rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

Lykken er lunefuld !

Kære læsere,

Jeg er altid på jagt efter De vises Sten. I min verden kan de ikke lave guld, men lykke. Nu er lykken som bekendt lunefuld - og i i alle fald forskellig fra menneske til menneske.

Det spørgsmål jeg virkelig gerne vil adressere her er hvorfor det dog skal så hurtigt i CS. Hvorfor jeg hellere vil flyve 2X i efteråret frem for i 2014. Hvorfor jeg hellere vil flyve 1600 i 2014 end 2015. Hvorfor jeg måske med livet som indsats gerne vil holde antallet af ubemandede prøveflyvninger på et ikke så højt tal.

Det skyldes en ting alene: at vi ikke lever evigt.

Lykken bliver derfor i mit liv en simpel rationel optimerings opgave: Hvordan klemmer jeg flest muligt store øjeblikke ind mellem fødsel og død ?

Store øjeblikke kan være når Nautilus søsættes. Det kan også være at kommer over på Sputnik og se besætningens ansigter - ser deres kommittent og totale hengivelsen til opgaven. Det kan også være at cykle hjem fra HAB, gennem mørke stille gader en sen aften, og vide man lykkedes med et eller andet stykke arbejde.

Kniber det, kan man altid lave en batch T-stoff i T-stoff fabrikken. Det giver 1,9 - 2,2 ltr flydende lykkefølelse hver gang. At lave ting andre siger man ikke kan, er altså bare godt.

Med tiden opdager man dog at den sande visdom er at vi som mennesker mere end noget i hele verden er sociale væsener. At gøre noget fantastisk med sine kammerater er meget godt for sjælen - det er den sande lykke. Jeg har mange gange sandet at det var kammeratskabet mellem crew´et i CS der var det aller vigtigste.

Der skal fart på.

Jamen hvorfor dog det ?

Jo, det skal der af hensyn til kammeratskabet. Vi skal presses ud i nogle situationer hvor vi hænger i neglene, hvor tårerne triller, og man må slogs for det nøgle liv. For der - der opdager man hvad det vil sige at lykkes som team, at lykkes som hold - kun fordi hver mand m/k gør sit bedste og går 115 % ind i sagen.

Der var en gang en sort nat. CS stod ud på sin første sea launch operation under de værst tænkelige forhold i 2010. Vejret var slet ikke godt nok, men vi ville altså give det et forsøg. Vi anede jo basalt set ikke om det kunne gøres. Fra kommandotårnet på Nautilus kunne jeg i mørket se lanternene fra hele den lille armada. På min styrbord side boksede Claus Nørregård af sted i en rib. Foran mig havde jeg Sputnik med Andre Christensen og Jev Olsen. Længere forude var Johansen ved roret på Flora, en stor britisk motoryact som også havde en trosse i Sputnik. Hans stemme i radioen var rolig og kompetent. Vejret var alt for dårligt. Nautilus gik op og ned to - tre meter i det "rhombic drive" vi havde tested i stille vejr i Øresund. Nu var vi på Østersøen, i det tidlige efterår - og det Andre kalder fuck faktoren lå og og diglede oppe ved 96 - 98. På 100 er det slut, og man har en decideret nødsituation.Jeg spurte igen og igen til Andres fuck faktor. Som den erfarne sømand han er var det hans vurderinger der fik mit til at turde presse på. Hans år i Søværnets inspektionsskibe ved Grønland sætter hans fuck faktor skala og giver hans rolige ord i radioen vægt.

Jeg har været døden nær i en ubåd med Andre. Haft vandet fossende ind gennem en åben bund luge. Vi reddede Kraka og hinanden fordi vi holdt hovedet koldt, og Andre gjorde det eksakt rigtige i hans ende af båden og jeg mit i min ende af båden. Vi bliver aldrig de samme efter den oplevelse. Jeg stoler ubetinget på den mand hvis der er det mindste vand i nærheden.

Under mig dundrede Nautilus trofaste diesler og bag mig stod Niels Foldager og sloges med en tiltagende søsyge. Under dæk arbejdede andre for at holde Nautilus 40 tons rumlende stål kørende på den vanskeligste mission nogen sinde.

Det føltes som jeg havde sendt hele min familie i krig med elementerne. For min skøre ide om sea launch. Østersøen kan sagtens så ihjel. Det har den vist mange gange. Vi vidste ikke vi kunne lykkes. Måske ville vi alle gå til bunds.

Det blev en lang, lang nat. Da jeg gik fra vagt sov jeg uroligt på dørkpladerne mellem de to diesler i maskinrummet. Det var koldt, med når jeg med mellemrum rejste mig op fik jeg varmen fra motorerne.

Så stod solen op. Med dens stråler kom håb. Søen var stadig for høj til vores ekvipage, men den havde lagt sig lidt. En eller anden indre psykopatisk kraft fik mig alligevel til at presse på, og prøve at få en opsendelse ud af den frygtelige nat. At overføre personel mellem Nautilus og Sputnik var en sag i sig selv. At arbejde ombord på Sputnik - der opførte sig som en tivoli forlystelse - var næsten fuldkommen umuligt. Men vi ville ikke give op.

Så viste MHV 903´s grå siluet i horisonten. Jeg fik min Flight Director ind på VHFén. K von B. Så kunne vi gå igang og løse vores problemer.

Vi fik dyret tanket - og checket ud - og alle her ved sikkert hvor uendeligt tæt vi var på at lette. 1X lettede så ikke den dag - men det gjorde støtteforeningen kort tid efter.

Men skal igennem den slags for helt at kunne opleve hvad det er at lykkes - som vi gjorde da vi prøvede igen i 2011.

Vi kunne sidde ude det varme kontor i HAB og se youtube og drikke kaffe halvtres timer om ugen.

Men vi ville ikke blive lykkelige af det - nej - vi skal ud og udfordres. Vi skal mærke at vores talent og drive eller mangel på samme faktisk gør en forskel. Lykken er ikke det varme kontor. Lykken findes ude i hangaren - mellem de fantastiske gamle værktøjsmaskiner - ved valsen og armbolten og dinosauer drejebænken. Der findes lykken. Den findes ved elektronikbordet og på prøvestanden. Den findes på Vostok og Sputnik. I tårnet på Nautilus. Den findes derude hvor det sker.

Det er ikke i det varme kontor med kaffe og youtube.

Den findes der, hvor vi er presset.

Jeg har siddet og grædt på en sten kl. 10 til mange statiske test. "Vi kan bare ikke det her, der er bare for svært. Teamet virker ikke, folk ved bare ikke hvad de skal"

Jeg kalder det det punkt på en statisk test dag for "Max Q" eller "maximum dynamic pressure" fordi det er lige der jeg oplever det maksimale strukturelle pres på mig som person. Så stille og roligt begynder CS maskinens tandhjul at dreje, den store krumtab begynder at rotere under en piben og hylen, og olietrykket kommer op. Når LOX en er tanket kører maskinen velsmurt og effektivt. Man er over Max Q, og flyver på sejrens vinger mod tænding og mainstage.

Det har vist sig at Max Q kan blive meget mindre hårdt og meget mindre belastende ved at bruge en rasende masse tid på at tage hver enkelt nøgleperson i CS og fastlægge et fuldkommen beskrevet og afgrænset ansvarsområde. Men kan ikke forberede sådan en testdag eller opsendelse gennem en masse breefing før start. Man skal helt ind i knoglemarven på hver m/k og få instrueret eksakt hvad den person står for. Så vil de gøre det til deres helt personlige ansvar at LOX umbilcalen kommer på, at tændsatsen kommer i eller alt muligt andet. Så snurrer hjulene kl. 10 og man skal ikke sidde og græde. Ens kammerater bærer den raket om den så vejer tons, hele vejen til mainstage og liftoff. Det kan være næsten euforisk og se hvad en tæt knyttet, ordenligt instrueret gruppe af kompetente mennesker kan sammen.

Denne oplevelse får man ikke ved at se youtube og drikke kaffe.

Formålet med altid at forcere, altid at presse citronen er ikke at få lavet en masse raketter - men at fremkalde lykkelige raket teknikkere, som trætte, brugte, og fysisk smadret bare sidder og er lykkelige fordi de har sejret sammen.

