Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
3D-print uden filter bloghoved

Lad os få nuancerne med i debatten om 3D-print

Det bliver kaldt en brydningstid. Industri 4.0, et paradigmeskifte på arbejdsmarkedet - med blodsprængte øjne bliver der råbt ”disruption - omstil dig eller dø!

Det er grove løjer.

Men når det kommer til mit felt - 3D-print – så er det eneste, jeg hører: ”Ulven kommer!” Debatten er unuanceret og skal tilbage på sporet. 3D-print vil ikke ændre alt, hvad vi ved og kender til i dag eller i morgen. Ændringerne vil ske over en noget længere periode.

3D-print er fremtiden

3D-print går en lysende fremtid i møde. Det begyndte faktisk allerede at lysne helt tilbage i midten af halvfemserne, da min søster og jeg startede vores virksomhed og begyndte at arbejde med 3D-print. 3D-print vil være én blandt flere afgørende teknologiske, der i fremtiden ændrer vores liv - på arbejdet og i hjemmet.

Allerede nu har 3D-print sine forcer. Teknologien er på visse områder den billigste og hurtigste produktionsform. 3D-print giver altså industrien nye muligheder, som kan reducere omkostningerne og sætte fart på produktionsudviklingen af nye produkter.

Debatten er unuanceret

Så langt så godt.

Men i disse år bliver der kommunikeret mangt og meget om disruption og om 3D-printets fortræffeligheder. Her i landet er det dog ganske få, som har ekspertise eller blot erfaring med at betjene de nyeste 3D-print teknologier. Det betyder desværre, at debatten om 3D-print bliver unuanceret.

I bedste fald medfører al den fornyede snak om moderne IT, at vi vil være klædt bedre på til fremtidens samfund. Det er eksempelvis positivt, at KEA og andre ingeniøruddannelser begynder at undervise i 3D-print. Og jeg får også flere henvendelser fra forskelligartede virksomheder, som ønsker at prøve kræfter med 3D-print.

Men i værste fald frygter jeg, at al den unuancerede debat om 3D-print vil medføre, at markedet med tiden mister troen på 3D-print. For det er som eventyret ”Drengen og Ulven”. De første gange drengen råber ”Ulven kommer!” tror alle, at fåreflokken er ved at blive ædt. Men de bliver narret. Til sidst er der ingen der tror på drengen.

3D-print er fremtiden. Men det vil ikke revolutionere produktionen i dag, i morgen, om et år eller ti. Udviklingen tager ganske enkelt tid.

Denne artikel er en del af Ingeniørens Automationskampagne. Læs mere her
Er indehaver af 3D-print-virksomheden Damvig A/S 3D Printed Solutions. Han har beskæftiget sig med 3D-print siden 1990’erne og er én af dem i kongeriget, der ved mest om teknologien. Han blogger om nye teknologier, trends og tendenser – råt for usødet.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg synes faktisk ikke man ser ret meget snak om at det ændrer alt i morgen.
Der er entusiasme blandt entusiasterne men selv det er meget indenfor allerede realiserede kapacitet.

Jeg vil faktisk sige at optimismen er alt for lille i den forstand at man ikke udvikler 3D printere med de muligheder der relativt let kan realiseres. Der er f.eks ikke husprintere endnu trods det har gigantisk og soleklart potentiale indenfor nuværende teknologi.

Jeg synes heller ikke jeg ser det i den helt oplagte formlavning til glasfiberkonstruktioner som både og fly.
Hvor potentialet igen er enormt.

Så jeg vil faktisk sige din artikel er dramatisk og ganske forkert.

  • 0
  • 0

Da printere til hjemmecomputere kom frem var der spådomme om, at det ville medføre døden for den trykte bog/avis, for folk kunne bare printe hjemme. Men hverken bog eller avis er død, og reduktionen i antal aviser skyldes mere skærme end printere. Print-on-demand har fået fodfæste i en lille del af bogmarkedet -- typisk små oplag af international interesse.

3D-print vil heller ikke overflødiggøre traditionelle produktionsformer -- hertil er det for langsomt. Men det er fint til små produktionsruns og til prototyper -- ligesom ingen bog i dag udgives uden først at have været printet i prøveeksemplarer. Med hensyn til hjemmeprint, så er det måske lidt mere begrænset, hvad en almindelig familie kan bruge 3D-print til i sammenligning med papirprint (som bruges til indbydelser, festsange, fotoprint, m.m.), men når prisen kommer langt nok ned på både printere og forbrugsmateriale, skal det nok komme.

Der skal nok også lidt kvalitetsforbedring til. Også her er der paralleller til papirprint: De tidligere printere havde dårlig printkvalitet, og papiret var i lange baner, som man selv skulle skille ad og rive kantstrimler af. Tilsvarende skal man med 3d print fjerne grater og "støttesøjler", og resultatet er sjældent helt så pænt som støbt plastik. Men ligesom laserprintere med automatiske arkfødere forbedrede kvaliteten af hjemmeprint (og reducerede prisen per ark), så skal der nok også komme 3D-printere med automatisk polering og tilskæring, og med billigere forbrugsmateriale.

Så det vil nærmere være en evolution end en revolution.

  • 0
  • 0

Jeg arbejder til dagligt med Metal Injection Molding, som er en god kombinationsteknologi som giver nogle gode muligheder for at skabe høj volumen produktion af komplekse metalemner.

Et af de steder hvor jeg ser hypen virkelig slå igennem er på FDM teknologien, siden nogen har fået den idé at printe med de materialer vi støber i. Hvilket er fint nok, har selv testet en del på Ultrafuse fra BASF og det er da bestemt muligt at få noget ud af printeren og ind i ovnen, med de begrænsninger som nu er i FDM teknologien.

Det som bekymrer mig er virksomheder som Desktopmetal, Markforged og lign som excellere sig i printere og sikkert er længere med at printe et fint emne end jeg er, men som lige skal have den sintret bagefter, så man bliver nød til at sælge et komplet system som både printer og sintrer (ikke samme udstyr). Jeg har i min karriere tilbragt for meget tid med at kigge på en ovn og se elendige emner komme ud, så en cloud based computing 4.0 ovn har jeg svært ved at tro på giver perfekte resultater hver gang.

Så når man har printet i 10 timer og sintret i 16 og resultatet ligner noget ens børn har lavet i formning kan man nemt miste tiltroen til det når man har givet lige under $100k for sådan et system, hviket medfører at teknologien kommer til at strande pga et push fra nogle printer fabrikanter.

  • 0
  • 0

Som jeg ser det er 3D print slet ikke tiltænkt masse produktion, ihvertfald ikke med de teknologier vi har på markedet i dag. Det er der i mod perfekt til udvikling, prototyping, og måske meget begrænsede produktions serier, hvor vi snakker 100 eller 1000 af en dims, og ikke 100.000 eller 1.000.000, der er en god gammeldags støbeform bare meget mere effektiv.

Så til hjemmet, mener jeg egentlig ikke det er så langt væk, til dem der lige vil have sit eget specialdesignede cover til telefonen, eller printe en lille figur til sønnike. Softwaren er ved at være nogenlunde forståelig, så længe man gider bruge en time på manualen, og en fornuftig printer som ikke er samlesæt kan erhverves for €500-€750 og opefter. Der mangler bare en lidt mere udbredt forståelse for hvad 3D print egentlig er. Men i industrien er der meget langt til at 3D printeren flytter ud af R&D afdelingen, udover i små nicher og bitte små opstartsvirksomheder.

  • 0
  • 0

Men ikke som erstatning for støbte dele... Den type af massefremstilling er i individuelle emner, hvor ingen er ens...

I den del af høreapparaterne som støbes, dvs er en individuel kundetilpasset høreapparet som inde i selve øregangen. De sælges i millionvis per år

Citat fra linket herunder: "The efficiency that goes behind 3D printed hearing aids is reflected in their popularity- over 10,000,000 3D printed hearing aids have been sold!"
https://www.audicus.com/hearing-aids-3d-pr...

og de printes sådan her:
http://res.cloudinary.com/engineering-com/...

  • 0
  • 0

Altså der bliver da allerede lave huse med 3d print.. dog kan vi ikke i nu lave hele huset. der skal stadig trækkes el kabler og kloakrør og den slags. 3D print er bare på de fleste områder ikke meget værd i dag. og bliver det ikke før man kan blande mange forskellige materialer og printe det samtidig

  • 0
  • 0

Hvor er der rart med et kvalificeret indlæg omkring 3D print - takker.
Største problem (ud over hastighed og præcision) er IMHO begrænsningerne i materialevalg.

  • 0
  • 0

Dejligt med den store interesse for 3D print. Og tak for alle de fine kommentarer og kritik. Jeg sætter mig for at komme med svar og perspektiver i nye blogindlæg. Så er det lettere at komme lidt mere i dybden og skrive lidt mere om ex husprintere, 3D print som evolution frem for revolution og andre gode kommentarer.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten