Føhns 4,0 bloghoved

Kina vinder kapløbet om AI

Det kræver mod at stille sig op på en af Europas førenede tech-festivaler og skrive kontinentet ud af historien om den nyeste teknologi.

Det var ikke desto mindre, hvad AI-pionér, forfatter og investor Kai-Fu Lee gjorde på konferencen DLD i München.

Illustration: DLD

Mange foredrag og paneldebatter på DLD handlede om Kina. Ikke mindst når talen faldt på kunstig intelligens (AI). Set (hørt) på tværs af konferencen, så fører USA stadig feltet, mens Kina ånder dem i nakken fra en andenplads. Europa leverer masser af videnskabelige resultater men ingen nævneværdigt store virksomheder og dermed ingen indtjening på feltet.

Den kinesiske AI-forsker og forfatter Kai-Fu Lee gik så langt som at sige, at en bronzemedalje indenfor AI ikke eksisterer, fordi guld- og sølvvinderne (USA og Kina) allerede har ryddet bordet.

Google betegnes som førende, men her kommer modsigelsen, fordi den vigtigste udvikling hos dem foregår i datterselskabet DeepMind i London, der også suger en del af kontinentets kloge AI-hoveder til sig. Så helt tabt er Europa altså ikke.

Kai-Fu Lee er i øvrigt lidt af en legende indenfor AI. Han har været i feltet siden 1980erne og arbejdet for både Apple, Microsoft og Google, men nu er han investor i Kina og nybagt forfatter til bogen "AI Superpowers: China, Silicon Valley, and the New World Order", der beskriver, hvordan Kina hurtigt er på vej til at blive en global leder indenfor AI. Lee forudser, at Kinas demografi og kæmpe datasæt bliver nøglen til global dominans på AI.

Og i den forbindelse kom han med et udsagn, som - jeg synes - var et af de mest foruroligende på DLD. Han mener, at vi (i Vesten) skal finde et andet forhold mellem åbenhed/sikkerhed på den ene side og privatliv på den anden side. Hvis vi vil have en rolle i AI, så skal vi opgive dele af vores privatlivsdata for at kunne høste de fordele, som services og sikkerheds-features kan have af mere uhindret adgang til data.

Et udsagn, der stod i skærende kontrast til den generelle hyldest af GDPR og datasikkerhed, som flere andre talere på DLD hyldede.

Her er et link til Kai-Fu Lee på DLD: https://youtu.be/nnZ7gr-xHSQ

Henrik Føhns er journalist og vært på podcasten Techtopia. Han blogger om digitalisering, kunstig intelligens, nano, bio og den 4. industrielle revolution.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Citat: "...så skal vi opgive dele af vores privatlivsdata for at kunne høste de fordele, som services og sikkerheds-features kan have..."

Det at Hr Kai-Fu Lee forsøger at sælge ideen om at hvis vi bare opgiver frihed (privatliv), så kan vi få en "fordel", er nok nøglen til problemet. Hvis det er dét der skal byttes - så behold bare AI, så meget bliver AI aldrig værd. Det er som om at overvågningsliderlige personer har glemt at tænke over selve livets mening. Selvfølgelig kan en maskine leve livet billigere, mere effektivt, hurtigere og ikke mindst mere sikkert. Men er det i sig selv en pointe? Det må da være mennesker, der skal leve livet og ikke en eller anden AI sikkerheds-app. Sluk smartfonen - løft blikket og nyd livet og verdenen.

  • 5
  • 0

Men - har han ikke en pointe, hvis taler om sundhedsdata eller trafikdata, som kan bruges forebyggende? Der er jo andet i verden end SoMe på din smartphone ;)

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten