Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
forskningsingeniøren bloghoved

Klimaobservationer fra rummet

Hver gang vi ser, hører eller læser en vejrudsigt, er kort og data om, hvordan vejret har været, og hvordan det (måske) bliver i nærmeste fremtid, tilvejebragt bl.a. ved hjælpe af målinger og observationer fra satellitter.

Det er derfor ingen overraskelse, at man også kan bruge målinger fra rummet til at studere klimaet på jorden, f.eks. i form af målinger af hvor meget is der findes på jorden eller hvordan vegetationen på jorden udvikler sig.

Konkret - hvad enten man måler på vejret, klimaet eller noget tredje - kan man bruge radarer monteret på satellitter, mens såkaldt radiometre, der måler på den termiske udstråling fra f.eks. jordens overflade, også kan bruges som "fjerntermometre".

Læs også: NASA og jordobservationer: Hvordan man ikke sammenligner grafer

Udviklingen af store og udfoldelige antenner til sådanne jordobservationssatellitter er central, idet størrelsen af antennen er med til at diktere, hvor præcise data instrumenterne kan levere.

Pga. den begrænsede plads i de raketter, som alle satellitter uundgåeligt skal presses ind i, før de opsendes og når ud i rummet, er tilpas store antenner - cirka 3-4 meter og større - nødt til at kunne foldes sammen.

Som udgangspunkt kan man ikke bare lige folde en satellitantenne sammen, men dedikerede teknologier er blevet og bliver fortsat udviklet. Det er ikke altid oplagt, om det er bedst med en større, men sammenfoldelig eller en mindre, men konventionel antenne, hvilket vi præsenterede et studie af til en konference i London sidste år.

Derudover arbejder vi i TICRA, sammen med flere europæiske partnere, i projekter med det Europæiske Rumagentur (ESA) og EU-Kommissionen på at udvikle sådanne store antenner.

En motivation og status for et af disse projekter - det såkaldte Large European Antenna (LEA) projekt - kan ses i videoen herunder.

Jakob Rosenkrantz de Lasson er civilingeniør og ph.d. i nanofotonik fra DTU. Jakob arbejder som Product Lead og forskningsingeniør hos virksomheden TICRA i København og blogger om forskning, fotonik og rumteknologi. Jakobs blog har tidligere heddet DTU Indefra (2012-2016) og DTU Studenten (2012)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten