Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
opfinderbloggen blog

Magneter førte til et nyt liv med stokken

Illustration: Privatfoto

Jeg har så meget respekt for folk, der trods sygdom og deraf følgende tilbageslag, formår at få det bedst mulige ud af situationen.
Carsten Wu Sønderskov er ramt af sclerose. Da han en gang for meget tabte stokken nede ved kassen i supermarkedet, tog han affære og gik i krig med en løsning, der holder stokken til kroppen med clips, velcro og smarte magneter. Brugeren har stokken sikkert ved kroppen og kan hænge den fast på alskens overflader i hverdagslivet.

Opfindelse til ham selv og mange andre

Det er en djævelens god idé, indlysende godt tænkt og en hjælp til alle der bruger stok. Opfinderen bakser selv med stive, ømme ben og kan ikke bare bøje sig ned, når stokken falder fra ham. Ved at lave en nyhedsundersøgelse hos Patent- og Varemærkestyrelsen fandt Carsten ud af, at der ikke er nogen, som har lavet en stok med et lignende magnetprincip. Det mener Carsten i øvrigt mest af alt skyldes, at de der producerer stokke, ikke selv går med stok.

Carsten fortæller, at det er op til 150 gange, at magnetstokken skal i brug på en dag: ved kaffen, bruge fjernbetjeningen, åbne døren, på toilettet, stå i kø hos købmanden, ind og ud af bussen etc.

Magnetviden gennem far

Carsten faglige forstand på magneter kommer ikke ud af det blå. Hans far er fysiker i virksomheden Danfysik, der lever af at lave magneter og spoler. Han har leget med som barn, og været ansat som ung og voksen. Magnetstokken er lavet ud fra tre kriterier, den skal være billig, produceres i nemme materialer, og den skal kunne være ved kroppen hele tiden.

Feedback fra felten

Han startede med at købe 10 forskellige magneter og gik rundt med dem og stok for at teste styrke og egenskaber. Der blev brugt testpersoner fra hans egne fysioterapeut og ditto patienter fra sclerose-hospitalet, hvor Carsten selv er patient, hvilket gav værdifuld feedback fra felten. Lavet med behørig brug af fortrolighedserklæring.

Det krævede en hel del forsøg at finde de rette materialer og regne ud, hvordan stokken kan sidde stabilt tæt ved kroppen uden at genere. Clipsen, der skulle holde, faldt for nemt af i starten. Velcroens egenskaber gør til gengæld, at du ikke kan trække stokken ud fra kroppen, men med få kræfter kan trække den ned og i brug. Antiskrid-gummi sikrer, at magneten ikke flytter sig rundt, hvis brugeren svinger med armene.

Flittig bruger af Fablab TI

Carsten brugte gennem foråret Opfinderrådgivningens idé- og modelværksted Fablab TI på Teknologisk Institut. Han lavede 3D-prints af de forskellige generationer af prototyperne og detaljearbejde med løsdelene. Han lavede fx 3D-print af clipsen og aluplade i et sammenfattet stykke. Magneterne er limet op på alupladen for at sikre, at de ikke knækker og derefter kan springe.

Det første han gjorde i Fablab TI var at skære 30 forskellige rektangler i træfinér på laserskæreren for at finde ud af placering, tolerance og størrelse på alupladen i samspillet med den mest egnede magnettype. Det mere avancerede arbejde i metal fik han lavet hos Shapeways i Holland.

Magni-stokken består af to dele. En clips-del med en kraftig magnet, brugeren sætter fast i buksekanten, på kjolen eller tasken og en velcro-del med endnu en magnet, du sætter omkring stokken. Du ”klikker” stokken fast på kroppen. Magneten holdes fast med anti-skridende gummi. Når stokken skal i brug hiver brugeren den ned.

Fyring var igangsættende

I tiden før ideen blev fostret, blev Carsten fyret fra et fleksjob. I sig selv en grim oplevelse, men det banede vej til at få ideen og udvikle Magni-stokken. Fleksjob-konsulenten på kommunen bakkede op om, at han forfulgte ideen om magnetstokken i stedet for at søge nye jobs. Konsulenten så ligefrem det perspektiv, at stokken i produktion, kunne skabe arbejdspladser til andre fleksjobbere. Og det er faktisk endt med at blive til virkelighed.

Huset Venture

Huset Venture i Ballerup, der er en social virksomhed, som har folk med handicap som ansatte, producerer, pakker, laver brugervejledning og sælger Magni-stokken. Velcroen til stokken bliver eksempelvis syet af en blind syerske. Carsten har fortalt mig, at det betyder meget, at han kan hjælpe andre med store sygdomsudfordringer til at få en bedre trivsel. Det vægter mere for ham end en eventuel økonomisk gevinst.

Kæmpe interesse for idéen

Det ser ellers ganske lovende ud. Der gik fx blot 100 minutter efter Carsten havde offentliggjort den færdige stok på Facebook, før han blev kontaktet af en amerikansk kvinde, som spurgte, om hun kunne købe stokken. Hun ville også gerne offentliggøre det i den amerikanske skleroseforenings regi. Der har været interesse for Magnistokken fra en blandt andet Norge, Sverige, Bulgarien og USA.

Givet det videre, men er stadig tilknyttet

Carsten har aldrig tænkt, at han skulle blive iværksætter. Han har godt nok udviklet ting og sager i sine år på Danfysik, men før sclerosen ramte ham for over otte år siden, levede han af at være trommeslager i forskellige større danske jazz- og rockbands.

Han har dog måttet sande, at han ikke selv er i stand til at drive Magni-stokken videre ud i verden og har for nylig afhændet virksomheden til barndomsvennen, der er erfaren virksomhedsejer.

På den måde bevarer Carsten kontakten til stokkens rejse og er i øvrigt ansat i fleksjob hos Huset Venture i Ballerup ganske få timer om ugen med ansvaret for velcro-delen af magnetstokken. Det er, som han siger: ”Den bedst mulige konstellation”.

Han kan jo ikke vælge, om han er syg eller ej.
Men han kan vælge at arbejde med realiteterne og de muligheder han har for at skabe.

Ekstraordinær fight

Det sker ind imellem i Opfinderrådgivningen, at vi møder folk som Carsten Wu Sønderskov, der er i stand til at skabe noget ekstraordinært fra en svær livssituation, som kommer andre til nytte. De stiller op med imponerende ekstra fight, og det er altså bare helt gement ret livsbekræftende.

Det er det, jeg synes er så sejt!

Video om Magnistokken: https://vimeo.com/120912416

Hjemmeside: www.magnicane.dk

Dette er Opfinderrådgivningens blog som ordningen bruger til at formidle historier og budskaber omkring opfindere, opfindelser, idéudvikling og opfinderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

som min mor, der brugte en pølsetang til, at samle ting op fra gulvet, da hun sad i kørestol. Så kunne hun selv!

Man kan måske også designe en mere smart magnetisk/velcrodims- til dette.

Mvh
Tine- der mere savner noget, der får kosteskater- til at blive stående.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten