Kuling i Caribien

Endelig, endelig, endelig er vinden begyndt at løje af her på tredjedagen i Det Caribiske Hav.

Siden mandag nat , da Vædderen blev lempet ud af Panamakanalen, har ekspeditionen oplevet turens værste sø. Sådan lyder meldingen i hvert fald fra vagthavende på broen. Vindmæssigt har der været 12-24 sekundmeter, hvilket ikke er meget mere end frisk vind til kuling, men fordi vi har sejlet for fuld skrue - 16 knob - har stævnet banket rytmisk ned i bølgerne, så skumsprøjtet har stået helt op på broen. Og skibet har vippet slemt. Mindre fart havde givet en blidere søgang, men vi har travlt med at nå frem til Vestindien, hvor vi anløber Charlotte Amalie torsdag morgen.

De tre dage har været noget af en prøvelse, skal jeg love for, sengeliggende som man har været det meste af tiden. Og mange har haft det sådan. Selv besætningen klager over søgangen, fordi man bliver træt af at gå rundt og holde balancen så krampagtigt. Men nu er det heldigvis ovre, skumsprøjtet er forsvundet fra næsten alle bølgerne, og menuen står på pariserbøffer til frokost. Det kunne godt friste en mand, der ikke har fået andet end cola og tre muffins i to og et halvt døgn.

Forskningsmæssigt har turen været sløj siden Galapagos-øerne. Kun 26 timer har der været afsat til at ligge stille og tage prøver og fiske. Ellers er der bare blevet sejlet, og i det dårlige vejr siden Panama er der intet sket, men få brave forskere har holdt ud og arbejdet i containerne trods søgang og opkast. Respekt for dem!

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten