Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
Toxblog bloghoved

Kan hjertekvaler beskytte mod slangebid?

Kan man komme fra hjertemedicin til modgift? Svaret er ja! I hvert fald hvis man spørger forskere fra Californien. De har nemlig vist, at hjertemedicinen, varespladib, kan redde mus fra at dø af slangegift.

Følgende indlæg er skrevet af min tidligere kandidatstuderende, Cecilie Knudsen aka. "Big Black Mamba":

Modgiftsforskning er et mærkeligt felt at arbejde i. Det er ikke ligesom forskning i fx kræft eller diabetes, hvor der er tusindvis af forskere på sagen, masser af penge at hente hjem, enorme firmaer med den nyeste teknologi og et købestærkt marked. Og det er rent faktisk lidt ærgerligt, for det betyder, at teknologien let kommer til at halte bagefter, således at modgift produceres på en gammeldags og ineffektiv måde. Det problem arbejder vi med at løse på en ny måde i Tropical Pharmacology Lab, hvor vi bruger bioteknologiske metoder til at producere moderne modgifte, der er baserede på fuldt humane antistoffer. Men en helt anden tilgang til at løse problemet findes hos Matthew Lewin og hans kollegaer i San Fransisco, Californien. Lewin har nemlig været en af de første til at introducere konceptet ’drug repurposing’ til modgiftsforskningen.

Kort sagt går drug repurposing ud på at screene en masse eksisterende medicin og se, om det kan bruges til andre formål end dem, som det oprindeligt blev udviklet til. Nogle gange er det medicin, der aldrig kom på markedet, fx fordi den ikke var effektiv nok overfor den tiltænkte sygdom, eller måske kunne medicinen give alvorlige bivirkninger, hvis den blev brugt over længere perioder eller i særligt høje doser.

Drug repurposing kan være smart, fordi man kan spare ressourcer. Det koster både tid og penge at opfinde et nyt lægemiddel, så det gør processen væsentligt hurtigere og billigere, hvis man vha. genbrug kan springe en masse trin over.

Det er netop dette, som Lewin og hans kollegaer har gjort. De screenede 960 lægemidler for at finde ét, der kunne forhindre virkningerne fra nogen af de mest klassiske slangetoksiner, der som familie hedder fosfolipase A2 (phospholipase A2: PLA2). Denne gruppe af toksiner er notoriske, fordi de er meget udbredte blandt slangegifte, og fordi deres toksicitet kan komme til udtryk på flere forskellige måder. Forskellige PLA2s kan således give ophav til fra alt fra nedbrydning af muskler og hud til irreversibel ødelæggelse af nerver, som det bl.a. ses i det hyperpotentierede toksin taipoxin, som består af tre PLA2s, fra den australske taipan.

Illustration: Denise Chan from Hong Kong, China

En af verdens mest dødbringende slangegifte kommer fra den australske taipan. Giften indeholder taipoxin, som består af tre PLA2s. Nu forsøger forskere at finde en inhibitor mod PLA2s fra denne og andre slanger.

Blandt de mange lægemiddelkandidater, som Lewin og hans kollegaer screenede i jagten på at finde inhibitorer mod ubehagelige PLA2s, faldt de over hjertemedicinen varespladib. Varespladib er et relativt lille molekyle, der virker ved at hæmme enzymer, som er involverede i hjertesygdomme. Varespladib blev dog aldrig godkendt og taget i brug, da man efter kliniske prøver vurderede, at molekylet ikke var effektivt nok mod de konkrete hjertesygdomme. Det blev derfor skrinlagt, indtil Lewin og hans kollegaer genopdagede det.

Illustration: Ed

Den kemiske struktur af varespladib.

Men hvordan kan det være, at hjertemedicin kan have en indflydelse på slangegift? Svaret ligger ikke fuldstændigt klart endnu, men det har muligvis noget at gøre med, at der faktisk er en vis lighed mellem slangetoksiner såsom PLA2s og visse molekyler, der forekommer naturligt i menneskekroppen. Mange toksiner fra slangegift virker netop ved at efterligne naturligt forekommende molekyler. Fx efterligner nogle slangetoksiner de blodfaktorer, der gør, at vores blod kan størkne, hvis vi skærer os – og ved at efterligne dem, kan disse toksiner få blodet til at størkne i vores årer på en måde, der (for os) er meget uhensigtsmæssigt. Andre toksiner ligner neurotransmittere og kan derfor sætte sig fast i neuroreceptorer og blokere dem, så de rigtige transmitterstoffer ikke kan komme til. Det er bl.a. sådan flere af toksinerne fra den sorte mamba virker. Varespladib udnytter formentligt netop en sådan lighed mellem slangetoksiner og enzymer i vores kroppe. Varespladib er nemlig designet til at inhibere enzymer i menneskekroppen, der hvis disse enzymer var alt for aktive kunne være medvirkende til hjertesygdomme. PLA2s fra slanger minder nemlig til forveksling om disse enzymer på det molekylære plan.

Varespladib er nu blevet testet mod gift fra 27 forskellige slanger, hvor det har inhiberet PLA2s i dem alle. Det er efterfølgende blevet testet i mus og rotter, hvor det øger chancen for at overleve ellers dødbringende mængder slangegift.

En af varespladibs andre spændende egenskaber er, at det kan modificeres kemisk således, at det kan optages i mavetarmkanalen, hvis man spiser det. Nogle forskere spekulerer derfor på, om man kunne lave en varespladib-pille, som kunne opbevares centralt i landsbyer i områder med mange slangebid. Når en uheldig person bliver bidt, ville pillen kunne sluges, og så ville slangebidsofferet være beskyttet af varespladib, indtil vedkommende kom til hospitalet, hvor yderligere behandling ville kunne påbegyndes. Dette ville være en kæmpefordel, da turen til hospitalet i nogle lande kan være lang, hvilket kan give slangegiften tid til at forvolde irreversible skader.

Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen, for varespladib inhiberer trods alt kun én vigtig gruppe af toksiner – og der findes mange andre toksinfamilier i slangegift. Det mest sandsynlige er derfor nok, at varespladib vil blive brugt i kombination med traditionelle modgifte (eller moderne modgifte, når sådanne kommer på markedet).

Slangebidsforskning er som sagt ikke et stort felt med enorme budgetter, hvor man altid har muligheden for at bruge den nyeste og dyreste teknologi. Men når det regner på præsten, drypper det på degnen; og når der bliver hældt store pengesummer i medicin mod hjertesygdomme og kræft, så falder der nogle gange lægemidler som varespladib af til modgiftsforskningen, og det er jo alligevel meget godt.

Andreas Laustsen
er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia, VenomAb, Chromologics, Antag Therapeutics, VenomAid Diagnostics og Bactolife). For tiden arbejder Andreas som Lektor på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.