Kan raketvidenskab være bæredygtigt?

I en tid, hvor medierne fyldes med Greta Thunberg, klimaforandringer og bæredygtighed, bliver der med god grund også rettet opmærksomhed mod områder, der ikke lever op til de krav og forventninger, vi har netop til bæredygtige produkter, systemer og services. Vi shamer single use plastic, kødspisere, flyrejser og overforbrugskulturen, og vi opfordrer til brug af termokopper til sin kaffe frem for to-go papkruset. Vi får at vide, at vi skal holde op med at flyve, men i stedet benytte os af eksisterende offentlig infrastruktur.

Tæller raketter med her?

Når man snakker raketvidenskab, tænker de fleste nok ikke bæredygtighed som den første tanke. Formentlig heller ikke som den anden, tredje eller fjerde. Men det kan man godt begynde at vænne sig til at gøre. Det er vigtigt at vi adskiller tanken om at bæredygtighed er det samme som miljøvenlighed; det er det også, men også meget mere end det. Bæredygtighed er at sikre en fremtid baseret på den teknologi, vi udvikler og benytter os af. Samtidig skal vi også overveje, at vores bæredygtighedsbegreb ikke indeholder en absolut værdi eller en opnåelig målstreg, men altid vurderes relativt – vi vurderer hvorvidt et produkt, system eller service er mere bæredygtig i forhold til noget andet. Når vi vurderer den relative bæredygtighed er vi også nødt til at inkludere alle trin i livscyklussen, og ikke bare stoppe dér, hvor det er bekvemt for vores argument. Nok forbruger raketter en voldsom mængde brændstof ved opsendelse, men produktionen af brændstoffet, raketkomponenternes genanvendelighed, og selve formålet med rakettens opsendelse har også en betydning, man er nødt til at forholde sig til - positiv såvel som negativ.

Kompensationen for det brændstofmæssige CO2-aftryk kan potentielt reducere miljøbelastningen som helhed netop når hele livscyklussen medtages. Selvfølgelig kan man yderligere arbejde på en forbedring af miljøvenligheden af raketter, bl.a. i forhold til hvilket brændstof, der bruges, og hvor genanvendelig raketten som helhed er. I 60’ernes rumkapløb blev intet genbrugt – hvilket er fedt for museer – men usmart for både økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Der er opstået en tendens til at raketter skal sikkert ned igen i ét stykke (med formålet at kunne sende dem op igen), hvilket også ses bl.a. på SpaceX’s testopsendelser. Tilføj biobrændstof og du har to solide buzzwords til at understøtte, udvikle på og forøge bæredygtigheden af rumraketter.

Det er ikke nødvendigvis fordi vi skal forberede os på en bemandet Mars ekspedition i nær fremtid, selv om det meget vel står sådan til, hvis man følger lidt med i netop, hvad Elon Musk og SpaceX foretager sig. Men uanset ens til holdninger Marsekspeditioner og opsendelse af Tesla Roadster, er vi nødt til at forholde os til de kvantespring i teknologi og innovative løsninger på problemer og hastig udvikling på udstyr, som raketvidenskab og rumfart generelt har ført med sig. Af eksempler kan nævnes kuglepenne, memory foam og teflon. Hverdagsting, vi måske ikke direkte ville forbinde med rumfart, men som ikke desto mindre udspringer heraf.

Faktum er, at vi har gjort os selv dybt afhængige af mange facetter af raketvidenskaben – det simpleste eksempel; hvordan kommer vi frem til en adresse, vi ikke har været på før? GPS’er. Via satellitter. I rummet. Hvordan er de satellitter nået frem til deres destination? Via raketter. Og nogen skal altså være i stand til at sende de raketter op. Og nu vi er ved emnet satellitter og klimaforandringer er det relevant at diskutere, hvor vi får vores informationer om nævnte miljøpåvirkninger fra. Via satellitter er vi i stand til at overvåge ellers utilgængelige områder samt udstrækningen af klimaforandringerne på stor skala, bl.a. tørke, skovbrande, ekstremt uvejr, iskappeafsmeltning, ørkentilvækst og sågar hvor og hvor meget gødning en landmand skal bruge på sin mark for optimalt udbytte af sine afgrøder. Hvordan skal vi vurdere, om vi opfylder Parisaftalens parametre uden satellitter? Der er en tendens i øjeblikket til at man kan sætte et Verdensmåls-klistermærke på sine allerede eksisterende produkter og så kalde det ”bæredygtigt”. Det er ikke det, vi er ude på her. Greenwashing eksisterer helt sikkert også i rumindustrien, men her belyser vi blot hvordan den relative bæredygtighed bør være i fokus frem for den absolutte – og hvordan raketvidenskab bidrager til dette.

Bæredygtighed i raketvidenskab skal ikke ses som det endelige mål, men som midlet til at opnå en relativt højere grad af bæredygtighed inden for de felter, som denne industri direkte påvirker – og dem er der trods alt en hel del af.