Køreplan (næsten) til stjernerne !

Kære læsere,

Mens jeg skriver dette, kommer vi tættere og tættere på et tal: CSS-medlemometerets store nål står og vipper lige ved de 1000. Nu gør det ikke meget forskel, om det er 999 eller 1001; men det er stadig et mærke, et punkt, som vil betyde noget særligt at passere.

Det er mere end seks gange flere medlemmer, end CSS’ første formand, Jens Woeste, turde drømme om, da han sammen med en lille, men dedikeret skare stiftede det langsigtede, solide, økonomiske grundlag for CS. Håbet var dengang 150 medlemmer, så man lige kunne klare huslejen i HAB.

Passerer CSS 1000 medlemmer, er det bare et mærke; men det er alligevel signifikant og har for mig altid være et punkt, hvor CS på en eller anden måde måtte gå hypersonisk. Det kan jeg mærke sker med nu ti meter til loftet i CS’ Hangar 2. Kom og se selv på mandag den 30. december kl. 13.

Mennesker kan gøre de mest utrolige ting, hvis de bare kan samarbejde. Vi kan - helt bogstaveligt - lande på Månen og splitte atomet. Jeg er stensikker på, at hvis vi bare kan samarbejde, kan vi også forlade fossilalderen og med tiden lande menneskeheden dér, hvor vi igen kommer i steady state med vores omgivelser. Ikke bare for at overleve, men for at fortsætte med at udvikle vores viden, vores kultur.

Hvorfor skal der være mennesker på denne jord? Ikke for at syv eller ni eller tretten milliarder munde kan mættes og overleve hængende ved neglene med blodskudte øjne. Vores eneste eksistensberettigelse er, at vi ikke kun forsøger at overleve, men faktisk bruger en masse energi på at forstå, hvorfor vi er her, og hvad vi kan bruge vores eksistens til ud over den nøgne overlevelse. Når vi har overskud, laver vi kultur. Det kan være kunst, poesi, musik, skulptur, videnskab, teknik, udforskning - ikke bare for at overleve til dagen efter. Når vi har overskud til at tænke, skabe og udforske, gør vi det. Det er vores virkelige eksistensberettigelse.

Hvis det ikke var for dette måtte folkene fra http://www.sos-skadedyr.dk med det samme starte med at gasse dem selv - og mig - og dig. For vi er om nogen art skadelige for biosfæren, for selve livet på jorden. Skadedyr - det er os selv. Kun fordi vi har dette, som de andre dyr ikke har: kultur, kan vi tillade os at ødelægge det for alle de andre. Lidt endnu, indtil vi finder måder at leve i harmoni med planeten på.

Jeg elsker mange af de andre dyr; fra brumbassen over egernet til tigeren. Men uanset, hvor lækker, blød og varm en pelsdragt man har, må jeg erkende, at de bare ikke har kultur og videnskab, end ikke religion på helt samme måde, som mennesker har. Jeg tror aldrig hankatten Fessor på hans natlige vandringer har skuet op mod fuldmånen og overvejet, om der var mus deroppe. Han kan sikkert med sit skarpe syn skelne Månens have, måske endda ane Mare Tranquillitatis; vores første base væk fra Jorden. Men jeg tror ikke, han ved, at han selv lever på en kugle, eller overvejer, om han kan komme op på den anden kugle og se, om der er mus dér. Det der, hvis noget, giver os en mening med livet, er, at vi overvejer, hvordan vi kommer op på den anden kugle og alle de andre lysende, små verdener på stjernehimmelen. Det og alle de andre nytteløse ting vi gør, fordi vi er bevidste om vores plads i Universet.

"Earthrise". Jorden set fra kredsløb om Månen. Foto: William Anders, lunar module pilot, Apollo 8.

Jeg er sikker på, at stjernehimmelen har været af vital betydning for udviklingen af kultur, videnskab og matematik. Når vi en klar nat lægger hovedet tilbage og drømmer om fjerne verdener, pirres den trang til at udforske og forstå verden bevidst, som gør os forskellige fra brumbassen og Fessor. Det som i sidste ende er vores eneste eksistensberettigelse - vores kultur - alt det nytteløse.

Copenhagen Suborbitals nytteløse, non-profit, open-source-tilgang til verden skal ses i dette lys. Vi gør det ikke, fordi vi død og pine skal for at overleve; men fordi vi har overskud til at prøve at komme op og udforske. Det er ikke bare maskinerne vi bygger, vi udforsker. Det er lige så meget menneskene inde i dem. Hvor langt kan vores nysgerrighed drive os ud? Hvor langt vil vi gå, når det ikke handler om overlevelse, men kun om driften til at eksperimentere og lære nyt?

At få 1000 mennesker til at spilde en 100- eller en 200-krone om måneden på dette nytteløse noget er en vældig milepæl. Så mange vil altså bruge så meget på at se, om vi kan slippe af sted med det. På at se om vi kan overvinde tyngdekraften og janteloven - og os selv. Den dag vi kan få mange mennesker til at være lige så spændte på en raketopsendelse ude på Østersøen, som de er på udfaldet af sportslørdag, er vi nået langt.

Jeg er både klar og helt bevidst om, at man nok selv skal kravle op i raketten for at få folk til at identificere sig med det at udforske og gøre noget nytteløst. Derfor bygger von B et rumskib. Derfor bygger Cameron en rumdragt.

Selv er jeg også opsat på at bruge spin-off af CS’ teknologi til at skyde bare en lille sonde ud mellem de lysprikker, jeg kan se på stjernehimmelen. Nogle af dem er jo tættere på end andre.

Derved kan vi måske også have en eksistensberettigelse efter det første og mest åbenbare mål - bemandet rumflyvning – er kommet inden for rækkevidde.

Nøglen til det hele er HEAT 1600. Den kan vi nu bygge, fordi vi ligger tæt på de 1000 CSSere; HEAT 1600 og alle dens vitale støttefunktioner. Det var aldrig kommet dertil uden von Bs utrættelige arbejde med rumkapselen, for når man selv sætter sig oven på eksperimentet og tænder lunten, kan alle forstå, at man mener det der med at udforske seriøst. Vi var ikke kommet dér uden det bemandede aspekt i CS.

I Hangar 2 samles i disse dage de meget store sektioner af den allerførste HEAT 1600. Ved siden af knejser lillesøster 2X, og alt det, vi sender efter 1600 nu, kan siges at være overskydende byggekapacitet, når vigtige jobs er udført på 2X. HEAT 1600s LOX-tank er nu næsten færdig. Kun mangler de to meget store, 4-tommers pipelines, der skal føre op til 75 kg oxygen i sekundet ned til Den store Motor.

Det bliver et umådeligt rakettrin. Intet, der tåler sammenligning, er nogen sinde bygget af amatører. Af én grund alene: Ingen har før haft held til at finde så meget støtte, som CS har i lille Danmark. Den support kommer endda ikke kun fra Danmark. Der er folk på mange kontinenter, der sender midler til Refshaleøens lille, nytteløse rumprogram. Mange af dem kommer via von Bs Wired-blog og PayPal-knap. Her på ing.dk står jeg så for hjemmefronten. Det er en vigtig krumtap i CS-maskinen, så vi bliver, så længe ing.dk vil have os.

Der findes en dreng, der hedder Lorentz. Han går vist nok i første klasse. Hver måned får han vist 50 kr i lommepenge af sin mor og far. De 40 kr sender han til CS! Ved I hvad? Her mens jeg skriver, giver det tårer i øjnene at tænke på. Der er mennesker derude, som støtter det vi laver med de store eller små midler, de nu har. Jeg kender jo kun få af dem personligt; men netop derfor er det så helt utroligt, at det sker. Vi i den anden ende må huske dette. Huske, at vi kun kan alt dette her, fordi der er nogen derude, der som drengen Lorentz drømmer og tror på os. Hvis jeg bare glemmer at slukke lyset en nat, har jeg formøblet hele Lorentz’ enorme investering. Så tænker man sig lidt mere om, og derved bliver effekten af Lorentz’ bidrag forstørret.

Køreplanen til stjernerne er krystalklar: Den førstkommende, større milepæl på rejsen er HEAT 2X i prøvestanden. VTC-3 bliver i denne tid klargjort til at stå sin første prøve, og 2X venter på det store øjeblik med alle sine rør, ventiler og sensorer venter på det store øjeblik.

Flammerne vil knapt være slukket, før 2X bliver ført tilbage til Hangar 2; denne gang for at blive udrustet til opsendelse. Den skal forenes med den store startrampe fra Sputnik, og alle de forskellige umbilicals, serviceplatforme og udtag af ditten og datten skal tilpasses til vores nye funklende, hypersoniske sølvfugl.

Mens dette sker, gøres HEAT 1600 SM001 klar til sin store prøve: første, statiske affyring af en turbinepumpemotor. T-stoff-fabrikken vil syde og boble for at lave tilstrækkeligt højt beriget, spaltbart hydrogenperoxid til at drive hendes to hvirvlende højtryksdampturbiner, som er selve hjertet i denne utrolige maskine.

Af sted til VTC-3 med den første HEAT 1600.

Jeg glæder mig til, at vi illuminerer denne utrolige stack. I alt bliver VTC 3 med det kridhvide, blanke og sorte HEAT 1600 rakettrin på næsten 20 meter højt. Adgangen til diverse servicepunkter oppe på den store raket bliver per lift. Fri af det meste i et 3D-rum vil vi kunne flyve rundt og se dette nytteløse projekts mest visuelle udtryk: en enorm, rygende og dampende raket her ude i vildnisset tæt ved den store gamle tørdok. Projektører vil oplyse stjerneskibet, mens højenergetisk, dybblå kryptonit tankes ombord; - eller hvad det nu hedder.

I ved godt, hvor jeg ligesom vil hen, ikk’ ? Apollo 6. Den første af alle tiders kraftigste, nytteløse maskine tankes natten før opsendelsen. Foto: NASA.

Med den ”lille” motor alias TM65 hidset op med Svanehøj brandpumper kan vi køre vandpumpe ”cold runs” i minutter, og vi kan lave hot burns på 50 - 70 sekunders varighed. Vi vil krydse fingre og klemme alle de kalorier ud af den maskine, vi kan. For hver tolv - fjorten Newton trykkraft, vi kan presse ud af gode, gamle Tordenskjold, kan vi medtage et ekstra kg drivmiddel, og det relaterer direkte til den højde HEAT 1600 vil kunne slynge von Bs boilerplate-kapsel op i.

Sputnik bliver opgraderet. Projektet er allerede startet i det små og vil accelerere i 2014. Hun bliver til en sand Imperial Star Destroyer med sit nye, 20 meter lange centerskrog med hangarskibsprofil. Ingen flådestyrke i historien har nogen sinde rådet over et tungere ”bevæbnet” slagskib. Men hun skal kun åbne ild mod én fjende: Tyngdekraften. (Og det mest den udgave, man oplever i bagdelen ved synet af en sofa.)

Først flyver 2X. Så flyver HEAT 1600 med den lille motor. Så flyver en HEAT 1600 med Den store Motor.

Rygterne om Den store Motor går i hangaren. Gutterne i motorafdelingen spørger mig en gang imellem, hvornår vi skal til at bygge den. Kraftigere end en V2 og helt vores egen. Svaret er, at vi tager et skridt af gangen. Vi skal lære af TM65 Tordenskjold i alle dens versioner, før vi kaster alt ind i bygningen af Den virkeligt Slemme. Vi kan ikke sprænge ret mange af de store særligt meget i luften. Så det skal være et bundsolidt design, der bygger allermest på en serie af tests med Den lille Motor, altså TM65 med Svanehøj pumpe.

Med Den store Motor bliver HEAT 1600 i stand til at lette med fulde tanke. Det vil vi aldrig kunne prøve ude ved dokken. Vi vil kun få kortvarige tests, som de vi kender med TM65. Men altså med 280.000 Newton trykkraft. Vi bruger da godt 130 kg drivmiddel. I sekundet.

HEAT 1600 kan blive interplanetarisk, hvis vi får mulighed for at toppe den med et eller flere små rakettrin. Der tegnes allerede på kugletanke for ultrahøjkoncenteret hydrogenperoxid. Og jeg håber, jeg kan have de to øvre trin stående ovre i et hjørne af Hangar 2 og folde dem ud en dag, hvor vi er i stand til at flyve en ekstra HEAT 1600. Da målet med dem ikke er en tung nyttelast, men ultrahøj hastighed, vil de to øvre rakettrin være så små, at de kan gemmes inde i en payload fairing - altså inde i HEAT 1600s spids.

Måske vi til den tid kan få et samarbejde med nogle af landets dygtige cubesat-byggere. Jeg tror, de vil være med på at bikse en cube deep space sonde sammen. Særligt når den må fylde en 1,6 meters payload fairing ud med antenner og dingenoter. Meget mere end fem - ti kg skal man ikke regne med; men det er luksus, når man er vant til cubesat-formatet. De skulle gerne fungere godt og vel i de 8 milliarder år, rejsen varer. Så printbanerne skal være lavet ordentligt. Det er sådan noget, vi kan i Danmark :O)

Tegningen af den første rummotor, som hedder Spectra II og tænkes at køre på 90 % hydrogenperoxid og jetfuel, findes allerede på tavlen i HAB. Med sin lange bell dyse vil den kunne nærme sig en ISP på 300; hvis altså vi får det hele til at spille. Wauw !

Med lidt held vil tredje trin kunne nå et stykke over planetens undvigelseshastighed og dermed kunne begynde sin rejse i uendeligheden. Med sig vil den kunne tage et lille minde om noget over 1000 menneskers trang til at forstå deres plads i Universet. Måske med en lille hilsen fra Lorentz, eller andre, som ved at støtte drømmen gør det hele muligt. Formålet med dette nytteløse er nok mere filosofisk eller ren overlevelse - tør jeg godt sige.

Hankatten Fessor har også ydet sit: hans kattegrus, som bærer katalysatoren til den dampdannelse, der driver Den store Motors turbiner.

Her er han så; blød og lækker, synes han selv :o) Foto: Sirid Laursen

Men Fessor vil aldrig forstå vores trang til kultur, videnskab og matematik - til at udforske, drømme og filosofere under en kulsort, funklende stjernehimmel.

Vi har en køreplan for rejsen til det uendelige - og mange skubber bag på. Så kan man næsten alt.

Kom ud og spark dæk i Hangar 2 den 30. december kl. 13. Vi fortæller historier fra meget dybt nede og meget højt oppe og giver ture rundt i CS’ univers.

Vel mødt,

Peter Madsen.

Peter Madsens billede
Peter Madsen
er kunstingeniør og fortæller i denne blog om sine projekter inden for raketvidenskab, astronautik, luftskibe, undervandsbåde og talrige andre emner, han beskæftiger sig med.

Kommentarer (23)

Kære Peter,
Hér overgår du dig selv i medrivende blog- forfatning. Kursen er i den grad sat!
Vil I, for at fuldende drømmene + PR historiefortællingen, montere en mock-up kapsel/LES på HEAT 1600 når den står i VTC3? Så er vi tæt på billedet af Apollo 6 og på Gåsehud Styrke 12......

Ses imorgen,
Jonas

  • 7
  • 0

Med lidt held vil tredje trin kunne nå et stykke over planetens undvigelseshastighed - og dermed kunne begynde sin rejse i uendeligheden.

Den skal vel ud over solens undvigelseshastighed - 617.5 km/s - hvis den ikke bare skal regnes som lokaltraffik.

Som payload vil jeg foreslaa en laserkanon, ellers er det ikke et rigtigt rumskib.

  • 3
  • 0