Jeg har en ven udi ubådsdesign. Han er meget dygtigere til det end jeg. Han har bygget verdens tungeste amatør undervandsbåd ved navn Euronaut. Carsten Standfuss har samlet arbejdet mere end tyve år på det projekt. Nu er den så endeligt kommet i vandet.

Mens Carsten gjorde det - havde jeg mine otte år med ubåde. Jeg designede noget der var meget mindre teknisk sofistikeret end Cartsen Standfuss. Jeg forcerede som altid og arbejdede sammen med b.la. Claus Nørregaard dag og nat på vores undervandsbåde. Der var tider hvor det var vanvittigt hårdt.

Sådan er det at bestige bjerge.

Vi byggede, søsatte, testede, dykkede under is, sejlede til Bornholm, styrede på dybderor, byggede igen, søsatte, ect. i et væk i de otte år. Nogen gange græd man af lykke, andre gange var man i akut livsfare, nogen gange så man ting - som var så utrolige at det bare ikke kan beskrives. Det var hæsblæsende - på de otte år nående vi at bygge tre ubåde, og havde sådan noget som 1200 dykke operationer med dem. Det var lykken at gøre det sådan for mig, fordi det gav mange af de store øjeblikke.

Da Nautilus skulle sejle for første gang indtræf det utrolige at hun ganske uofficielt blev overtaget af en gruppe ex ubådsmænd fra Søværnet. At se dem gøre det - og følge deres samarbejde og uformelle, men effektive ledelse på jumfruturen var en sand oplevelse. Hvis nogen ved noget om kammeratskab som følge af udfordring - så er det ubådsmænd.

I mens byggede Carsten tålmodigt, år efter år på sit livsværk. Han måtte gøre sin båd færdig og gøre det perfekt, fordi Carsten er tysk skibsingeniør - og der må ikke kunne sættes en finger på noget. Om det var lykken for ham ved jeg ikke helt. Jeg var med ham på hans allerførste tur med Euronaut. Så snart han havde fået trosserne i land forlod han fartøjet promte og gik op til et øltelt og kunne sige "alles gut!" men lysten til at lege med de 65 tons legetøj syntes fordampet. Det havde simpelthen taget for længe, og været for alene en kamp. Carsten har et crew med sig, men lægger ikke skjul på sit personlige ubetingede ejerskab over projektet. Det er hans båd, Ende !

I den samme situation havde jeg altid haft brug for at bruge meget lang tid på at mærke og se skibet på vandet - og forresten få lavet en ordentlig fest hvor alle kan rystes sammen og nyde øjeblikket. Hvis nogen kunne gøre de øjeblikke store var det kunstnerne fra Halfmachine - som blev Nautilus hjemhavn. Man kan tabe som individ, men kun sejre som hold.

Men tilbage til Carsten...

Et øjeblik efter tog han fat i mig og førte mig til en stor værftsbygning. Carsten arbejder som visse andre mest på nedlagte værfter...

I denne værftsbygning stod et sølvskinnende fly. Det var Carstens nye projekt. Hans sølvfugl havde et enormt stort vingefang - det var et svævefly - og Carsten Standfuss var nu gået i gang med at indstalere en turbojet af eget design i dette fly. Hans nye projekt var en slags privat udgave af et U2 spion fly - og Carsten håber at kunne flyve det i højder over 60.000 fod.

Han er altså en guttermand - men jeg håber han husker at det handler om lykken, og at han bliver bedre til at kontrollere sin indre perfektionist. For perfektionisten er lykkens fjende no 1.

CS har nogle fundamentale begrænsninger for hvor meget vi kan overkomme. Jeg leder altså efter dette et eller andet der kan flytte på de begrænsninger for jeg ved det findes. Typisk handler det om noget med mennesker. Det kan være en person der skal have den rigtige rolle - så med et blomster vedkommendes talent og komitment. Det kan være en ny person der skal ind - og som på magisk vis for tingene til at ske. Det kan faktisk også være en dims - f.eks. et rullestillads - som man opdager kan flytte grænser for hvad man kan.

Sea Launch skaber i sig selv en cyklus i CS som naturligt vil få os til at opsende en raket om året. Så tester og bygger man i efterår, vinter og forår, og flyver om sommeren. Smart ikke - der er bare det problem at det betyder en opsendelse pr år - og det igen betyder et endeligt og ikke ret højt tempo. Jeg har meget svært ved at få CSerne til at arbejde med flere ting parallelt eller satse på at ting vil lykkes. Det er helt naturligt at man er lidt forsigtig med at tro på at vi får aktiv styring eller turbopumper til at virke - og derfor har jeg svært ved at få folk til at arbejde på f.eks. 2X som jo er afhængig af aktiv styring. Man vil lige se Sapphire flyve ordentligt først. Det kan jeg sagtens forstå.

Men hov - det betyder jo at man ikke starter på B før man er helt færdig med A. Det betyder igen at vi ikke kan komme over et skud pr. år fordi hvis ikke vi er meget langt fremme med B når A flyver, så når B ikke at flyve den sommer.

Gør det så noget ?

Det kommer jo an på hvad lykken er - så længe vi lave 220 og 650 mm raketter vil jeg mene det gør noget - men hvis vi på sigt kan klare en HEAT 1600 om året er det nok hvad citronen kan presses til. Det medfører bemandet flyvning omkr. 2020 ( hæng mig ikke op på det ! )

Jeg ville bare elske at finde de vises sten så der kunne blive bedre tid til bagefter at udnytte teknologien til alt muligt. Som f.eks. at få nogle store øjeblikke. HEAT 1600 er en pæn launcher, som kunne danne basis for ikke bare suborbitale bemande flyvninger - men ubemandede sonder til alle baner mellem LEO og undvigelseshastighed. Eller over. Skal vi have tid til at lave den slags i dette liv - kræver det altså lidt mere fut i fejemøget.

Kan penge gøre det ?

Ja, i princippet. Hvis vi havde flere penge kunne vi koncentrere os om kerne opgaverne og lade danske virksomheder om at bygge sektioner til Sputniks centerskrog, tanke til HEAT 1600 og brændkamre for samme. Eller vi kunne lave det hele selv ved at ansætte nogen håndværkere. Men kurven er vandvittig stejl. Vi kan lave meget for små penge i CS med vores egne medlemmer - skal vi ud og have industrien med, eller ansætte folk, koster det nogle budgetter der ikke er spor nemme at komme op med.

Så i princippet ja, i praksis nej.

Vi opererer i CS i en kontekst hvor vi nok bliver nødt gennemføre som amatører, og prisen er at det altså tager noget tid. Det er sjovt hele vejen, og den eneste rigtige omkostning er at den tid vi har til at udnytte det færdige system eller videre udvikle det orbital kapsitet er kortere.

Tilbage står hvad lykken er. Ikke bare for os i CS men for vores venner ud i verden. Selv tror jeg vi skal arbejde hårdt for at optimere hvad vi kan som amatører - fordi det også har en særlig charme. Men De vises Sten, der sætter fut i fejemøget og får komitment og passion til at blomstre - dem vil jeg altid lede efter.

Søndag har vi turbine test dag no. 2, og med lidt held har vi test af en lille LES motor mandag.

Jeg vil selvfølgelig skrive meget mere om hvad turbo testen giver - da dette jo er blevet en central brik i vores strategi for HEAT 1600.

Peter Madsen

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det skal nok lykkes for dig, glem grænser og Fuck Faktorer. The sky is the limit. Men pas på du ikke knuser ruder eller bukker lygtemaster i nabolaget... :-D

  • 2
  • 0

-jeg tror ikke der er nogen der vil hænge dig op på det, - nok tvært imod, de vil nok forsøge at holde dig på jorden. Flere ville nok tale meget varmt for endnu flere test i dagene op til, og medierne vil helt klart have fået den helt forkerte vinkel på historien, og dække det som værenede noget helt normalt...

Jeg personligt vil glæde mig til muligheden, med tåre i øjnene, for at give hånd på det du gjorde -op og helt ned.

  • 1
  • 0

Hvis det bliver i 2020 er det fint, det er kun om 6 år.Med det set up af frivillige og egen financering er det bare enormt flot hvis det er datoen det lykkes på.Under vejs vil der jo nok komme flere afstikkere, genveje og omveje, der vil give os alle flere gode øjeblikke.Hvad der er nået indtil nu er fantastisk, hvad der kommer til at ske fremadrettet er et eventyr.Med en happy ending.

  • 2
  • 0

Bliv endelig ved med snakken Peter! Filosofien og tankerne som får Peter og andre til at gå i gang med spændende projekter er da sk*de interessant og inspirerende IMHO!

Mvh Steen

  • 1
  • 1

Paa Picasa er der fine billeder af dagens turbinetests, desvaerre ser det ud til at nogle af turbinebladene er blevet beskadiget.

Er der nogen der var til stede der kan beskrive hvad der skete?

  • 0
  • 0

Det ligner at et turbineblad er revet løs og har taget en heftig tur rundt med yderligere beskadigede blade til følge...

Ellers ser det ud til - ved øjemål på billedet - at den skyder vandsøjlen en hel del højere end sidst ! Det kan vi li' !! :-D

  • 3
  • 0

Ja som det ses var der et turbineblad der ikke kunne klare mosten. Det rev sig løst ca. samtidig med at turbinen løb tør for hydrogen peroxid, så der kom stadig gode data fra den pågældende test, som naturligvis blev dagens sidste. Bladet røg iøvrigt ud af damp exhausten og blev fundet et par meter foran turbinen.

  • 2
  • 0

Hej

I dag kørte vi testen lidt anderledes and sidst, hvor vi bare "gav den fuld gas". I og med vi havde fået lavet en noget mere effektiv turbine, ville vi gerne kunne styre de enkelte runs. Det blev gjort ved at sætte en pressostat på afgangstrykket på pumpen og så lade den styre H2O2 ventilen over catpack'en.

Vi kørte så en serie tests, hvor vi gradvist skruede op for pumpetrykket - også langt forbi det ønskede nominelle tryk. I det sidste sekund af den sidste test rev et turbineblad sig løs og grundet de små tolerancer i turbinen beskadigede dette blad en del af de andre, inden det blev skudt ud af turbinehuset.

Det skal nævnes, at testen var en ubetinget success. Da den aktuelle testturbine havde udspillet sin rolle, så vi inegn grund til ikke at se, hvor grænsen lå. Yderligere skal nævnes at netop det blad, der valgte at forlade os allerede inden testen var markeret med "tvivlsomt", men det ville medføre et urimeligt stort arbejde at skifte, så set i lyset af, at det ikke var en flight rated turbine, valgte vi at ignorere det potentielle prolem - og turbinen leverede jo også, hvad den skulle før fejlen ;o)

mvh Flemming R

  • 7
  • 0

Du har jo fundet de vises sten, Peter, den nøgle der forvandler et voksenliv til en intens oplevelse af både dig selv og af verden omkring dig, barnets videbegærlighed i en udviklet bevidsthed. Lykken er at aldrig blive helt mæt, og bestandigt være på vej mod nye horisonter.

Den lykke oplever de fleste ikke i et voksenliv, hvor de bliver fodret med underholdning næsten døgnet rundt uden at behøve at skabe noget selv. De lever i en form for zombie tilværelse, hvor udfordringer og problemer betragtes som noget negativt, der forstyrrer deres tilværelse. Men det er netop udfordringerne og vanskelighederne der udvikler os.

Jeg kan ikke forestille mig, at du ville bytte med nogen af dem, for det ville jeg ikke selv. Den dag jeg ikke har flere "umulige" mål at stræbe imod, har jeg ikke mere at leve for, og jeg vil tro, at når du og dine venner har beruset jer i gennemførelsen af den første bemandede rumtur, bliver i nødt til at sætte et nyt "vanvittigt" mål, for at oplevelsen ikke skal ende i et antiklimaks.

For mig er det vigtigste ikke, hvornår I kommer ud i rummet. Det vigtigste er den inspiration til at skabe noget fantastisk, som I giver til alle, der hører om jeres projekt. Den burde nå ud i langt videre kredse, end den gør i øjeblikket, men det vil jeg vende tilbage til senere.

Verden har brug for flere frie forskere, der baner nye stier af viden udenfor de traditionelle veje.

Mvh

Ole Bjørn :o)

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten