cirkulær økonomi bloghoved stor

Kampen om forbrugerelektronikkens produktlevetid i 2021

Forbrugerelektronikkens levetid har lige som de foregående år været en del i fokus i 2021 i Danmark. Dette lange blogindlæg giver en grundig status og analyse af 2021 og muligheder og barrierer i kampen for at sikre forbrugerelektronik længere produktlevetid. Afslutningsvis peges på seks forskellige tiltag, der er afgørende for, om det går bedre med forbrugerelektronikkens levetid i 2022.

Hvorfor er elektroniks levetid vigtig?

At forbrugerelektronik er relevant at diskutere i et produktlevetidsperspektiv er beskrevet mange steder, blandt andet i de europæiske miljøorganisationers rapport Cool products fra 2019: “Extending the lifetime of all washing machines, notebooks, vacuum cleaners and smartphones in the EU by just one year would save around 4 MtCO2 annually by 2030, the equivalent of taking over 2 million cars off the roads for a year.”

Trods en relativ lille mængde elektronikaffald fra husholdninger - knapt 15 kg pr. dansker pr. år (jf. Affaldsstatistikken for 2019) - er det den store mængde råvarer og dermed også energi, der medgår til produktionen, og som derfor kan siges at være indlejret i produktet, der gør forbrugerelektroniks levetid vigtig. Derfor er der et stort økonomisk tab og ressourcetab, når elektroniske produkter kasseres i stedet for at blive repareret. Danske erhvervsorganisationer har beregnet, at den økonomiske værdi af et elektronikprodukt, der repareres eller genbruges, er mere end 150 gange højere end værdien fra genanvendelse af den tilsvarende mængde materialer.

Helt aktuelt har et forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om Forsyningstilsynet netop været i høring. Baggrunden for lovforslaget er ”den politiske aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi som regeringen indgik i juni 2020 med V, R, SF, K, LA og ALT.” Det bemærkes i høringsbrevet, at håndtering af affald omfattet af udvidede producentansvarsordninger for blandt andet elektronik er reguleret i særlovgivning. Lovforslaget ændrer ifølge høringsbrevet ikke ”ved de eksisterende producentansvarsordninger eller fastlægger de nærmere rammer for den konkrete udmøntning af de nye producentansvarsordninger.”

Oversigt over tiltag og aktører i 2021

Det er vigtigt at karakterisere de forskellige tiltag og initiativer med fokus på forbrugerelektronik ud fra hvor i elektronikkens produktlevetid tiltagene fokuserer. De typer tiltag, der især har været i fokus i 2021, er:

Type 1: Tiltag, der skal sikre design af produkter med lang levetid

Type 2: Tiltag, der skal forlænge produktlevetiden hos forbrugeren

Type 3: Tiltag, der skal sikre længere produktlevetid gennem genbrug af produkter, som forbrugeren ikke længere har behov for

Type 4: Tiltag, der skal forlænge produktlevetid gennem genbrug af produkter, som forbrugeren har kasseret

De centrale aktører, der indgår i kampene om forbrugerelektronikkens levetid er producenter og forhandlere og deres organisationer, professionelle reparationsvirksomheder samt civilsamfundets initiativer fra lokale reparationscafeer (repair cafeer) til den internationale reparationsbevægelse og dens samarbejde med forbruger- og miljøorganisationer.

Når jeg anvender vendingen ”Kampen om forbrugerelektronikkens produktlevetid” skyldes det kontroverser om blandt andet hvilke krav, der kan og bør stilles til produkterne og deres reparationsmuligheder, samt hvem der har ret til at reparere produkterne. Det er kontroverser, som både udspiller sig på internationalt niveau i form af lobbyvirksomhed i EU fra både erhvervs- og miljøorganisationer, og i Danmark i forbindelse med Folketingets forhandlinger i 2018 om klimaplanen for affaldssektoren og planens endelige vedtagelse i 2020, om strategier for affaldsforebyggelse, om reklamationsperiodens længde og om hvem, der har ret til at reparere elektronik. De følgende afsnit analyserer tiltag og erfaringer fra 2021 inden for hver af de fire nævnte former for tiltag.

Analyserne fokuserer på hvorvidt og hvordan tiltagene medvirker til at forlænge produkters levetid, og hvilke former for produktforældelse og ressourcetab de bidrager til at reducere.

Type 1: Tiltag, der fokuserer på design af produkter med lang levetid

EU’s planer for regulering af design af forbrugerelektronik med henblik på at længere produktlevetid er ikke imponerende. Det er kun få grupper af forbrugerelektronik, der nævnes i det seneste studie udført for EU-Kommissionen af potentialet for cirkulær økonomi for elektriske og elektroniske produkter, nemlig routere og lignende netværksudstyr samt eksterne strømforsyninger (Preparatory study for the Ecodesign and Energy Labelling Working Plan 2020-2024) . Som MULIGT tiltag, der kan få betydning for produkters levetid, nævnes et krav om at fremtidige eksterne strømforsyninger skal kunne bruges på forskellige produkter.

Et andet krav, der kan medvirke til at sikre lang produktlevetid, er EU’s krav, som trådte i kraft i 2021 i form af en forordning, der blandt andet kræver adgang til software- og firmwareopdateringer for elektroniske skærme – dvs. blandt andet computerskærme og fjernsyn. Sådanne opdateringer skal være til rådighed ”gratis eller til en rimelig, gennemsigtig og ikkediskriminerende pris i mindst otte år, efter at den sidste enhed af en bestemt produktmodel er bragt i omsætning”.

Type 2: Tiltag der fokuserer på at forlænge produkternes levetid hos forbrugeren

Mulighederne for at reparere et produkt kan være afgørende for at kunne forlænge produktets levetid, hvis det på en eller anden måde bliver defekt.

Ud over de før nævnte krav om adgang til software- og firmwareopdateringer for elektroniske skærme stiller EU fra 1. marts 2021 krav for nogle få grupper forbrugerelektronik krav om tilgængelighed af visse reservedele samt krav om, at disse reservedele skal kunne udskiftes med almindeligt forekommende værktøj uden at beskadige produktet (!). Kravene blev vedtaget i 2019 og er ind til videre udviklet og nu altså trådt i kraft for vaskemaskiner, opvaskemaskiner og elektroniske skærme. Selvom kravene er begrænsede, er det værd at huske på, at det at der overhovedet er EU-krav til reparationsmuligheder er et resultat af den europæiske reparationsbevægelses kamp for reparérbare produkter i kamp med industriorganisationers lobbying for, at der kun skulle stilles krav produkternes genanvendelighed.

En survey af forbrugernes reparationsbehov og -erfaringer i 2019-2020 og offentliggjort i 2021 i forbindelse med projektet ”Affald og ressourcer på tværs” peger på, at det ikke er reservedeles tilgængelighed, der begrænser omfanget af reparationer i Danmark, men snarere relativt dyre reparationer sammenlignet med prisen for et nyt produkt. Det betyder, at en del produkter kasseres uden at blive repareret – med tab af økonomisk værdi og ressourcemæssig værdi til følge.

Surveyen viste et stort reparationsbehov for relativt nye (dvs. mindre end 5 år gamle produkter) mobiltelefoner, computere og køkkenmaskiner. Surveyen viste endvidere, at reparationen af 50-85% af forbrugerelektronik med et reparationsbehov opgives. Den primære årsag til at reparationer opgives er IKKE manglen på reservedele, men prisen på reparationer sammenlignet med udgiften til at købe et nyt produkt til erstatning af det gamle produkt.

Omvendt kan et krav om adgang til reservedele, som forbrugeren selv kan udskifte, være vigtige for at forlænge et produkts levetid – som f.eks. adgang til en ny elektrisk pære til et køleskab eller en fjernbetjening til et fjernsyn. Det er dog en forudsætning, at prisen for reservedelene er rimelig i forhold til anskaffelse af et nyt produkt – eksempelvis kan en ny trådkurv til en opvaskemaskine sagtens koste op til 1/3 af detailprisen for en ny opvaskemaskine på tilbud fra samme producent, hvilket kan betyde at produkter kasseres, selvom de fungerer, og erstattes af et nyt produkt

Billigere reparationer ved hjælp af fradrag og reduceret moms?

Dansk Erhverv havde håbet, at håndværker- og servicefradraget fra 2022 også kunne omfatte reparationer af blandt andet forbrugerelektronik for at stimulere forbrugernes incitament til at få produkter repareret. Denne ændring blev dog ikke en del af finansloven for 2022, idet håndværkerfradraget udfases, og servicefradraget fra 2022 kun omfatter udgifter til børnepasning, rengøring, vinduespudsning og havearbejde og dermed ikke reparation af eksempelvis forbrugerelektronik.

En del EU-lande, herunder Holland og Belgien, har indført reduceret moms på reparationer – dog synes forbrugerelektronik ikke at være omfattet. Sverige har også indført reduceret moms på reparationer - og her er forbrugerelektronik omfattet - samt statsligt tilskud til reparationer udført af håndværkere i hjemmet. Danmark halter altså bagefter nogle andre lande på dette område.

Køkkenmaskiner – en produktgruppe med behov for forbedring

Den førnævnte survey viste, at elektriske køkkenmaskiner er et produktområde med relativt hyppige reparationsbehov og få gennemførte reparationer. Ca. 10% af husstandene har i løbet af et år behov for at få en køkkenmaskine repareret, og samtidig er det relativt nye produkter, der går i stykker - 57% af reparationsbehovet opstår således hos produkter, som er mindre end 5 år gamle.

Problemet forstærkes af et lavt omfang af gennemførte reparationer af køkkenmaskiner – ca. 13% af maskiner med et reparationsbehov repareres, hvilket er en væsentligt lavere reparationsandel end for mobiltelefoner (ca. 45%) og computere (ca. 50%). De væsentlige årsager til at køkkenmaskiner ikke repareres er i følge surveyen, dels at udstyret ikke kan repareres – måske fordi maskinen er samlet med snapfix, så den ikke kan adskilles uden at blive ødelagt, dels manglende tilgængelighed af reservedele. Køkkenmaskiner er således et produktområde med behov for bedre kvalitet og bedre muligheder for reparationer. Der er dog endnu ikke tegn på, at EU tager fat i dette produktområde.

Branchekilder har sagt, at problemet med produkter inden køkkenmaskiner måske især forekommer hos såkaldte ”non-brand” produkter i form af eksempelvis butikskæders private label mærker. Alt i alt er køkkenmaskiner således et produktområde, hvor forhandlere i Danmark med fordel kunne se kritisk på deres sortiment og f.eks. kun sælge produkter, der kan repareres, og hvor der er adgang til reservedele til rimelige priser.

Bedre vedligeholdelse kan forlænge produktlevetiden

Forebyggende vedligeholdelse som service kendes fra professionelle produkter for at undgå nedbrud på maskiner og dermed tab af kostbar produktionstid. Inden for forbrugerelektronik har en ny forretningsmodel set dagens lys: Virksomheden Fixrs er baseret på, at forbrugere vil betale for at undgå reparationer. Fixrs tilbyder således forbrugere via SMS at blive erindret om, hvornår deres hårde hvidevarer skal afkalkes for at forhindre nedbrud og reparationsbehov.

Kan et reparationsindeks udvikle et marked for reparérbare produkter?

Den franske stat har indført et reparationsindeks for fem grupper forbrugerelektronik, som producenter skal selvdeklarere deres produkter med, og som forhandlere skal gøre synligt for forbrugerne.

Ind til videre omfatter det franske indeks kun fem produktgrupper (vaskemaskiner, smart phones, laptops, fjernsyn og elektriske plæneklippere), hvor produktets reparationsmulighed vurderes af producenten på en skala fra 1 til 10 ud fra scores for:

  • Tilgængelig og forståelig information om produktets brug

  • Beskrivelse af hvordan produktet adskilles med henblik på reparation

  • Reservedeles tilgængelig og leveringstid – det er ikke en forpligtelse at sørge for tilgængelighed af reservedele, kun til at informere om deres tilgængelighed og leveringstid

  • Prisen på reservedele – sammenlignet med prisen på et nyt produkt

  • Muligheden for gratis online assistance med fejlfinding

Den internationale reparationsbevægelse ser det franske initiativ som en vigtig milepæl i kampen for billigere reparationer og for forbrugerens ret til reparation af sine produkter. Bevægelsen peger dog også på en række begrænsninger i initiativet: ”While this index is a key milestone for the Right to Repair in Europe, it isn’t without limitations. From how easy it is to obtain a good grade to self-declared scores by manufacturers and no sanctions until 2022, it comes with challenges that are important to acknowledge and discuss.”

Den franske regering har varslet, at reparationsindekset i 2024 vil blive udbygget til et holdbarhedsindeks. Et forberedende studie - igangsat af den franske styrelse for bæredygtig omstilling (ADEME) og med involvering af en række forskellige aktører - har analyseret og peget på en række produktkarakteristika, der bør indgå i en mærkningsordning baseret på et holdbarhedsindeks med kriterier for de enkelte produktgrupper. Kriterieområderne foreslås at skulle omfatte produktets pålidelighed/driftssikkerhed (”reliability”) samt muligheder for reparation og opgradering af produktet.

EU-krav kan udvikles bottom-up gennem nationale tiltag

Selvom det nuværende franske reparationsindeks - og måske også et kommende holdbarhedsindeks - har sine begrænsninger, så viser erfaringer fra andre politikområder, at etablering af en obligatorisk mærkningsordning kan skabe et marked, der giver forbrugerne mulighed for at vælge produkter ud fra mere produktinformation end pris. Endvidere kan mærkning betyde, at producenter begynder at orientere deres produktudvikling og forretningsmodel efter en mærkningsordnings kriterier, jf. den energieffektivisering der synes at være sket af en række hårde hvidevarer som følge af introduktionen af EU’s energimærkning.

Set i et omstillingsperspektiv kan nye EU-tiltag udvikles på baggrund af nationale tiltag i en række EU-medlemslande. Da EU i sin tid udarbejdede en restriktiv procedure for godkendelse af GMO-fødevarer efter i en række år at have været tøvende, skete det fordi regeringer og miljøorganisationer i en række EU-medlemslande havde etableret restriktive ordninger. Den franske regering synes at være bevidst om muligheden for at påvirke fremtidig EU-regulering, da aktiv lobbying i EU nævnes som en af strategierne i udviklingen af holdbarhedsindekset.

Inspireret af det franske reparationsindeks kunne forhandlere af forbrugerelektronik i Danmark begynde at konkurrere om at komme først med at ”rationalisere” dele af deres sortiment ved hjælp af det franske reparationsindeks og synliggøre det for forbrugerne – eller måske allerede nu orientere sig efter det kommende holdbarhedsindeks. Da det primært er internationale virksomheder, der producerer og sælger forbrugerelektronik i Danmark, vil erfaringer fra Danmark kunne anvendes i andre lande, hvor virksomhederne er aktive.

Der er altså ingen grund til, at hverken danske myndigheder eller virksomheder i Danmark skal holde sig tilbage og afvente, at der kan blive enighed om nye EU-krav.

Reparationsbevægelsens krav om right to repair

Forskellige landes og EU’s tiltag i retning af at skabe grundlag for længere produktlevetider er blandt andet inspireret af de nationale og internationale reparationsbevægelser som Right to Repair i Europa og The Repair Association i USA og af den spirende forskning i en række lande af muligheder og barrierer for at sikre længere levetid for forbrugerprodukter.

Både den amerikanske og den europæiske reparationsbevægelse er blevet stærkere i de senere år, trods begrænsninger på at afholde lokale reparationsaktiviteter med frivillige og borgere som følge af Corona-restriktioner. Også det danske netværk af reparationscafeer er aktiv i den internationale reparationsbevægelse.

Reparationsbevægelsen sætter blandt andet fokus på retten til gennem reparation at kunne forlænge levetiden for de produkter man ejer. Den globale reparationsbevægelse i USA og EU og deres kamp for retten til at kunne få repareret produkter sker under sloganet ”Right to repair”. Bevægelsen mener, at hvis man ejer et produkt, så har man ret til at reparere det eller få det repareret. Ifixit anvender sloganet ”If you can't fix it, you don't own it” i sit “self-repair manifesto”.

Det er vigtigt at forstå den tætte kobling mellem kampen for lettere og billigere reparationer OG mængden af produkter, der enten kasseres og afleveres på en genbrugsplads eller gemmes i skuffer og skabe hos forbrugerne i håb om, at det en dag vil være muligt at få produktet repareret. Jo vanskeligere og jo dyrere reparationer, jo flere produkter kasseres.

Reparationsbevægelsens krav i USA og tech-giganternes kamp imod

Den amerikanske reparationsbevægelse arbejder for at sikre retten til at kunne få sine produkter repareret med henvisning til, at den amerikanske monopollovgivning forbyder en producent at nægte andre virksomheder at reparere dens produkter.

Kampen i USA kæmpes fra delstat til delstat. De lokale amerikanske reparationsinitiativer bliver inspireret af hinanden, men lige så snart lovgivning er vedtaget i en delstat, bliver der ofte anlagt retssager fra virksomheder, brancheorganisationer og deres advokater for blandt andet at forhale implementering af lovgivningen. Disse kontroverser er beskrevet detaljeret i en gennemgang på Wikipedia under opslaget ”Electronics right to repair”.

Den amerikanske bevægelse har formuleret fire hovedkrav til (forbruger)elektronik:

  • Produktet skal være konstrueret og designet, så det let kan repareres. Eksempelvis bør komponenter ikke være limet fast eller på anden måde fastgjort, så de ikke kan udskiftes

  • Forbrugeren (“end user”) og uafhængige reparationsvirksomheder skal på rimelige markedsbetingelser (”fair market conditions”) have adgang til originale reservedele og værktøjer (både software og fysisk værktøj).

  • Design og programmering må ikke forhindre reparation. Reparationsbevægelsen peger på, at ”komponentparring” (”part pairing”) er en gammel metode, der i stigende grad er blevet brugt af producenter af forbrugerelektronik for at forhindre andre virksomheder eller forbrugeren i at reparere sine produkter. Eksempelvis har Apple gjort det mindre attraktivt at udskifte et display på en smart phone ved, at nogle funktioner ikke længere fungerer optimalt med et nyt display.

  • Et produkts reparérbarhed skal kommunikeres klart af producenten.

Senest har Apple dog tilkendegivet, at de vil leve op til kravet om, at uafhængige reparationsudbydere kan tilbyde iPhone- og Mac-reparationer, som ikke er dækket af garantien. Tilbuddet gælder også i Danmark. Ændringen skyldes måske, at Apple i USA er blevet identificeret som en af de virksomheder, der sammen med Amazon, Google og Microsoft står bag forsøgene på at stoppe amerikansk lovgivning baseret på ”right to repair”.

Flere danske reparationscafeer startet

I Danmark er der de sidste par år startet en række nye reparationscafeer i regi af Repair Café Danmark, så der nu er mere end 60 lokale reparationscafeer.

Repair Café Danmark samarbejder med LB Forsikring om udvikling af cafeerne og deres netværk gennem blandt andet støtte til lokale cafeers køb af værktøj. En række cafeer bruger lokaler i kommunale bygninger til deres månedlige reparationsarrangementer. Corona har både i 2020 og 2021 været en udfordring for cafeerne, hvor frivillige og brugere er forsamlet i et lokale, og frivillige hjælper brugere med at reparere mindre forbrugerelektronik og tøj.

Mens de fleste reparationscafeer hidtil er startet i større byer, er der i 2021 etableret reparationscafeer i fire mindre byer i Lejre kommune finansieret af Landdistriktpuljen. Cafeerne skal både bygge på eksisterende sociale relationer og udvikle nye sociale relationer i de fire mindre byer.

Nationalt og internationalt samarbejde i reparationsbevægelsen

Repair Cafe Danmark er som nævnt medlem af den europæiske reparationsbevægelse Right To Repair [repair.eu], hvor også det internationale netværk af reparationscafeer og The Restart Project deltager. Repair Café Danmark er desuden medlem af Forbrugerrådet Tænk’s rådsforsamling af landsdækkende organisationer.

Repair Café Danmark er endvidere sammen med Aalborg Udvikling ved at udvikle en miljøberegner, der kan beregne miljøgevinsten ved at reparere produkter, som typisk repareres i en reparationscafé.

Civilsamfundets reparationserfaringer kan anvendes fremadrettet ved at blive systematiseret og analyseret. Anvendelsen kan både være intern gennem erfaringsudveksling mellem reparationscafeer om hvordan bestemte produkter kan repareres og ekstern ved at gøre borgerne opmærksomme på mulighederne for og vigtigheden af at reparere produkter.

Vellykkede og mislykkede reparationer kan anvendes til at stille krav til nuværende og fremtidige produkter. Et fælles initiativ er europæiske og amerikanske reparationsorganisationers oprettelse af The Open Repair Alliance: “The Open Repair Alliance is an international group of organisations committed to working towards a world where electrical and electronic products are more durable and easier to repair”. Alliancen vil skabe bedre muligheder for civilsamfundets reparationsaktiviteter: “We’re building an Open Repair Data Standard to enable community repair groups around the world to collect and share open data on electronics repairs performed at their events.”

Læring og indflydelse fra reparationserfaringer

The Open Repair Alliance har samlet erfaringer fra mere end 50.000 reparationer af såkaldt "småt elektronik” – forstået som produkter, der kan bringes hen til en reparationscafé og er i gang med at analysere dataene.

Formålet er – gennem hvad man kan kalde citizen science - dels at systematisere hvordan erfaringer fra reparationscafeer skal registreres for at gøre dem sammenlignelige, dels at analysere reparationserfaringer inden for specifikke produktgrupper og gøre dem egnede til anvendelse i politisk arbejde.

20 reparationsfrivillige har blandt andet i 2019 ved en såkaldt ”fixfest” analyseret ca. 600 reparationer af computere, og som del heraf blandt andet systematiseret hvordan forskellige fejl skal beskrives.

Senest har man i juni og juli 2021 lanceret dels en BattCat, dels en TabiCat, hvor man systematiserer erfaringer fra reparationer, som har involveret henholdsvis batterier og laptops. Valget af disse produktgrupper skyldes dels at disse reparationer ofte er vanskelige, dels fordi EU er i gang med at udvikle krav til holdbarhed til produkter med batterier og laptops.

Reparationsbevægelsen ønsker blandt andet at finde ud af om de vanskelige reparationer skyldes, at køb af nye batterier er meget dyre, eller batterierne er vanskelige eller umulige at udskifte. Bevægelsen er utilfreds med, at udkastet til EU-regulering for laptops IKKE omfatter krav til tilgængelighed til reservedele og vil søge at påvirke EU’s regulering på baggrund af sine analyser af reparationserfaringer.

EU synes også at anerkende den voksende reparationsbevægelse, idet EU’s INTERREG-program finansierer projektet ”SHAREPAIR - Digital Support Infrastructure for Citizens in the Repair Economy”, hvor et antal byer og universiteter i Nordvesteuropa samarbejder om at fremme lokale reparationsinitiativer gennem udvikling af digitale værktøjer med henblik på “decrease WEEE from consumer products by scaling up citizen repair initiatives through the use of digital tools”. De digitale værktøjer skal “stimulate and facilitate citizen repair by collecting repair solutions and making them easily accessible to citizens.”

Enkelte virksomheder er efter sigende begyndt at vise interesse for at kunne lære af civilsamfundets reparationserfaringer i forhold til design af fremtidige produkter.

Lige som de internationale netværk er Repair Café Danmark og Aalborg Universitet i gang med at analysere erfaringer fra mere end 1000 danske reparationer, og se hvilken læring om produktdesign og tilgængelighed til reservedele m.m., der kan fås ud fra både gennemførte og mislykkede reparationer.

Lokale reparationsinitiativer kan kombinere reparation, uddannelse og beskæftigelse

Bedre og billigere lokale reparationsmuligheder kan måske skabes ved at koble ønsket om at forlænge produkters levetid sammen med mulighederne for at skabe flere lokale arbejdspladser og et stærkere lokalt civilsamfund.

På denne blog blev der i 2020 beskrevet et koncept for at udvikle lokale reparationsstrategier, hvor der på baggrund af de lokale reparationsbehov og -erfaringer samt den lokale reparationskapacitet i civilsamfundet og hos lokale virksomheder udvikles en strategi for, hvordan den lokale reparationskapacitet kan videreudvikles gennem etablering af flere reparationscafeer og større eller flere kommercielle reparationsvirksomheder. Flere lokale reparationer kan betyde besparelser for borgerne, skabe flere arbejdspladser og skabe stærkere lokale sociale relationer.

Nogle af de kommuner, der har udviklet deres klimaplaner for 2050 i regi af projektet DK2020 nævner ovennævnte kombination af erhvervs-, beskæftigelses- og miljøpolitik i deres planer - om end det ikke er klart om fokus er på de produkter, som forbrugerne stadig tillægger værdi og derfor ønsker repareret og/eller på genbrugelige produkter, som borgerne ikke længere tillægger værdi og derfor ønsker at skille sig af med.

