Månen som afledningsmanøvre

I sidste uge kunne vi læse, at ESAs nye generaldirektør, Jan Wörner, sandsynligvis forlænger den europæiske rumorganisations engagement i den internationale rumstation frem til 2024. Det er godt nyt. At trække støtten til verdens mest enestående forskningslaboratorium ville være tosset.

Men han når også lige at slå på tromme for et projekt, han har luftet før: Moon Village - en landsby på månen. Hvis man er til tysk, kan man læse et længere - og udmærket! - interview med manden på ESAs hjemmeside.

Billede af base på månen

Det ville være rigtig fint med en base på månen. Det er bare ikke nødvendigt for at rejse til Mars.

Men hvorfor nu månen? Skulle vi ikke sende mennesker til Mars? Jo, siger Wörner, men “...die heutige Raumfahrttechnik ist einfach noch nicht so weit.” Vore dages rumfartsteknik er endnu ikke tilstrækkeligt avanceret.

Det passer selvfølgelig ikke. Vi har kunnet sende mennesker til Mars de sidste 30 år. Hvis vi ville. Men det ville vi ikke. Og det vil vi stadig ikke. Vi vil bare så nødig indrømme det. Så hellere sige, at vi ikke kan.

Næh nej, vi skal øve os først:

“Und längere Aufenthalte jenseits der niedrigen Erdumlaufbahn müssen vor einem bemannten Marsflug erst noch erprobt werden.”

“Længere ophold uden for lavt jordskredsløb skal prøves før en bemandet rejse til Mars.”

Her får jeg svært ved at undertrykke et “Warum?” Men det er helt klassisk. Det er helt ukontroversielt at mene, at “der skal mere forskning til, før vi er klar.”

Hvor meget forskning skal der til? Hvornår er vi klar? Hvordan ved vi, hvornår vi er klar?

Det er så her, månen kommer ind i billedet. Fra artiklen på ing.dk:

"Han forklarer, at Månen er vigtig som springbræt for missioner til Mars – også fordi man her kan udføre videnskabelige undersøgelser bedre end på Jorden."

Hvordan er månen vigtig som springbræt for missioner til Mars? Hvad er det for videnskabelige undersøgelser, man bedre kan udføre på månen end på jorden - som har relevans for en bemandet Mars-rejse, vel at mærke? Det er spørgsmål, ingen stiller.

Kan vi bygge en slags ISS på månen? Absolut. Vil det give mening? Ja, i mange sammenhænge. Er det nødvendigt for at sende mennesker til Mars? Overhovedet ikke.

Der er tale om tænkning, som har floreret i rumfartssammenhænge i årtier. "Vi kan ikke sende mennesker til Mars, før vi har forsket meget mere i...(indsæt selv dit yndlings-forskningsområde)". Og her er især månen den helt store fokusrøver. "Vi kan ikke sende mennesker til Mars, før vi har sendt mennesker til månen."

Men vi har sendt mennesker til månen. Lad os nu komme videre.

Vi har øvet os nok nu.

Steen Eiler Jørgensens billede
Steen Eiler Jørgensen
arbejder som talentambassadør hos ScienceTalenter, har været formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning fra 2006 til 2016, og er fuldt og fast overbevist om, at menneskeheden bør kolonisere rummet - snart.

Kommentarer (39)

..en simpel søgning på f.eks. antibiotika giver følgende link...

http://www.deccanherald.com/content/154571...

De er nærmest virkningsløse i rummet. Man kan godt klare sig uden noget så simpelt som antibiotika når man rejser til månen og tilbage igen men jeg ville nødig rejse til mars uden.

Det er mennesker man sender af sted som gerne vil vende tilbage i live og det betyder at der skal være styr på alt.

  • 0
  • 5