close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

John Youngs næstværste dag på arbejdet

Astronaut John Young er død.

Han var i rummet seks gange, to gange med Gemini, to gange med Apollo og to gange med Rumfærgen, been there, done that.

Da jeg var i USA hørte jeg ind imellem en serie radioudsendelser med temaet "my worst day at work" og det var underholdende historier, forsvundne næsehorn, biler begravet i frugt&grønt og den slags.

Jeg ville ønske jeg kunne finde et soundtrack fra den dag de talte med John Young.

Hans værste dag (dengang) var naturligvis da Challenger exploderede og dræbte syv af hans venner og kolleger

Det ville han helst ikke tale om, istedet fortalte han om den næstværste dag.

Det var den torsdag den 10 April 1981, en dag jeg selv tydeligt husker fordi jeg sad klisteret foran fjernsynet hele eftermiddagen.

Young og kollegaen Robert L. Crippen var stået tidligt op, havde endnu engang gennemgået hele rutinen og sad nu på toppen af de to største stænger dynamit i verden, som om ca. et kvarter, sammen med "huge waterballoons full of liquid hydrogen and oxygen" skulle bringe dem og den spritnye rumfærge Columbia i kredsløb om jorden.

I modsætning til tidligere rumfartøjer, havde NASA ikke opsendt en ubemandet test-flyvning, dette var første tur nogensinde.

"Had there been an odometer, it would show all zeroes."

Der var en smule nerver på, men alt var gået efter planen og de havde lige udført det nærmeste man kommer til at sætte nøglen i en rumfærge: De havde startet computerne.

Det gik ikke helt som det plejer: "It was kind of like a car only firing on half the cylinders, every other half of them every other turn of the crank."

Det endte med at man efter at have bokset med problemet i nogle timer uden resultat, måtte opgive opsendelsen, på grund af cryofysiske grænseværdier i den eksterne tank.

Men inden da, sad Young og Crippen som sagt på toppen af dynamitten og de explosive vandballoner og hørte gradvis, via CAPCOM, at computerspecialisterne "had absolutely no idea."

Det var ikke særligt betryggende, for rumfærgen var det første 100% computeriserede rumfartøj, hvis computerne svigtede var det den sikre død.

For at gøre det så sikkert som muligt var der ikke bare én computer, men hele fem.

Fire computere udførte præcis samme program, hver med deres egen forbindelse til hver evig eneste sensor og aktuator.

Disse computere skulle have loadet ny software undervejs, en version for opsendelsen, en anden version for in-orbit og en tredje for landingen, for der var ikke plads til al koden i hukommelsen.

De fire computere talte naturligvis hele tiden sammen og sammenlignede hinandens resultater, således at en evt. fejlbehæftet computer kunne opdages og tages ud af funktion.

Men for at være på den sikre side, blev der tilføjet en femte reservecomputer, en som var fast kodet med en bastard-version af de tre software versioner, så den kunne lette, orbit'e og lande rumfærgen nødtørftigt, hvis nu der gik noget galt med de fire andre.

Systemet var lavet så det, efter astronauternes valg, enten var de normale computere der bestemte, eller reserve-computeren, men reserve-computeren var hele tiden med inde over kommunikationen, så den altid havde den seneste opdaterede status på alting og var klart til springe ind.

Og det var denne kommunikation der ikke virkede.

De fire computere mente at den femte burde slukkes, den femte mente at de fire andre ikke var til at stole på - det havde man aldrig set før.

Fredag nat, efter at have undersøgt alt hvad man kunne, prøvede man at debugge med Bill Gates metoden: Man slukkede og tændte de fem computere og så kørte det hele perfekt.

På det tidspunkt var man sikker på at det var en opstartsfejl og at hvis man bare fik startet computerne rigtigt, ville de blive ved med at køre rigtigt og derfor sendte man rumfærgen afsted søndag morgen.

Først 8 timer efter opsendelsen, da Young og Crippen forlængst var i rummet, gennemskuede programmørene endelig præcis hvad det var der var gået galt.

En to år gammel "triviel" ændring i softwaren havde medført at opstarten af den første af de fire computere ville få kommunikationen med reservecomputeren til at fejle med en sandsynlighed på 1/67.

John Young afsluttede sin beretning med at sige "That was the day I stopped trusting computers."

Æret være hans minde.

phk

NB: Alle citater fra radio udsendelsen er efter hukommelsen

Poul-HenningKamp
er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.

"2001" - I'm sorry Dave, I can't let you do this."

Men i det mindste kom de da afsted, dynamitstænger et al.

RIP John Young.

Og kunsten overhaler sommetider virkeligheden indenom.

Mvh
Tine

  • 6
  • 0

"De fire computere mente at den femte burde slukkes, den femte mente at de fire andre ikke var til at stole på"
ROFL!

  • 4
  • 0

Kun få mennesker i Verden kan have haft et så begivenhedsrigt liv.
Den rigtige mand, på rette tid til de rigtige opgaver, med de rette kolleger.
- RIP John Young!

  • 4
  • 0

Jeg husker også tydeligt, at jeg skulle hurtig hjem fra skole (1. klasse), fordi jeg skulle hjem og se opsendelsen, men desværre skete der ikke så meget den dag alligevel.

Der var store fremtidstanker dengang om rumfart, men det er som om, at det først er nu her mange år efter, at der igen begynder at være udvikling i sagerne.

Vildt at han nåede med i de tre vigtigste programmer. Han kunne da virkelig kalde sig astronaut :-)

  • 1
  • 0