Kolleger, klienter og klausuler

For et lille års tid siden skiftede jeg arbejdsplads. Jeg var utrolig glad for at starte min karriere i patentbranchen hos Chas.Hude, og nu har jeg så fornøjelsen af at fortsætte den hos Budde Schou.

Den gang jeg startede hos Chas.Hude, blev jeg sammen med resten af min ansættelseskontrakt stillet overfor en kundeklausul. Det er helt almindeligt, når man arbejder som ekstern rådgiver i patentbranchen (og i alle mulige andre brancher for den sags skyld), så det var der intet særegent over.

Men for mig var det en meget ny oplevelse.

Da jeg i sin tid læste kundeklausulen igennem, før jeg skrev under, tænkte jeg to ting: først og fremmest, at jeg var ved at bevæge mig ind på helt ukendt territorie. Dernæst tænkte jeg, at det var lidt overdrevent med sådan en klausul, og formentlig bare standard formalia. For altså, hvorfor skulle det være relevant, om jeg måtte tale med mine tidligere klienter, hvis jeg skiftede job?

Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at det nogensinde skulle blive relevant. Men det gjorde det så.

Klausulkonceptet

Jeg ved, at der findes mange forskellige typer arbejdsklausuler, der rangere fra en karensperiode, før man må arbejde for en konkurrent til, at der er nogle bestemte, man ikke må tage kontakt til.

I helt overordnede træk var effekten for mig, at der var en række af de klienter, hvis sager jeg havde været involveret i, som jeg i en periode ikke måtte have kontakt med.

Jeg var fuldt indforstået med det, jeg havde vidst det fra dag et og skrevet under på det uden nogen forbehold. Der var intet urimeligt ved det. Det var heller ikke fordi jeg plejede at have kontakt med nogen af klienterne udenfor arbejdssammenhæng. Alligevel var det dybt bizart at opleve at blive betalt for at lade være med at tale med nogen.

Effekten af en klausul

Det er ikke til at sige, om det i praksis gjorde nogen forskel for min tidligere virksomhed, at jeg havde en kundeklausul.

Konceptet bygger på, at det måske kunne forhindre nogle af de klienter, jeg i løbet af min tid på arbejdspladsen havde meget kontakt til, i at få lyst til at skifte rådgiverhus. Hvis de syntes, jeg gjorde det godt og var rar at arbejde sammen med, kunne det være, at de ville have lyst til at flytte deres sager med mig, i stedet for at blive, hvor de skulle lære en ny rådgiver at kende.

Når de så ikke må tage kontakt til mig, som de plejede at arbejde sammen med, ville de være nødt til at få en ny rådgiver, uanset om de bliver ved den virksomhed de plejede at have til at håndtere deres sager, eller om de skifter. I det tilfælde er det for de fleste nok mere oplagt at blive, så der ikke er for meget der ændrer sig på en gang. Desuden er det jo heller ikke kun en enkelt person i en virksomhed, der sidder med en sag. Der kan være samarbejde rådgivere imellem, og så er der også assistenter og administratorer, der holder overblikket over porteføljen. Så ved at blive får man stadig noget kontinuitet, selvom man måske ikke har den samme hovedrådgiver længere.

Det er måske kernen af klausulen. For ærligt talt, forventer jeg da, at der er kompetente rådgivere på alle patentkontorer landet over. Så det mest afgørende ved valget om, hvilken rådgiver man bruger er nok, hvem man kan lide at arbejde sammen med.

Den hårfine grænse mellem klient og kollega

Det leder mig så til min opdagelse af, hvor skævt et samarbejdsforhold det i sagens natur er imellem en ekstern patentrådgiver og en klient.

For langt de fleste er der to mål med at bruge en ekstern patentrådgiver: først og fremmest vil man selvfølgelig gerne have et godt patent ud af det, dernæst vil mange gerne slippe for at skulle tænke på det med patenter.

Så ved en normal ansøgningssag, vil jeg måske bruge en time eller to sammen med klienten for at høre om opfindelsen og aftale en strategi for det videre forløb. Derefter kan de gå tilbage til deres normale arbejde, forhåbentlig trygge i visheden om, at nu er der nogen andre der tager sig af det med patentet. Det begynder jeg så på at gøre.

Den næste uges tid bruger jeg på at forstå deres opfindelsen og nørde præcis, hvordan den skal beskrives. Jeg sætter mig ind i præcis, hvordan den adskiller sig fra hvad der ellers findes i feltet, og hvordan netop det klienten har fundet på kommer til at forbedre, hvordan et problem løses i dag. Undervejs når jeg så at blive ret begejstret for opfindelsen – og for at den har været en anledning til at lære alt muligt nyt. Måske har jeg et lille opfølgningsmøde med klienten, fordi der er noget, der skal afklares, måske tager vi det efter der er et færdig udkast.

Det er omtrentligt det samme for resten af sagsbehandlingsforløbet. Korte møder med input efterfulgt af lang tid sammen med sagen og teknologien.

For mig føles det altså lidt som om, jeg er en del af virksomheden, der har lavet opfindelsen. Selvom jeg på ingen måde forsøger at påstå, at det er mig der har fået en genial idé, er det stadig min ansøgning og føles altså også lidt som min opfindelse. Jeg er på klientens hold og kæmper for deres sag – for at de kan få realiseret opfindelsen og få den beskyttet. På den måde føles klienter egentlig mere som kolleger fra en anden afdeling end som nogen man bare lige ordner noget for.

Selv hvis klienterne, syntes jeg var rar at arbejde sammen med, vil det næppe være sådan, de tænker på mig. Jeg er én de betaler for at yde en service, og derfor vil man i bund og grund gerne bruge så lidt tid som muligt på mig og min side af arbejdet. Ikke at jeg har oplevet klienter være affejende af den grund, men det er en skæv balance i interessen for den anden persons arbejde – og det er meningen det skal være sådan.

Det sværeste ved klausulen var for mig, at jeg ikke kunne sige farvel og tak for denne gang til mine tidligere klienter. Mine søde kolleger på patentkontoret, kunne jeg bage kage til og takke for alt, de har lært mig og hjulpet mig med. Men overfor klienterne forsvandt jeg bare i tavshed.

Det eneste jeg derefter kunne gøre var, som en anden stalker, en gang imellem at kigge på den offentlige sagsmappe gennem Espacenet for at se, om det går godt med ansøgningerne, jeg var med til at skrive, se om sagsbehandlerne godtog de argumenter, jeg var kommet på, og glæde mig til at se teknologien nå ud i virkeligheden.

Heldigvis har jeg siden da fået nye klienter, der har introduceret mig til spændende teknologier at gå op i, men det ændrer ikke på, at jeg håber det går godt med alle de tidligere.

Hvilke uforventede erfaringer har I gjort jer ved et jobskifte?