Det egentlig problem er derimod de incitamenter, der i dag er bygget ind i forskningsverdenen, hvor man vurderes på tal nok så meget som på kvaliteten af ens idéer og resultater.
Tal på hvor mange artikler man har været med til at udgive, antallet af konferencepræsentationer, antal citationer af ens arbejde, impact factor for de tidsskrifter man udgiver i, blandt meget andet.
I denne verden, hvor den enkelte forskers videre skæbne og karriere afhænger af disse tal, driver forskere naturligt imod at maksimere dem.
Når vi taler med alle de officielle kilder, altså rektorer, fondsformænd osv, , så afviser de, at publiceringspresset er et problem i forhold til netop fup-tidsskrifterne.
De siger alle som én, at I forskere vil gøre jer selv en bjørnetjeneste ved at publicere i predatory journals, og at antallet af artikler ikke betyder noget, med mindre de er med i Den Bibliometriske Forskningsindikator, som vi bruger til at vurdere forskning herhjemme.
Tager de fejl? Betyder antallet noget, også hvis der er tale om tidsskrifter af mere tvivlsom karakter (uanset om de rendyrket fup eller ej)?