opfinderbloggen blog

Københavns borgere får fri adgang til ideudfoldelse i nyt fablab

Copenhagen Fablab åbner onsdag den 9. januar på 4. sal af Valby Kulturhus ved Toftegårds Plads. Dermed får Københavnerne en fri, åben og kreativ legeplads med en spændende maskinpark for alle med gode idéer

Københavns Kommune vælger med åbningen af Copenhagen Fablab at give københavns borgere adgang til at afprøve og udvikle deres idéer og kreative projekter, uden at de nødvendigvis forinden skal investere tusindvis af kroner i avancerede teknologier, før modeller, skitser og prototyper kan realiseres.

Copenhagen Fablab stiller moderne 3D-faciliteter til rådighed

Copenhagen Fablab tilbyder følgende faciliteter: Elektronikarbejdsplads, 3D-printer med plastiktråd, 3D-mikrofræser og scanner, folieskærer, laserskærer, broderimaskine og CNC-fræser.

  • Kreativ innovation handler om at få idéer, realisere idéerne og skabe noget nyt. Hver gang en god idé forbliver i skuffen, mister vi gode muligheder for nye oplevelser, nyt design, ny brugskunst eller ny viden, og derfor vil vi gerne skabe rammer, hvor københavnerne nemt og enkelt kan udvikle deres idéer, siger Signe Jarvad, der er chef for Kultur Valby, som Copenhagen Fablab bliver en del af.

Copenhagen Fablab er vigtigt for borgerinnovationen

I Opfinderrådgivningen hilser vi det nye initiativ velkommen og ser fine perspektiver og muligheder i det nye fablab.

Kasper Birkeholm Munk, teamleder for Opfinderrådgivningen siger: - Der er spændende perspektiver i åbningen af det nye Fablab i Valby. De stiller en række værktøjer og teknologier til rådighed, som almindelige borgere ikke normalt bare adgang til. Det er i sig selv en demokratisering af borgernes muligheder for at udfolde deres ideer til nye produkter.

Opfinderrådgivningen håber, at Copenhagen Fablab kan blive et miljø, hvor borgerne mødes og deler viden og kompetencer, der kan gøre små som store idéer til virkelighed. Sådanne miljøer findes der meget få af i Danmark.

Set fra lidt højere oppe i helikopteren siger Kasper: - Vi mener, at idéer, der bliver udklækket af borgere, er en vigtig og nogle gange overset kilde til at bane vejen for innovation og vækst i samfundet. Det indgår i bestræbelserne på at skabe arbejdspladser og omsætning i virksomhederne, at der stilles rammer til rådighed, hvor borgerne har adgang til den nødvendige viden og teknologi, der gør det muligt at slippe spirende idéer løs på græsrodsniveau. Det falder meget naturligt, at det fx sker i et kulturhus og på en række biblioteker.

Fablab bygger på en global idé

Der findes fablabs i 40 byer verden over, heriblandt Amsterdam, Oslo, Berlin, London, Barcelona og New York. Copenhagen Fablab bliver en del af et globalt netværk, hvor man forpligter sig til, at der skal være offentlig og gratis adgang til 3D-teknologien, at man som 3D-værksted overholder en række fælles standarder i udvalg af maskiner og processer, så idéer og færdigudviklede projekter kan deles globalt mellem fablabs og deres brugere, og endelig at man tilslutter sig det globale fablabfællesskab, hvor delingen finder sted.

  • Netop grundidéen om at demokratisere adgangen til 3D-værktøjerne, så alle kan være med, er en meget vigtig pointe for os. En grundidé som ligger i naturlig forlængelse af hele tankegangen omkring, hvorfor vi har biblioteker og kulturhuse, siger Signe Jarvad. Borgerne vil som en del af det nye fablab på udvalgte biblioteker få adgang til at arbejde med grafisk tegneprogram på bibliotekernes pc'ere.

Fakta fra Copenhagen Fablabs pressemeddelelse op til åbningen

  • Fablab er en sammentrækning af fabrikationslaboratorium.

  • Den grundlæggende idé blev udviklet af den amerikanske professor Niel Gershenfeld fra MIT, Massachusetts Institute of Technology, Boston, USA.

  • Et fablab bygger på princippet om at skabe åben adgang til fablab-teknologien, fremme det særlige fablab-charter, som minimumsstandard at dele et bestemt sæt maskiner (der gør deling mellem fablabs mulig), og deltage i det globale fablab-fællesskab hvor deling af viden, idéer og færdige outputs finder sted.

  • Copenhagen Fablab får fysisk placering på 4. sal i Valby Kulturhus som en del af det kreative miljø, der i forvejen findes med analoggrafisk værksted, keramikværksted og atelier.

  • Copenhagen Fablab bliver en del af Kultur Valbys organisation.

Læs om Kultur Valby på www.kulturvalby.dk

Dette er Opfinderrådgivningens blog som ordningen bruger til at formidle historier og budskaber omkring opfindere, opfindelser, idéudvikling og opfinderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er der en timepris på sådanne faciliteter, eller er det mere åbent end det? Hvis det er til at betale kunne jeg helt sikkert finde på at benytte det!

Er det begrænset til borgere i Valby?

  • 0
  • 0

De præsenterer det som et fablab til borgerne i Københavns Kommune. Og stiller miljø og maskinpark frem til fri brug af borgere med store som små ideer.

  • 0
  • 0

men jeg ser blot 2 ankepunkter.

1) Når nu hr og fru jensen får adgang til dette - til tider - følsomme isenkram, hvor lang tid går der før der konstant skal repareres på det. Mit gæt er meget kort tid. 2) Dette er vel blot endnu et "udenoms"forsøg på at skabe vækst og arbejdspladser. Nøjagtig ligesom vækstforum, iværksætterhuse og alle de andre lavthængende frugter. Man vil jo gøre alt pånær lige at lette byrden for erhvervslivet :-)

Det til trods, så tror jeg på opensource konceptet, og dette er lidt i samme stil ved at give folk adgang til ellers dyrt isenkram.

  • 0
  • 0

Det ser rigtig lækkert ud!

Jeg deler helt klart Marks bekymring omkring vedligehold, men lad os ikke tage sorgerne på forskud.

Det er lidt synd de er så sparsomme med oplysninger på hjemmesiden, det kunne være fint at vide hvilke maskiner der egentlig er i spil, og hvad materialeomkostningerne egentlig er.

Jeg aner ikke hvor meget 'almen' innovation det fører til, men hvor ville jeg have lært meget mere som knægt, hvis jeg havde haft adgang til sådan en facilitet dengang.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten