Kommuner udvikler sig i Nicaragua

Sidder i Nicaragua på hotel Europa i landets anden største by Leon, som ligger 100 km. nord for hovedstaden Managua.

Tænker tilbage på at det er over 10 år siden, at jeg sidst har været her. Det var dengang, at vi startede på støtte fra dansk ulandsbistand til udvikling af kommuner og decentralisering i Nicaragua. I dag har jeg været tilbage i Telica kommune, hvilket var stærkt opmuntrende. Det er på mange måder flot, hvor langt en sådan landkommune er nået på 10 år.

Tænker jeg på, om det mon gik så hurtigt da kommuner udviklede sig i Danmark? Det er som om vi nogle gange glemmer, at opbygning af et demokrati med decentralisering tager tid.

Borgmesteren Humberto Espinoza var lige blevet genvalgt og han fortalte om Telica kommunens arbejde med fysisk planlægning og miljø. Ved sin side havde han sin miljøtekniker Marlon Canales. Da jeg var her for 10 år siden, handlede det mest om, hvilket politisk parti der kunne sidde på kommunekontoret med at ansætte sine politiske venner i jobs.

Besøget i dag viste, at det nu meget mere handler om at være en teknisk forvaltning, der er sat til at løse nogle problemer sammen med borgerne. Området er præget af at de fleste skove er forsvundet i løbet af de sidste tyve år. En faktor hertil er hugst af træer til brænde. De fortalte om, hvordan de arbejder for at udbrede forbedrede ildsteder, så familier kan få nogle simple komfurer med stor energibesparelse til følge. En sådant komfur koster 1.500 kr., hvortil kommunen havde afsat et vist tilskud til de familier, der køber.

Byrådet har nedsat et miljøudvalg, som er igang med at udarbejde en handlingsplan for prioritering på miljøområdet de kommende år. Dette sker ud fra en kortlægning af, hvad de vigtigste miljøproblemer er. Udenfor kommunekontoret ser vi én af dem, nemlig at spildevand løber ned ad byens hovedgade. En hovedgade som ikke er asfalteret og fyldt med huller. I regntiden står her vand, som tiltrækker malariemyg.

Miljøvurdering af geotermisk anlæg

Marlon Canales er som miljøtekniker også involveret i at gennemgå VVM vurderinger (Vurdering af Virkninger på Miljøet eller på engelsk: Environmental Impact Assessments), hvilket han gør sammen med miljøministeriets amtskontor i Leon. Den største virksomhed i kommunen er Polaris, som har et stort geotermisk anlæg i området. De er ved at bygge en udvidelse, som vil produce 66 Megawatts når det er færdigt i 2008. Der er tale om vedvarende energi uden nogen form for CO2. Samtidigt har Nicaragua desperat brug for mere energi, eftersom der jævntligt er strømafbrydelser i hovedstaden Managua.

Landet er som andre ulande hårdt ramt af, at de internationale oliepriser er steget så meget.

Sandinister vandt valget

Det er kun 27 år siden, at diktatoren Somoza blev væltet af en folkelig opstand. Somoza familien tog med USAs' støtte magten ved et statskup i 1936, efter at have myrdet den liberale Sandino. I november vandt Sandinisterne - opkaldt efter Sandino - valget i Nicaragua.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hans Peter, Det er en interessant tanke at demokrati er en "acquired taste". Hvor meget tror du det pres for demokrati, som de i-landene binder i deres u-landsbistand betyder ?  Er det kun derfor demokratiet kommer til at virke, eller ville det være sket alligevel, hvis vi bare koncentrerede os om selv den fysiske bistand ? Poul-Henning

  • 0
  • 0

Hej Poul-HenningEt godt spørgsmål hvad det egentligt er, der udvikler demokrati? Det pudsige er, at lande med mindre demokrati synes at have højere økonomisk vækst - som Kina, Vietnam og Singapore. Disse asiatiske tigre har oggså været en magnet for dansk erhvervsliv, som er mere tilbageholdende med investeringer i Latinamerika, hvor langt flere kræfter er brugt på at opbygge demokratiske institutioner.I et land som Bolivia er en indianer, Evo Morales, ligefrem blevet præsident med ca. 55% af stemmerne i første valgrunde- et imponerende flot valg. Det er noget end Politbyroet i Kina, som vel stort set kun består af ingeniører udpeget af partiet uden nogen form for demokratisk valg.Men tilbage til dig spørgsmål, jeg tror at de nordiske lande gør noget godt ved at støtte demokrati i et land som Nicaragua. Mens jeg ikke tror at stormagter som USA gør det, de har for mange egne interesser.Hilsner Hans Peter  

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten