Klimakommissionen: Biomasse kan kun dække 20 pct. af energien - hvad gør vi?

To fremtrædende medlemmer af regeringens klimakommis-sion fremlægger her en række mellemregninger i overvejel-serne om Danmarks fremtidige forsyning med 'fossilfri' energi. Dyrkning af energiafgrøder er på mange måder interessant, men kan højst dække ca. 20 pct. af vort energiforbrug. Der er et akut behov for at få skub i en overordnet planlægning af udnyttelsen af ressorcerne inden næste energikrise.

På et eller andet tidspunkt ud i fremtiden skal Danmark dække sit energiforbrug uden bidrag fra fossile brændsler - om ikke af anden grund simpelthen, fordi det er en endelig ressource. På et eller andet tidspunkt i en ikke så fjern fremtid skal Danmark have reduceret sit forbrug af fossile brændsler meget betydeligt for at yde sit forholdsmæssige bidrag til stabilisering af det globale klima.

Regeringen har prisværdigt set sammenhængen mellem disse to problemer og nedsat en Klimakommission, som ifølge kommissoriet mindst lige så meget er en 'energipolitik-kommission'. Den skal i løbet af 2010 komme med et bud på, hvornår og hvordan Danmark kan afvikle brugen af fossile brændsler.

Klimakommissionen har for længst indset, at en 'klimavenlig' udvikling af den danske energisektor bliver resultatet af mange aktørers indsats. Landets kommuner er nogle af de allervigtigste i sammenhængen. Derfor, og fordi vi i den seneste tid har oplevet en - meget glædelig - lavine af kommunale initiativer til støtte for CO2-neutrale eller 'fossilfri' kommuner, har Klimakommissionen som støtte for sit arbejde startet en rundrejse til 10 kommuner, der på forskellig vis har demonstreret særligt engagement i sagen.

Det er ikke meningen med dette indlæg at foregribe Klimakommissionens afrapportering til næste år, men der er en mellemregning i kommissionens arbejde, der nok fortjener at blive genstand for bredere offentlig debat allerede nu. Det drejer sig om den fremtidige anvendelse af biomasse.

Det er et gennemgående træk i meget af det lokale arbejde med vedvarende energi, at øget anvendelse af biomasse er i centrum. En høj andel af biomasse i den danske energiforsyning er også et bærende element i den energiplan, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) for nylig har udarbejdet sammen med en række søsterorganisationer i og uden for Europa.

Biomasse som energibuffer

I et fremtidigt samfund uden fossile energikilder må Danmark hovedsageligt basere sig på sine egne vedvarende energikilder. Her udgør vind, sol, bølger og biomasse nogle af de væsentligste ressour-cer. Desværre er det sådan at stort set alle vedvarende energikilder med undtagelse af biomasse og geotermisk energi er meget fluktuerende, dvs. mængde af energi (især i form af el) varierer fra dag til dag og fra time til time. Men da forbruget er meget mere konstant, er der behov for en fleksibel 'buffer', som der kan skrues op og ned for afhængig af hvordan vinden blæser og solen skinner.

Her udgør biomassen en værdifuld ressource, som kan lagres, til der er brug for den. Biomassen kan også gå hen at vise sig afgørende for, at vi har tilstrækkeligt med flydende eller gasformige brændsler til transportsektoren.

Øget anvendelse af biomasse er også helt i forlængelse af EU-kommissionens bestræbelser på at fremme anvendelsen af vedvarende energi og konstateringen af, at hvor vindenergi gennem de seneste 10-15 år har overgået forventningerne, har udviklingen i anvendelse af biomasse på europæisk plan været skuffende.

Heroverfor står Klimakommissionens vurdering af omfanget af de tilgængelige danske biomasseressourcer, målt i absolutte tal eller i forhold til den øjeblikkelige udnyttelse. Den mængde biomasse vi kan disponere over til energiformål kan selvfølgelig ikke opgøres som et enkelt tal, endnu mindre, hvis det drejer sig om situationen om 20, 40 eller 60 år.

En begrænset ressource

Der er især to forhold, der er afgørende for, hvor meget biomasse vi kan regne med i fremtiden: Muligheden for import af biomasse (vi har i dag en ikke helt ubetydelig import) og spørgsmålet om, hvor stor en del af dyrkningsarealet, vi forestiller os til disposition for energiafgrøder.

Desuden er der naturligvis en vis mængde uudnyttet halm og træaffald. Vi skal dog passe på med ikke at fjerne så meget halm fra landbruget at jorden bliver udpint. Ved dyrkning af energiafgrøder skal vi naturligvis også passe på jordens kulstof på de marginaljorder, hvor energiafgrøderne dyrkes. Det betyder i praksis, at det oftest kun vil være flerårige energiafgrøder (f.eks. pil eller elefantgræs), der er relevante.

Danmarks beskedne størrelse, og deraf følgende beskedne energiforbrug gør, at selv en betydelig import af biomasse fra omkringliggende lande kun vil have begrænset indflydelse på den europæiske biomasse-balance. Heroverfor står imidlertid, at opgørelse over biomassepotentiale i EU viser, at Danmark har ca. 50 % mere biomasse pr. indbygger end det europæiske gennemsnit. Et forhold, der taler for at mindre begunstigede (tættere befolkede) medlemslande i EU med en vis ret kan forvente en plads længere fremme i køen end Danmark, når det i fremtiden kommer til en bredere fordeling af biomasse-ressourcerne inden for EU.

Lad os ikke forblænde af, at vi ligger i lidt af et 'smørhul' tæt på de andre nordiske lande og de baltiske lande med relativt rigelige biomasse-ressourcer. Dem skal der nok blive bud efter i fremtiden.

Uanset om vi importerer biomasse eller producerer den selv, så er det landareal, vi har til rådighed til at producere biomassen, en begrænset ressource. Hvis vi vælger at producere mere biomasse til energi, vil det gå ud over vores landbrugsproduktion og dermed reducere vores fødevareeksport. Hvis vi derimod vælger at importere biomasse, vil det reducere den potentielle landbrugsproduktion i de lande, vi importerer biomasse fra.

Energiafgrøder hæver fødevarepriser

For eksempel var den stærkt stigende produktion af biobrændstoffer en af de væsentligste faktorer bag de stærkt stigende fødevarepriser i 2007. Produktionen af bioetanol og biodiesel førte nemlig til at kornlagrenes størrelse blev væsentligt reduceret, og spekulation i kornmarkedet førte til voldsomt voksende fødevarepriser.

Det havde kolossale konsekvenser for de fattige i ulandene. Siden 1997 er omfanget af sult vokset med 200 millioner mennesker til nu mere end 1 milliard mennesker i verden, der ikke får mad nok - med enorme sociale, økonomiske og sundhedsmæssige konsekvenser på både kort og langt sigt. Hvis vi ukritisk satser på biobrændstoffer, hvor produktionen konkurrerer med produktionen af fødevarer, vil denne problemstilling blot forværres.

Tilsvarende overvejelser gælder for omlægning af dyrkningsmønstret inden for landets grænser fra fødevareproduktion til energiafgrøder for forøgelse af biomassemængden.

Som bekendt producerer vi ca. tre gange så meget mad, som vi spiser, så her er der åbenlyst et potentiale. Udover de problemer, der måtte være forbundet med at overbevise landbruget til at producere (formodentlig) mindre værdifulde energiafgrøder end traditionelle landbrugsafgrøder, rejser denne "strategi" to problemer: For det første er der ikke megen forskel på at bruge afgrøder som korn til energiformål (noget der har givet anledning til betydelig kritik i forbindelse med bioetanolproduktion) og at bruge det areal, der tidligere blev brugt til kornproduktion til energiafgrøder.

Det etiske dilemma

I begge situationer bliver et landareal til mulig fødevareproduktion jo brugt til energiproduktion. Dette er naturligvis kun etisk forsvarligt, hvis der er tilstrækkeligt med fødevarer i verden. For det andet kunne nogle hævde, at vores eksport af fødevarer i det store og hele må ses som en form for 'klimamæssig' kompensation for vores betydelige import af industriprodukter, der belaster andre landes CO2-regnskab, uanset om det drejer sig om ilande eller ulande.

Dette er dog et argument af begrænset værdi, da størstedelen af landbrugseksporten er baseret på animalske produkter, der belaster klimaet relativt meget. Under alle omstændigheder vil omlægning af dyrkningsmønstret mod store mængder energiafgrøder med rette kunne hævdes at være at snyde på vægten - en disciplin der dyrkes af mange, men næppe en, Klimakommissionen vil anbefale.

I betragtning af at verdens fødevareforbrug forventes at blive fordoblet over de kommende 40 år, er der ikke kun tale om snyd på vægten. En ensidig dansk fokus på bioenergi frem for fødevarer vil med rette kunne betragtes som medvirkende til at fremme sult blandt verdens fattige.

Denne situation forværres i øvrigt af klimaændringerne, som især vil ramme hårdt i de fattigste ulande, hvor sult og hungersnød er mest udbredt. Uanset at dansk fødevareeksport næsten udelukkende går til høj-indkomstlande, så vil en reduceret dansk fødevareproduktion skubbe yderligere til de stigende fødevarepriser med de konsekvenser, dette kan have på globalt plan.

Dækker kun ca. 20 af energibehovet

På den baggrund kan man konstatere, at de fremtidige disponible danske ressourcer af biomasse og affald næppe strækker til meget mere end 20-25 % af det nuværende bruttoenergiforbrug, og - lige så bekymrende - at denne mængde for stor dels vedkommende allerede udnyttes.

Vi kan nok presse udnyttelse af halmressourcerne lidt i vejret, især hvis en aktiv efterafgrøde-praksis sikrer jordens indhold af organisk materiale. Der kan sikkert hentes lidt mere biomasse fra marginale jorder, uden at vi kompromitterer biodiversiteten eller andre naturhensyn, og udbygning af biogasproduktionen rummer et potentiale. Men kun nogle få procentpoint i forhold til den eksisterende situation, og under ingen omstændigheder til meget over 20 %.

Hvis vi i Danmark skal øge biomasseproduktionen ud over niveauet på 20 %, uden at det kommer til at gå ud over fødevareeksport og naturhensyn, så kræver det meget betydelig indsats for at øge udbytterne i både landbrugsafgrøderne og afgrøderne til bioenergi. Større udbytter i landbrugsafgrøderne betyder nemlig, at landbrugsareal vil kunne frigives til produktion af biomasseafgrøder.

Flerårige bioenergiafgrøder, som pil og elefantgræs, vil være mere produktive end traditionelle landbrugsafgrøder, have et lavere ressourceforbrug af gødning og pesticider samt bidrage til øget kulstofindhold i jorden. Dette vil skulle foregå samtidigt med, at klimaet ændrer i sig en varmere retning og giver mulighed for nye afgrøder - men også nye problemer med at beskytte vandmiljøet og jordressourcen.

Hvis det gribes rigtigt an, er der formentlig muligheder for gode synergier. Dog kun, hvis der på det lokale og kommunale niveau sker en tilstrækkelig god planlægning, så tab af biodiversitet undgås og de mulige arealressourcer udnyttes bedst muligt. På nationalt plan er der naturligvis brug for en bred forskningsmæssig indsats til at sikre en markant forbedring af produktiviteten af landbrugs- og biomasseafgrøder.

Selv Bornholm må importere biomasse

På den baggrund var det et meget relevant spørgsmål, der blev formuleret af en af deltagerne i Klimakommissionens møde på Bornholm: Hvor skal biomassen komme fra?

Bornholm er et godt eksempel. Befolkningstætheden er ca. 60 % af landsgennemsnittet, vindressourcerne er gode, men udnyttelsen for øjeblikket delvis begrænset at kabelkapaciteten til Sverige. Alligevel vil et CO2-neutralt Bornholm have behov for import af biomasse, selv før brændselsbehovet til fly- og færgeforbindelser er indregnet.

Det hænger selvsagt ikke sammen på landsplan eller på bredere europæisk plan. Mange af landets kommuner - ikke bare i Hovedstadsområdet - har ikke vedvarende energiressourcer inden for kommunegrænsen, der kan dække borgernes energibehov, selv om de sparer rigtig meget. Og de relativt beskedne danske biomasse-ressourcer kan selvsagt ikke både erstatte olieforbruget i enkeltliggende ejendomme, gasforbruget i fjernvarmeværkerne, kulforbruget på kraftværkerne og motorbrændstoffet i transportsektoren.

Rigelige vindressourcer, men...

Danmark har - i absolutte tal og i et europæisk perspektiv - meget rigelige vindressourcer, især til havs. Men det ligger uden for de fleste kommuners beslutningskompetence at aktivere dem. Den nyligt indviede Horns Rev II havmøllepark er jo ikke de landnære kommuners fortjeneste eller særlige forsyningskilde. Det er derimod det lokale halmfyrede varmeværk eller de lokale biogas-fællesanlæg.

Danmark har en enestående og misundelsesværdig tradition for udvikling baseret på lokale initiativer, noget der bestemt vil være brug for i årene fremover, når vores energiforsyning endnu en gang skal ændres radikalt. Men det ser ud som om der også vil være brug for en overordnet ramme for denne omlægning, hvis vi skal undgå at komme til at spænde ben for os selv.

Klimakommissionen vil selvfølgelig være nødt til at se på disse spørgsmål og forhåbentlig være i stand til at levere overordnede svar. Men udviklingen går hurtigt i disse tider, og mange fejlinvesteringer vil kunne undgås, hvis de relevante aktører (ministerier, kommuner, energisektoren, landbrugserhvervet, NGOere m.fl.) allerede nu sætter sig i spidsen for de nødvendige afklaringer af, hvad der kan være rimelige politikker i de kommende år.

Der er brug for rigtig mange rundbordssamtaler for at få dette på plads, og situationen ændrer sig naturligvis, efterhånden som nye teknologier udvikles, afprøves og tages i brug.

Afsluttende blot en tak til vor mand fra Bornholm, der med et overordentlig relevant spørgsmål i første omgang leverede inspiration til denne kronik - og i en senere ombæring forhåbentlig et bidrag til en hensigtsmæssig og omkostningseffektiv omstilling fra de fossile brændslers til den vedvaren-de energis tidsalder.