I Albertslund kommunes klimaplan er sociale indsatser beskrevet som del af indsatsen for cirkulær økonomi: ”Sociale indsatser prioriteres: Vi prioriterer fællesskabsorienterede cirkulære indsatser som reparationsværksteder, der inddrager jobsøgende og unge uden uddannelse, og aktiviteter med genanvendelse og genbrug målrettet børn og unge i Albertslund.”

I Køge kommunes klimaplan nævnes med henvisning til et tidligere forslag fra Dansk Affaldsforening, at man vil ”[U]nderstøtte en socialøkonomisk reparationsvirksomhed, der kan arbejde med genbrug og reparation af elektronikaffald. …. Dansk Affaldsforening har derfor foreslået, at kommunerne, efter belgisk forbillede opretter socialøkonomiske (reparations) virksomheder, der kan styrke den cirkulære økonomi og samtidigt hjælpe borgere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet”.

Affaldsaftalen fra 2018 kræver, at kommunale genbrugspladser skal have et område for genbrugelige genstande: ”Flere kommuner har allerede i dag et område, hvor borgerne kan stille ting til genbrug. Fremadrettet forpligtes alle kommunale genbrugspladser til at stille et sådant område, container el. lign. til rådighed, hvor borgerne kan levere genstande til direkte genbrug. Genstandene skal først gøres tilgængelige for private aktører, herunder frivillige organisationer og borgere.”

Det vil derfor antagelig give kommunerne færrest problemer i deres understøttelse af lokale reparationsmuligheder, hvis de fokuserer på produkter, der ikke allerede er kasseret og er afleveret som affald, og hvis deres initiativer involverer både velgørende organisationer og lokale virksomheder.

Type 3: Tiltag der skal sikre længere produktlevetid gennem genbrug af produkter

Der kan stadig være en økonomisk værdi for borgeren i et brugt elektronikprodukt, som man ikke længere har brug for. Der er i de senere år således etableret flere nye forretningsmodeller baseret på, at forbrugere ønsker at sælge fungerende produkter, fordi de ønsker at købe et nyt produkt eller af andre grunde ikke længere har behov for et produkt. Dermed kan sådanne forretningsmodeller kan forlænge produkters levetid.

Kommercielle genbrugsmodeller for forbrugerelektronik

Flere virksomheder, herunder Blue City, Greenmind og Power har i nogle år tilbudt at købe brugte mobiltelefoner og for Blue Citys vedkommende også brugte laptops og computere af private forbrugere. Virksomhederne tjekker, at produkterne fungerer og reparerer dem eventuelt, og giver en reklamationsperiode eller en garanti ved salg det brugte produkt (jf. f.eks. Blue City’s handelsbetingelser).

Senest har kæden Power under navnet Repower udvidet deres køb af brugte produkter til at omfatte alle former for forbrugerelektronik. Her får forbrugeren imidlertid IKKE penge for at sælge et brugt produkt, men kun points, der kan anvendes til at købe andre produkter i Power.

Set i et ressourceforbrugsperspektiv bliver det interessant, om et initiativ som Repower forlænger eller forkorter forbrugerelektroniks levetid. Hvis en forbruger føler sig lokket til at udskifte et produkt tidligere end ellers planlagt og køber et nyt produkt i stedet, og hvis det samtidig viser sig vanskeligt at få solgt de brugte produkter, så kan sådanne ordninger måske forkorte levetiden for en del produkter – og dermed øge ressourceforbruget!

Socialøkonomiske og kommunale genbrugsinitiativer for elektronik

En del frivillige organisationers genbrugsbutikker og en del kommunale affaldsselskabers sælger også brugt forbrugerelektronik (og mange andre produkter), som forbrugerne ikke længere har behov for og donerer til genbrug. Disse butikker foretager normalt ikke reparation, men forbereder produkterne til at kunne genbruges, f.eks. ved at de rengøres.

Store netværksbaserede socialøkonomiske virksomheder med fokus på skabelse af arbejdspladser gennem reparation og salg af blandt andet genbrugelig forbrugerelektronik (og andre forbrugerprodukter) kendes blandt andet fra Frankrig i form af den socialøkonomiske virksomhed Envie og fra Flandern i Belgien i form af Kringwinkel. Kringwinkel beskriver deres beskæftigelsesindsats således: ”Social employment: De Kringwinkel offers employment and training to people who have a hard time finding a job on the labour market”.

Sådanne erfaringer inspirerede i 2021 en roadmap for øget reparation og genbrug af elektronik i projektet Affald og ressourcer på tværs til at beskrive ideen om at skabe flere arbejdspladser i Region Hovedstaden gennem øget reparation, vedligehold og genbrug: ”Tiltaget skal etablere et netværk af aktører ved dels at skabe flere reparations- og vedligeholdelsesmuligheder for borgere, dels at skabe socialøkonomiske arbejdspladser for både yngre og ældre udsatte borgere.”

Type 4: Tiltag der skal forlænge produktlevetid gennem genbrug af kasserede produkter

En af de kontroverser om forbrugerelektronik, som fyldte en del i pressen i efteråret 2021, var kontroversen mellem producentansvarsorganisationen Elretur, producentforeningen for forbrugerelektronik Applia og blandt andet affaldsselskabet AVV i Vendsyssel om kommunale affaldsselskabers mulighed for at frikøbe kasserede hårde hvidevarer af Elretur og derefter sætte hvidevarerne i stand og derefter sælge dem til forbrugere.

Det var en ordning, som AVV og flere andre affaldsselskaber havde praktiseret i nogle år, men organiseret på forskellige måder (ordningerne er tidligere beskrevet på denne blog.

Kontroverser om sådanne kommunale genbrugsinitiativer er set tidligere. I 2017 tilkendegav Ankestyrelsen på baggrund af en henvendelse fra Dansk Industri, at kommuner (og dermed også de kommunalt ejede affaldsselskaber) må ”tage imod genbrugsgenstande, når det sker som en naturlig afrunding af kommunens opgaver på affaldsområdet, herunder opgaven med at forebygge affald.”

Kommunale ordninger med reparation og salg af kasserede hvidevarer

Hos AVV bliver hvidevarerne solgt gennem en kommunal genbrugsbutik, hos Aalborg Forsyning gennem De Grønne Hvidevarer, mens ARC har en aftale med virksomheden Recirk om at istandsætte og sælge genbrugelige hårde hvidevarer indleveret på ARC’s genbrugspladser. De Grønne Hvidevarers forretningsmodel er udviklet i samarbejde med AVV og Aalborg Forsyning og er blandt andet baseret på erfaringer fra stifterens erfaring som montør med at en del hvidevarer kasseres for tidligt: ”….der findes flere typer af kasserede hvidevarer. Den ene type er dem der rent faktisk er udtjente, og hvor det derfor giver rigtig god mening at miljøbehandle dem (adskille materialerne, omsmelte og lade dem indgå i produktionen af nye) Den anden type derimod, er alt for tidlig kasseret og slet ikke i nærheden af at være udtjente og da det stod klart, blev ideen til ”De Grønne Hvidevarer” født!”

Kontroversen i 2021 om reparation og salg af genbrugelig forbrugerelektronik

Den seneste kontrovers om disse ordninger opstod i efteråret 2021, da Elretur ønskede at hæve prisen for at frikøbe kasserede hårde hvidevarer af Elretur i forbindelse med Elreturs plan om i samarbejde med HJ Hansen og Stena Recycling i 2022 at etablere to sorteringsanlæg for elektronikaffald i henholdsvis Øst- og Vestdanmark.

Nogle af de centrale problemstillinger, der har været fremme i forbindelse med kontroversen, er:

  • Vil der være reparationsvirksomheder, som vil være interesserede i at købe genbrugelig forbrugerelektronik fra de to sorteringsanlæg?

  • Vil en central ordning for genbrug og genanvendelse håndtere genbrugelige hårde hvidevarer så skånsomt, at de genbrugelige produkter faktisk kan genbruges – og dermed udbrede modellerne fra blandt andet AVV, ARC og Aalborg Forsyning til hele landet?

  • Vil Elreturs ordning betyde øget genbrug af andre former for forbrugerelektronik end hårde hvidevarer, f.eks. elektriske køkkenmaskiner? En analyse, som Elretur har fået foretaget viser, at 5% af de kasserede produkter inden for ”småt elektronik” kan repareres og genbruges

  • Vil Elreturs kommende ordning betyde øget genanvendelse af komponenter sammenlignet med den nuværende shredder-skrotning af elektronikaffald, der primært er fokuseret på materialegenanvendelse?

I et produktlevetidsperspektiv vil det være spændende, hvis Elreturs medlemmer blandt producenter og forhandlere af forbrugerelektronik anvender erfaringer med hvilke kasserede produkter, der kan repareres (de omtalte 5%), og hvilke der ikke kan repareres (de resterende 95%), i fremtidige beslutninger om design af fremtidige produkter, valg af butikssortiment af forbrugerelektronik samt udvikling af rådgivning af forbrugerne om brug, vedligeholdelse og reparation af de forskellige former for forbrugerelektronik.

Hvornår kommer der en modernisering af det danske producentansvar for elektronik?

Det er interessant, at kontroversen mellem blandt andet AVV, Applia og Elretur er opstået i en periode, hvor der ventes på, at miljøministeren skal udforme regler, der skal muliggøre og lovliggøre forretningsmodeller som blandt andet AVV’s og De Grønne Hvidevarers ved – jf. et lovforslag fra februar 2020 - at ”modernisere indsamlingen og behandlingen af elektronikaffald” således, ”…..at flere affaldsaktører får mulighed for at indsamle elektronikaffald fra husholdninger uden om den etablerede producentansvarsordning, som i dag bl.a. omfatter en kommunal indsamling af elektronikaffaldet fra husholdningerne.”

Der er som tidligere nævnt en tæt kobling mellem reparationsbevægelsens kamp for lettere og billigere reparationer og mængden af for tidligt kasseret forbrugerelektronik. Denne form for økonomisk produktforældelse var således sammen med udviklingen af nye forretningsmodeller for reparation og genbrug af elektronik i stil med AVV’s og De Grønne Hvidevarers en del af baggrunden for, at miljøministeren i 2019 fik hjemmel til ”implementering af affaldsdirektivets minimumskrav til eksisterende udvidede producentansvarsordninger, indførsel af udvidet producentansvar for emballage og modernisering af indsamling og behandling af elektronikaffald”.

Vil en modernisering af udvidet producentansvar for elektronik forlænge produkternes levetid?

Ovennævnte hjemmel førte som nævnt til fremsættelse af et lovforslag i februar 2020. Lovforslaget skal for elektroniks vedkommende implementere affaldsdirektivets minimumskrav til eksisterende udvidede producentansvarsordninger og samtidig modernisere indsamling og behandling af elektronikaffald. I bemærkningerne til lovforslaget fra 2020 beskrives at, ”[U]dvidet producentansvar betyder, at producenterne af bestemte produkter skal tage ansvaret for deres produkter, når disse bliver til affald. Det betyder i praksis, at producenterne får ansvaret for håndtering af affaldet for så vidt angår indsamling, sortering og endelig behandling.”

I bemærkningerne til det nævnte lovforslag kaldes ”udvidet producentansvar et vigtigt element i den cirkulære økonomi og tankegang” ved at ”….. skabe et incitament til udvikling af mere miljøvenlige produkter. Dette kan f.eks. være ved at sørge for, at produkterne indeholder genanvendte materialer, er teknisk holdbare og lette at reparere, eller at de, når de er blevet til affald, er egnede til forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse i overensstemmelse med affaldshierarkiet.”

Der er ind til videre ikke udarbejdet nye regler i forlængelse af lovforslagets formulering om at ”[M]iljøministeren fastsætter nærmere regler om producenters og importørers pligt til at sikre særskilt håndtering, herunder pligt til at sikre opfyldelse af nærmere fastsatte mål for håndtering af affald af elektronisk og elektrisk udstyr.” og herunder ”regler om certificering af affaldsaktører involveret i indsamling og behandling af elektronikaffald.”

Kan affaldsgebyrer virke forebyggende?

Miljøministeriet synes ifølge den danske handlingsplan for cirkulær økonomi fra juli 2021 at regne med, at den nævnte modernisering af det såkaldt udvidede producentansvar for elektronik sammen med en modulering (=graduering) af affaldsgebyret for elektronik kan have betydning for forbrugerelektronik’s levetid. Ministeriet regner i hver fald med - ifølge handlingsplanen - at ”miljørigtigt design i højere grad stimuleres, bl.a. ved at indføre en miljøgraduering af de bidrag, som producenterne betaler for affaldsbehandlingen.”

Som tidligere nævnt på denne blog skal der antagelig etableres en radikal graduering af gebyrerne med en faktor på 10 eller 100 mellem bedste og værste produkter i forhold til deres muligheder for genanvendelse, hvis en modulering af affaldsgebyrer for elektronik rent faktisk skal stimulere udvikling af produkter, der er lettere at adskille og reparere og dermed potentielt har en længere levetid, eller medvirke til en ”sortering” af forhandlernes sortimenter efter hvor store affaldsgebyrer produkter er pålagt.

Opsamling og nødvendige tiltag i 2022

Som analysen i denne blogartikel har vist, var der i 2021 initiativer inden for fire forskellige tilgange til at forlænge forbrugerelektroniks levetid:

1. Tiltag, der skal sikre design af produkter med lang levetid er der ikke mange af. Mest lovende er måske EU’s krav om tilgængelige software- og firmwareopdateringer for at undgå, at et produkt bliver funktionelt forældet. Frankrigs kommende holdbarhedsindeks i 2024, der skal videreudvikle det nuværende franske reparationsindeks, kan måske bidrage til udvikling af produkter med længere levetid.

2. Tiltag, der skal forlænge produktlevetiden hos forbrugeren: Pres fra den internationale reparationsbevægelse førte i 2019 til udvikling af EU’s krav om tilgængelighed af reservedele for nogle produktgrupper. Disse krav er trådt i kraft i 2021. Kravene løser ikke problemet med dyre reparationer og dyre reservedele, men viser at det er muligt at presse krav til produktlevetid i gennem i EU. Danmark halter bagefter EU-lande, der fremmer forbrugerelektronikkens levetid gennem reparationsindeks og tilskud til reparationer.

Reparationsbevægelsen har udviklet en international vidensinfrastruktur, hvor man er begyndt at analysere og anvende reparationserfaringer internt i bevægelsen og eksternt i forhold til forbrugere, virksomheder og myndigheder.

Den internationale reparationsbevægelsens arbejde med at analysere reparationserfaringer og en survey om forbrugernes reparationserfaringer fra projektet Affald og ressourcer på tværs har bidraget med viden om dynamikken bag forbrugerelektroniks levetid og viser potentialerne i denne form for forskning. Der er blandt andet peget på køkkenmaskiner, batterier og laptops som produktområder, hvor der er behov for offentlig regulering og pres på producenter og forhandlere for at sikre udvikling og salg af mere holdbare produkter samt adgang til reservedele og billigere reparationer.

3. Tiltag, der skal sikre længere produktlevetid gennem genbrug af produkter, som forbrugeren ikke længere har behov for: Der er udviklet nye kommercielle forretningsmodeller for genbrug af forbrugerelektronik. Internationalt findes flere socialøkonomiske virksomheder, der inden for forbrugerelektronik kombinerer hensyn til ressourceforbrug, forbrugerens økonomi, uddannelse og beskæftigelse. Nogle danske kommuners klimaplaner indeholder lignende overvejelser.

4. Tiltag, der skal forlænge produktlevetid gennem genbrug af kasserede produkter: Der var i efteråret meget fokus på kontroversen om forskellige modeller for at reparere og sælge hårde hvidevarer, som forbrugere har kasseret. Det er usikkert hvad Elretur’s nye model for sortering af forbrugerelektronik vil betyde for forlængelse af produkters levetid.

Der er endnu ikke sket en modernisering af reglerne for det danske producentansvar for elektronik og heller ikke etableret en graduering af affaldsgebyrerne for elektronikaffald, som i den danske handlingsplan for cirkulær økonomi er beskrevet som et meget vigtigt værktøj i en cirkulær økonomi strategi for elektronik.

Nødvendige tiltag for en positiv udvikling i 2022

En positiv udvikling i Danmark i 2022 for forbrugerelektroniks levetid afhænger af følgende tiltag fra forskellige aktører:

I. At reparationsbevægelsen og forskere nationalt og internationalt fortsætter deres arbejde med at synliggøre og analysere reparationserfaringer og anvende dem fremadrettet

II. At der skabes rammer for at gennemføre årlige nationale surveys og analyser af danske forbrugeres reparationsbehov og -erfaringer inden for forbrugerelektronik (og andre produktområder)

III. At danske afdelinger af producenter og forhandlere anvender erfaringer fra reparation og brug fremadrettet i produktudvikling, salgsstrategier og rådgivning til forbrugere. Blandt køkkenmaskiner er et område med store problemer

IV. At danske forhandlere af forbrugerelektronik anvender det franske reparationsindeks til at synliggøre reparationsmuligheder for deres produkter og eventuelt rationaliserer deres sortiment inspireret af reparationsindekset og ideerne i det kommende franske holdbarhedsindeks

V. At kommuner udvikler lokale reparationsstrategier med fokus på en kombination af reparation, sociale relationer, uddannelse og beskæftigelse som del af deres klima- og erhvervsstrategier

VI. At der sker en ambitiøs modernisering af den danske model for udvidet producentansvar for elektronik og udvikles en radikal graduering af affaldsgebyrerne for at sikre, at disse gebyrer virker forebyggende og sikrer længere produktlevetid.

Michael Søgaard Jørgensen er civilingeniør i kemi, ph.d. i teknologivurdering og arbejder som lektor i miljøinnovation og bæredygtig omstilling ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet på campussen i København. Desuden er han medlem af bestyrelsen i IDA Grøn Teknologi og IDA Teknologivurdering og er IDA's talsperson inden for miljøinnovatio
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tak for et godt og informativt indlæg. Lidt langt. Jeg sprang lidt i det vist og her, må jeg indrømme. Flere korte indlæg ville have været mere spiseligt for mig.

Men det er enormt vigtigt.

Det er nok mest den første del der interesserer mig. Produktets levetid og levetidsforlængelse hjemme hos mig. Man kan jo som forbruger gøre en del. Forleden var jeg ude for at købe en espressomaskine. Efter lang tids overvejelse besluttede jeg mig for en fuldautomatisk med mælkesystem og alt muligt andet der kan gå i stykker. Og når jeg bruger mange 1000 kr på en dims, så vil jeg også være sikker på at den holder mere end de to år, den obligatoriske reklamationsret kræver. (jeg forestiller mig ikke at der er ret meget jeg selv kan fikse på den, når først den bryder ned, men det burde jeg måske)

Det er ikke let at finde en maskine med mulighed for yderligere garanti. Jeg kiggede mod Miele. Men som den eneste! produktgruppe tilbød de ikke tilkøb af udvidet garanti på espressomaskiner. (med god grund, viste lidt efterfølgende googling og snak med en forhandler) Jeg fandt Delonghi som giver 5 års garanti på visse modeller og Elgiganten som på udvalgte modeller tilsælger udvidet reklamationsret for deres egen regning. Det blev én af dem.

Pointen er at hvis man kigger sig om, er der muligheder.

Men det kræver, at der er nok der efterspørger dem.

Og det er supervigtigt med lobbyarbejdet.

Og EU bør virkelig træde op på forbrugernes (og miljøets) vejne her. Mærkning og krav.

Som enkelt forbruger kan man virkelig ikke stille meget op over for megavirksomhederne, som driver standarden. De trækker hårdt den modsatte vej. Det seneste eksempel jeg hørte var Mercedes eqs, hvor Mercedes simpelt hen forbyder forbrugeren at åbne kølerhjelmen på den bil de har købt og betalt.

  • 10
  • 0

En af de store udfordringer er, som nævnt i oplægget, prisen for reparation. Kunne man ikke lave en ordning, så der gives tilskud til reparation af hvidevarer i stil med de håndværkerfradrag man har haft på vedligeholdelse af huse? Der er selvfølgelig en risiko for, at reparationerne før tilskud stiger tilsvarende i pris, så det er reparatørerne og reservedelsfabrikkerne, der scorer gevinsten. Det har så vidt jeg kan se været den primære effekt af håndværkerfradragene.

Alternativt kan EU kræve 5 års garanti på alle hvidevarer mod de nuværende 2. Så vil kvaliteten og reparabiliteten af dem nok forbedres af sig selv.

  • 14
  • 0

Alternativt kan EU kræve 5 års garanti på alle hvidevarer mod de nuværende 2. Så vil kvaliteten og reparabiliteten af dem nok forbedres af sig selv.

Enig - plus at producenterne bør tvinges til at tage produkterne retur gratis, når de skrottes, for så vil en høj genbruelighed være en fordel for dem selv.

Jeg tror ikke meget på reparation bortset fra hårde hvidevarer, fyr, varmepumper og andet, som består store dele, som er lette at fejlfinde på og relativt let kan skiftes på stedet.

For mange år siden var det let at reparere elektronik, for kompleksiteten var til at overse, og man kunne let skifte f.eks. et elektronrør og senere måske en transistor. Desuden var produktprisen relativ høj i forhold til lønniveauet, så en reparation kunne betale sig.

I dag produceres det meste i Kina til priser, der ofte er lavere end reparationsomkostningerne, bl.a. fordi moderne digital kommunikation kræver ekstremt komplicerede chips, som ofte og af hensyn til EMC egenskaber leveres i Ball Grid Array pakninger ( https://en.wikipedia.org/wiki/Ball_grid_array ) med flere hundrede ben, som er stort set umulige at skifte og fejlfinde på. Så kan man selvfølgelig modulopbygge; men det kræver flere printkort, hvilket fordyrer produktet, og pålideligheden er ofte omvendt proportional med antallet af stikforbindelser, og så er man lige vidt.

Reelt set er strømforsyningen noget af det eneste, der kan og bør være et separat modul i større systemer, som f.eks. TV. Det er også den del, der oftest går i stykker og er lettest helt at slippe af med, hvis man f.eks. supplerer 230 Vac nettet med et 20 Vdc net til LED belysning og alverdens småelektronik - se http://max-i.org/green-smart-house-solutio... .

  • 6
  • 3

I dag er meget elektroniks holdbarhed dårligt dokumenteret. Nogle SD kort og SSD harddiske holder kun 2-3 år, og der har været eksempler, hvor levetiden har været endnu kortere. Nogle LED pærer garanteres en levetid på +10 år - men holder kun et halvt år, når de skrues i fatningen. Hvis vi skal sikre produkternes levetid, så er nødvendigt med bedre, og korrekt dokumentation for de komponenter der anvendes.

Jeg tænker desuden på, om man kan udvikle nogle open hardware/software designregler, der kan øge produkternes levetid. Det kan som eksempel være kode, der øger redundansen, ved at udføre indstruktioner flere gange, og tjekke, at de udføres korrekt. Måske kunne man have en option til compilere som g++, der giver større kode, men øger pålideligheden, ved at alt kode udføres to gange og tjekkes, og hvis der er forskelle, så udføres koden igen, for at finde det rette svar. Data kan gemmes redundant i lageret, der muliggør fejl rettes. En anden mulighed, er at udvikle en fejltollerent fortolker, der er langsom men sikker. Denne vil kunne bruges som hovedprogram til at styre det hele.

En udvikling af en åben hardware platform, eventuelt en option til compilerne, der gør koden sikker, også selvom der er bits i programlageret der er muteret, bits i registre eller ram som er muteret, eller indstruktioner der udføres forkert, vil sammen med automatisk genopfriskning af flash hukommelse så svage bits reprogrammeres, kunne øge levetiden. Man kan måske også have designregler, for inputs, outputs der giver god beskyttelse, og øger levetid. Hardware tiltag, vil nok øge prisen. Mens softwaretiltag, kan i mange tilfælde gøres gratis.

  • 1
  • 4

Garanti perioden skal forlænges, 2 år er alt for lidt - 5 år må være absolut minimum !! (rimelige sliddele undtaget, ét eksempel kan være slidtage af dæk på en bil)

Teknisk forældelse grundet "software opdateringer" skal ikke være muligt i mindst 5 år efter garantiperiodens udløb.

Reperations- og servicehåndbog med reservedelsnumre skal stilles til offenligt rådighed før et produkt må sættes til salg

Detaljeret affalds håndtering skal specificeres af producenten inden et produkt må sættes til salg

Reservedele skal kunne leveres i mindst 10 år efter produktet er udgået Det skal være muligt at købe alle stumper og samle en komplet vare, uden det koster mere end produktets oprindelige salgspris (må godt indeksreguleres)

Adskillelse og reperationer skal kunne udføres uden special værktøj.

Advarlser omkring ting der kan gå galt som følge af inkompetance hos "reperatøren" må godt fylde meget.

Bevares "køb og smid ud" producenterne vil hyle og skrige, men de bliver vel hæse på et tidspunkt.

Måske endda vi kan gå helt rabialt til værks og forlange at omkostningerne ved affaldshåndtering skal betales af producenten når varen forlader fabrikken?

Under alle omstændigheder, så er det grundlæggende forkert at borgerne skal hæfte kollektivt overfor andres overforbrug og producenterens massive affaldsproduktion.

Kilde ansvar omkring affald, ja tak ! (Husk; At det ikke er forbrugeren der er kilden, men producenten)

  • 10
  • 0

Produktlevetid er generelt vigtigt Nu handler den aktuelle blog om forbrugerelektronik.

Forbrugerelektronik er rigeligt representeret i ethvert hjem, så derfor giver det god mening at fokusere på det. Så mig omkring i mit eget hus, for at se om jeg opfatter "skrøbelig forbrugerelektronik" som et problem og det gør jeg slet ikke. Tværtimod imponeres jeg over hvor godt de mange produkter holder og hvor få problemer jeg har med dem. Set i det lys er der en noget skinger tone i mange af indlæggene, hvor der næsten ikke er nogen grænser for alle de krav og de forpligtigelser der "burde" stilles til producenter og forhandlere af forbrugerelektronik. Også krav som virker overdrevne og urimelige.

Vi har en Philishave som har holdt i 30 år, med det samme batteri. Philips støvsuger, som holder i en menneskealder. Panasonic plasma TV som fortsat har et flot billede efter 12 års brug. Fjernbetjeningen blev adskilt og kontakterne renset for 2 år siden. En 30 år gammel B&O radio på batteri, som nu er opgraderet med en lille DAB tuner. Listen over velfungerende og holdbar forbrugerelektronik i mit hjem er meeget længere.

Apparater som jeg har kasseret: Et kombineret køle-fryseskab, som virkede perfekt efter ca 20 år. Men strømforbruget var alt for højt. VHS videomaskiner er generelt det mindst holdbare forbrugerelektronik som jeg har oplevet. Men det er et problem som ikke mere eksisterer. En opvaskemaskine som jeg forsøgte at reparere, men måtte opgive at finde den komponent som fejlede. Nemmere at købe en ny.

Apparater son jeg har repareret: En Philips håndmikser som støjede og kørte ujævnt. Repareret uden behov for reservedele. En masse andre småreparationer hvor fejlen ofte var irrede kontakter.

Jeg må nok sige at jeg ikke genkendet det problem som beskrives i bloggen. Har jeg været heldig ? Eller bliver mistilliden til producenternes manglende evne og vilje til at producere holdbar forbrugerelektronik overdrevet?

Os som har en ingeniør uddannelse, eller som har erfaring med at adskille ting har en speciel fordel. Hvis en håndværker til 400 kr i timen skulle udføre den samme reparation, så vil det i 90 % af tilfældene ikke kunne betale sig. Da det ikke er muligt at udpege de 10 % hvor en reparation kan betale sig, så vil den normale forbruger vælge at kassere apparatet.

  • 7
  • 0

Der er stor forskel på kvalitet, og du kan stadigt sagtens få god kvalitet.

Det er vi enige om. Har oplevet at en billig fryser med "no brand" skuffede mine forventninger. Men det var lidt selvforskyldt. Der omtales i bloggen en database, hvor fejl og fejltyper kan indrapporteres. Sådan en database ville være en stor hjælp for mange millioner forbrugere. Og vil samtidig virke som et incitement til at de mest upålidelige produkter ryger ud af markedet. Og så er formålet jo opnået! En sådan database bør have en ansvarlig ledelse, som sikrer troværdige og brugbare informationer. Og forhindre at det slammer til i spam og brugere med en speciel dagsorden.

  • 7
  • 0

Apparater som jeg har kasseret: Et kombineret køle-fryseskab, som virkede perfekt efter ca 20 år. Men strømforbruget var alt for højt

meget enig!: I kælderen står en Zanussi fryser, som vi købte (billigt...i Belgien!) i 1993. Den har været to gange på flyttelæsset og bruger sikkert også 'for meget strøm' - vi har ikke målt det. Men da husholdningens samlede el-forbrug ser anstændigt ud, lever vi med det...til den af anden årsag skal erstattes.

  • 3
  • 1

Men da husholdningens samlede el-forbrug ser anstændigt ud, lever vi med det...til den af anden årsag skal erstattes.

Da man jo efterhånden har så travlt med at pudse den grønne el-glorie herhjemme, så burde det vel egentlig ikke være elforbruget der er relevant mere.

Hvis vi forestiller os at alt vores el er grøn, så bør det da være mere vigtig at undgå at smide ting ud, for det er ved gud ikke godt for miljøet.

Endvidere bidrager den trods alt til opvarming halvdelen af året - at så Auken spøgelset lever videre, så man bilder folk ind at el er en syndig vare på linje med cigaretter, og derfor skal brandbeskattes, ja det er kun med til at forplumre billedet endnu mere, til stor skade for miljøet.

  • 8
  • 1

Sådan en database ville være en stor hjælp for mange millioner forbrugere. Og vil samtidig virke som et incitement til at de mest upålidelige produkter ryger ud af markedet. Og så er formålet jo opnået! En sådan database bør have en ansvarlig ledelse, som sikrer troværdige og brugbare informationer. Og forhindre at det slammer til i spam og brugere med en speciel dagsorden.

Som nævnt tidligere, så er mobiltelefoner, tablets, computere mv. et stort problem, da de jo nærmest har indbygget forældelse.

Jeg kan blive så arg over producenterne af braset, som rent mekanisk kan være ganske glimrende, men hvor de på ingen måde vil komme forbrugeren i møde.

Eksempelvis ved at de stopper med at understøtte OS'et, selv på ganske få år gamle ting, og fuldstændig løber fra ansvaret - og de vil ikke frigive specifikationer eller åbne bootloader, så man kan installere noget alternativt.

Det er simpelthen for sjofelt, og der burde være et lovkrav om frigivelse af specifikationer og bootloader det sekund de selv ikke vil supportere det mere.

Produkter fra f.eks. Huawei og LG er som regel brugsmæssigt værdiløse inden for 3-4 år, selv om de sagtens burde kunne holde meget længere - især Huawei er slemme.

  • 6
  • 1

Produkter fra f.eks. Huawei og LG er som regel brugsmæssigt værdiløse inden for 3-4 år, selv om de sagtens burde kunne holde meget længere - især Huawei er slemme.

Det er sådanne vigtige erfaringer som du har gjort, som kan komme andre forbrugere til nytte. Men hvis det virkelig skal være nyttigt og brugervenligt så kræver det et redaktionshold til at organisere informationerne. Ellers bliver det en stor rodebunke af ustrukturerede indlæg, med deraf følgende begrænset nytteværdi.

  • 1
  • 0

Produkter fra f.eks. Huawei og LG er som regel brugsmæssigt værdiløse inden for 3-4 år, selv om de sagtens burde kunne holde meget længere - især Huawei er slemme

Huawei er vel her i særklasse, da telefonerne (ofte?) umuliggør installation/brug af en hel stribe gængse funktioner! Til gengæld kan de så købes ganske billigt - og er såmænd 'gode nok', hvis de hovedsageligt bruges til telefoni, sms mv. ( i vores tilfælde som husstandens '#2-telefon').

Til gengæld måtte jeg d.d. gå den tunge vej til Borgerservice for at få (nødvendig) hjælp til at få/aktivere en 'kodeviser' til MitID!: Hverken telefonen eller min (let bedagede) i Pad kunne understøtte MitID-app'en, og der gik seriøs ged i bestillingen på computeren, hvilket altså nødvendiggjorde 'konsulentbistand'! :(

  • 1
  • 1

Kommentar til # 11. Det kan der være noget om. Men rent økonomisk belaster en gammel fryser privatøkonomien. En ny fryser vil ofte tjene sig hjem på 5 år, og vil fortsat være en økonomisk fryser i yderligere 15 år.

Rigtigt, og det er i fordi der lægges 1,125 kr brun afgift oven i prisen for hver kWh (med moms af afgift!).

Hvis ikke dette var tilfældet ville det belaste økonomien væsenligt mindre og der ville så ikke være nogen grund til at skifte den ud - dvs. de danske elafgifter er direkte kontraproduktive for miljøet.

  • 7
  • 1

Kommentar til Flemming, #14:

Der er et trade-off mellem hvornår det privatøkonomisk at udskifte en gammel hvidevare og hvornår det kan betale sig miljømæssigt. Det kan godt være det kan betale sig privatøkonomisk efter 5 år, men med de ressourcer, der er bundet/indlejret i produktet, burde det aht klimaet holde 10-12 år. Mvh. Michael

  • 7
  • 1

Ja, der burde være krav til, at alt source kode skal frigives, og det skal være tilladt at bruge gratis, når at produktet ikke mere supporteres. Det vil tvinge producenten til, at stadigt supportere produktet.

Så vidt vil jeg nu ikke gå, for det har ingen gang på jord.

Men bootloader skulle oplåses (Huawei går den modsatte vej med deres bras, og synes det er bedst for kunderne at benytte lortet som dørstopper), således der kunne installeres et alternativt OS.

Og hardwarespecifikationerne skulle frigives, således at det er muligt for tredjepart at lave de fornødne drivere (i virkeligheden er det slet ikke så mange, da det oftest er samme chipsets der bruges, men det hele omgærdes at en styg omgang black-box).

  • 0
  • 1

Så vidt vil jeg nu ikke gå, for det har ingen gang på jord.

Men bootloader skulle oplåses (Huawei går den modsatte vej med deres bras, og synes det er bedst for kunderne at benytte lortet som dørstopper), således der kunne installeres et alternativt OS.

Og hardwarespecifikationerne skulle frigives, således at det er muligt for tredjepart at lave de fornødne drivere (i virkeligheden er det slet ikke så mange, da det oftest er samme chipsets der bruges, men det hele omgærdes at en styg omgang black-box).

Det er et meget stort problem, når et produkt pludseligt nægter at fungere - for computere, kan være indstalleret meget dyrt hardware og software, hvor der pludseligt skal investeres i nyt. Det er dyrt, og måske findes det ikke mere i handlen. Mange virksomheder, er villige til at betale dyrt for at få deres gamle PC'er til at fungere, fordi det er enormt dyrt at skifte til nyt software.

Jeg tror derfor ikke, at dit forslag er nok. Der har blandt andet på et tidspunkt været problemer med Mikrosofts server, så der pludseligt ikke mere var muligt at reinstallere en gammel XP. Det kan være et meget stort problem.

  • 1
  • 3

Der er et trade-off mellem hvornår det privatøkonomisk at udskifte en gammel hvidevare og hvornår det kan betale sig miljømæssigt.

Kommentar til # 17: Ganske rigtigt. Jeg ser det ikke som min mission at redde verden. Mit primære mål er derfor min privatøkonomi. Det er så politikernes opgave at skrive et regelsæt som belønner eller tilskynder en forbruger for at træffe et miljørigtigt valg. Men som andre i debatten nævner, så er det langtfra tilfældet. Som en sidebemærkning kan jeg tilføje at jeg vil fortsætte med at køre benzinbil - lige så længe det giver mig den billigste transport. Hvis det er tilfældet, så kører jeg også benzinbil om 20 år.

  • 5
  • 1

Og at reinstallere en XP er stadiet før hjernedøden.

Min computer er en XP - og alle indlæg, er skrevet på en XP. Det virker fint. Youtube virker også, og HTML5. Nem-ID fungerer overalt. Alle de gamle programmer fungerer perfekt. MSDOS fungerer. Alt fungerer godt. Jeg kan ikke se, hvorfor at jeg skulle udskifte et velfungerende operativsystem. Men, måske var det dumt at vælge XP fra starten, og ikke Linux.

  • 1
  • 3

Hvis folk er dumme nok til at male sig op i et hjørne ved at bruge forældet proprietært software, så må de selv tage ansvaret.

Det skal bare være sådan at hardwaren låses op, så der kan installeres noget andet på den - en model som faktisk fungerer fint hvis vi tale om udstyr baseret på noget X86 (lad os så lige glemme UEFI rædslerne lidt).

Og at reinstallere en XP er stadiet før hjernedøden.

Det kan man godt forledes til at taenke, men det er mere kompliceret end som saa.

Der er rigtig mange systemer der stadig koerer XP, og nej de kan ikke "bare" opdateres. Vi taler om avanceret medicinsk udstyr, kontrolsystemer paa skibe, malkestyringer ( !!) - hvor hardwaren forventes at leve i mange, mange aar, og hvor der er regulatoriske udfordringer, selv hvis man valgte at opdatere hardwaren for at tilfredsstille den nyeste shiny thing fra Microsoft. Og en saadan opdatering vil give nul benefit for kunden, saa der er heller intet incitament.

Det er umuligt at lave hardware/softawre forlaenskompatibelt.

  • 4
  • 2

Der er rigtig mange systemer der stadig koerer XP, og nej de kan ikke "bare" opdateres. Vi taler om avanceret medicinsk udstyr, kontrolsystemer paa skibe, malkestyringer ( !!) - hvor hardwaren forventes at leve i mange, mange aar, og hvor der er regulatoriske udfordringer, selv hvis man valgte at opdatere hardwaren for at tilfredsstille den nyeste shiny thing fra Microsoft. Og en saadan opdatering vil give nul benefit for kunden, saa der er heller intet incitament.

Der vil jeg så hævde at hvis man ikke har udvist rettidig omhu i over 13 år, så vil det ikke ændre en tøddel om så hele kildekoden til Windows XP blev frigivet.

Det er umuligt at lave hardware/softawre forlaenskompatibelt.

Ja, men man kan jo starte med ikke at male sig selv op i en krog med proprietær software.

  • 1
  • 3

Sikkert ikke for 20 år siden, men da den ikke er blevet sikkerhedsmæssigt opdateret i 13 år, så er det en risikabel sag nu, mildt sagt.

Jeg har aldrig haft virus på den. Et par gange har jeg været i tvivl, men det viste sig, at det var harddisken der blev dårlig og skulle skiftes. Jeg har en backup, så jeg nemt kan føre hele indholdet retur til harddisken - det er efter min mening, mere sikkert end antivirus software. Antivirus software er ikke altid sikkert. Vil tro, at den er så gammel, at virus' ikke understøtter den. De skal sandsynligvis brede sig fra XP til XP...

  • 0
  • 2

Det kan man godt forledes til at taenke, men det er mere kompliceret end som saa.

Der er rigtig mange systemer der stadig koerer XP, og nej de kan ikke "bare" opdateres. Vi taler om avanceret medicinsk udstyr, kontrolsystemer paa skibe, malkestyringer ( !!) - hvor hardwaren forventes at leve i mange, mange aar, og hvor der er regulatoriske udfordringer, selv hvis man valgte at opdatere hardwaren for at tilfredsstille den nyeste shiny thing fra Microsoft. Og en saadan opdatering vil give nul benefit for kunden, saa der er heller intet incitament.

Det er umuligt at lave hardware/softawre forlaenskompatibelt.

Enig i det du skriver. Skal man lave hardware/software forud kompatibelt, er den simpleste løsning normalt at placere så meget som muligt i hardware, og have en RS232 forbindelse eller LAN forbindelse til computeren, og kører software her, der anvender RS232/LAN/WEB. Så vil softwaren normalt kunne flyttes, eventuelt ved udskiftning af RS232/LAN hardwaren. Bruges JAVA er dog bunker versionsproblemer. Men, der er mange ældre systemer, både indenfor medicinsk udstyr, og indenfor industrien, hvor det er en udfordring at skifte til nyt udstyr. Vi ser også de gamle ISA kort, fra før PCI kort. De har nogle industri PC'er hos DANBIT der har ISA, men efterhånden er svært at opspore PC'er med ISA. Og udskiftes hardwaren skal operativsystem og software installeres forfra. I dag vil jeg helt sikkert bruge Linux - men, mit indtryk er, at erhvervslivet ofte hælder til Windows, specielt Windows CE. Rejsekort kører windows CE. Det bliver sjovt, når det skal udfases.

  • 1
  • 3

Hvilket OS og HW platform skulle en Medico/Maritime/Agriculture udvikler have valgt i ca. 2000 ? ( det er low volume/high complexity/high regulatory domains) Samme i dag

Nu synes jeg faktisk du bevæger dig uden for skiven, for indlægget drejer sig om forbrugerelektronik.

At en fabrikant af såkaldt high-end udstyr har sovet i timen i dekader, og dermed ikke sørget for at ajourføre sit udstyr, eller sørge for at kunderne kan tilgodeses på andre måder har ikke ret meget med det at gøre - og det jeg opponerede mod var Jens' at MS skulle frigive kildekoden til XP.

Og hvad skulle det iøvrigt hjælpe at kunne reinstallere XP, hvis producenten af det pågældende udstyr, som skal betragtes som en enhed, alligevel ikke hjælper med resten?

Men bortset fra det, så holder jeg fast i at valget at XP til noget der har karakter af embedded er et umådeligt dårligt valg, og det er op til producenten at sørge for at kunden (af den slags udstyr) plejes - men det er stadig irrelevant i forbindelse med forbrugerelektronik, og retten til at reparere.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten