluttede på at føre EU's bestemmelser ud i livet, også selvom de ikke er demokratisk godkendt af medlemsstaterne? Man indretter sig. Arrangerer sig. Og venter. På Godot. For hverdagens kamp mod de argumentresistente EU-bureaukrater kan i længden ikke undgå at fostre en Kafka'sk-Beckett'sk sindsbillede af et absurd teater, der udspiller sig for ens øjne. Man må indstille sig på, at føderaliseringens damptromle næppe kan stoppes ad parlamentarisk vej, og i stedet tage til takke med hverdagens små glæder. Som Nigel Farage, der har fået specialsyet en badeklud med et portræt af Herman Van Rompuy til sit kontor i EU-parlamentet.

Når Pia tar pension

Måske derfor har Messerschmidt helt fra selve undfangelsen af sit EU-kandidatur gjort det klart for DF-toppen, at kandidaturet ikke måtte betyde, at Messerschmidt blev parkeret permanent i Strasbourg. Helt fra starten var det en betingelse, at Messerschmidt stadig skulle være synlig fra sit eksil, og før eller siden vil Messerschmidt vende tilbage til Christiansborg og indtage sin plads i Dansk Folkepartis arvefølge som nr. 3 i rækken efter Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl. Om Messerschmidt også en dag vil blive nr. 1, det må tiden vise, og hovedpersonen selv afviser intet på forhånd: "[Efter Pia] har jeg svært ved at se andre end Kristian tage over. Men jeg vil også sige, at det vil være trist, hvis et parti kun skulle bestå af én stærk person."

BogBlokkens dom over Martin Flinks bog om Messerschmidt lyder, at emnet er velvalgt, men at bogen burde have været kortere end de 375 sider, den havnede på. Ligeledes burde bogen efter denne anmelders mening have prioriteret de større ideologiske linjer og de dybdegående analyser af sit stof højere i stedet for at overgive lange passager til den slaviske afrapportering af ikke altid relevante detaljer. Flink har stadig til gode at finde frem til en moden og myndig formuleringsevne, men til gengæld fornemmer man en grundig, loyal og oprigtig interesse for andre mennesker, hvilket gør Flink til et oplagt emne som forfatter til flere biografier i fremtiden.

Messerschmidt - portræt af en politisk ener

af Martin Flink,

375 sider, 249 kr., ISBN 9788771082074, People's Press 2011

Anmeldelser:

kpn.dk

Information

Admin Admin