Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

Irans, USAs og Israels atomvåben

Som nörd er teknologihistorie er en af mine store interesser og mere eller mindre tilfældigt overnattede jeg engang hos en kollega i USA som var søn af en tidligere atomvåbendesigner.

Hans gæsteværelse indeholdt en mildest talt enorm samling litteratur om atomvåben som hans far havde efterladt og min afsky for atomvåben til trods var det svært at modstå fristelsen til at læse natten igennem.

For folk der vil læse mere om emnet er Global Security et godt sted at begynde.

Hvor svært er det at bygge en atombombe ?

Et af de første dokumenter jeg stødte ind i var det såkaldte "Nth country experiment".

Det var et rollespilsforsøg man lavede for fyrre år siden. Man gav to nyuddannede fysikere den opgave at bygge en atombombe for "the Nth country". De ikke fik adgang til noget klassificeret materiale og projektlederne var regering i det fiktive land.

Man havde forventet at de ville have sigtet efter en simpel "gun-assembly" uran bombe som den der blev brugt over Hiroshima, men det var for nemt. De to fysikere satsede på at designe en implosionsbombe. Det lykkedes over al forventning. Deres design er efterfølgende blevet afprøvet og det virkede fint.

Et andet datapunkt der er værd at lægge mærke til, er at alle lande der har prøvet at bygge en atombombe fik den til at virke i første forsøg: USA, Sovjet, England, Frankrig, Kina, Israel, Sydafrika, Indien og Pakistan.

Stort set hele den tilgængelige litteratur om emnet påstår at det er utroligt svært eller umuligt at bygge en atombombe. Det er i bedste fald at behandle sandheden lemfældigt.

Det er rigtigt at det er utroligt svært at lave et kompakt "warhead" med stort "yield" der kan opbevares i 40 år i lasten på et skib inden det med raket kyles igennem atmosfæren og evt. rummet imod målet hvor det med stor sikkerhed exploderer inden for design-parametrene. Det er svært, meget svært.

Men at lave noget der exploderer kan enhver idiot finde ud af.

Man behøver sådan set bare tabe et stykke subkritisk plutonium oven på et andet, så har man balladen. Man får ikke flere hundrede kiloton sprængstyrke ud af det og man dør selv, men en atombombe er det nu engang, selvom den kun raserer den øverste etage i et højhus.

De involverede politikere og embedsmænd ved godt hvor nemt det er, derfor går stort set hele "ikke-sprednings" indsatsen på at undgå at råmaterialet falder i de forkerte hænder.

Hvor let eller svært er det at få råmateriale til en atombombe ?

Den opgave som Iran er i gang med for tiden, er at sortere Uran atomer efter deres isotopvægt. 235U kan umiddelbart bruges til a-våben, 238U kan kun bruges andet trin af flertrins våben.

Denne sortering er en arbejds- og energi-krævende proces, for den skal ske atom for atom. Det kan realistisk gøres med elektromagnetiske massespektrometre, med centrifuger eller med laser.

Elektromagnetiske massespektrometre skal bruge oceaner af strøm, så de er ikke så populære.

Centrifuger er det nemmeste og den proces stort set alle bruger eller har brugt. Man skal bruge nogle tusinde centrifuger inden det rigtig batter noget, så vi taler om store fabrikker.

Laserseparation er et fy-ord. Halvlederindustrien ville elske at bruge det til at sortere Silicium til chips, for monoisotopt silicium leder varmen fem gange bedre. Forskning i området bliver hæmmet så meget som man overhovedet kan, for laserseparation af Uran er en rigtig grim tanke: i kælderen under et almindeligt hus kunne man producere materiale nok til en bombe på et par år.

Det andet mulige råstof er plutonium. Det kan man finde i store mængder i brugt reaktorbrændsel og det kan udskilles kemisk. Dog skal det i parantes bemærkes at det er noget rigtig grim kemi.

Hvis uranbrændslet kun er kort tid i reaktoren er det dannede plutonium af isotopen 239Pu der er den mest velegnede til a-våben brug. Jo længere brændslet er i reaktoren, jo mere 240Pu dannes der der ved neutronindfangning.

240Pu fissionerer spontant og derfor risikerer man at kædereaktionen går i gang inden implosionen i atombomben har nået sin optimale kompression. Derved bliver effekten af a-bomben mindre. Litteraturen gør meget ud af at beskrive hvorledes dette forhold gør 240Pu "helt ubrugeligt til a-våben".

Men det er bestemt en sandhed med modifikationer.

Til højkvalitet a-våben er det et stort problem. Men for amatørene er det faktisk en fordel, for så behøver de ikke bruge tid og energi på at konstruere den neutron-generator der skal starte kædereaktionen på det helt rigtige tidspunkt.

Så svaret på spørgsmålet er: hvis man har adgang til en atomreaktors affald, så har man også råmateriale til primitive a-våben.

A-kraft og A-våben

Forbindelsen imellem spredning af atomkraft og risikoen for spredning af a-våben er altså ikke hypotetisk.

Sammenhængen kompliceres af at en atomreaktor ikke kan køre på naturligt uran, (med mindre man bruger tungt vand som i det canadiske CANDU koncept).

Derfor er det nødvendigt at lave isotop separering af Uran for at drive civil kernekraft og da der skal bruges mange ton brændsel skal der bruges mange tusinde centrifuger, blot for at opnår nogle få procent højere andel af 235U.

Hvis man har sådan en "civil" centrifugefabrik kan man forholdsvist simpelt skjule at man bruger nogle få hundrede centrifuger til at fortsætte oparbejdningen og på den måde få materiale nok til et par uranbomber om året.

Derfor kan man faktisk ikke objektivt afgøre om Irans centrifuge anlæg udelukkende er til civilt formål med mindre man følger samtlige rør i hele fabrikken. Det kan faktisk være at de har ret.

Ikke-sprednings indsatsen går i stor omfang ud på at have kontrol med brændslet i reaktorene.

For troværdige lande inspicerer man de relevante faciliteter og kigger i deres regnskaber over fissilt materiale. Hvis de er indenfor 5-10 % af det teoretiske antager man at alt er OK.

For mindre troværdige lande laver man en ordning hvor "gode lande" leverer det færdige uranbrændsel til "ikke gode landes" reaktorer, disse tillader til gengæld international inspektion af deres reaktorer og når brændslet er udtjent leveres det tilbage til "gode lande".

Det er det EU forgæves har forhandlet med Iran om i et par år.

"Take out Irans centrifuges"

Der er snak om at USA vil bruge deres "W61-11 bunker buster" atombombe til at ødelægge Irans atominstallationer. Israel har også raslet med sablen i samme ærinde.

Vi kan se bort fra at de vil bruge a-våben til et sådant angreb.

I bedste fald trænger disse bomber 4-5 meter ned i undergrunden og derfor vil store mængder radioaktivt nedfald være et garanteret resultat. En atombombe skal 75-100 meter under jorden før den radioaktive forurening ikke når op til overfladen.

Desuden vil brug af jord-koblede a-våben i et geologisk aktivt område som Iran altid medføre en risko for at udløse jordskælv.

Endelig ville det rent politisk virke som en tændstik i en krudttønde.

USA og Israel er begge henvist til at bruge konventionelle sprængstoffer og da Iran har været smarte nok til at bygge deres fabrikker et godt stykke under jorden vil et sådant angreb ikke være effektivt.

Det politiske morads

Der er ingen tvivl om at Iran gerne vil have atomvåben, for Israels "hemmelige" atomvåben er en torn i siden på hele den arabisk talende del af mellemøsten.

Hvornår Iran har atombomber er et godt spørgsmål. Det afhænger af hvor meget teknologisk viden de købte af Pakistan. Alt mellem imellem "har allerede" og "ikke i de næste fem år" er lige gode gæt.

Der findes kun en teoretisk forhandlingsmulighed for at få Iran til at stoppe: At Israel opgiver deres a-våben og undergiver deres atomfaciliteter international kontrol på samme vilkår som der kræves af Iran.

Når vi så har grinet af over tanken om at Israel skulle gøre noget så uselvisk, er der kun tilbage at sige at det indtil nu ser ud som om Niels Bohr havde ret i sit brev til FN: Det eneste stabile resultat er faktisk når begge parter har A-våben: så er der ingen der tør bruge dem.

Se blot på Indien og Pakistan:

De kunne ikke engang sige ordet "Kashmir" i samme rum førhen, ja faktisk kunne de i ofte slet ikke være i samme rum til at begynde med. Der var konstant skyderier hen over grænsen.

Men nu hvor begge parter har a-våben kan de åbne busruter på tværs af grænsen og deres ledere kan besøge hinanden og drikke the sammen som gamle venner, mens de snakker om hvad de skal gøre med Kashmir.

Mon Niels Bohr ligefrem ville have foreslået at man skulle give Iran en hjælpende hånd med at lave deres bomber?

/phk

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten