Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Memory lane 2¢ dyre lærepenge (forstærkere)

Som nævnt i forrige tråd, var min første rigtige Hi Fi forstærker en Beomaster 1000. Hvis vi altså vælger at rubricere den som Hi Fi. I hvert fald overholdt den DIN specifikationerne, som dengang var et stort nummer i enhver salgsbrochure. Man troede det var et fyldestgørende kvalitetsmål.

Min næste forstærker var en klassiker, Quads sæt 33 + 303. Historien om hvordan den blev anskaffet er lærerig. Vi er nu fremme i 1974, Thomsen er flyttet i kollektiv, har fået studiegæld, skulderlangt hår og andre tidstypiske kendetegn, f.eks Afghanerpels og en Nimbus.

Mine fuldtonehorn behøvede så absolut noget bedre end Beomasteren, og da K.S Møller havde skrevet en rosende anmeldelse af Quad sættet i High Fidelity (som jeg læste som en degn læser bibelen), var problemet sådan set bare at få fingre i et billigt sæt. Beomasteren havde lært mig at se på transistorteknologi med en vis skepsis, så da guruen skrev, at Quad sættet på vellykket vis havde overvundet transistorernes skavanker, var der ikke meget at betænke sig på. Troede jeg...

Et smut til Søborg hvor et overkommeligt sæt var til salg, og det auraomgærdede sæt var i hus.

Illustration: Privatfoto

Hvad jeg ikke lige tænkte på var, at der var en god grund til, at manden ville af med dem. For så godt var sættet altså heller ikke, viste det sig. At sættet sådan ca var det værst mulige valg til mine ACE horn med Lowther-enheder, gjorde ikke sagen bedre. Den samlede effekt af Quad-sættets afdæmpede og indeklemte diskantgengivelse (bl.a hidrørende fra dårlige kondensatorer i signalvejen?) koblet med Lowther-enhedernes tilsvarende tilbøjelighed var ikke ligefrem synergi i ordets positive betydning.

Et sæt Radford eller Quads eget rørsæt havde stadigvæk været bedre valg. Men Quad-sættet har skam stadig sine liebhavere, som renoverer og modificerer og gør ved.

Lære: 1) køb ikke ud fra anmeldelser, som altid indeholder skjulte dagsordener. Hvis anmelderne skriver hvad de virkelig mener, gælder det ikke i dit tilfælde. 2) Lyt før du køber - med dit eget udsyr, vel at mærke. 3) Et apparat skal altid spille i en kontekst af andre apparater, som det skal passe sammen med - elektrisk og lydligt. 4) Det er bedst om man kan ramme nogenlunde neutralt lydende apparater. Det kan være svært at komme ud af det skråplan, hvor et apparats dårligdomme (tilbageholdende diskant, f.eks) SKAL kompenseres af et andet. Næste skridt op ad stigen bliver uvægerligt svært. (læs: dyrt) fordi der er TO ekstremister, der skal afskaffes samtidig, hvis man vil ind i en god gænge.

Elementært, min kære Watson. Nu hedder jeg jo så Thomsen, så jeg måtte på den igen...

Næste apparat var en hjemmebygget effektforstærker flikket sammen af en af mine medkollektivisters storebror. Jeg kan ikke fortælle andet om den, end at dens trafo i dag gør fyldest i en af mine strømforsyninger... til en forforstærker. Den blev drevet af Dynaco PAT 5, som jeg havde købt som byggesæt hos Audioscan. Nu skulle man tro jeg måske var blevet klogere - men nej. Den blev købt ud fra en tro på, at med selvbyg og direkte import, så kom jeg billigt til meget bedre grej end jeg ellers ville kunne få.

Not so - det bedste ved den var kabinettet. Den spillede diffust og passede skidt med resten - bas var der trods en linealret frekvensgang ikke meget af. Hvad var det jeg havde lært af Quad-sættet...? Meget lidt. Lige i direkte-til-dig fælden...

Men jeg havde for første gang for alvor gang i loddekolben. Samlingen af apparatet var uproblematisk og den virkede som den skulle. Men alt muligt andet havde været bedre, sikkert også Dynacos PAS 3 og Stereo 70.

PAT 5 måtte derfor lade livet til fordel for en Meridian forforstærker.

Af de 4 her afbillede apparater taler vi om den øverst til venstre.

Den var et klart fremskridt, som bl.a udmærkede sig ved et fornuftigt mc-riaa trin. Den holdt indtil jeg byggede en forforstærker baseret på forstadierne til det, der blev High Fidelitys forforstærker version 1983. Sammen med en Luxman MQ 60 røreffektforstærker (2 x 30w) overlevede den helt frem til "vore dage", som starter i 1987, hvor frøene til mit nuværende setup bliver sået.

MQ 60 blev købt hos AT Audio, en helt speciel butik, hvis indehaver var en kompromisløs entuiast, der kunne finde på at sende en hen til anden forhandler, hvis denne havde et bedre produkt. Forretningen gik derefter ...nedenom og hjem. Alan Thwaites, som indehaveren hed, er vistnok stadig aktiv, nu som højttalerreperatør i Borre. En beskadiget enhed kan vist ikke komme i bedre hænder.

Den hjemmebyggede forforstærker og Luxman MQ 60 holdt længe, og for første gang havde jeg en lang periode, hvor pengene passede og jeg kunne nyde musikken - der var ikke nogen enkelt del, der SKREG på at blive skiftet. Jeg eksperimenterede lidt med kondensatorerne i MQ 60 en, og nåede også at opdage, at de 440 volt over anoden skal man ikke spøge med - heldigvis koblede jeg ikke godt til jord. Noget godt er gummibelægningen under et væg-til væg tæppe godt for.

Rørene kunne jeg ikke eksperimentere med. 50CA10, som de vidst hedder, er et specielt radiorør og deler ikke sokkel med nogen af de gængse pentoder. Den havde en herlig mellemtone og var meget fin til kammermusik, men mindre god til stor orkestermusik og rock med store effektudladninger og energi i bunden. Den fik næsten al musik til at lyde godt - men måle sig med en vellykket transistorkonstruktion kan den ikke. Hvis rør har en plads i kæden, er det næppe i effekttrinnet. Alligevel er den den eneste på min imaginære apparatkirkegård, jeg mindes med glæde.

Og det er ikke så lidt, for alt det andet tænker jeg på som noget værre skrot, som jeg mentalt gerne sparker til.

Jeg var således glad for den længe. Men selvfølgelig indfandt rastløsheden sig og nye projekter dukkede op...(fortsættes)

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Spændende beretning fra Hukommelsesvej! Billederne vækker herlige minder.

Hvis ikke jeg tager helt fejl, var Meridian-forforstærkeren en 101B.

Jeg havde selv på det tidspunkt, i midtfirserne, en 101B på kandidatlisten (lånt i en forretning af den slags, hvor man kunne få lov at høre tingene hjemme i ro og mag i en uges tid). Men den var alligevel for puristisk til mig. RIAA-delen var dog en fornøjelse. Så stor, at jeg tilstår, at jeg sneg mig til at løfte låget og tegne printet af.

Det blev dog en californisk SAE 2900 forforstærker, som fik lov at spille i stedet. Den var fyldt med (gys!) 741-op amps, og havde en noget aggressiv diskant. Men den spillede stort og flot. Senere blev den afløst af en ældre SAE Mark 1B. Den kunne spillem så englene sang og var fri for den yngre 2900's spidse top.

Men det var også dyrt grej, som en studerende kun kunne kunne få råd til, fordi det blev købt brugt. SAE Mark 1B kostede ca. 15.000 kroner fra ny - i 1974!

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten