Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Grønlandsbloggen

Lad os stoppe inuits flugt fra naturen

Celebrating the nature of nature, sådan lyder sloganet for BLOOM festivalen om natur og videnskab, som blev afholdt under Søndermarkens grønne træer i denne weekend.

Både vejret og programmet var fantastisk. Til forskel fra Roskilde Dyrskue, som jeg også havde glæden af at overvære denne weekend, var der på BLOOM god plads til at nyde, lytte, lege og lære. Selvom programmet bød på videnstunge temaer som gravitationsloven & relativitetsteorien, epigenetik, social intelligens og partikelfysikkens standardmodel, for ikke at nævne frokostfysik med Holger Bech Nielsen, så fik man meget ud af at lytte. Selv uden ekspertise og også selvom man tilfældigvis kom forbi midt i en debat, var det både spændende og relevant.

Særligt et programpunkt ramte noget i mig. Søndag klokken 12.30 var der symposium under titlen Menneskets flugt fra naturen med Rane Willerslev, professor og ny direktør for Nationalmuseet, og Frank Erichsen kendt fra tv-programmet Bonderøven på DR.

Disse to ellers ret forskellige herrer havde en meget enstemmig samtale omkring menneskets flugt fra naturen. Samtalen handlede mest om, hvordan vi ikke længere videregiver evnen til at leve i og af naturen. Evner som de kalder handlingsbåret kundskab. Frank Erichsen beskriver det som viden, der ikke kan overdrages via skrift men kun via handling. Rane Willerslev tilføjer, at det er denne type viden, den handlingsbårne kundskab, som er lært gennem erfaring og derfor er ægte viden. Til forskel fra viden opnået gennem bøger, der er potentiel viden. Han understreger også, at tilegnelse af erfaring og dermed ægte viden bygger ryggrad og selvtillid. Denne viden er afhængig af, at der er erfarne personer i det rigtige miljø, der videregiver viden til efterkommere. Sådan som samfundet er bygget op i dag, er der mindre og mindre plads til denne type viden.

Selvom jeg er stor tilhænger af velfærd, lighed og sygesikring, så er dette for mig et konkret eksempel på, at det moderne vestlige samfund ikke nødvendigvis kun bevæger sig i retning af noget bedre. Lige netop dette er interessant for mig som grønlænder, da jeg ofte finder mig selv prøve at forstå, hvad de grønlændere, som vil væk fra Danmark, ønsker i stedet for. Det er svært for mig at forestille, at nogen kunne ønske sig ringere velfærd og mindre sikkerhed for fremtiden. Til gengæld kan jeg godt se, hvordan man kunne ønske sig at bevare tætte relationer til den bredere familie, evnen til at bruge naturen og dens ressourcer og den selvsikkerhed, der kommer med disse. Alle ting, som er vigtige elementer i den grønlandske kultur. Nok også i højere grad end mange steder i hvad vi kunne kalde den vestlige verden.

Jeg tror på, at vi i Grønland stadig har muligheden for at bevare og udnytte en stor andel af vores handlingsbårne kundskaber. Men ligesom mange andre steder, så forsvinder denne viden hastigt i disse år. I Grønland kan dette i nogen grad også skyldes en bevægelse mod det mere vestlige, hvilket for mig kan forklare en del af den modvilje, som nogle grønlændere kan have mod Danmark og det danske.

Hvad kan vi gøre i Grønland for at videregive de grønlandske kundskaber, inden de er væk for altid?

Min personlige forhåbning er, at man kunne lade de kulturelt vigtige kundskaber indgå som en del af de formelle uddannelsessystem. Dette betyder for mig ikke at oversætte lærerbøger til grønlandsk og bytte H. C. Andersen ud med Sassuma Arnaa, der skal mere til. Indenfor det næste år ønsker man eksempelvis at oprette en naturvidenskabelig universitetsuddannelse i Grønland. For mig at se er det helt oplagt, at man tager denne mulighed for at lave en anderledes naturvidenskabelig uddannelse med et særligt grønlandsk fokus. Ikke kun ment på den måde, at den skal omhandle den grønlandske natur, hvilket selvfølgelig er oplagt. Jeg mener på den måde, at de studerende lærer om naturen ikke bare gennem bøgerne og med et konventionelt naturvidenskabeligt udgangspunkt, men at de studerende samtidig lærer om naturen gennem brugen af den og ved at lære, hvordan man begår sig i den under vejledning fra de få i Grønland, som efterhånden har denne type af viden. De studerende skal ikke læse om, hvordan man fermenterer søkonger i sælskind, de skal fermentere søkonger i sælskind.

Det er selvfølgelig vigtigt at sikre sig, at de studerende ikke uddanner sig til arbejdsløshed, fordi de tillærte kompetencer ikke er efterspurgte. Helt konkret skal uddannelsen være meritgivende til videreuddannelse og give kompetencer, der er efterspurgt i samfundet. Set i lyset af symposiet med Frank Erichsen og Rane Willerslev, så vil man kunne uddanne unge med bedre selvtillid og et dybdegående kendskab til den grønlandske natur. En natur som har stor international interesse grundet transportmuligheder, råstofudvinding, forskning og klimaforandringer.

Det vil ikke være ligetil at lave en sådan uddannelse. Man vil ikke bare kunne tage den danske model og skalere ned til Grønland. Det er netop en del af pointen – Grønland kan noget særligt, og det skal udnyttes. Det er heller ikke altid, at den danske måde at gøre tingene på, er den rigtige for Grønland. Natur og viden om naturen er et område, hvor det vil være oplagt at gøre det på den grønlandske måde.

Mange grønlændere er trætte af, at man forsøger at leve op til vestlige standarder i samfundet. En kamp, som ofte er tabt, og som sætter Grønland øverst på de kedelige lister og nederst på de positive lister. Her har vi muligheden for at forsøge at være gode til noget, som vi engang og måske stadig er gode til, nemlig vores forhold naturen. Her er der potentialet for, at man kan lave noget nytænkende, som udnytter lige netop det, som gør Grønland og grønlænderne til noget særligt.

Det er de færreste unge grønlændere, der ikke har fanget og tilberedt fisk og fugl. Det er stadig i dag en naturlig del af det at vokse op i Grønland. Dette er noget, som der er en værdi i ikke bare for den enkeltes selvtillid og forhold til naturen, men også for samfundet som helhed. Dels er brugen af naturen et stærkt kulturbærende element i Grønland, men der er også en vigtig sundhedsfordel, som nogle måske overser. I vores del af verden er nutidens største problem, at vi har for nem adgang til mad og for lidt incitament til at bevæge os. Dette resulterer som bekendt i diverse livsstilssygdomme. Det kræver ganske enkelt for få kalorier at skaffe sig en kalorie. Hermed et andet område, hvor den moderne verden heller ikke bevæger os i en udelukkende positiv retning. I Grønland er mange stadig delvist selvforsynende. Hvis man gjorde det til en politisk målsætning, et nationalt kostråd, at vi i Grønland bør fange og fiske egne råvarer som vi før har gjort, så sørger man samtidig for at folk bevæger sig, bruger tid sammen i familien og spiser sund mad, der oven i købet vil være mere klimavenlig end det meste importerede mad. Det kræver dog, at vi lærer de kommende generationer at fange og fiske og udnytte naturen. Heri ligger også, at vi sikrer os, at det bliver gjort på en bæredygtig og forsvarlig måde. På måder der sikrer sundhed og fremtidige generationer baseret på den nyeste viden, der kan opnås via skrift.

Det er min tro, at flere og flere af verdens unge søger denne type af viden og praktisk erfaring i naturen, og at en sådan uddannelse derfor vil kunne tiltrække internationale studerende og at Grønland, hvis vi er modige nok, kunne blive et forbillede.

Aviaja Lyberth Hauptmann er postdoc ved Grønlands Universitet Ilisimatusarfik, skriver om grønlandsk videnskab og udvikling samt om sin egen forskning i grønlandske mikroorganismer, der kan gøre verden til et grønnere sted at være.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Efter mange år i Grønland tror jeg nok man kan konstatere, at respekten for grønlænderes evne til at færdes i naturen er meget stor. På det punkt burde selvtilliden ikke lide skade overhovedet. eller behøve et boost gennem formaliseret undervisning for at manifestere sig. Når selv en ravdlunak som mig om aftenen, om natten om sommeren , i weekenderne og på rensdyrjagt en uge ad gangen kunne lære at begå mig nogenlunde sikkert ofte sammen med grønlændere fra familien (min kone er fra Sukkertoppen ) , så kan den normale unge sagtens lære det sammen med sin egen familie. Hvad mere er så kunne jeg altså godt forbinde det med mit eget daglige arbejde som jurist i administrationen og det kan den moderne grønlænder også sagtens gøre. Det bliver han jo også nødt til hvis han ikke lige er fanger eller fisker. Vejen til selvstændighed går altså ikke over ørredgarn, langliner, sneller og jagt på 'tateratter' ( rider på dansk ), men gennem god uddannelse.
mvh

  • 2
  • 0

Jeg tænker blot at det er noget man selv skal være en del af for at kunne lede andre i den retning.
Så held og lykke med​ projektet.

  • 1
  • 0

Det har ikke noget med Grønland at gøre.
Der ligger i menneskets gener et væld af impulser, som har deres eget indre liv. Ludvig Feilberg (1849-1912) har en vidunderlig beskrivelse af disse impulser. Han kaldte dem ”diller”. ”De have dansedille”. Det kan der læses mere om i Ludvig Feilbergs ”Samlede Skrifter”.

Dyrepsykologen Konrad Lorenz skriver i bogen ”Det såkaldt Onde” om disse impulser i et eksempel om en beostær, han som stor dreng havde i et bur. Den fik foder fra en skål i bunden af buret . Han lagde mærke til, at den med nogen dages mellemrum sad og snappede op i luften. Den snappede efter ikke-eksisterende insekter.

Når jeg kører forbi Lindenborg Å, så står der hele sommeren igennem lystfiskere med alt deres dyre udstyr og fisker efter alt, hvad der måtte bide på krogen. Med Ludvig Feilbergs ord: ”De have fiskedille”.

Når først man er blevet opmærksom på disse diller, så går mere og op for en, hvor meget af menneskets adfærd, der styres af disse diller, hvoraf nogen sikkert kan spores helt tilbage til, da mennesker var mus.

For de mange af os, der har boet i Grønland, er det naturligvis Grønland, der trækker, med de rige muligheder for at gå ud i naturen for at nyde den, for at fiske og for at jage. Vi have Grønlandsdille” :-)

De to nævnte bøger kan stærkt anbefales.

  • 1
  • 0

Mange tak for jeres gode kommentarer.

Der er rigtig nok god mulighed for at lære om naturen hos de grønlandske familier i dag. Det er netop derfor, jeg ser grønlænderne som et naturfolk.

Den formaliserede undervisning kommer ind, når samfundet i Grønland som alle andre steder bevæger sig væk fra dette forhold til naturen. Samtidig forestiller jeg mig, at man via uddannelse kan bevare selv de mest krævende kundskaber. Ikke blot at færdes i naturen, men at bruge den ud i det ekstreme, ligesom når man fermenterer søkonger.

Jeg fik forleden fortalt, at der kun er få tilbage, som begiver sig ud i at fermentere søkonger. I nogle bygder, hvor alle er tilflyttere og derfor ikke er vokset op med fermentering af disse, så afholder man sig helt fra denne tradition, der ellers er højt værdsat hos mange i Grønland. Det illustrerer for mig rigtig godt en handlingsbåret kundskab, som kræver mere end bøger og familieture at opretholde.

Det skal dog tilføjes, at Rane Willerslev og Bonderøven også påpegede, at det i høj grad er familiens ansvar at lære børnene og de unge de handlingsbårne kundskaber. Men jeg tror på, at vi i Grønland kan bevare ikke bare almindelige men også ekstraordinære handlingsbårne kundskaber, ved at lade det blive en del af en formaliseret uddannelse. Også fordi vi i Grønland gerne vil tænke uddannelse på andre måder, end hvordan det er defineret i dansk sammenhæng, og det er her det nytænkende kommer ind.

Jeg er meget nysgerrig efter at høre, hvordan disse kundskaber har kunne bruges i en hverdag som jurist? Udfordringen er for mig at se nemlig, at finde ud af hvordan traditionelle egenskaber kan bruges i en moderne hverdag.

Tak for boganbefalinger! Det var måske en tankemåde, der kunne bruges til de kommende generationer. Vi skal gennem uddannelse og færden i naturen sikre os, at de unge i Grønland have "Grønlandsdille".

  • 1
  • 0

Måske hentyder du til at jeg skrev, at det at kunne færdes i naturen kunne forbindes med det at være jurist.
Dermed mente jeg ikke, at man kunne overføre erfaringer fra naturlivet til det at fungere som jurist. Tværtimod mente jeg, at det at leve i og med naturen ikke var en (nødvendig )forudsætning for et moderne liv med de krav det stiller og at man efter min mening ikke burde gøre en uddannelse heri til en formaliseret opgave. Man kan være derude den ene dag og uddanne sig til at fungere i et 'moderne' Grønland den anden dag. Det er bare en ekstra livskvalitet.

  • 0
  • 0

der kun er få tilbage, som begiver sig ud i at fermentere søkonger

Jeg tror, at det nærmest er det dårligste eksempel på tab af kunnen i omgangen med naturen, og dens frembringelser i Grønland, som du kunne grave frem (undskyld udtrykket). Hvor almindeligt er det eller var det, at sylte søkonger udenfor Thule distriktet? Ikke ret almindeligt, hvis man skal tro, hvad man kan læse i denne udmærkede artikel, som blev bragt her på ing.dk i 1999: https://ing.dk/artikel/gronlands-flora-22322

Selvom der altså også findes små kolonier af denne lille alkefugl ved bl.a. Upernavik og Nuuk, så kunne det jo tænkes, at syltning af søkonger udenfor Thule distriktet ikke er særligt udbredt, fordi klima- og jordbundsforholdene taler imod det, og at hvis man alligevel forsøger sig, så løber man risikoen for at få mavepine, hvis det kan gøre det...

Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis du kun har talt med folk fra Nuuk, kunne en yderligere forklaring på deres manglende kunnen udi syltning af søkonger være, at dem du har talt med, eller deres naboer, har været med til at udrydde disse små søkongekolonier. Denne form for mangel på forståelse af naturens delikate balance i Grønland er nok mere udbredt end i de fleste deroppe bryder sig om at erkende. Desværre.

  • 1
  • 0

Jeg forstår din intention med indlægget, men naturen er barsk, særligt den grønlandske.
Menneskene har altid prøvet at slippe lettest fra "naturen", men derfor bør man jo ikke skrotte de gamle metoder. Det minder lidt om frøbanken på Svalbard.
I al den nye teknik skal man huske, at der var enklere metoder til at overleve.

  • 0
  • 3

@steen marr: Ja, jeg havde misforstået din pointe. Det kunne ellers have været smukt med et eksempel på, hvordan praktisk erfaring med færden i naturen kunne overføres til et liv som jurist. Heldigvis er den formaliserede uddannelse, som diskuteres i blogindlægget, en biologi-uddannelse. Derfor vil kendskab til færden i naturen i langt højere grad have faglig relevans end det vil for eksempelvis en jurist.

@Mads Torben Christiansen: pointen med søkongerne er netop, at det ikke er almindeligt.

Det er en helt ekstraordinær egenskab, som er begrænset til en enkelt egn - Thule distriktet, som du skriver.

Jeg kan godt se, at ideen kræver noget uddybning for at udgøre et ordentligt eksempel. Søkongerne lever i Nordgrønland og bliver fermenteret kun i området omkring Thule, særligt Savissivik og Siorapaluk.

I en ”konventionel” naturvidenskabelig sammenhæng er fuglene meget interessante, da de har en kæmpe indflydelse på nærmiljøet, som beskrevet i nyligt publiceret artikel: http://videnskab.dk/naturvidenskab/lille-f...
Dertil kommer, at området omkring Thule har en særlig økologi grundet Nordvandspolyniet, noget som det snart afsluttede NOW projekt har forsket i: http://now.ku.dk/

Derfor er der gode grunde for aspirerende grønlandske biologer til at drage mod Nordgrønland og lære om de særlige biologiske forhold, som denne del af verden har. Ideen med at inddrage Kiviaq er, at man gennem berøring med dette kulturelle aspekt af naturen får et anderledes dybdegående kendskab til den. Samtidig er der også mulighed for at lære noget om mikrobiologien af denne særegne ret, som jeg forhåbentlig kan fortælle meget mere om indenfor de næste par år.

Den mangel på forståelse for naturens balance, som du nævner, er meget vigtig at tage med i betragtning. Jeg tror, at du i nogle henseender har helt ret i, at man i Grønland lukker øjnene for de skadelige virkninger, som menneskets brug af naturen kan have.

Tanken med den uddannelse, som jeg drømmer om er, at man kombinerer moderne viden og videnskab med traditionel viden, så vi i endnu bedre grad end i dag kan tage ordentligt vare på naturen.

En uddannelse, som giver en slags super-biologer, der kan begå sig i forskellige typer af viden om naturen og derved har en anderledes føling med den.

Ved at uddanne grønlandske biologer med en særlig grønlandsk biologisk fornemmelse, vil man måske også nemmere kunne skabe dialog mellem dem, der lever af naturen såsom fiskerne, og disse biologer, som forhåbentlig kunne hjælpe på det problem, som du påpeger.
Tak for den vigtige kommentar!

  • 3
  • 0

Jeg kan stærkt anbefale Kjeld Hansens bog: Farvel til Grønlands Natur (2001). "Og ødelæggelsen af den biologisk mangfoldighed i Grønland synes at skulle fortsætte til den bitre ende. Fangere og fiskere benægter problemernes eksistens, og kun de færreste politikere har tilsyneladende modet til at gøre det nødvendige". "....... grønlænderne lever ikke bæredygtigt - og aldrig har gjort det i moderne forstand".

  • 0
  • 0

Tak for din anbefaling Erling. Jeg vil forsøge at få fat i bogen, som lyder meget interessant.

Mit håb for bedre uddannelse med et solidt grønlandsk grundlag i Grønland er, at vi kan ændre på grønlændernes mistillid til biologer og journalister og skabe en fælles forståelse for, vigtigheden af biologisk mangfoldighed.

Selvom der kan være megen sandhed i citaterne fra Kjeld Hansen, så er citaterne gode eksempler på, hvorfor mange i Grønland lukker ørerne for sådanne udmeldinger om grønlændernes brug af den grønlandske natur.

Det er i sidste ende ikke i nogens interesse, at man ikke tager sig af problemet i Grønland. Men hvis grønlænderne skal være en del af løsningen på problemerne i deres eget land, skal man skabe viden i samarbejde og nå frem til en fælles forståelse for, hvad bæredygtighed er. "i moderne forstand." kan i nogle øre lyde som "i dansk forstand.", og det er ikke nødvendigvis den rette forstand i Grønland.

  • 3
  • 0