Ma(nd)skinen 1.0

Husker I Gertrud og hendes bamsehest?

Bamsehesten, der tjente det ædle formål at være en erstatning for hendes mor; mig, når jeg sad og skrev til jer om kunstig intelligens. Gertrud var dengang mit afsæt for at klarlægge hvordan en kunstige intelligens skabes i billedet af en naturlig intelligens. Det skriver jeg om her Bamse er en bamse er en bamse er en bamse.

Gertrud er nu otte måneder og hun har for nyligt fundet sig en pind, som hun bruger til at få fat på bolden, når den er trillet ind under sofaen. Eller bare til at sige en herlig høj lyd ved at slå den ned i gulvet. Gertrud bruger altså pinden til at forlænge henholdsvis sin arm og sin lyd med. 

At anvende mere eller mindre avancerede dimser til at erstatte noget eller forlænge (herefter augmentere) ens naturlige kapacitet er en almen og iboende adfærd i os alle. Dyr som mennesker. 

I min forrige blogspost Katalog 'Kunstig Intelligens' skitserede jeg fire overordnede kategorier for kunstig intelligens (KI), hvoraf augmenteret intelligens er én.

Vi skal nu kigge nærmere på hvad augmentering er for en størrelse, når den tages i brug i virkeligheden.

Og vi skal over de næste par blogposts diskutere, hvilke konsekvenser forlængelsen af menneskets intellektuelle kapacitet kan have, og vi skal overveje i hvilket omfang vi synes det er rimeligt - eller klogt! - at erstatte og augmentere mennesket. Med teknologi.

Vi augmenterer for at forbedre 

Augmentering sker hele tiden og alle steder. 

Briller, biler, høreapparater og noget så simpelt som tøj er alle remedier, vi forlænger os med for at enten kompensere for “fejl og mangler” eller for at forbedre vores fysiske og intellektuelle kapacitet og dermed forbedre duelighed.

Men hvor går grænsen for, hvad der er i orden, når det kommer til de små “dagligdagshjælpemidler”? Kaffe er super. Sovepiller går an på visse tidspunkter for nogle mennesker – og slet ikke for andre. 

Hvad mener I om alle de øvrige opkvikkende og neddyssende medicinske præparater til at klare de lange arbejdsdage, eksamensnerverne, vintermørket, trafikstressen eller hvad vi nu plages af i vores dagligdag?

Psykofarmaka har til formål at forbedre vores mentale velbefindende, hvilket i særdeleshed involverer at forlænge vores mentale udholden og dermed kapacitet. Medicin er, som jeg ser det, en kemisk form for augmentering. 

Hunden som augmentering af mennesket

I er sikkert stødt på de velopdragne og flittige servicehunde rundt omkring, der har været travlt optagede af at varetage deres job som forlængende krop for deres fysisk handikappede ejer. Men også mennesker med psykiske lidelser kan nu nyde godt af servicehundenes færdigheder.

Som militærpsykolog i Forsvaret har jeg over de seneste par år gennemført et pilotstudie, hvor en gruppe krigsveteraner med den psykiatriske diagnose posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) deltog i træningen af hundehvalpe til psykistriske servicehunde for så at leve sammen med dem herefter.

Veteranerne oplevede, at tilværelsen med servicehunden blev mærkbart mere udholdeligt og værdigt idet, at hunden for eksempel hjalp dem med at nedregulere deres temperament, når de ikke selv formåede dette og ellers endte i raserianfald over for nærtstående eller tilfældige personer. Hunden formåede desuden at beroligere sin ejer om natten idet den kunne hjælpe ham ud af mareridt om krig førend de fik taget i ham.

Den psykiatriske servicehund virker altså som en forlængelse af sin ejer, sådan som en stok virker for personen, der er usikker på benene. Man kan sige, at servicehunden kompenserer for ejerens PTSD-relateret handikap, der kommer til udtryk ved kognitive og følelsesmæssige begrænsninger (“fejl og mangler”). En artikel om hele studiet er på trapperne i den peer-reviewed journal Traumatology.

Augmentering til diagnosticering 

Lad os kigge på et lidt mere avanceret eksempel på augmentering end Gertruds pind, før vi behandler problematikken mere bredt:

Forestil dig, at du sidder som medarbejder på vagttelefonen i Region Hovedstadens akutberedskab - også kendt som 112. Du har en sundhedsfaglig uddannelse i ryggen, men borgerne kan ringe om alt mellem himmel og jord og af mere eller mindre alvorlig art, selvom det er en akuttelefon.

Ofte har du kun få minutter og nok snarere sekunder til at afgøre, om personen i røret skal have tilsendt en lægebil, en ambulance med udrykning, indlede førstehjælp eller måske bare troppe op på nærmeste skadestue.

Forestil dig så, at dit næste kald er fra en midaldrende kvinde som ringer og med relativt rolig stemme fortæller, at hun har fundet sin mand ude i rosenbusken, hvor han lå og rodede rundt. Han virkede en anelse konfus – men som hun siger, ’han fik også et par glas til frokosten en time tidligere’. Manden har slået hovedet let ved faldet, så måske skyldes hans skrammer og konfushed bare dét? Han snøvler godt nok lidt nu, da hun har fået bakset ham ind i en stol i udestuen. Det er som om, tungen helst vil bevæge sig til en side i munden… Han mener selv, at han er helt ok, og at det er noget pjat, at hun ringer til 112. Han skal bare ’have en bette én’ og så en god lur – så bliver han god igen, siger han. Konen er i tvivl, og derfor har hun ringet til 112, hvor du tager telefonen.

Hvad gør du? Signalerne peger måske i en klinisk retning, men hvor sikker er du? Og hvordan påvirker hendes rolige stemmeføring og gemyt dig i din tankeproces?

Forestil dig nu, at du har en venlig hjælper, der lytter med på samtalen. Vedkommende hører også kvindens opkald og beder dig spørge mere specifik ind til mandens egen oplevelse af faldet og opvågning i rosenbedet. Kan han huske nogle smerter før faldet? Og hvad med nu – gør det ondt i f.eks. den ene arm? Hvordan med den tunge der? Kan han prøve at række tunge ad konen, mens I taler sammen? I løbet af samtalen bliver det klart for din hjælper, at manden har haft et slagtilfælde og højst sandsynligt en blodprop i hjernen. I bliver enige om at sende en akut udrykning. Det er et spørgsmål om liv og død, hvis han ikke kommer i behandling og bliver monitoreret nøje over de næste timer og dage.

Et ikke utænkeligt eksempel i den virkelige verden. Og din hjælper var ikke en erfaren kollega, du tilfældigvis havde til at supervisere dig på dagen. Det var en såkaldt intelligent, digital partner – et stykke software, som kunne være udviklet af det danske start-up firma Corti.

En intelligent digital partner

Jeg deltog forleden i Dansk Industris konference i KI, hvor danske KI-producenter og -brugere præsenterede deres produkter og erfaringer. 

Føromtalte Region Hovedstadens akutberedskab (112) og start-up firmaet Corti var blandt deltagerne.

Corti er også navnet på firmaets intelligente digitale partner, der kort sagt er et softwaresystem baseret på maskinlæring. Corti er trænet til at “lytte" med på alarmopkaldene og løbende give råd til vagthavende medarbejder om for eksempel diagnosticering eller vejledning i relevant førstehjælp.

En sådan partner viser sig nyttig i forhold til at holde styr på de informationer, der kommer ind og samordne dem med arkiverede informationer. Cortis evne til "at holde hovedet koldt" hjælper desuden medarbejderen med at overskue situationen under tidspres. 

Corti viser sig desuden at være markant bedre end medarbejderen til at identificere hjertestop under selve alarmopkaldet, og Region Hovedstaden påtænker, at intelligente partnere a la Corti i fremtiden skal assistere i diagnosticeringen af andre akutte tilfælde.

Det teknologisk augmenterede menneske

Augmentering af mennesket ved hjælp af KI møder vi altså i mange former, sammenhænge og med et mangfoldigt billede af formål. 

Og danske virksomheder er som antydet godt repræsenteret med teknologisk augmentering i særklasse:

Høreapparatproducenten Oticon har i år på Consumer Electronics Show præsenteret deres - og verdens! - første bud på hvad, de har navngivet en KI-assistent til ørene (dét, der i gamle dage hed et høreapparat). Oticon Kaizn's software kan ved hjælp af maskinelæring lære sin brugers typiske lydomgivelser at kende og af sig selv tilpasse sine indstillinger og optimere lyden derefter. 

Slagteriproducenten Danish Crown lærer sine slagterimedarbejdere ‘hvordan koteletten skal skæres’ bogstavligt talt, ved at udstyre dem med Augmented Reality-udstyr og lade dem træne i at skære kødet i rette tykkelse, kvalitet, hastighed og dermed undgå kødspild. Læs mere på Teknologisk Institut. 

Ovenstående eksempler viser os hvordan kunstig intelligens kan bruges til at øge vores naturlige fysiske og intellektuelle kapacitet og hjælpe os med at overskue og handle på store mængder data under de stressorer, arbejdslivet dagligt byder os.

Det lyder da godt, ik’? 

Ma(nd)skinen 1.0 - et gode eller et onde?

Formålene med augmentering i disse eksempler må vurderes at være tilforladelige og sympatiske. Men der findes et hav af andre mere eller mindre intelligente augmenterende produkter, som kan få selv Loke til at rødme af moralske skrupler. Dem skal vi forholde os til - kritisk og konstruktivt - men de kræver plads og energi, så vi tager dem op igen næste gang.

Både/Og

Men augmentering af eksisterende medarbejdere er sjældent den eneste konsekvens af implementering af KI-software på for eksempel en arbejdsplads. 

Dén software, der virker augmenterende af medarbejderes fysiske eller intellektuelle kapacitet, som vi har set det ved Danish Crown og Corti, virker ofte også erstattende af andre medarbejdere og fører antageligt til afskedigelser. Og dét er ikke utvetydigt tilforladeligt - i hvert fald for hende, der nu står uden job. 

Og nej; det er ikke blot et resultat af en naturlovmæssig matematisk beregning foretaget af et upartisk kunstigt neuralt netværk, som lederen kan læne sig op ad og i sidste ende referere til med et: ”jamen, det var jo algoritmen der tog dit job/fik dig fyret”.

En kunstig intelligens er aldrig upartisk.

KI er ikke blot kolde algoritmer og algoritmer er ikke blot tørre tal. Udviklingen af algoritmer er brandvarme og flydende afhængige af udviklernes værdier, holdninger, prioriteringer og i sidste ende idealer. Derfor er det også en ledelsesmæssige beslutning, hvordan man implementerer KI og bringer sine medarbejdere i spil i processen.

Næste gang kigger vi nærmere på dét og som sagt på et par af de mere kontroversielle og etisk delikate eksempler såsom hår-tynde elektroniske tråde indopereret i menneskehjernen der muliggør, at vi kan uploade vores tanker i skyen, og på hvordan militæret i grunden bruger al denne herlige teknik i deres “legetøj”.

Tak for jeres tid. Venligst, Astrid